Amerikanske muskelbiler som udllejningsbiler i USA

Drømmer du om lidt ekstra opmærksomhed på din ferie i USA og en udlejningsbil med masser af kræfter under motorhjelmen, kan du naturligvis leje en amerikansk muskelbil. Det er i sagens natur ikke specielt billigt, til gengæld får du en biloplevelse, du sent vil glemme.

Skal det være klassiske amerikanske muskelbiler, så står valget typisk mellem en Chevrolet Camaro SS, en Dodge Challenger RT eller en Ford Mustang GT Premium. Disse amerikanske ny-klassikere kan bl.a. lejes hos Hertz – hvis du vel at mærke har passeret de 25 år.

Lang tradition for muskelbiler
Hertz har en lang tradition for at udleje amerikanske muskelbiler, en tradition som går helt tilbage til 1966, hvor man fik den legendariske bildesigner Carroll Shelby til at udvikle en modificeret udgave af hans Ford Mustang, den såkaldte Mustang GT350H, som blev bygget i 1.000 eksemplarer og udlejet til bilelskere over hele USA.

Hertz’ udvalg af muskelbiler i slutningen af 1960’erne gik under navnet ”Rent a Racer”, og omfattede også modeller som Chevrolet Corvette, Jaguar XK-Es og den amerikanske muskelbil AMC AMX.

Amerikanske muskelbiler i 2014
Efter en længere pause har Hertz nu igen kastet sin kærlighed på specialbiler og muskelbiler, der er samlet i den såkaldte Adrenaline Collection. Her finder du modeller som Chevrolet Camaro SS, Dodge Challenger RT og Ford Mustang GT Premium – alle fuldblods muskelbiler udstyret med V8 moterer, som det kræver en vis modenhed at håndtere. Derfor er aldersgrænsen for at få udleveret nøglerne til disse potente køretøjer 25 år – uden undtagelse.

Jeg har selv prøvekørt alle tre bilmodeller – dog ikke hos Hertz. Men det er en fantastisk oplevelse af få lov til at prøve kræfter med disse moderne klassikere, der har næsten uanede hestekræfter under motorhjelmen. Muskelbiler er dog – efter min mening – ikke specielt behagelige at køre i på længere ture. Så de er mest tænkt som et krydderi i ferien over kortere afstande, hvor du får mulighed for at prøvekøre nogle af de mest klassiske bilmodeller i verden – og ikke mindst kan nyde de mange beundrende blikke fra omgivelserne. Det er i sig selv det hele værd.

Kun et begrænset antal udlejningsstationer
Det er kun et begrænset antal af Hertz’ udlejningsstationer, der tilbyder biler fra Adrenaline Collection. Det gælder typisk udlejningsstationerne i de store lufthavne med mange internationale flyforbindelser. Envejsleje er normalt ikke muligt, når man lejer muskelbiler fra Adrenaline Collection, og kørsel på grusveje er bandlyst. Som en ekstra feature, så får du den digitale SiriusXM Satellit Radio med uden beregning, når du lejer biler fra Hertz Adrenaline Collection.

Men vigtigst af alt: Der er model garanti hos Hertz. Så når du booker en Dodge Challenger RT, en Chevrolet Camaro SS eller Ford Mustang GT Premium, er det en Dodge Challenger, en Chevrolet Camaro eller en Ford Mustang GT Premium, der venter på dig, når du henter bilen.

Hertz tager dog forbehold for uforudsete hændelser som fx pludseligt opståede skader på en af deres muskelbiler eller andre ting, der forhindrer Hertz i at udlevere dig den bestilte bilmodel, selvom de vil gå langt for at opfylde dit bilønske. Men i så fald kan du være sikker på, at alternativet ikke er kedeligt.

Se udvalget af bilmodeller i Hertz Adrenaline Collection

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Highways optjener provision fra de forskellige udlejningsfirmaer, når du reserverer billeje via Highways-USA.com. Pengene bliver brugt til nye reportagerejser, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-portalerne, som ud over Highways-USA.com også omfatter Highways.dk og Highways-Denmark.com. Tak for din opbakning.

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

3 svar til “Amerikanske muskelbiler som udllejningsbiler i USA”

  1. Kære Henrik, vi vil gerne leje en Camaro. Men vi har to børn – en på 1 år i autostol (ikke den mindste størrelse men 9-18 kg) og en på 6 år, der sidder på en selepude. Jeg ved godt, at pladsen er trang bagi i forhold til bagage. Men vil man kunne sidde på forsædet, hvis der er en autostol bag i? Mange tak 🙂

    • Det kan jeg desværre ikke svare på, da jeg kun en enkelt gang har kørt Camaro, og det var kun for en ganske kort bemærkning under en prøvekørsel i Las Vegas. Jeg vil dog sige, at jeg personligt nok ville vælge en anden bilmodel med mindre børn på bagsædet. Jeg er bl.a. lidt i tvivl om, hvor meget de små kan se ud af vinduerne fra en muskelbil som fx en Camaro. Så helt personligt ville jeg nok vælge en anden og mere familievenlig bilmodel. Ihvertfald hvis I havde tænkt jer at køre Camaro hele ferien. Men min erfaring med Camaro er altså meget begrænset. Jeg håber, I kan bruge mit svar. Rigtig god tur!

  2. Vores erfaring med muskelbiler er, at at handler lidt om at satse – altså at bestille en HEL normal mellemklassebil hjemmefra, og så fiske efter en go’ upgrade. Det kræver selvfølgelig, at man har is i maven og kan leve med at muskelbilen ikke liiiiige bliver en bestemt model – MEN… 2 ud af 2 gange er det lykkedes for os at hive en feeeed bil for et sted mellem 5 og 9 $ ekstra om dagen – ved at ankomme om formiddagen og ved at bruge lidt “list” 😉 – Første gang en lækker Dodge Challenger og anden gang en Mustang 😉 Selvfølgelig skal man være klar over, at benzinforbruget bliver lidt anderledes end i en Corolla, men hey – køreglæden og buzz’et overstiger ALT ♥

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.