Hertz er en af de klassiske aktører, når det gælder billeje i USA. Med en historie, der går helt tilbage 1918, en bilpark på cirka 300.000 køretøjer alene i USA, udlejningskontorer i alle større amerikanske byer og – ifølge eget udsagn – den største omsætning af alle biludlejningsfirmaer i USA, er du i meget erfarne hænder, hvis du vælger at leje bil gennem Hertz. Hertz er ikke nødvendigvis billigst, men til gengæld kan du få lige præcis den bilmodel, du drømmer om.

Læs mere om biludlejning hos Hertz 

Højt serviceniveau og driftssikkerhed
Hertz er et udlejningsfirma med et højt serviceniveau og en meget stor bilpark. Hertz målgruppe er bl.a. forretnings segmentet, hvor driftssikkerhed samt hurtig afhentning og returnering af udlejningsbilerne i bl.a. lufthavne er helt afgørende. Hertil kommer et meget fintmasket net af udlejningsstationer plus et stort udvalg af bilmodeller, ofte i den lidt dyrere ende af skalaen.

Den slags service koster naturligvis, så du skal vælge Hertz p.g.a. det høje serviceniveau, forsikringer uden overraskelser og en særdeles spændende bilpark. Er prisen det væsentligste parameter for dig, er Hertz måske ikke det mest oplagte valg.

Få opfyldt dine drengedrømme i USA
Hertz kan som det eneste udlejningsfirma i USA garantere dig, at hvis du insisterer på at få fx en Ford Mustang at køre rundt i, så ER det en Ford Mustang, du venter på dig, når du ankommer til USA – og ikke ”… eller en tilsvarende model”, som der typisk står, når man lejer bil gennem andre firmaer. Men det kræver, at du har betalt for at være garanteret for at få den pågældende bil.

Hertz i USA opererer med såkaldte ”collections”, hvor man har samlet nogle af de mere eksotiske bilmodeller. I Adreaneline Collection finder du således amerikanske muskelbiler, der bl.a. omfatter Ford Mustang GT Premium, Dodge Challenger RT eller Chevrolet Camaro SS – drømmebiler, der kan få tænderne til at løbe i vand på alle rigtige mænd. Det kræver dog, at du er mindst 25 år, inden du får udleveret nøglerne til en bil i Adrenaline Collection.

25 år er også aldersgrænsen, hvis du har set dig varm på biler fra Hertz’ Prestige Collection i USA. Her finder du europæiske bilmærker som Audi, Mercedes og Volvo eller amerikanske luksus klassikere som Cadillac og Lincoln eller den nyere Infiniti. Du kan også leje en Hummer H2 i Hertz Prestige Collection.

NeverLost GPS, PlatePass brobizz og SiriusXM Satellit Radio
Som full service udlejningsfirma har Hertz flere andre interessante tilvalg til sine kunder. Hertz har fået udviklet sit eget navigationsanlæg, NeverLost, der er et af de mest detaljerede og brugervenlige GPS systemer på markedet, som ud over vejene også indeholder info om seværdigheder, restauranter og hoteller over hele USA. NeverLost taler dog ikke dansk. Det koster et gebyr på 10 dollars pr. dag (2014) at leje en NeverLost GPS.

Selvom USA er ”land of the free” åbner der stille og roligt flere og flere betalingsveje i USA. Især på den amerikanske østkyst og i Florida er der efterhånden mange betalingsveje, ligesom der findes flere broer omkring San Francisco, hvor der kræves betaling. Frem for at skulle betale ved hvert betalingsanlæg, kan man hos Hertz leje et såkaldt PlatePass, og dermed bliver jeres vejafgifter betalt automatisk. Leje af PlatePass koster et gebyr på op til 25 dollars pr. lejeperiode (2014) – ud over de faktiske vejafgifter, I bliver opkrævet på jeres tur.

SiriusXM Satellit Radio er et amerikansk digitalt radiomedie med over 150 reklamefrie radiokanaler. Her finder du alverdens musikkanaler med hver sin musikgenre, nyhedskanaler, sportskanaler, børnekanaler og diverse underholdningskanaler. Så vil du ikke nøjes med, hvad du kan trække ind via FM båndet, kan du supplere med SiriusXM – forudsat at udlejningsbilen er udstyret med en digital modtager, hvilket ikke gælder alle modeller. Det koster et gebyr på 7 dollars pr. dag (2014) at høre SiriusXM.

Kuriøse anekdoter om Hertz
I kraft af Hertz lange historie, findes der naturligvis også en stribe kulørte anekdoter om Hertz. I 1959 havde Hertz således premiere på koncernens mest berømte slogan gennem tiden ”Let Hertz put you in the driver’s seat” – et slogan der fulgte Hertz reklamekampagner op gennem 1960’erne.

I 1966 hyrede Hertz bildesigner Carroll Shelby til at udvikle en eksklusiv udgave af hans modificerede Ford Mustang. Det blev til Mustang modellen GT350H, der blev bygget i 1.000 eksemplarer og lejet ud hos Hertz via det såkaldte ”Rent a Racer” program.

Men da bilerne skulle sælges efter at have været udlejet i en periode, opdagede man, at mange af dem manglende den motor, de oprindeligt var blevet leveret med. Fingernemmer mekanikere lejede ganske enkelt Shelby GT350H Mustangen hos Hertz over en weekend, og skiftede den eksklusive muskelmotor ud med en mere gængs V8 motor. Og da man ikke tjekkede motorerne regelmæssigt efter hver lejeperiode, opdagede ingen noget, før bilen skulle have et ordinært serviceeftersyn. Og der var det for sent at finde frem til motortyvene.

Blandt de muskelbiler, man også kunne leje hos Hertz i slutningen af 1960’erne, var Corvetter, Jaguar XK-Es og den særlige amerikanske AMC AMX. I anledningen af 40 året for den oprindelige Shelby Mustang GT350H, fik Hertz den nye Shelby Mustang GT-H i bilparken og i 2007 kom der så cabriolet udgaver af Shelby Mustang GT-H, der blev suppleret med 500 Chevrolet Corvetter i 2008 og yderligere 500 cabriolet Corvetter i 2009.

Læs mere:
Biludlejning med Hertz

Amerikanske muskelbiler som lejebiler
Luksusbiler og specialbiler i USA
Ford Mustang garanti på billeje i USA

Informationerne på denne side er senest opdateret den 4. juli 2017.

Bemærk: Jeg optjener provision fra de forskellige biludlejningsfirmaer, hvis I vælger at reservere billeje via Highways-USA.com. Bemærk at prisen for jer som kunder er den samme, uanset om I vælger at booke jeres billeje via Highways-USA.com eller andre kanaler. Den optjente provision bliver brugt til nye reportagerejser, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com