Saint Francisville – plantager, bed & breakfasts og historie

Den ser ikke ud af meget på landkortet. Men Saint Francisville – eller bare St. Francisville – er en lille og hyggelig smalltown med en flot og – i amerikansk sammenhæng – en gammel bykerne med adskillige “gamle” huse fra 1800-tallet. Desuden byder Saint Francisville på en spændende historie. Bl.a. var byen i tre måneder i 1810 hovedstad i republikken West Florida. Og så ligger der flere gamle bomuldsplantager i omegnen af Saint Francisville.

Victorianske huse med bed and breakfast
Saint Francisville opstod som en lille koloni etableret af franske nybyggere ved bredden af Mississipi-floden i slutningen af 1700-tallet. Men jævnlige oversvømmelser gjorde det til en blandet fornøjelse af bo ved flodbredden. Derfor flyttede man starten af 1800-tallet byen væk fra flodbredden og op på det højere liggende plateau, hvor den ligger i dag.

Byens mange victorianske huse og private hjem langs hovedgaden Main St. og Royal St. er åbne for besøgende, hvis man indlogerer sig på en af de mange Bed & Breakfast-lokaliteter, som findes i byen. Det kunne fx være på Saint Francisville Inn på Commerce Street eller Barrow House på Royal Street.

Hovedstad i republikken West Florida
Det østlige Louisiana, der ligger i området mellem New Orleans og grænsen til Mississippi, har sin egen interessante historie. Området kaldes populært den britiske del af Louisiana, da mange engelske nybyggere valgte at bosætte sig i netop det område i starten af 1800-tallet. Dengang var Louisiana stadig en spansk provins, og det var den spanske guvernør i Louisiana, der tildelte jordlodder til de engelske nybyggere.

Da Frankrig i 1803 solgte Louisiana Territoriet vest for Mississippi til USA for 15 millioner dollars, blev området øst for floden glemt og stod tilbage som en slags ingenmandsland. Frem for at blive en del af USA, valgte de engelske og franske nybyggere i det, som i dag udgør det østlige Louisiana at skabe deres helt egen stat – West Florida. Og her blev Saint Francisville udråbt til hovedstad.

USA var dog alt andet end begejstret for at have en selvstændig stat liggende øst for Mississippi. Så efter 74 dages selvstændighed invaderede amerikanske tropper West Florida, anekterede området, og indlemmet det i det, der i 1812 blev til staten Louisiana. Det forklarer Louisianas lidt specielle form øst for Mississippi og grænsendragningen mod nord til staten Mississippi.

Louisiana langs Mississippi er plantage land
Hele området omkring Saint Francisville er rig på store plantager, som tidligere dyrkede sukker og bomuld. Her er der fine muligheder for at komme tæt på livet i plantagerne på de såkaldte plantations. Mange plantations driver nemlig også Bed & Breakfasts, og niveauet er højt. Vælger du at overnatte på en af de mange plantations, får du også en guidet tur rundt i hovedbygningen, som typisk er bevaret som de så ud, dengang der stadig var slaver og tjenestefolk til at holde styr på de enorme huse.

En af de bedste plantations er Butler Greenwood Plantation, som har indrettet nogle af de gamle bygninger, der tidligere blev benyttet af tjenestefolk, til overnattende gæster med eget køkken, bad, spa og opholdsrum. Andre plantations med Bed & Breakfast, der dog ikke nødvendigvis inkluderer morgenmad, er Myrtles Plantation, der også byder på en forrygende spøgelsestur, eftersom nogle af de tidligere ejere efter sigende går igen i den gamle hovedbygning!

De nuværende plantageejere omkring Saint Francisville lever hovedsageligt af skovbrug og kvægdrift – og supplerer så deres indtægt ved at tilbyde Bed & Breakfast til turisterne.

Læs mere på:
www.stfrancisville.net
www.stfrancisvilleinn.com
www.butlergreenwood.com
www.myrtlesplantation.com

Fortsæt videre nordpå ad U.S. 61 til Natchez, Mississippi

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.