Et ansigt på 27 meter i højden.
Og en hest, der endnu ikke er dukket frem af klipperne. Crazy
Horse Memorial i South Dakota er alle henseender spetakulært.
Et på papiret vanvittigt projekt, men som en række
ildsjæle siden 1948 har gjort alt, hvad der står
i deres magt for at realisere. Projektet bliver ikke færdigt
i denne skribents levetid, men Rom blev jo som bekendt heller
ikke bygget på en dag.
Find overnatning
i Custer tæt ved Crazy Horse med Hotels.com

Find overnatning
i Rapid City nord for Crazy Horse med Hotels.com

En
hyldest til det oprindelige Amerika
Det hvide Amerika har Mount
Rushmore med de fire præsidenter kun 40 kilometer
derfra. Men hvorfor skulle indianerne ikke også hylde
deres helte? Det var udgangspunktet, da skulptøren
Korczak Ziolkowski i 1946 lod sig overtale til at gå
i gang med verdenshistoriens vel nok største skulptur-projekt:
Udhugningen af indianerhøvdingen Crazy Horse siddende
på sin hest, skuende ud over det land, som de nordamerikanske
indianerestammer herskede over, inden den hvide mand satte
fod på kontinentet.
Det var oprindeligt en flok ledende medlemmer af flere indianerstammer
fra det centrale Midtvesten, der tog kontakt til skulptøren,
og forelagde ham det ambitiøse projekt. De havde bjerget,
hvis Korcazk ville tilsætte sin kreativitet. Det tyggede
den anerkendte polskfødte skulptør lidt på,
inden han sagde ja tak til jobbet, og flyttede til South Dakota
i 1947.

Ansigtet
er færdigt - hesten mangler

I dag 60 år efter den første dynamit blev bragt
til sprængning, er Crazy Horse's ansigt nu færdigt.
Og man er i gang med at bortsprænge den klippe, der
skal blive til hovedet på den hest, som Crazy Horse
skal sidde på.
Arbejdet går dog langtsomt, for folkene bag Crazy Horse
insisterer på, ikke at modtage offentlige midler, men
kun private donationer. Det officielle USA har ellers flere
gange tilbudt at give et bidrag til projektet, men har hver
gang fået et pænt nej tak. Korczak Ziolkowski
hyldede det private initiativ i bedste amerikanske ånd,
og derfor skal værket kun skabes for private midler.
Derfor er man afhængige af de besøgendes velgørenhed
og donationer fra rigmænd, der bidrager til den fortsatte
finansiering.

Familieforetagnet Ziolkowski

Korczak Ziolkowski døde i 1982, men hans kone Ruth
Ziolkowski lever i bedste velgående. Sammen fik parret
ikke færre end ti børn, og flere af dem er naturligvis
tilknyttet projektet. Ruth Ziolkowski er fortsat den daglige
leder af Crazy Horse Memorial og det dertil hørende
besøgscenter, der har vokset sig ganske stort. I dag
består centret af flere pavilioner, der dels fortæller
om det langvarrige projekt. Men du kan også opleve en
række forskellige indianerstammer i South Dakota, der
også er repræsenteret på centret med Lakota-stammen
som de mest prominente.
Crazy Horse selv tilhørte Sioux-stammen, og står
for de fleste nordamerikanske indianere som en af deres største
helte, da han i 1860'erne og 1870'erne kæmpede for sit
folk og deres ret til have deres eget territoriu8Han var bl.a.
med i det berømte slag ved Little Big Horn i 1876,
hvor Generel Custer faldt, men endte selv med at blive stukket
af en amerikansk soldat i Nebraska året efter - som
35 årig. Crazy Horse lod sig i øvrigt aldrig
fotografere, og derfor er det beskrivelser og skitser fra
andre indianere fra hans samtid, der har været brugt,
da man skulle portrætere hans ansigt.
Et besøg på Crazy Horse i
praksis
Når du besøger Crazy Horse Memorial, bør
du starte med dokumentarfilmen, Carving a Mountain, der på
20 minutter fortæller historien om det ambitiøse
projekt. Derefter kan du gå rundt i besøgscentret
og se de forskellige udstillinger. Der er rigeligt med materiale
til et par timer. Billetprisen er 10 dollars pr. person -
eller 27 dollars for en hel familie i samme bil.
Vil man tættere på selve skulpturen, kan man
betale yderligere fire dollars pr. person, for i bus at blive
fragtet en lille kilometer tættere på bjerget,
hvorfra man så kan tage nogle fotos af Crazy Horse fra
en udsigtsplatform.
Det er også muligt at komme helt op at stå ansigt
til ansigt med Crazy Horse, men så skal man for alvor
til lommerne. Sådanne ture arrangeres kun ved særlige
lejligheder, og prisen er typisk mindst 100 dollars pr. person.
Undtagelsen er dog det årlige marathon, hvor der løbes
fra Mount Rushmore til Crazy Horse - en distance på
godt 40 kilometer, tæt på den klassiske marathon.
Her får løberne lov at løbe helt op på
Crazy Horse "arm" - klippen lige foran hans ansigt.
Sprængningerne på bjerget annonceres ikke i forvejen,
da de er afhængige af vejr og vind. Men når der
foretages sprængninger, bliver publikum på besøgscentret
orienteret i forvejen, så man selv kan opleve sprængningen
i sikker afstand fra besøgscentrets udsigtsplatform.
Crazy Horse Memorial på nettet:
www.crazyhorsememorial.org
- det officielle website om Crazy
Horse 
Læs
også vores omtale af Mount
Rushmore, Custer
State Park og Badlands

Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Henrik Lange
|