Blue Ridge Parkway gennem Virginia – bløde bakker og skove

Virginia har 217 dejlige miles af Blue Ridge Parkway, der starter ved byen Waynesboro, der i øvrigt ikke er noget at skrive hjem om. Den er nærmest lidt af en soveby – helt bogstaveligt, for der findes nogle få moteller, der kan bruges til en overnatning, inden du starter din tur ud på Blue Ridge Parkway. Når du vågner, så skynd dig ud på Blue Ridge Parkway, og nyd turen gennem de store skove på nordlige del af ruten i Virginia.

Turen ned gennem Virginia
Når du starter din tur ud på Blue Ridge Parkway, så sørg for at gøre et stop ved det første besøgscenter I møder, så du kan få et eksemplar af National Park Services gratis kort over Blue Ridge Parkway. Så har du fra starten af et detaljeret kort over ruten, hvor alle Visitors Center, deres faciliteter samt alle udsigtspunkter, seværdigheder, o.s.v. er markeret.

Turen ned gennem Virginia byder på masser af skov, men også betagende udsigter, især lige inden byen Raonoke, hvor du over en længere strækning kører helt oppe på toppen af Blue Ridge Mountains – med udsigt over de lavere liggende dale på begge sider af vejen over flere miles. Det er bogstavelig ”toppen af poppen”.

Peaks of Otter
Desværre regnede det, da jeg kørte turen ad Blue Ridge Parkway i det nordlige Virginia, så jeg gjorde ikke helt så mange stop, som vejen og udsigten retfærdiggjorde. Men turen fra Otter Creek og ned til Peaks of Otter er en fantastisk tur, der bl.a. byder på det højeste punkt på Blue Ridge Parkway i Virginia med 3.950 fod – 1.204 meters højde.

Visitor Center i Peaks of Otter har en gratis og fin lille udstilling om dyrelivet og geologien langs denne del af Blue Ridge Parkway. Og der er både campgrounds og lodge i Peaks of Otter, hvis du vælger at overnatte her.

Køer, marker og åbent landskab
Syd for storbyen Roanoke – som Blue Ridge Parkway elegant snor sig øst om, så du næsten ikke bemærker, at du kører forbi en af de største byer i Virginia – åbner landskabet sig op, og passerer gennem et landbrugsområde med hyggelige farme, køer, heste og træhegn. Men stadig med masser af frodige bakker og smukke udsigter.

Hvis du føler, du er i tidsnød – eller bare trænger til en pause fra den snoede vej – kan du snyde lidt, og springe denne del af Blue Ridge Parkway over ved at forlade parkway’en i Roanoke og hoppe på Interstate 81 syd ud af Roanoke og køre cirka 70 miles sydpå ad Interstate 81, og så tage Interstate 77 østpå til den lille by Fancy Gap, hvor du atter rammer Blue Ridge Parkway. Men du går glip af kulturlandskabet i Virginia og den smukke vandmølle Mabry Mill.

Fra Fancy Gap ved Milemarker 200 og sydpå går det atter lidt op i højderne, men der er stadig masser af hyggelige farme i området, der driver landbrug på ”gammeldags maner”, sådan som nybyggerne i området gjorde det i 1800- og 1900-tallet. Lige på grænsen til til North Carolina ligger Blue Ridge Music Center, der bl.a. hylder blue grass musikken, der har sine rødder netop her i Blue Ridge Mountains.

Fortsæt videre sydpå ad Blue Ridge Parkway i North Carolina

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.