Art Institute of Chicago – Chicagos største kunstsamling

Chicagos kunstmuseum, Art of Institute Chicago, er et gigantisk festfyrværkeri af kunst fra hele verden, som du skal have rigtig god tid til at nyde, hvis du skal nå bare halvdelen af museet. Til gengæld venter der dig nogle fantastiske kunstoplevelser med værker af alle de helt tunge drenge og piger fra de seneste 500 års kunsthistorie på den internationale kunstscene.

Hoteller og overnatning i Chicago
Rabatpakke til 5 store seværdigheder i Chicago

Rigdom skaber kunstsamlinger
At Chicago er en by med masser af rigdom, finder man hurtigt ud af, når man går rundt i de utallige gallerier på Art Institute of Chicago. Amerikanske forretningsmænd og -kvinder har gennem tiden hjembragt adskillige værker fra især Europa – værker som siden er blevet doneret til museet, der gennem tiden har vokset sig op til at være et af de førende kunstmuseer i USA – helt på højde med museer som fx Guggenheim i New York – som man naturligvis samarbejder med.

De fleste danskere vil nok vælge at fokusere på den europæiske guldalderkunst med adskillige værker af Monet, Picasso, Renoir, Seurat, Gauguin og Van Gogh og en stribe af de andre store impressionister fra slutningen af 1800-tallet. Vil man længere tilbage i tiden, har museet også en ganske store samling af europæisk kunst fra 1500- og 1600-tallet. Hertil kommer en samling med ”europæisk dekorativ kunst”, hvor det kunstneriske udtryk går hånd i hånd med en mere praktisk anvendelse af værkerne.

Er man til kunst fra mere eksotiske verdenshjørner, har museet også en samling af japansk, kinesisk og koreansk kunst plus lidt afrikansk kunst samt oprindelig indiansk kunst. Vil man endnu længere tilbage i tiden, så har museet også en ganske pæn samling af antik græsk, romersk og byzantiansk kunst fra antikken, som ad omveje er endt på museet i Chicago.

Amerikansk kunst fra 1900-tallet
Naturligvis er det også amerikansk kunst på både væggene på Art Institute of Chicago. Det gælder bl.a. ”tidlig” amerikansk kunst fra 1800-tallet, men samlingen bliver for alvor interessant for et internationalt publikum, når vi passeret år 1900, hvor amerikanske kunstnere som Jason Pollack og Georgia O’Keefe dukker op og kommer med deres stærke bud på nye strømninger i amerikansk kunst. For slet ikke at tale om Grant Woods berømte billede American Gothic, der er kendt over hele verden – men som altså hænger i Chicago.

Den helt moderne kunst har meget passende fået sin egen moderne fløj, og her sprudler det også med lækkerier, hvis man har sanserne åbne og er klar til at blive udfordret. Her er det bl.a. kunstnere som Robert Rauschenberg og naturligvis Andy Warhol, som er repræsenteret, men udstillingen med moderne amerikansk kunst er langt større og byder på masser af sanseoplevelser – nogle af dem med udsigt til Chicagos skyline som bagtæppe.

Fotokunst fylder også noget på Art Institute of Chicago, og her skal man have det store overblik for at få det hele med. Udstillingen med fotokunst var spredt over to lokaliteter, da jeg besøgte museet, og begge udstillinger var af høj kvalitet. Og så har den moderne afdeling i øvrigt sin helt egen butik og indgang.

IMG_0790

CityPass og Art Institute of Chicago
Rabatpakken CityPass gælder også til Art Institute of Chicago. Og med et CityPass billethæfte i hånden, kan du springe den almindelige kø til billetlugen over og i stedet tage den hurtigere ”fast lane”, hvor du får konverteret din CityPass kupon til en rigtig billet med tilhørende stregkode.

CityPass giver dig også adgang til museets specialudstillinger, noget som ellers ikke er inkluderet på almindelige billetter, men som koster ekstra – men altså ikke med et CityPass.

Hvis det kniber med tiden, så er der også råd for det. Museet har selv på sin Visitor Guide til museet lavet et oplæg til, hvilke værker man bare skal have med, hvis man fx kun har en time til sit besøg. Det er da kreativ markedsføring. Hvis man har et CityPass til Chicago, koster det heller ikke noget at låne en iPad med en audio tour til museet – en mulighed jeg dog ikke selv benyttede mig af.

Hoteller og overnatning i Chicago
Rabatpakke til 5 store seværdigheder i Chicago

Læs mere på:
www.artic.edu

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.