Kennedy Space Center – rumfærger og månelandinger

I modsætning til hovedparten af alle de øvrige oplevelsestilbud og temaparker i Florida, er Kennedy Space Center den ægte vare – uden tilsætning af fantasi, men med masser af eventyr. Og med åbningen af den nye pavillon med rumfærgen Atlantis i 2012, har Kennedy Space Center nået helt nye højder i formidlingen af amerikansk rumfarts historie fra de første satellitter og månelandingen i 1969 over rumfærgeprogrammet og frem til nutidens NASA, som samarbejder med private aktører om bemandede rumflyvninger til bl.a. Mars.

Køb billet til Kennedy Space Center
Få rabat på 30 attraktioner i Orlando – Go Orlando Card

Hoteller i Titusville nær Kennedy Space Center
Hoteller i Orlando og det centrale Florida

Rumfærgen Atlantis er et af højdepunkterne
Besøgende på Kennedy Space Center tilbydes en kombination af interaktive udstillinger, IMAX forestillinger og guidede rundvisninger rundt i det store område. Plus forskellige muligheder for at møde ægte astronauter – enten over en frokost eller blot til en autograf seance. Og man gør klogt i at afsætte det meste af en dag til sit besøg, da der er masser af oplevelser på Kennedy Space Center.

Et af højdepunkterne er det nye besøgscenter med rumfærgen Atlantis, der udførte den sidste rumfærgeflyvning i juli 2011. Atlantis er nu udstillet i et nybygget center, bygget specielt til formålet, hvor den ”hænger” i en vinkel på cirka 45 grader med sine fragtluger åbne og robotarmene slået ud.

Men inden man får lov til at komme tæt på Atlantis, får man lige serveret historien om hele rumfærgeprogrammet, fortalt på en særdeles underholdende måde – inden tæppet bogstavelig talt går op, og Atlantis ”flyver” en i møde.

Ud over Atlantis kan man se en model af Hubble teleskopet, som rumfærgerne på flere missioner var oppe at justere og reparere på – senest i 2009. Og så er der mulighed for selv at opleve en opsendelse med rumfærgerne på egen krop i en simulator, så man fornemmer, hvilken påvirkning en opsendelse havde på kroppen for astronauterne.

Guidede ture rundt på Kennedy Space Center
Et andet højdepunkt er de guidede rundture ud til bl.a. affyringsramperne på Kennedy Space Center’s enorme areal. Den såkaldte Kennedy Space Center Bus Tour er inkluderet i entrebilletten, mens andre mere specielle busture skal tilkøbes seperat. På alle turene kommer man ud forbi en af verdens største bygninger opført tilbage i 1960’erne (som kan ses på lang afstand), hvor man bl.a. klargjorde Apollo raketterne og senere rumfærgerne før afsendelse.

Man kommer også tæt på nogle af de specielbyggede bæltekørertøjer – og ikke mindst den enormt brede ”vej” – som disse køretøjer benytter, når de skal fragte nye raketter fra klargøringscentret ud til affyringsramperne.

IMG_1216

Alle busture slutter ved Apollo centret, hvor I får historien om Apollo programmet, der var med til at sende bl.a. Neil Amstrong til månen i 1969. Og så kan I se en model af Saturn V (fem) raketten, den hidtil største og mest kraftfulde raket, som er blevet bygget. Den 110 meter høje raket ligger dog ned i udstillingshallen i Kennedy Space Center.

I får også mulighed for at opleve opsendelsen af Apollo 8 missionen direkte fra det oprindelige kontrolcenter og høre kommunikationen før, under og efter opsendelsen af raketten – inklusiv larmen fra selve raketopsendelsen, da kontrolcentret kun lå nogle ganske får hundrede meter fra selve affyringsrampen. Det er en iscenesættelse, man har haft kørende i mange år efterhånden, men det er stadig en fantastisk oplevelse.

I øvrigt giver busturene også mulighed for at opleve det mangfoldige dyreliv, som er på Kennedy Space Center. Der lever nemlig masser af bl.a. alligatorer, skildpadder, ørne og utallige andre fugle i området – side om side med det højteknologiske isenkram. Det er således et faktum, at man ved flere lejligheder har fundet alligatorer tæt ved den høje klargøringsbygning – og i et enkelt tilfælde en levende alligator helt inde i bygningen, til trods for det store vildthegn omkring klargøringscentret.

IMAX biografer og monument for omkomne astronauter
Kennedy Space Center huser også to IMAX biografer, som viser hver deres 3D film. Jeg så to film, da jeg besøgte centret, og min favoritfilm var IMAX filmen om Hubble teleskopet og rumfærgemissionen op til Hubble i 2009 – den sidste mission til teleskopet, som har givet videnskaben masser af ny information om fjerntliggende stjerner og galakser. Hertil kommer også en udstillingen om de første rumpionerer og missioner helt tilbage i slutningen af 50’erne og starten af 60’erne, hvor det jo var russerne, som med deres satellitter var med til for alvor at skyde rumkapløbet mellem det daværende Sovjetunionen og USA i gang.

Det er dog ikke nogen hemmelighed, at det er ”risky business” at være astronaut. Således kan I også besøge et monument for de 32 astronauter, som gennem tiden er omkommet under forskellige missioner – herunder ikke mindst katastrofen i 1986 med rumfærgen Challenger, som eksploderede kort efter opsendelsen, og rumfærgen Columbia i 2003, som eksploderede på vej tilbage til jorden, kun 16 sekunder før den forventede landing.

IMG_1369

Astronaut Hall of Fame og American Police Hall of Fame
Adgangsbilletten til Kennedy Space Center gælder også til Astronaut Hall of Fame, som ligger seks miles inde på ”fastlandet” ved byen Titusville. Selve Kennedy Space Center ligger på en smal langtange ud for kysten. Astronaut Hall of Fame hylder de mange mænd og kvinder, der gennem tiden har sat livet på spil i udforskningen af rummet, og det er helt særlige kriterier for at kunne blive optaget.

På trods af den fine intention om at hædre tidligere astronauter, var Astronaut Hall of Fame dog lidt af en skuffelse, da jeg besøgte stedet i juni 2015. Faktisk flytter Astronaut Hall of Fame fra Titusville og ind i selve Kennedy Space Center i løbet af 2016.

Til gengæld kan man overveje et besøg på American Police Hall of Fame & Museum, som er nærmeste nabo til Astronaut Hall of Fame. Det har intet med Kennedy Space Center at gøre, men er en mindested for amerikanske politifolk, som er døde i tjenesten siden 1960. Der er således indgraveret et sted mellem 9.000 og 10.000 navne på marmorvæggen over dræbte politifolk i tjenesten siden 1960.

Desuden byder museet på en udstilling om amerikansk politi op gennem historien – herunder en ikke ubetydelig samling af våben, benyttet af det amerikanske politi gennem tiden samt forskellige patruljevogne. Et ikke uinteressant sted at stikke hovedet ind, når I nu alligevel kører lige forbi.

Billetter og rabatter til Kennedy Space Center
En voksenbillet til Kennedy Space Center koster 53 dollars (2016), mens børn op til 11 år slipper med 43 dollars. Hertil kommer en parkeringsafgift på 10 dollars (2016). Standardbilletten inkluderer alle udstillinger, bl.a. det nye store udstillingscenter med rumfærgen Atlantis og de øvrige udstillinger i besøgscentret samt flere forskellige Imax film. Entrebilletten inkluderer også busturen Kennedy Space Center Bus Tour, som er den “almindelige” guidede bustur rundt på området.

Der er mulighed for at tilkøbe andre busture med fokus på mere specielle emner. Disse ture koster 25 dollars (2016) pr. person. Det er dog stadig langt mindre, end når man besøger temaparkerne inde i selve Orlando, og oplevelsen er lige så stor, så pengene er givet godt ud. Astronaut Hall of Fame er som nævnt inkluderet i entreprisen til Kennedy Space Center, mens det koster 13 dollars (2016) at besøge American Police Hall of Fame.

Kennedy Space Center, Astronaut Hall of Fame og American Police Hall of Fame & Museum er alle inkluderet i rabatpakken Go Orlando Card, som inkluderer 30 forlystelser i det centrale Florida til en samlet pris i et bestemt antal dage. Go Orlando Card giver op til 55 % rabat i forhold til normalprisen på billetter købt ved indgangen til de deltagende attraktioner.

Køb billet til Kennedy Space Center
Få rabat på 30 attraktioner i Orlando – Go Orlando Card

Hoteller i Titusville nær Kennedy Space Center
Hoteller i Orlando og det centrale Florida

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

5 svar til “Kennedy Space Center – rumfærger og månelandinger”

  1. Har været der for nogle år siden. Kan godt anbefale den tur. Jeg hørte, at astronauterne syntes at simulatoren virkede mere realistiske end den, de selv bruger under deres træning (om det passer ved jeg ikke). En af buschaufførerne fortalte, at de i flere omgange havde sendt nogle folk ud for at tælle, hvor mange alligator der er i området, men de var endnu ikke vendt tilbage 😀 Mhv Henrik

  2. Verdensklasse. Alle bør slå et smut forbi, hvis de er i nærheden. Det kan anbefales at købe en guided tur ud til affyringsramperne.

  3. Hej Henrik, tak for en god artikel. Jeg skal selv dertil om halvanden måneds tid. Den ekstra tur som du bestilte, var det den KSC up-close explore tour? For den tænkte jeg at bestille, da den lyder super fed – dette på bekostning af up-close launch control, da man jo kommer ind i noget lignende Apollo/Saturn Center. Mvh Tom

    • Det var faktisk en speciel guidet tur, jeg fik på Kennedy Space Center i juni. Turen var arrangeret i forbindelse med rejsemessen IPW i Orlando, så på rundvisningen var jeg sammen med cirka 30 andre journalister fra hele verden. Derfor havde de arrangeret en tur, der kombinerede nogle af elementerne fra de forskellige rundture på området – foruden et møde med en astronaut. Men i dit tilfælde ville jeg også gå efter KSC Up Close Explore Tour. Det var også den, jeg selv ville have valgt, hvis det ikke var fordi, jeg fik den anden tur. Og ja: Du har helt ret i, at alle ture slutter ved Apollo/ Saturn centret, hvor man bl.a. får lov til at opleve opsendelsen af Apollo 8 missionen, som den tog sig ud fra kontrolcentret. Sørg for at have tid nok. Jeg havde ikke selv tid til at gå ind i et andet teater i Apollo/ Saturn centret og se en film om månelandingen, så den har jeg desværre ikke set. Det teater ligger nede i den modsatte ende af der, hvor du kommer ind – nede ved “spidsen” af den gigantiske Saturn V raket. Rigtig god fornøjelse!

      • Mange tak for svar. Dejligt fyldestgørende 🙂 Jeg synes nemlig det har været lidt af en jungle at finde ud af hvad der er med i det ene og andet samt hvor meget man skal tilvælge der, for ikke at misse ud af alt for meget. Så kan jeg med ro i sindet gå ind og bestille billetterne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.