“Hvor mange overnatninger skal vi tage på vej ned ad Highway 1 fra San Francisco til Los Angeles”, lyder et tilbagevendende spørgsmål til mig, når folk er ved at planlægge turen ned langs Californiens Stillehavskyst.

To nætter og tre hele køredage, lyder min anbefaling, for så er der god tid til at nyde turen og udsigten over Stillehavet – og tid til masser af fotostops undervejs.

Hoteller og overnatning i Monterey i Californien
Hoteller og overnatning i Big Sur på Highway 1
Hoteller og overnatning i Pismo Beach på Highway 1
Hoteller og tips til overnatning i Solvang
Hoteller i Santa Barbara i Californien

Overnatning på Highway 1 den første nat
Udgangspunktet for en tur ned ad Highway 1 i Californien er for langt de fleste San Francisco. Og hvis vi lige holder fast i rejseretningen fra nord mod syd (alle andre må læse denne artikel bagfra), så er Monterey på Highway 1 en ret oplagt by at overnatte i.

Monterey ligger perfekt en kort dagstur fra San Francisco. I kan fx vælge at bruge formiddagen i San Francisco, inden I kører ned langs kysten over middag, for så at være fremme i Monterey hen på eftermiddagen, hvor I så kan slentre en tur langs den berømte Cannery Row langs havnefronten. Og ikke uvæsentligt: Monterey har rigtig mange hoteller og moteller i alle prisklasser, så det er bare at vælge.

Hoteller og overnatning i Monterey

Det unikke alternativ til Monterey: Big Sur
Hvis I gerne vil udfordres lidt, når det gælder overnatning på Highway 1, kan I overveje et mere eksklusivt alternativ til Monterey. Big Sur en lille times kørsel syd for Monterey har kun nogle ganske få overnatningssteder. Til gengæld er Big Sur helt unik i kraft af sin placering på den vel nok smukkeste del af Californiens Stillehavskyst.

I Big Sur finder I to helt unikke luksus resort hoteller lige på kanten af Stillehavet med forrygende udsigt – men også en placering i den dyre ende af prisskalaen. I kan dog også finde mere prisbillig overnatning i Big Sur, men kapaciteten er begrænset, så det gælder om at reservere på forhånd. Big Sur er ikke en lokalitet, hvor man ”bare” tager chancen.

Hoteller og overnatning i Big Sur

Overnatning på Highway 1: Nat nummer to
En af de største attraktioner på Highway 1 er køreturen fra Monterey ned langs Big Sur kysten. En tur der byder på masser af fotostops undervejs, og som I eventuelt kan supplere med kortere gåture i nogle af de statsparker, som også ligger langs Highway 1.

Der ligger en række mellemstore byer lidt inde i landet i det sydlige Californien langs hovedvejen U.S. 101, men det jo sjovest at bo ude ved selve kysten, når I nu kører på Highway 1. Derfor er kystbyen Pismo Beach et ret oplagt valg til overnatning nr. to på Highway 1. Pismo Beach har en række hoteller og moteller til en rimelig pris – de fleste i gåafstand fra stranden/ kysten.

Hoteller og moteller i Pismo Beach

Tag en “dansk” overnatning på Highway 1
Hvis det med havudsigten ikke er afgørende, er Solvang lidt længere nede ad Highway 1 et interessant alternativ. Solvang, som blev grundlagt af danske udvandrere i 1911, har en række hoteller og moteller, mange af dem endda med delvis danske navne.

Desuden er Solvang en interessant by for de mad- og vin interesserede, da byen ligger i et af Californiens bedste vindistrikter, Santa Ynez Valley. Næste dag kan I så køre det sidste stykke ned langs kysten ad Highway 1 i det sydlige Californien ned til Santa Barbara og videre ind til Los Angeles.

Hoteller og overnatning i Solvang
Læs mere om hoteller og overnatning i Los Angeles
Læs mere om hoteller og overnatning i San Francisco

Af Henrik Lange, Highways-USA.com