Grand Canyon West: Glasbro og Grand Canyon

Der er rigtigt langt ud til Grand Canyon West – 2 1/2 times kørsel fra Las Vegas. Men har I først taget jer sammen og kørt hele vejen ud til Hualapai indianernes nye besøgscenter ved kanten af den vestlige del af Grand Canyon, belønnes I med smukke udsigter og en velorganiseret besøgsoplevelse. Det er ikke specielt billigt at besøge Grand Canyon West, men man får retfærdigvis også noget oplevelses valuta for pengene, der bl.a. omfatter en tur ud på den efterhånden verdensberømte glasbro over Grand Canyon.

Hoteller langs The Strip i Las Vegas
Hoteller i Kingman, Arizona
Helikopterture over Grand Canyon

Lang tur ud til Grand Canyon West
Siden åbningen af Grand Canyon West med den hesteskoformede glasbro over Grand Canyon, har den store udfordring for turister været at komme ud til glasbroen. Vejen derud er nemlig ret lang: Helt præcis 49 miles fra afkørslen på U.S. 93 mellem Las Vegas og Kingman. Noget af vejen var tidligere en relativt ujævn grusvej. Men i august 2014 blev de sidste 9 miles/ 16 kilometer grusvej endelig blevet asfalteret. Dermed er der nu fast underlag på hele strækningen af Diamond Bar Road, som vejen ud til Grand Canyon West hedder, og man undgår risiko for stenslag og punkteringer som hidtil.

IMG_2135

Kostbare billetter hvis du vil ud på Skywalken
Når du først er ankommet til Grand Canyon West, skal du ind og købe billetter, hvis du ikke har booket dem online på forhånd. Prisen er den samme.

Du kan vælge mellem flere forskellige pakker, men i praksis er det kun pakken Legacy Gold der er interessant, for den inkluderer Skywalken, hvilket de to billigere pakker ikke gør, og Skywalken er alt andet lige hovedattraktionen i Grand Canyon West. Prisen for Legacy Gold er p.t. 87,92 dollars (2014). Listeprisen siger godt nok ”kun” 70,95, men Hualapai indianerne ved godt, hvordan man laver forretning, så de smider lige to ”små” gebyrer på i alt 12 dollar oven i hatten, og hertil kommer den lokale state tax, så i alt lander prisen altså på næsten 88 dollars pr. næse – børn som voksne.

IMG_2130

Eagle Point, Skywalken og Guano Point
For de 88 dollars får du en bustur rundt med busser ud til punktet Eagle Point, hvor glasbroen ligger. Du får naturligvis også en tur ud på selve glasbroen og muligheden for at se ned i dybet, hvilket er meget sjovt uden at være halsbrækkende. Men du må dog ikke tage hverken kameraer eller mobiletelefoner med ud på broen, så du kan ikke selv tage billeder af din oplevelse. Til gengæld står Hualapai indianernes egne fotografer klar til at tage et billede, som du så kan købe bag efter.

IMG_2145

Fra Eagle Point kører du videre til punktet Guano Point, der er ægte Grand Canyon med store, flotte og lodrette klippesider. Men der er ikke rækværk langs kanten, så pas godt på. Det sikkerhedsniveau var ikke gået i en af de officielle nationalparker. Men det er et smukt sted, og herude ligger der også en restaurant, hvor du kan indløse den madbillet, som også er en del af pakken. Du får altså et gratis måltid mad med i pakken inklusiv en flaske vand. Og den menu jeg fik serveret, var faktisk rigtig god.

Når du er færdig med at nyde panoramaret over Guano Point, tager du bussen tilbage til besøgscentret, og her kan du så købe souvenirs. Med i din pakke er også en 5 dollars rabatkupon, som du kan indløse her – hvis du vel at mærke køber for mindst 25 dollars. Så får du altså fem dollars rabat.

IMG_2187

Er Grand Canyon West pengene og tiden værd?
Du skal afsætte mindst en halv dag til et besøg i Grand Canyon West, da det mindst tager en time til halvanden at køre fra enten U.S. 93 eller fra Kingman ud til Grand Canyon West, som begge er punkter, du som turist typisk vil passere, når du er på ferie i det vestlige Arizona. Har du tidligere besøgt Grand Canyon National Park nord for Flagstaff – det officielle Grand Canyon – kan Grand Canyon West godt være en ny måde at opleve Grand Canyon på.

Men det er stadig en kostbar og tidskrævende oplevelse, og er man en hel familie med børn på i alt fire eller fem personer, så sluger Grand Canyon West efter min mening en for stor en del af feriebudgettet i forhold til oplevelsen – sammenlignet med den oplevelse, man kan få i Grand Canyon National Park. Skal man opleve Grand Canyon på en ny måde, ville jeg nok i stedet overveje fx at tage toget op til Grand Canyon fra Williams med Grand Canyon Railway, der er en super oplevelse med børn, hvor I samtidig slipper for at køre selv.

IMG_2131

Professionel besøgsoplevelse i Grand Canyon West
Når det er sagt, så overraskede niveauet, professionalismen og oplevelsen ved Grand Canyon West mig trods alt positivt i forhold til, hvad rygterne har sagt om stedet. Og nu hvor Diamond Bar Road endelig er blevet færdigasfalteret på de sidste 9 miles, begynder transporttiden til Grand Canyon West også at være så rimelig, at det bedre kan forsvares at bruge tiden på turen.

Men billigt bliver det aldrig. Til første gangs besøgende ved Grand Canyon må anbefalingen stadig være Grand Canyon National Park nord for Flagstaff – eller alternativt Grand Canyon North Rim med adgang fra Utah. Det er stadig langt billigere og en lige så stor oplevelse som Grand Canyon West.

Hoteller langs The Strip i Las Vegas
Hoteller i Kingman, Arizona
Helikopterture over Grand Canyon

Læs mere om Grand Canyon West:
www.grandcanyonwest.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

8 svar til “Grand Canyon West: Glasbro og Grand Canyon”

  1. Tak for en super god hjemmeside. Vi er en familie på to voksne og to børn (10 og 15 år), som rejser til USA den 25. februar. Da vi kun har 14 dage, er vi lidt presset på tid med hensyn til Grand Canyon. Du har tidligere foreslået, at vi tager Grand Canyon West af hensyn til tiden. Er det realistisk at køre fra Las Vegas ud til Grand Canyon West og tilbage igen til Las Vegas samme dag? Mvh Linette

  2. Jeg skal på tur med familien i august, hvor vi starter rimeligt hårdt ud med at køre fra Los Angeles til Las Vegas, hvor jeg så havde planlagt, at vi skulle videre til Williams og op og se Grand Canyon den vej. Men nu kan jeg se, at vi faktisk kan spare cirka fire timers kørsel, hvis vi tager til Grand Canyon Skywalk i stedet. Og da vi skal tilbage over Las Vegas for at ramme Death Valley og Mammoth Lakes derefter, spekulerer jeg på, om det så ville være bedre, med to børn den ene kun tre år, at betale det ekstra? Hvor stor er forskellen i oplevelsen af de to steder?? MVH Ditte

    • Som jeg forstår dit spørgsmål, er du i tvivl om, hvorvidt selve oplevelsen af Grand Canyon er lige så imponerende ved Grand Canyon West/ Skywalk’en, som oplevelsen er i selve Grand Canyon National Park. Dertil er svaret, at oplevelsen af kløften er lige så imponerende ved Grand Canyon West, som i selve Grand Canyon National Park. Så rent landskabs mæssigt er der ikke nogen nævneværdig forskel på de to steder – selvom der er flere faciliteter i selve Grand Canyon National Park. Et argument for at vælge Grand Canyon West i jeres tilfælde kunne også være, at selve området er mere overskueligt end Grand Canyon South Rim, hvor der også er langt flere turister. Så set i lyset af, at I vil spare nogle miles, så kan jeg godt tilslutte mig din plan om at vælge Grand Canyon West, selvom det bliver noget dyrere i entreudgifter. Husk også, at I under alle omstændigheder skal regne med op mod halvanden times kørsel hver vej fra hovedvejen mellem Kingman og Las Vegas. Så I skal altså stadig køre et pænt stykke vej, for at komme helt ud til Grand Canyon West.

  3. Hej Henrik, du holdt et foredrag for FDM travel, hvor du bl.a. fortalte, at vejen til Grand Canyon West Rim ville blive asfalteret her i foråret. Jeg har googlet det, men kan ikke se om det nu også er sket – ved du det?

    • Det er ikke sket endnu, men de arbejder på sagen. Jeg talte med et par repræsentanter fra Grand Canyon West i starten af april under rejsemessen IPW, og her var svaret, at man regnede med at være færdige i starten af sommeren. De var allerede i gang i juni 2013, da jeg besøgte Grand Canyon West, men vejen er blevet langt helt om og gravet gennem landskabet på nye steder, så det har været en større historie. Jeg har ikke set nogen pressemeddelelsen på åbningen endnu, og jeg er sikker på, at de nok skal fortælle verden, når vejen står færdig. Så svaret er nej på nuværende tidspunkt – men vi venter i spænding på en klarmelding på de manglende 9 miles/ 14 kilometer 😉

  4. Jeg er enig i, at det ikke er Grand Canyon West man skal vælge, hvis man ikke har været ved South Rim først eller hvis feriebudgettet er lidt stramt. Vi tog dog den lange vej fra Las Vegas (godt 3 timer) og fik en helikopter/ sejltur for 2 voksne og 3 børn for 1066 USD alt inkl (undtagen Skywalk). Helikopter turen var fantastisk med landing nede ved flodbrinken. Dernæst sejlede vi i motorbåd opad floden og drev med strømmen tilbage til helikopter landingspladsen. På turen hjem fløj vi et stykke gennem dalen og tilbage til “basen”. En kæmpe oplevelse! Dyrt, men alligevel bestemt pengene værd. Mit råd er derfor: Glem alt om Skywalk, og lad være med at tage derud, hvis I ikke er villige til at bruge pengene på helikopterturen, som til gengæld er en Grand Canyon oplevelse af de helt store.

    • Hej Nicolaj, rigtig god feedback på jeres oplevelse med Grand Canyon West, og jeg er helt enig med dig i, at man sagtens kan vælge at springe Skywalk’en over, som er et dyrt tilkøb til standard billetten. Og især hvis man vælger en helikoptertur, som I gjorde, er der ingen grund til at gå ud på Skywalk’en. Og ja, hvis man ikke har besøgt Grand Canyon National Park nord for Flagstaff, er det nok der, man skal starte.

  5. Når du ankommer til Grand Canyon West vil du sandsynligvis blive spurgt om, hvorvidt du har våben eller alkohol med ind i parken. Det gjorde jeg, da jeg besøgte parken i juni 2013. Og det er nok klogest at svare “Nej” til spørgsmålet, hvilket formentlig også vil være i overensstemmelse med sandheden for de fleste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.