Overnatning i Williams og Flagstaff syd for Grand Canyon

Man kan barbere lidt af udgiften på overnatning væk ved at vælge Wiilliams eller Flagstaff som udgangspunkt for sin tur til Grand Canyon. Ulempen er, at man får over en times kørsel hver vej til Grand Canyon National Park – halvanden time til Flagstaff.

Til gengæld er Williams den klassiske Route 66 by med masser af charme, mens Flagstaff er den store regionale administrationsby med restauranter, barer, shopping, museer og andre kulturtilbud. Her er nogle af mine personlige anbefalinger til hoteller og moteller i begge byer.

Læs mere om overnatning inde i Grand Canyon National Park
Læs også om overnatning i Tusayan syd for Grand Canyon

Hoteller i Williams på Route 66
Williams ligger en god times kørsel stik syd for Grand Canyon direkte på den gamle Route 66, og byen har masser af klassisk Route 66-stemning. Langs hovedgaden ligger adskillige butikker og flere hoteller/ moteller, som i mange tilfælde hedder noget med Grand Canyon – selvom kløften ligger en times kørsel mod nord.

Det er også fra Williams, at Grand Canyon Railway udgår fra. Afhængig af temperament og budget kan man både finde rigtige lækre hoteller og mere klassiske moteller i rustik Route 66 stil i Williams.

Skal det være noget med historiske rødder, så overvej Grand Canyon Hotel midt i Williams. Et hotel med ægte historisk charme og tematiserede værelser. Flere af de danske brugere på Hotels.com fik selv lov at vælge, hvilket værelse på hotellet, de ville overnatte i, da de boede på hotellet. Vil I have en ”wild west” oplevelse krydret med lidt Route 66, er Grand Canyon Hotel i Williams et rigtigt godt bud.

Skal det være Route 66 stilen fra 50’erne og 60’erne, som er i højsædet, kan The Westerner Motel anbefales – et klassisk uafhængigt Route 66 motel med eget neonskilt i den vestlige ende af byen – deraf navnet. En alternativ mulighed er Grand Canyon Motel & RV Park – her kan du bo i hytter eller få din egen togvogn at overnatte i!

De store motelkæder er også repræsenteret i Williams: Motel 6 har hele to moteller – et i den østlige og et i den vestlige ende af byen, og hertil kommer Comfort Inn, Days Inn, Econo Lodge, Howard Johnson, Knights Inn, Quality Inn, Travelodge, m.fl.

Overnatning i Flagstaff
Flagstaff er den store administrationsby i det nordlige Arizona. Følger du U.S. 180 fra Grand Canyon mod sydøst, ender du i Flagstaff. Der er cirka halvanden times kørsel op til kløften fra Flagstaff. Til gengæld har Flagstaff alt hvad du kan ønske dig af shopping og kultur – og masser af overnatnings muligheder i alle prisklasser. Flagstaff har dog ikke helt den samme charme som Williams.

Som Route 66 by har Flagstaff sin andel af hoteller og moteller langs den gamle hovedvej ind gennem byen. Alle de store motelkæder er repræsenteret langs både motorvejen og den gamle Route 66. Men vil du have en overnatning med lidt kant og lidt historie, så prøv et af disse to hoteller, som jeg selv vil gå efter, når jeg næste gang skal på de kanter.

Klassisk byhotel eller Route 66 motel i 60’er stil
Hotel Monte Vista er et klassisk gammelt byhotel midt i den gamle bydel i Flagstaff. Her er du i gåafstand fra alle barer og restauranter i Downtown, der ligger lige uden for hotellets hovedindgang. Nogle af Hotels.com’s brugere har faktisk kommenteret på, at der godt kan være noget larm fra gaden i weekenderne. Flagstaff er jo en universitetsby med et meget levende studentermiljø. Til gengæld bor du midt i byen tæt på alle restauranter og barer, så er du frisk på at prøve et smukt gammelt byhotel, er svaret Hotel Monte Vista i Flagstaff.

Vil du hellere dyrke den mere klassiske 50’er og 60’er motelstil a la Route 66, findes der flere uafhængige moteller langs hovedvejen/ Route 66 ind gennem byen. Nogle af dem har kendt bedre dage, men Canyon Inn lige vest for Downtown har gennemgået en kærlig renovering de sidste par år, og det har udløst flere positive kommentarer fra Hotels.com’s brugere. Så uden at skrabe bunden, er Canyon Inn et godt bud på et ægte Route 66 motel, der har fået en ansigtsløftning – uden at have mistet sin velkendte 1960’er motelstil.

Masser af kædehoteller i Flagstaff
Føler man sig mere tryg ved det sikre – nogen vil sige det “kedelige” – har alle de store hotelkæder mindst et hotel/ motel i Flagstaff. Der er dog ingen garanti for, at I så kommer til at bo ud til den gamle Route 66 eller tæt på centrum, da mange af kæderne ligger ud til motorvejen, Interstate 40: Men du finder både Motel 6, Super 8, Days Inn, Holiday Inn Express, Howard Johnson, Travelodge og en stribe af de andre store hotelkæder i Flagstaff.

Er I friske på nogle af de rigtig billige moteller langs den gamle Route 66 i Flagstaff ikke så langt fra jernbanen (med tilhørende godstog i nabolaget, hvilket er en del af charmen), så overvej motellerne Budget Inn, America’s Best Inn eller Luxery Inn.

Læs mere om overnatning inde i Grand Canyon National Park
Læs også om overnatning i Tusayan syd for Grand Canyon

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Highways optjener provision, når du booker overnatning ved Grand Canyon via Highways-USA. Pengene bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser til USA og Canada og til investeringer i at videreudvikle Highways-portalerne, som ud over Highways-USA.com også omfatter Highways.dk og Highways-Denmark.com. Tak for din opbakning.

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

2 svar til “Overnatning i Williams og Flagstaff syd for Grand Canyon”

  1. Havasupai Falls!! Ved du noget om turen derop? Vi har kun en enkelt dag i området desværre – kan det overhovedet lade sig gøre at komme derud og hjem igen på en dag? Mvh Hanne Andersen

    • Jeg har ikke besøgt Havasupai Falls eller Havasu Falls, som selve vandfaldet vist hedder. Heller ikke Hualapai indianerne er voldsomt informative på deres egne hjemmesider, men som jeg lige kan læse det, så skal man forberede sig på en del kørsel på grusveje. Og de plejer at være at svingende standard. Jeg skal ikke kunne sige, om det er besværet eller turen værd. Men tjek denne side, og se om det hjælper jer – http://bit.ly/1GTMqlI

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.