Bahia Honda State Park, Bahia Honda Key – tropiske strande

Efter at have kørt over den 11 kilometer lange Seven Mile Bridge, kommer du i land på Bahia Honda Key, der er kendt for sin park. Bahia Honda State Park byder på en lækker sandstrand i tropiske omgivelser og en natursti rundt blandt lokale palmearter. Fra den lille marina sejler en række både dykker- og snorkelture ud til koralrevet, og du kan leje dykkergrej i den veludstyrede kiosk. Desuden ligger der et natur- og besøgscenter i parken, der også har fine faciliteter, hvis du selv har mad og drikke med.

Hoteller og overnatning i Key West: Læs min nye guide
Hoteller og moteller i Marathon på Florida Keys
HELT NY e-bog og guide på dansk til Florida Keys inklusiv Key West – kun 125 kr!

Bahia Honda State Park, Bahia Honda Key – Milemarker 37 (Oceanside)
Syd for Bahia Honda Key er det Henry Flaglers markante gitterbro, der løber med opmærksomheden. Det dybe farvand mellem Bahia Honda Key og Big Pine Key længere mod syd krævede en ekstra kraftig bro. Derfor valgte jernbane-ingeniørerne at bygge en solid gitterbro, som står der den dag i dag.

Via en sti fra parkeringspladsen i Bahia Honda State Park kan du komme op på det første brofag, og derfra nyde udsigten. Dog har man fjernet et brofag i begge ender, så turister ikke vover sig længere ud på den efterhånden godt rustne jernbanebro.

Vej anlagt på toppen af den gamle jernbanebro
Den gamle gitterbro fik nyt liv som vejbro efter orkanen i 1935, der ødelagde jernbaneforbindelsen. Vejingeniører anlagde simpelthen den nye vejbane på toppen af broen, da jernbanebroens gitter-konstruktion var for smal til, at vejbanen kunne anlægges “indvendigt”, hvor togene før havde kørt.

En tur i bil over Old Bahia Honda Bridge var derfor en lidt klaustrofobisk oplevelse, og bød bl.a. på det karakteristiske “hop” halvvejs mellem Bahia Honda og Big Pine Key. Den smalle vejbro var i brug frem til 1982, hvor den nye firesporede bro mellem Bahia Honda Key og Big Pine Key stod færdig. Men du kan stadig tydeligt se de falmede gule midterstriber på den gamle bro, der bringer tankerne tilbage til dengang, hvor det virkeligt var en prøvelse at køre hele vejen til Key West.

Det praktiske om Bahia Honda State Park
Som i flere af de andre state parks på Florida Keys, koster det også et lille gebyr at komme ind i Bahia Honda State Park. Her er prisen 8 dollars pr. bil (2013). Desuden løber der 50 cent på pr. person, der er en særlig lokal skat. Men det kan altså sagtens betale sig at betale, for det er nogle utroligt lækre strande, der venter inde i Bahia Honda State Park.

Ud over de utroligt lækre strande, der er som taget ud af en tropefilm, byder faciliteterne i parken også på en campingplads i Bahia Honda State Park og der er mulighed for at leje hytter i parken.

Hoteller og overnatning i Key West: Læs min nye guide
Hoteller og moteller i Marathon på Florida Keys

Klik dig videre sydpå ad Florida Keys til Big Pine Key og key deer reservatet

Læs mere på:
www.floridastateparks.org/bahiahonda

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.