Billeje i USA – envejsleje, ung chauffør, fuel options, GPS udstyr

Selvom det i langt de fleste tilfælde er helt uproblematisk at leje bil i USA eller Canada, er der visse ting, du skal være særligt opmærksom på. I nogle tilfælde kan billejen volde problemer på grund af særlige aldersgrænser, gebyrer på envejsleje eller ligende. Her kan du få svar på nogle af de spørgsmål, der typisk opstår i forbindelse med bookingen af din udlejningsbil, når du skal leje bil i USA eller Canada.

Billeje i USA med Auto Europe

Billeje i USA til unge under 21 år
Mens amerikanske unge kan få kørekort som 16 årige i de fleste delstater, er det betydeligt sværere for danske unge mellem 18 og 21 år at få lov til at leje biler i USA. Langt de fleste udlejningsselskaber har en minimumsgrænse på 21 år, før de overhovedet vil overveje at udlevere bilnøglerne. Det skyldes krav fra forsikringsselskaberne. I New York State er det dog lidt nemmere at leje bil som 18-årig hos visse selskaber, hvilket sikkert skyldes lokale regler i New York State. Men er du under 21 år, skal du forberede dig på, at det kan blive både svært og dyrt at leje bil i USA. Hertil kommer, at den generelle myndighedsgrænse i USA er 21 år i forhold til køb af fx øl og spiritus. Så kan du vente, så udsæt dit road trip i USA til du er fyldt 21 år – ihvertfald hvis du planlægger at køre selv.
Læs meget mere i min artikel om billeje i USA for unge under 21 år

Billeje i USA til unge mellem 21 og 25 år
Er du fyldt 21 år, åbner der sig en række døre i forhold til billeje i USA. Unge under 25 år skal dog stadig betale et ekstra gebyr pr. dag for at leje bil. Beløbet pr. dag er forskelligt i forhold til udlejningsfirma og biltype, men ligger typisk på mellem 15 og 30 dollars pr. dag. Eksklusive bilmodeller, der indgår i såkaldte “Prestige Car Collections”, “Fun Cars” eller lignende, kan normalt ikke lejes af unge under 25 år – det gælder i de fleste tilfælde desværre også de eftertragtede Ford Mustangs.
Læs mere i min artikel om billeje i USA for unge mellem 21 og 25 år

Envejsleje gebyrer
Mange danskere drømmer om at køre tværs over USA, men her kan det såkaldte envejsleje gebyr spænde ben. Mange selskaber opkræver nemlig gebyr for at leje bilen i en by og returnere den i en anden. De fleste store selskaber tillader dog aflevering inden for visse zoner, så du kan godt hente bilen i fx Los Angeles og aflevere i San Francisco. Men vil du køre helt til fx Seattle eller Chicago og aflevere bilen der, opkræves der gebyr. Hvert udlejningsfirma har sine egne regler og geografiske zoner i forhold til envejsleje gebyrer, så tjek hos udlejningsfirmaet, hvilke regler der gælder.
Læs mere i min nye artikel om gebyrer for envejsleje i USA og Canada

Forsikringer og billeje i USA
Når det handler om billeje i USA og de tilknyttede forsikringer, gælder det om at være lidt opmærksom. Heldigvis får man alle lovpligtige forsikringer med i pakken, når man lejer bil i USA. Men det er en god ide at holde øje med en eventuel selvrisiko på kaskoforsikringen – noget man bør have styr på, inden man tager hjemmefra. Og så bør du også lige beslutte dig for, om du vil have vejhjælp med i prisen, hvis du fx punkterer eller kører tør for benzin.
Få en gennemgang af de forskellige forsikringer ved billeje i USA

Fuel Options – fuld eller tom tank ved aflevering
De såkaldte Fuel Options kan også være en kilde til forvirring, når bilen skal lejes. Fuel Options giver dig valget mellem enten at aflevere bilen med fuld eller tom tank, når du returnerer bilen efter endt udlejning. Reglerne varrierer fra selskab til selskab, men de fleste selskaber giver dig valgmuligheden mellem enten selv at tanke bilen op, inden du returnerer eller lade udlejningsfirmaet gøre det for dig. Det kan normalt bedst betale sig, selv at tanke bilen op inden returnering – med mindre at det i lejekontrakten på forhånd er aftalt, at du kan returenere bilen med tom tank uden at skulle betale gebyr for genoptankning. De store udlejningsfirmaer som Hertz og Avis tilbyder normalt, at du uden ekstragebyr kan returnere bilen med tom tank. Tjek hvilke regler der gælder, allerede når du reserverer bilen på nettet, og bestem dig så for, hvilken løsning du foretrækker, så du ikke skal tage stilling til Fuel Options ved udlejningsskranken ved udleveringen.

Den først tankfuld benzin kan give også problemer: Vi har hørt historier om, at nogle udlejningsselskaber er begyndt at “konkurrere” på prisen ved ikke at inkludere den første tankfuld benzin, når du tjekker lejeprisen på nettet. Dermed kan prisen holdes kunstigt nede på nettet. Men når du så afhenter bilen, præsenteres du for en regning for den første tankfuld benzin. De store udlejningsselskaber holder sig normalt for gode til den slag, men det kan altså forekomme.
Læs min artikel om afhentning og udlevering af udejningsbiler i USA og Canada

Kørsel på grusveje og i ørken
De fleste udlejningsselskaber har en regel om, at du ikke må køre på grusveje, men skal holde dig til veje med fast underlag – eller i det mindste veje med jævnlig vedligeholdelse, fx grusveje i nationalparker, hvor offentlig kørsel er tilladt. Det samme gælder i øvrigt firhjulstrækkere, der ikke må bruges til off road kørsel, med mindre det er aftalt på forhånd. Enkelte steder med helt specielle klimatiske forhold kan der gælde særlige regler. Det gælder fx i Death Valley, hvor temperaturen om sommeren godt kan nå op på 40 grader. Her sætter nogle udlejningsselskaber hælene i, så tjek lige policen inden du kører ind i Death Valley – og brug i øvrigt klimaanlægget med omtanke, så du ikke overopheder bilen.

Canada, Mexico og udlejningsbiler
Det kan på papiret være fristende med en afstikker til Mexico, hvis du fx er i Californien. Men biludlejnings firmaerne synes ikke, det er nogen god ide. Det fleste har forbud mod, at du tager bilen med til Mexico, men nogle selskaber tillader dog kørsel i Mexico mod ekstra forsikring. Når det er sagt, er det i øvrigt voldsomt besværligt og langsommeligt at komme retur til USA fra Mexico i bil, så alene derfor bør du droppe den ide. Til gengæld kan du uden ekstra forsikringer tage over grænsen til Canada i udlejningsbilen – det gælder også den modsatte vej. Grænseformaliteterne mellem USA og Canada er noget mere begrænsede end i forhold til Mexico.

Du kan heller ikke returnere en udlejningsbil i Canada, du har lejet i USA – eller modsat. Muligheden for envejsleje gælder kun indenfor de nedre 48 stater – og ofte mod et gebyr. Det samme gælder i forhold til Alaska: Udlejningsbiler, der er afhentet i Alaska, skal også returneres i Alaska – ellers bliver det umuligt for udlejningsselskaberne at styre bilparken. Læs mere i min artikel om envejsleje og envejsgebyrer

GPS-udstyr eller ej
De fleste udlejningsselskaber tilbyder i dag, at du kan leje GPS-udstyr for et mindre gebyr pr. dag – typisk 10-15 dollars. Og det er fristende at tilkøbe en GPS, når du reserver bilen. Men tænk dig lige om en ekstra gang: Har du reelt brug for GPS’en, eller kan du i virkeligheden sagtens finde rundt uden problemer? Skiltningen i USA og Canada er fremragende, og benytter du et godt Road Atlas fra Rand McNally, har de færreste i virkeligheden brug en GPS. Desuden sløver GPS’en dine sanser, så du totalt overser det område og landskab, du kører igennem. GPS’en vil også ofte insistere på, at du skal køre på motorveje, så du går glip af de smukke amerikanske landeveje, der ligger lige ved siden af motorvejen.

Vil du endelig have en GPS, så overvej om det ikke er smartere simpelthen at købe en GPS frem for at leje den. Du kan købe en billig GPS i den første Walmart, du kommer forbi på din vej, og er du fx afsted i 14 dage eller mere, vil det være være billigere at købe frem for at leje den hos udlejningsfirmaet. Og når du nu alligevel er på indkøb i Walmart, så køb også en køleboks og fyld den op med isterninger, så du altid har kolde drinks i bilen på de lange ture. Og sluk så for GPS’en, når du forlader de store byer og kører ude på landet. Her kan du sagtens finde rundt uden GPS, da der er ikke ret mange veje at vælge mellem i det vestlige USA. Her kan selv de mest retningsforvirrede turister være med.

Satellitradio i udlejningsbilen
I gamle dage (læs for få år siden) var det noget af en prøvelse at finde en god radiostation, når man kørte gennem USA. Ganske vidst er udvalget af radiostationer rimeligt stort i USA. Men kører du gennem Midtvesten eller Sydstaterne, kan du i længden godt blive træt af de mange country-western eller jazz-stationer. Desuden vil du opleve, at lige når du har fundet den perfekte station med det helt rigtige miks af musik, så begynder FM-signalet at fade ud på grund af de store afstande. Og så må du ellers pænt nøjes med country-western nogle hundrede miles, indtil du igen kommer i nærheden af en storby, hvor der påny er et rimeligt udvalg af radiostationer.

Heldigvis har amerikanerne opfundet XM Sirius, en satellitradio, der efterhånden er standard i de fleste udlejningsbiler. Tidligere var satellitradioen forbeholdt de dyrere udlejningsbiler, men nu følger XM Sirius med i næsten alle modeller.

Med XM Sirius kan du vælge og vrage mellem mere end 200 forskellige stationer – naturligvis inddelt i forskellige genrer som heavy, soft rock, jazz, blues, 70’erne, 80’erne, Elvis eller nyhedsstationer, sportstationer, debatstationer, ect. Udvalget er et miks af “rigtige” regionale radiostationer og internetstationer, der spiller den samme genre døgnet rundt.

Min personlige favorit er “Sirius 71 – smoth jazz” på kanal 71, der spiller behagelig køremusik hele døgnet rundt. Nogle vil sikkert være enige, mens andre vil løbe skigende bort. Men så er det jo godt, at der er mere end 200 andre stationer at vælge mellem.

Billeje i USA med Auto Europe

Overblik over forsikringer på billeje i USA
Envejsleje gebyrer på billeje i USA og Canada
Udlevering af lejebiler i USA – tips ved afhentning
Billeje i USA til unge under 21 år
Billeje i USA til unge mellem 21 og 25 år

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Highways optjener provision fra de forskellige udlejningsfirmaer, når du reserverer billeje via Highways-USA.com. Pengene bliver brugt til nye reportagerejser, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-portalerne, som ud over Highways-USA.com også omfatter Highways.dk og Highways-Denmark.com. Tak for din opbakning.

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

60 svar til “Billeje i USA – envejsleje, ung chauffør, fuel options, GPS udstyr”

  1. Hej Henrik, først og fremmest TAK for en super side med masse af info/ svar til min US roadtrip til sommer. Jeg har dog et spørgsmål, som jeg ikke kunne finde svar nogen stede overhovedet. Håber du kan være behjælpelig med. Vi har lejet en 12 seats VAN (Chevrolet Express). Spørgsmålet er: Er det tilladt at køre, når jeg kun har et almindelig B-kørekort. Det skal lige nævnes, vi er 8 passagerer plus fører (9 i alt). Håber du kan svare på det. Jeg har forsøgt at skrive til de forskellige firmaer, som du har linket til, men har aldrig hørt fra dem. Mvh Bao

    • Med mit kendskab til reglerne for kørekort i forhold til store motorhomes i USA, er jeg ret sikker på, at det ikke giver anledning til problemer. Her må man nemlig gerne køre store motorhomes, der vejer betydeligt mere end 3.500 kg, selvom man “kun” har et lille kørekort. Amerikanerne har et “afslappet” forhold til det med store køretøjer og vægtgrænser i forhold til nationale europæiske kørekort – ganske enkelt fordi masser af køretøjer i USA er betydeligt større end den europæiske bilpark. Derfor ved jeg, at man gerne må køre store motorhomes med et lille dansk kørekort i USA. Og derfor er jeg ret sikker på, at det at leje en 12 personers minibus ikke vil give anledning til problemer med et lille dansk kørekort. Det er min klare fornemmelse – og min helt personlige holdning. Jeg vil dog også tilføje, at reglerne sagtens kan være forskellige fra stat til stat i USA. Så hvad der er tilladt i en stat, er ikke nødvendigvis tilladt i en anden stat. Men så begynder det hurtigt at blive langhåret. Så jeg vil tage afsæt i, hvad der er praksis i forhold til motorhomes – og overføre det til minibusser i jeres tilfælde. Nærmere kan jeg ikke komme det. Men jeg kan ikke give dig noget 100 % klart svar (og det kan udlejningsfirmaerne åbenbart heller ikke). Så ud fra det må du selv vurdere, om du vil holde fast i den “store” minibus – eller gå med livrem og seler, og nedskallere til et køretøj på under 3.500 kg. Rigtig godt tur!

  2. Hej Henrik, vi skal til Yosemite i februar. Så vidt jeg kan forstå, så tillader udlejningsfirmaerne ikke snekæder. Alligevel kan jeg se, at nogle andre danskere foreslår, at man køber dem derovre separat fra udlejningssteder, da man skal have dem i bilen, for at køre ind i området. Vi har booket overnatning i Lake Tahoe, Sequoia o.s.v., så vi skal op i området. Så der er vel ikke så meget andet at gøre, end at købe dem og have dem i bilen? Kan der ske noget ved bilen ved at man sætter dem på hvis der er behov for det? Jeg tænker hvad er alternativet ellers? Vi har lejet bil gennem Alamo, som ikke tillader snekæder kan jeg se. TUSIND TAK for dit svar! Mvh. Emma

    • Jeg har desværre ikke nogen personlige erfaringer med vinterkørsel i bjergene i USA, hvor man kan komme ud for at skulle bruge snekæder – eller at der fra myndighederne stilles krav om, at man har snekæder med i bilen. Da jeg senest (i 2014) tjekkede udlejnings firmaernes “holdning” til snekæder, var svaret dengang, at man ikke måtte påsætte snekæder på sin udlejningsbil. Årsagen til det kender jeg ikke. Men det betyder jo så også, at man som lejer af en af en udlejningsbil, ikke kan overholde myndighedernes krav til, at man har snekæder med i bilen, hvis der pludselig falder sne oppe i bjergene – fx i Yosemite, Sequoia eller hvor det nu måtte være. Så valget står lidt groft sagt mellem at blæse på udlejningsfirmaet, og alligevel leje nogle snekæder til turen – eller alternativt at blæse på kravet om, at man skal have snekæder med i tilfælde af pludseligt snevejr. Der er dog også nogle forsikringsmæssige aspekter af sagen i forhold selve udlejningsbilen, der måske kan være et problem, hvis man benytter snekæder uden tilladelse. Men nærmere kan jeg ikke komme det. Bortset fra, at jeg faktisk mener at huske, at kravet om snekæder i bjergene falder bort, hvis man kører i en firehjulstrækker. Så måske kan “leje sig” ud af problemet. Men i forlængelse af dit spørgsmål, så vil jeg tage spørgsmål om snekæder med til den årlige rejsemesse i USA til juni, så jeg (måske) kan få en nærmere afklaring af problematikken omkring snekæder.

  3. Er der nogen der har en GPS til salg? Jeg ønsker en GPS med et opdateret USA kort fra 2015. Mvh Henriette/ København

  4. Jeg er netop hjemvendt fra Florida fra cirka 1.700 km roadtrip. Vi brugte Appen “Navmii” som navigation (som supplement til Rand McNally). Den kører offline og var fin at have til at navigere hen til hoteller og forskellige seværdigheder. Den havde nogle “småudfald”, men ikke værre end en almindelig GPS. Efter at have testet det hjemmefra også, vil jeg ikke leje bil med GPS længere.

      • Vi prøvede at bruge “Navmii”, men den fejlede gang på gang, så vi endte med at købe en GPS, og det var super godt! Men ser frem til din test af appen! P.S: Tak for en super god side 🙂 Vi er lige kommet retur fra tre uger i Californien og har brugt din side rigtigt meget 🙂

  5. GPS til USA sælges: Garmin Nüvi 42 navigation med “Livetime Maps”. Dækker de “nedre” 48 stater, Hawaii og diverse andre ø grupper. Købt i 2014 – kvittering haves. Købt for 100 dollars. Var perfekt til min tre ugers tur til Californien og svigtede aldrig. Pris: Kr. 500,- Kontakt Peter Horslev, Risskov. OBS: GPS’en er nu blevet solgt!

  6. Jeg har kigget meget på din side under billeje og regler. Men jeg kan ikke finde noget angående kørekort og gyldighed. Jeg skal lege bil i USA til sommer og har hørt, at man mange steder skal have haft kørekort i mindst et år. Jeg har ringet til bl.a. Hertz og, her fik jeg også at vide, at de ikke lejer ud, med mindre man har haft det i et år. Kan du anbefale nogle udlejningsfirmaer, hvor de ikke går op i dette?

    • Desværre nej. Det er velkendt, at biludlejningsfirmaerne stiller krav om, at man har haft kørekort i mindst et år, inden man kan leje bil. Uden at jeg kender den præcise forklaring, så er jeg næsten sikker på, at der er tale om et forsikringskrav – og en gardering mod, at helt uerfarne bilister kan leje bil i USA. Reglen gælder i øvrigt uanset alder: Så hvis man har taget kørekort i en sen alder, gælder der altså samme krav. Jeg kender ikke nogen firmaer, som afviger fra denne regel, og jeg er næsten sikker på, at årsagen er forsikringen. Jeg har skrevet lidt om problematikken i denne artikel – http://www.highways-usa.com/billeje-usa-under-25/

  7. Tak for en rigtig fin side. Kan man i forbindelse med leje af bil også leje grill/ kogeudstyr og evt. bestik? Mvh Wivian Hertz

    • Det ved jeg simpelthen ikke, om man kan. Jeg har ikke hørt om muligheden hos biludlejningsfirmaer, men når man lejer motorhome/ autocamper, følger der forskelligt kogegrej med. Og så kan man tilkøbe forskellige pakker med andet ekstra udstyr som fx klapstole og den slags. Men jeg har ikke hørt om det i forbindelse med billeje, så det tvivler jeg på. Så I skal muligvis forbi en Walmart eller Target og købe noget af det ønskede udstyr, når I er ankommet til USA. Hvis andre har hørt om mulighed for at leje køkkenudstyr/ grilludstyr, så må I meget gerne smide en kommentar. Rigtig god tur!

  8. Tak for en super god hjemmeside, der bruges meget tid på i forbindelse med planlægning af vores første USA tur næste sensommer. Jeg kan dog ikke finde noget omkring regler for fastspænding af børn i bilen. Vores børn vil da være 8 og 11. Jeg forestiller mig, at den lille skal sidde på en selepude, men hvad med den store? Skal han også, eller kan han bare benytte den almindelige sele, som han gør herhjemme, da han er høj nok? Vh. Katrine

    • Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har sat mig ind i reglerne omkring børn i bilen i USA, men har taget afsæt i sund fornuft og de danske regler. Så jeg ville gøre nøjagtigt, som I også selv foreslår: En selepude til den mindste, som kan købes for ganske få penge i Walmart, hvis I ikke gider slæbe den med hjemmefra – eller leje den hos udlejningsfirmaet. Det kan ikke altid betale sig. Og den store kan så benytte selerne i bilen. Den eneste grund til måske at overveje en selepude til den store også, kunne være lejebilens måske begrænsede udsyn: Da jeg havde min 10 årige datter med i USA i 2010, købte jeg en selepude til hende, så hun bedre kunne se ud fra forsædet. Eller var udsynet begrænset. Men det kan I lige se, når I har fået bilen udleveret. Fortsat god planlægning 😉

  9. Et spørgsmål omkring bompenge i Florida: Er det nemmest, at man køber et af de der Sunpass, eller skal man bare betale med mønter. Vi ankommer til Miami og kører samme dag til Orlando, og derefter til Key West ugen efter. Og så tilbage til Miami efter et par dage. MVH Søren

    • Jeg har aldrig benyttet Sunpass i Florida, men har betalt med mønter ved betalingsanlægget. Nu er det et par år siden, jeg sidst var i Florida, så jeg skal ikke kunne sige, om praksis har ændret sig, således at der eventuelt er helt automatiske betalingsanlæg uden mulighed for kontant betaling. Men jeg har ikke hørt, at det skulle være tilfældet i Florida. Møder man et sådant fuldautomatisk betalingsanlæg uden mulighed for kontant betaling ved selve anlægget, skal man typisk betale sin vejafgift via internettet. Men jeg vil som nævnt klart forvente, at I kan betale direkte ved selve betalingsanlægget, blot I husker at have en god bunke quarters i bilen.

    • Hej Søren. Vi har lige været i Florida her i maj. Da vi hentede vores bil, blev vi spurgt om vi ville have Sunpass med. Det ville vi gerne. De tilføjer bare ens kreditkort oplysninger (de samme, som du bruger til at betale din bil med), og vupti så kører du bare igennem når du kommer til betalingsvejene. Det var nemt og bekvemt.

    • Flere udlejningsfirmaer tilbyder Sunpass og lignende automatiske bizz-løsninger til betalingsveje i USA. Det interessante i denne sammenhæng er, hvad udlejningsfirmaer tager sig betalt for denne service. For de gør det naturligvis ikke gratis. Ud over selve vejafgiften betaler man også et administrationsgebyr for denne service – typisk et bestemt beløb pr. dag i en vis minimumsperiode. Så det kan altså godt blive en halvdyr fornøjelse, hvis man vælger disse løsninger. Men det kan naturligvis også spare en for noget besvær. Man skal bare ikke tro, at det en billig løsning – selvom det er nemmere end at betale selv.

      • Hej Henrik og Pernille: Har godt set, at man kan få det med, når man lejer bil. Men det er en dyr affære i forhold hvis man betaler selv. Tror vi prøver, at betale selv – så må vi se 🙂 Lægger lige en besked, når vi kommer retur til nytår. MVH Søren

  10. Først vil jeg gerne rose din side, den er fyldt med en masse gode informationer. Jeg har et spørgsmål, som jeg håber, du vil hjælpe mig med. Min kæreste og jeg skal til USA om ikke så længe, og jeg har lejet en bil hjemmefra. Hvor de skriver, at følgende er inkluderet:
    Fri kilometer ALLE bilgrupper, Forsikring (- Skadeforsikring – Tyveriforsikring – Ansvarsforsikring – Udvidet ansvarsforsikring – Uforsikret motorist beskyttelse), Lokale skatter, Lufthavnsgebyr, Premium afhentningsgebyr, Homeland Security Fee. Så er mit spørgsmål er, om du vil råde mig til måske at tage en ekstra forsikring, eller om det er helt fint sådan der? På forhånd tak! /Nick

    • Det lyder vældig flot, når udlejnings firmaerne lister alle de forsikringer og gebyrer, som er inkluderet i billejen. Dem I nævner der, er alle standard, når det gælder forsikringerne, så dem ville I få overalt, da de mig bekendt alle er lovpligtige. Det ser også meget flot ud med gebyrerne: Premium afhentningsgebyr og Homeland Security Fee synes jeg ikke lige, jeg har hørt om før, men de er altså inkluderet. Det som er interessant er, om der er en selvrisiko på kasko forsikringen (det som kaldes Skadesforsikring) – og hvis der er, hvor høj den er. Det skal I lige tjekke i policen/ betingelserne. Det er ikke sikkert, der er nogen selvrisiko, men det er der i nogle tilfælde. Desuden vil I muligvis blive tilbudt en forsikring med vejhjælp, så I kan få hjælp, hvis I kører tør for benzin, låser nøglerne inde, punkterer og skal have skiftet dæk, ect. – altså ting, som ikke er direkte skader, men som kan være irriterende at stå med selv. Nogle siger dog, at disse vejhjælps forsikringer ikke er meget værd uden for byerne, da ventetiden kan være ret lang på assistance. Så det skal I gøre op med jer selv, om I vil betale for – vejhjælp koster typisk mellem 5 og 10 dollars om dagen, så det bliver også til penge. Men umiddelbart ser det OK ud – men tjek det med selvrisikoen.

  11. Et lille spørgsmål jeg har svært ved at finde Info om ved googling – prøver dette forum. Min kæreste og jeg tager til Chicago til oktober, og har lejet en bil for at tage en tur til Niagara Falls. Vi har fundet et hotel på den canadiske side af Niagara Falls. Mit spørgsmål er, kræves der noget særligt udover passet for at krydse den amerikanske/ canadiske grænse? /Kenneth

    • Det korte svar er nej. I behøver ikke andet end jeres pas, for at krydse grænsen til Canada. Det giver i øvrigt rigtig god mening at se Niagara Falls fra den canadiske side, hvor udsigten over vandfaldene klart er bedst. Så bestil I bare hotellet og tag et smut over grænsen til Canada, så I også kan få sat kryds ud for Canada på listen over lande, I har besøgt. God tur 😉

  12. Vi overvejer at tage til USA om et halvt år og vil gerne leje bil. Min mand har for flere år siden mistet sit kørekort og skal derfor tage det igen. Men så vil det måske være for nyt til, at han kan leje en bil? Hvad er reglerne helt præcis på dette område? Mange hilsner fra Mia

    • De fleste udlejningsfirmaer kræver, at man har haft kørekort i mindst et år, inden man kan leje bil hos dem. Den regel vil I efter al sandsynlighed kommer i nærkontakt med. Om der kan dispenseres, fordi han tidligere har haft kørekort, det kan jeg ikke svare på, men jeg tvivler. Jeg kan ikke udelukke, at et lokalt baseret udlejningsfirmaer har andre regler, men det ikke noget, jeg har noget kendskab til. Alternativt må du i stedet bevæge dig ud i den amerikanske trafik – forudsat, at du selv har kørekort. Hvis I foretrækker, at din mand kører bilen, må I enten vente til han har udstået “karens” perioden på de 12 måneder – eller finde et udlejningsfirma, som ikke stiller krav om 12 måneders kørekort erfaring, selvom jeg tvivler på, at de findes.

  13. Hmm, har været afsted flere gange og har nu besluttet mig for at få skiftet mit kørekort. Men så står der på kortet udstedelsesdatoen og det er det. Men når man lejer bil, skal man have haft kortet minimum et år!! Hvad gør man så??? Lader være at forny sit kørekort!

    • Hele den gyldige periode står på bagsiden af dit kørekort. Du har jo sikkert stadig det gode gamle, du fik tilbage i sidste årtusind, men på de nymodens kort står det på bagsiden 😉

  14. Hej Henrik, super fed hjemmeside du har dig 🙂 Vi er tre drenge, der skal til Californien i næste uge. Den ene af drengene er under 25, hvilket gør, at der skal betales ekstra for ham, hvis han også skal køre. Vi synes bare de cirka 1.800 kr for 14 dage ekstra er ret dyrt. Men hvem er det egentlig, der tjekker om han kører bilen eller ej? Er det “kun”, hvis man skulle komme ud for et uheld med ham bag rattet, at forsikringen så ikke dækker? Eller kan man også få en bøde af politiet, hvis de stopper en og spørger efter papirer fra udlejningsfirmaet? Tak på forhånd. Peter 🙂

    • Tak for jeres ros af Highways-USA 😉 Jeg vil meget stærkt fraråde jer, at lade ham under 25 år køre bilen, hvis han ikke står på kontrakten. Hvis der sker noget – også uden det nødvendigvis er jeres egen skyld – vil det give jer voldsomme problemer med forsikringen, hvis han ikke står på kontrakten. Forsikringer i USA er ikke noget, man skal eksperimentere med, hverken bilforsikringer eller syge-/ rejseforsikringer. Uden at jeg præcis kender reglerne, vil jeg desuden gætte på, at I vil få problemer, hvis I bliver stoppet af politiet, og han ikke står på kontrakten – selvom han har dansk kørekort. Så anbefalinger herfra er ubetinget: Hvis I sparer ekstra udgiften på de 1.800 kr., så bør det kun være de to af jer, som er over 25 år, som kører bilen. I får under alle omstændigheder en skøn tur alligevel 😉

  15. Kan man f.eks. leje bil i Toronto og køre rundt i USA for derefter returnerer til Toronto uden at støde på problemer, bare man indformerer udlejer om dette?

    • Jeg kan ikke få øje på, at der skulle være nogen problemer ved at leje bilen i Toronto og så køre over grænsen til USA og bruge hovedparten af tiden her. Som du selv er inde på, skal du naturligvis oplyse udlejningsfirmaet om, at du tager bilen med over grænsen til USA. Men det er man vant til i Toronto, så jeg kan ikke lige få øje på nogen problemer ved det. Og ved at returnere bilen i Toronto igen, slipper du jo også for problemer med gebyret på envejsleje. Og det er langtfra sikkert, at du overhovedet kunne få lov til at returnere bilen syd for grænsen, hvis du havde det i tankerne. Selve passagen af grænsen er heller ikke noget problem, så tag du bare over grænsen fra Canada til USA og nyd både de amerikanske og canadiske herligheder! Husk i øvrigt at returnere den grønne papirslip til den amerikanske toldere, når du kører tilbage fra USA til Canada. Du skal udfylde en grøn indrejse formular, når du rejser ind i USA, der indsættes i dit pas. Og det er denne grønne papirslip, du lige skal huske at returnere, når du kører tilbage til Canada, så man kan se, at du er rejst ud af USA igen. God tur!

  16. Med hensyn til at køre på highway i Californien: Skal man så have en chip/ læser, eller kan man bare nøjes med at betale med penge? I Florida har man noget der hedder Sunpass. P.S: Tak for din meget informationrige hjemmeside. Ulrik

    • Florida har en “dårlig” vane med at opkræve vejpenge på diverse motorveje rundt om i staten – en vane, som heldigvis ikke er nået til Californien eller det vestlige USA i nævneværdig grad. Jeg har hidtil klaret mig fint med kontanter og quarters i alle dele af USA – senest i Chicago, hvor der også var betalingsveje flere steder. Eneste udfordring er Golden Gate Bridge, hvor man – når man kører fra nord mod syd – ikke kan betale manuelt længere. Men det er også mig bekendt det eneste sted. Jeg har skrevet mere om den praktiske passage i min artikel om Golden Gate Bridge. Jeg kender ikke noget til nogen fælles chip løsning i det vestlige USA, da antallet af betalingsveje som sagt er meget begrænset. Men i San Francisco kan man hos biludlejningsfirmaerne leje en bizz, hvis man skal køre meget rundt i byen. Men det er en dyr løsning, der ikke kan betale sig for almindelige “turistbilister”.

  17. Jeg søger et biludlejningsfirma, hvor jeg kan leje en bil i New York og aflevere den i Toronto i Canada. Har I et godt firma til dette? Mvh Anders

    • Billeje på tværs af grænsen mellem USA og Canada – hvor du afhenter i USA og returnerer i Canada – tror jeg godt, du kan glemme alt om. Jeg er ihvertfald ikke stødt på noget udlejningsfirma endnu, som tilbyder den service – heller ikke de store internationale selskaber. Jeg kender ikke den præcise årsag, men jeg gætter på, at fx Avis og Hertz er juridiske enheder i det land, de opererer i – og derfor ikke modtager biler fra “den anden side”, selvom det i princippet er samme firma. Så du kan godt køre over grænsen, men du skal returnere bilen på samme side, som du afhenter. Hvis du finder et firma, som tilbyder at du kan afhente i USA og returnere i Canada – og at envejsleje gebyret ikke er astronomisk højt – så vil jeg gerne høre om det. Men jeg tvivler på, at de findes. God tur under alle omstændigheder 😉

      • Det er muligt at der er sket ændringer siden 2011. Men i august måned 2011 lejede vi en bil i New York og afleverede den 10 dage senere i Toronto. Jeg har lige tjekket prisen i mine gamle papirer og den var 1390 USD alt inklusive. Udlejningsselskabet var Hertz.

        • Hej Anders. Vi lejede også bil i New York i 2011 (Newark) og afleverede den i Downtown Toronto, hvilket vi gav 175$ for. Bilen (Toyota Rav4) var lejet gennem Hertz. Jeg kan se i lejebetingelserne, at det kun gælder fra følgende Hertz stationer: La Guardia, JFK, Newark og Manhattan. Vi lejede desuden GPS og barnesæder, hvilket heller ikke var noget problem.

          • Hej Mona og Kim, tak for jeres bidrag med oplevelser om billeje over grænsen mellem New York og Toronto med Hertz. Jeg var ikke klar over, at Hertz tilbød en sådan løsning, men det ved jeg så nu, så tak for det. Og envejslejegebyret ligger åbenbart i størrelsesordenen omkring 200 dollars. Som Kim skriver, så er det åbenbart kun noget, da kan lade sig gøre ud af de tre store lufthavnen i New York eller fra Manhattan. Det giver meget god mening, for der er sikkert en naturlig cirkulation af udlejningsbiler mellem New York og Toronto. Og når et internationalt udlejningsfirma som Hertz har kontorer på begge sider af grænsen, så kan de åbenbart godt tilbyde denne mulighed. Så Anders: Jeg håber, det gav dig svar på dit spørgsmål. Jeg vil i øvrigt ikke afvise, at en tilsvarende mulighed findes mellem fx Seattle og Vancouver på Vestkysten – uden at jeg ved, om det er tilfældet.

  18. Hej Henrik, vi skal leje bil i Fort Lauderdale Lufthavn i slutningen af maj og 14 dage frem. Har læst dine ret fine artikler om billeje, men er i tvivl om størrelsen af køretøj med hensyn til kuffertplads. Vi har 4×20 kg + håndbage og ønsker at kunne dække det til ved parkering. Har kigget på SUV klassen, hvor mange modeller beskrives med plads til 2 store og et par små kufferter. Hvad siger din erfaring om dette – evt. Jeep Grand Cherokee Laredo. Er der mon plads nok?

    • Nu har jeg løbet nogle af de bilmodeller igennem, som kommer frem, når man laver en søgning hos fx Auto Europe, og her er Ford Escape og Jeep Grand Cherokee de modeller, med den bedste plads. Jeg havde selv en Ford Escape sidste år i juni og husker den som en rimelig rummelig bil. Jeg har ikke lige kunnet finde andre alternativer, der havde mere bagageplads end de to nævnte modeller. I hvilket omfang, I har mulighed for at dække det til ved parkering, det kan jeg simpelthen ikke huske, men det er ikke noget, jeg vil bekymre mig om. Så jeg ville gå efter en af de to ovennævnte modeller, der ifølge beskrivelserne har bedst bagageplads.

      • Fedt nok, Henrik! Så har vi valgt rigtigt. Så er vi klar til 12 dage med forhåbentlig problemfri kørsel…;) I øvrigt en utrolig nøgtern og informativ side, du præsenterer! Mange nyttige informationer om Syden. Tak for det! Jesper

        • Tak for din ros af Highways-USA. Syden er et spændende og ret overset område, som jeg har planer om at gøre mere ved i de kommende år, så det kan du glæde dig til. Hvis I falder over noget spændende på jeres tur, så tøv ikke med at dele oplevelsen med os andre her på sitet, god tur 😉

          • Ville nok gå en tand op i størrelse og tage en Chevy Tahoe eller lignende. Der kan man som regel lægge bagerste sæderække ned, og så er plads til kufferterne. Alle de SUV’s jeg har kørt i har tonede bagruder. Men hvis man går tæt på, kan man godt se ind, og se hvad der ligger bagerst. Dæk derfor kufferterne til med tæpper, som kan købes i fx Walmart – eller som nogen vist gør, “låne” dem af flyselskabet.

  19. Hejsa, vil lige minde om at de fleste telefoner idag har en GPS indbygget. Så er det jo bare at købe et taletidskort i USA. Det koster cirka 60 $ for 2 GB og det er rigeligt.

    • Vi er netop hjemkommet fra biltur i Arizona og Californien og har på hele køreturen anvendt app’en “Sygic North America” på iPhone, og den har fungeret perfekt udelukkende via telefonens indbyggede GPS – altså uden at bruge datatrafik på telefonen. App’en koster så vidt jeg husker 200-300 kr. Der kan i øvrigt downloades kort til hele verden efter behov.

  20. Hej Henrik, har du tilfældigvis en GPS, man kan låne? Har set sider som denne, der netop administrerer at låne GPS til folk, som skal til USA i lejet bil. Min kæreste og jeg skal til USA fra den 5. juni til den 5. juli 2014. Vi har bilen San Diego-Grand Canyon-Las Vegas-Yosemite-San Francisco-Highway 1-Solvang-Santa Barbara-Los Angeles. Hilsen Casper

    • Nej desværre, jeg har ingen GPS’er til udlån. Faktisk bruger jeg aldrig GPS overhovedet – jeg er muligvis lidt “gammeldags”, men jeg benytter kun Rand McNally Road Atlas eller tilsvarende papirkort. Så jeg har ingen erfaringer overhovedet med GPS’er og synes i øvrigt – som jeg også har skrevet i artiklen ovenfor – at GPS’er er stærkt overvurderede, og at de sløver folks sanser, når turister kører rundt i fx USA. Så “desværre”: Ingen GPS her 😉

    • Vi gør det, at vi har købt et ekstra kort til vores GPS herhjemme. Så det bare at ligge kortet ind, når man tager afsted. Vi gav cirka 250 kr. for et kort til Nordamerika. Så det er en mulighed, hvis man alligevel har en GPS.

    • Vil anbefale at få Navigon USA, den bruger ikke internet forbindelser, men satellit i stedet. Det er en app, der kan købes i App Store.

  21. Hej Henrik, vi har lige lejet bil igennem Auto Europe til 3 ugers rundrejse i Californien. 4 personer i en (forhåbentlig) Dodge Grand Caravan. Har jeg forstået det rigtigt, hvis der altid er 1 ekstra fører inkluderet når man lejer i Californien? PS: fantastisk side du har

    • Hej Michael, tak for din ros af Highways-USA, og beklager mit sene svar, men bedre sent end slet ikke 😉 Som jeg lige husker reglerne, så er den ekstra chauffør i Californien gratis ved lov – mens det i andre stater koster et gebyr at få sat ekstra chauffører på kontrakten. Så det er altså gratis-løsningen, der adskiller Californien fra hovedparten af de andre stater i USA.

      • Det med ekstra chauffører, uden at betale ekstra, er tricky. Jeg har ledt på nettet og fundet lidt, som kan være til hjælp eller oplysning. Har ledt efter oplysninger om ægtefæller, så reglerne omkring venner og anden familie kan være anderledes. Fandt dette; http://seniortravel.about.com/od/transportationoptions/f/AdditionalDriver.htm
        hvor forskellige større selskaber gennemgås. Som der står om Alamo, kan man melde sig ind i deres Alamo Insider klub, som er gratis at blive medlem af. Så kan ægtefæller gratis med. Budget har oplyst mig flere gange, at ægtefæller også har ret til at føre bilen gratis, endda uden at skulle underskrive leje kontrakten. MVH Henning

  22. Hej Henrik, fantastisk side du har lavet. Syntes ikke lige jeg kan finde noget om autostole i udlejningsbiler: Vi skal have to børn på 2 og 6 år med derover, hende på 6 år tænker vi at tage selepude med hjemmefra, men hende på 2 år skal vi have en stol til. Har du erfaringer med, om der er OK stole man kan leje ved firmaerne – eller skal man slæbe en med hjemmefra, som jeg tænker er noget bøvl. Eller måske noget helt tredje?

    • Jeg har ikke erfaringer med autostole fra udlejnings selskaberne, så jeg kender ikke kvaliteten af stolene. Jeg er dog ret sikker på, at de lever helt op til alle sikkerhedskrav. For hvis der er noget et udlejningsfirma i USA ikke har lyst til, så er det at få en retssag på halsen fra en kunde, der sagsøger firmaet for en formue, hvis en autostol ved en ulykke ikke lever op til sikkerhedskravene. Så uden selv at have erfaringer med det, ville jeg trods alt være tryg nok ved at leje en autostol derovre. Hvis I af en eller anden grund ikke er tilfredse med kvaliteten af den stol, som firmaet tilbyder, kan I altid sige pænt nej tak (hvis I ikke har betalt den hjemmefra) – og så køre ned i den første og bedste Valmart eller tilsvarende varehus, og der købe en autostol. Her kan I også købe selepuder/ siddepuder til den store på 6 år. Jeg købte selv en siddepude til min datter på 10 år, da hun var med mig i det østlige USA i 2010, og faktisk blev vi så glade for den, at vi tog med hjem fra USA. Og den dag i dag, så benytter min yngste søn selv samme siddepude i min egen bil her i Danmark. Det kan man kalde en langtidsinvestering. Så i stedet for at tage en med derover, endte jeg altså med at tage en med hjem i stedet. Og hvis I ikke gider slæbe den med hjem efter turen, kan I jo altid lade nogle andre overtage den – eller smide den væk. Vi taler om en skumplast siddepude til 25 dollars eller noget i den retning. Så det er sådan, at jeg ville angribe sagen 😉

  23. Vi er en familie på tre voksne, som rejser til San Francisco til juli. Vi skal køre rundt derover og selv finde overnatning. Men spørgsmålet er, om det er en fordel at reservere bilen hjemmefra eller det bare kan gøres i lufthavnen. Vi regner med en i SUV størrelse. Hilsen Lene

    • Det må helt klart anbefales, at man lejer bilen hjemmefra inden afrejse – og senest en måned eller to i forvejen – gerne tidligere. Det er der flere årsager til. Først og fremmest, så er juli højsæson, så I kan dybest set risikere, at samtlige biler er udlejet, når I kommer frem. Ihvertfald kan I langtfra være sikre på, at få lige præcis den størrelse bil, som I har tænkt på hjemmefra. Desuden er “Walk in” priserne i juli måned næsten med garanti højere end dem I kan finde via fx mine links her på Highways-USA til fx AutoEurope, AutoEscape eller RentalCars. Endelig så slipper I for besværet med at skulle tage stilling til en masse forsikringer ved selve skranken, når bilen skal lejes i USA. Flere sælgere i amerikanske biludlejningsfirmaer er slemme til at overforsikre folk, når de kommer ind fra gaden. Ved at have lejet bilen på forhånd, slipper man stort set for den problematik – selvom I stadig godt kan komme ud for, at I fx bliver tilbudt vejhjælpsforsikringer eller lignende ved skranken. Men har I styr på billejen hjemmefra, slipper I altså for at tage stilling til den slags i USA. Så det korte svar er: Lej bilen hjemmefra. Især i juli måned. Se en liste over de udlejningsfirmaer og formidlere, som jeg anbefaler ved billeje i USA

      • Hej Henrik! Tusind tak for dit uddybende svar. Skal da helt bestemt have styr på bilen inden vi letter. Mange hilsener Lene Nørmølle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.