The Adler Planetarium – stjernehimlen over Chicago

Yderst på Museum Campus med en herlig udsigt over Lake Michigan og Chicagos skyline, ligger The Adler Planetarium, der er Chicagos store planetarium og det tredje ben i trioen af de store museer på Museum Campus: De to andre er The Field Museum og Shedd Aquarium.

Hoteller og overnatning i Chicago
Rabatpakke til 5 store seværdigheder i Chicago

To planetarier og et 3D teater
Med hele to planetarier og store udstillinger under jorden, byder Adler Planetarium på langt mere, end hvad du lige umiddelbart kan se udefra, når du kigger på bygningen fra distancen, så lad dig ikke narre.

Hovedattraktionen er den store planetariesal, Grainger Sky Theater, med plads til flere hundrede gæster. Her får du dels hurtig introduktion til den aktuelle stjernehimmel over Chicago, der faktisk ikke er så meget anderledes end den i Danmark, Chicagos breddegrader taget i betragtning. Desuden tager ”guiden” i planetariet dig med ud i rummet, og giver dig en introduktion til afstandene derude, der er – undskyld udtrykket – astronomiske!

Ud over den store planetarie sal har Adler Planetarium endnu et planetarium, som jeg dog ikke nåede at teste, og så har man 3D biograf, hvor man naturligvis kan 3D film om rummet. Hvis du vil have en ”helt tæt på oplevelse”, så læg dig ned på madrasserne på forreste række, hvor du kan ligge og se op på lærredet iført de obligatoriske 3D briller.

Udstillinger om bl.a. Apollo missionerne
Ud over planetarierne er der også flere interessante udstillinger på planetariet. Det gælder bl.a. en gennemgang af de forskellige Apollo missioner i perioden fra 1966 til 1972, hvor den hidtil sidste bemandede månemission fandt sted. Som et ekstra krydderi kan man se en af de rumkapsler, der blev benyttet under en af missionerne, der var med til at bringe de pågældende astronauter tilbage til jorden.

Museet har også en historisk gennemgang af astronomien og de store astronomer op gennem historien, og så har man et veludstyret legeland for familier med børn, der kan lege sig til viden om verdensrummet og astronomi – hvilket man ikke behøver at være engelsksproget for at kunne deltage i.

100 år gammelt planetarium
Som et spøjst kuriosum har man et helt specielt instrument udstillet på museet. Et 100 år gammelt ”mekanisk” planetarium, som man kan få lov til at komme op i.

Lidt populært sagt er der tale om en forstørret cementblander, man kører ind i på en lille vogn. Kuplen, der naturligvis snurrer rundt, er udstyret med små huller, som lyset trænger igennem udefra, og de små huller repræsenterer så stjernehimlen over Chicago, som den så ud i 1913, da kuplen blev bygget.

Når kuplen har snurret en omgang, hvilket tager cirka 8 minutter, er der gået et helt år på stjernehimlen. En sjov mekanisk 100 år gammel oplevelse, som de med rette er stolte af på Adler Planetariet.

Adler Planetariet og CityPass
CityPass rabatpakken til Chicago omfatter også Adler Planetarium. Du skal dog vælge mellem enten Adler Planetariet eller det store kunstmuseum Art Institute of Chicago, så det er et svært valg.

Vælger du planetariet, får du ud over selve entreen også to valgfrie planetarieshows med i pakken og en tur i det førnævnte historiske 100 år gamle planetarium – noget der skal tilkøbes, hvis man er almindelig betalende gæst. Anbefalingen herfra er, at man vælger to shows i de to planetarier, da 3D biografen godt kan være lidt kedelig, lidt afhængig af, hvilken film I har valgt. Og når I nu har muligheden for at opleve to forskellige planetarier, så grib den.

Afsæt mindst to timer til Adler Planetariet, inklusiv tid til de to planetarieshows. Hvis I vil købe billetter til yderligere shows, ud over dem, som er inkluderet i CityPass pakken, koster de 10 dollars pr. person.

Hoteller og overnatning i Chicago
Rabatpakke til 5 store seværdigheder i Chicago

Læs mere på:
www.adlerplanetarium.org

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.