Grand Teton – Rocky Mountains a la carte

Grand Teton er nærmeste nabo til Yellowstone, og køber du billet til Yellowstone, gælder den også til Grand Teton. Alligevel er det de færreste danskere, som besøger Grand Teton, når de er i Yellowstone, og det er en fejltagelse. Parken er en af de mest spetakulære nationalparker i Rocky Mountains området.

Hoteller i Jackson Hole syd for Grand Teton National Park

IMG_9515

Fakta om Grand Teton National Park:
Åbningstider: Hele året døgnet rundt
Entré (gyldigt en uge) 25 dollars pr. bil (gælder også til Yellowstone)
National Park Pass (gælder et år) 80 dollars pr. bil
Parkens areal: 1.256 kvadratkilometer
Højeste punkt: 4.197 meter (Grand Teton)
Asfalterede veje i parken: 235 miles/ 378 kilometer
Geologiske særpræg: Bjerge, bjergtinder, søer, skov
Geografisk placering: Det nordvestlige Wyoming
Kort over Grand Teton National Park på Google Maps

IMG_9547

Toppen af Rocky Mountains
Grand Teton National Park har fået sit navn efter den højeste bjergtinde i nationalparken, der når op i 4.197 meters højde. Grand Teton er flankeret af Mount Owen med 3.940 meter og Middle Teton med 3.902 meter. Lidt længere mod syd ligger South Teton med 3.814 meter.

De fire bjergtoppe er Grand Tetons ubetingede varemærker. Og Grand Teton er i den grad en Rocky Mountains park. Bjergene spejler deres snedækkede toppe i en række søer, der ligger lige ved foden af bjergene, mens skov og frodigt lavland fuldender det smukke landskab.

IMG_9495

Vælg den alternative rute
Grand Teton opleves bedst fra Teton Park Road. Mange turister vælger fejlagtigt at tage turen gennem Grand Teton via hovedvejen U.S. 89. Men selvom den er hurtigere, er den også langt mere ucharmerende, og mange turister opdager slet ikke, at de faktisk kører gennem en nationalpark.

Vælger du i stedet Teton Park Road, kører du langs bredden af nogle af de søer, der ligger ved foden af Teton-bjergene. Det gælder bl.a. Jenny Lake, hvor det et tilladt at sejle ud med kajak eller kano. Ved Jenny Lake ligger der også et stort picnic-område, og en lille ensrettet grusvej følger søbredden af Jenny Lake, hvorfra du kan nyde synet af bjergtoppene.

IMG_9523

Vil du se Grand Teton lidt fra oven, så kør op på Signal Mountain i den nordlige del af parken. Fra en parkeringsplads i 2.314 meters højde har du i klart vejr en fantastisk udsigt over Jackson Hole-dalen og det centrale Wyoming. Vejen op til toppen af Signal Mountain er dog både smal og snoet, så lad være med at gøre forsøget med et motorhome.

IMG_9563

Nybyggere i Grand Teton
Grand Teton byder også på nybyggerhistorie. Ved lokaliteten Menors Ferry tæt ved den sydlige indgang kan du besøge et klassisk “General Store”, der som et levende museum sælger alt, hvad nybyggerne havde brug for i 1800-tallet. Den rustikke træbygning er opført af en af de første nybyggere på stedet, Menor, som også byggede en trækfærge, der fragtede passagerer og gods over Snake River.

IMG_9639

Siden kom det nærliggende kapel til, hvor der stadig er gudstjeneste hver søndag. Bag altereret i kirken findes en stor glasrude, så menigheden under gudstjenesten kan sidde og se ud på Vor Herres storslåede skabertrang – i form af de fire bjergtinder i Grand Teton.

Hoteller i Jackson Hole syd for Grand Teton National Park

www.nps.gov/grte – National Park Service officielle guide til Grand Teton
Læs også mit portræt af Yellowstone National Park

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

5 svar til “Grand Teton – Rocky Mountains a la carte”

  1. Hej Henrik, hvilken campground inde i selve Grand Teton National Park kan du anbefale? Vi kommer fra Rocky Mountains National Park, og skal videre til Yellowstone. Vi kører i 30 fods motorhome. Tak for super informativ og inspirerende hjemmeside. Mvh Lene & Co

  2. Og jeg kan anbefale “The Bird” i Jackson Hole – de har en gratis shuttle til og fra restauranten/ sportsbaren!

    • Kære Henrik, tak for fine tips, både om Jenny Lake og Menors Ferry, hvor den lille kirke er en perle, hvor alt er enkelt – bortset for udsigten. Angående rådene om at snuppe Teton Park Road i stedet for U.S. 89, kan vi supplere med et måske endnu bedre råd: Tag grusvejen, der går mellem Teton Village og Moose – den er seks-otte miles lang. Det er et sandt tilløbsstykke af natur og wildlife. Der er indtil flere bæver-dæmninger på strækningen, og muledeer, elk og moose kikker ud mange steder. Jenny Lake er lidt overrendt, men hold op hvor er der smukt på vandreturene, der går ud – og op – derfra.

      • Tak for jeres ros af min artikel om Grand Teton. Jeg har godt set grusvejen, I nævner, på kortet over parken, men jeg var i motorhome, sidst jeg var i Grand Teton, og grusvejen er vist lukket land for motorhomes, som jeg lige husker det. Der er ihvertfald flere restriktioner for motorhomes i nationalparkerne – især på de smalle, stejle og snoede veje, hvilket giver rigtig god mening, størrelsen på amerikanske motorhomes taget i betragtning 😉

  3. Vi var tilbage i Grand Teton i 2 dage i august 2013. Det er en fantastisk smuk park med mulighed for gode gåture, f.eks. halvvejs om Lake Jenny med vandfald som belønning og sejltur tilbage. Jackson Hole, som er et naturligt sted at bo, er en superhyggelig kobøjderby med alt, hvad der hører sig til af rodeo, cowboystøvler, sjove butikker etc. Kan kun anbefales.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.