KOA: Kampgrounds of America

Med op mod 500 campingpladser fordelt over hele USA og Canada er Kampgrounds of America – eller blot KOA – lidt af en institution i det amerikanske campingunivers. KOA er kendt for sin høje standard på campingpladserne og meget familievenlige forhold, hvilket gør det oplagt at inkludere nogle nætter på KOA-pladser, når man planlægger ferie med motorhome rundt i USA.

IMG_1149

Familievanlige faciliteter
For især familier med børn er KOA’s campingpladser perfekte oaser, hvor børnene kan tage en pause fra de mange indtryk på rejsen. Kampground of America’s campingpladser er i de fleste tilfælde udstyret med både gode legepladser og swimmingpools. Hertil kommer forskellige andre muligheder, der varierer fra plads til plads, men som ofte inkluderer ting som fx minigolf, mulighed for at leje mooncars og andre legeredskaber og spil, der kan holde ungerne beskæftiget. Dermed kan ungerne slappe af – og det samme kan mor og far.

Hertil kommer mere basale ting som en veludstyret butik, velfungerende wifi, rene badeværelser og gode faciliteter til tøjvask – noget man også sætte pris på, når man er på farten.

IMG_1133

KOA’s campingpladser har typisk et værtspar, der repræsenterer pladsen, og de laver også forskellige aktiviteter i løbet af ugen. Det kan fx være barbaque om aftenen, is til børnene fredag eftermiddag, friskbagte pandekager til morgenmad og lignende ting, der lige sætter prikken over i’et, når man ude at rejse. Og som er værd at betale lidt ekstra for.

Erfaringer med Kampgrounds of America
Jeg testede seks forskellige KOA kampgrounds i det vestlige USA i sommeren 2012, og selvom oplevelserne var forskellige fra plads til plads, så bød alle ophold på en hyggelig familievenlig stemning, hvor der både var plads til børn og voksne. Og på alle seks pladser var de lokale værtspar meget venlige og engagerede i deres gæster.

IMG_0996

Ud over at tilbyde overnatningspladser til motorhomes, kan man også leje hytter i forskellige klasser og på nogle pladser sågar opstillede safaritelte med senge. De seneste år har flere KOA pladser opstillet de klassiske Airstream campingvogne fra 1960’erne, som kan lejes, hvis du er i det nostalgiske hjørne.

Jernbanebørster kan endda leje jernbanevogne indrettet til overnatning på visse KOA pladser, mens en enkelt plads i New England har indrettet en hytte med et observatorium med tilhørende stjernekikkert. Men du kan naturligvis også bare vælge at slå dit eget telt op på de såkaldte tent camping sites, og så benytte dig af fælles faciliteterne på pladsen. Her kan du finde information om de mere alternative overnatningsmuligheder hos KOA

IMG_1146

Praktisk information om KOA
Kampgrounds of America’s campingpladser ligger typisk i udkanten af de lidt større byer eller i nærheden af populære nationalparker (men ikke inde i selve parkerne), og de fleste pladser har store træer, der skygger for solen – noget man sætter pris på de varme sommerdage i det vestlige USA.

KOA samarbejder med flere store udlejere af motorhomes i USA, bl.a. Cruise America. Lejer man sit motorhome gennem Cruise America, får man 10%’s rabat på listeprisen hos Kampgrounds of America.

Kampgrounds of America har eksisteret siden 1963, og for at illustrere forskellen på KOA og andre campingpladser, så har KOA ubeskedent valgt slogan’et: “There’s camping. And there is KOA”.

Rejsebureauet Benns er i øvrigt et af de danske rejsebureauer, som har stor erfaring med udlejning af motorhomes og autocampere i USA. Benns samarbejder med flere forskellige leverandører af motorhomes i USA.

Læs mere om Kampgrounds of America på www.koa.com
Læs mere om motorhomes og autocampere i USA på Benns.dk
Læs mere om udlejning af motorhomes i Californien og det vestlige USA

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

8 svar til “KOA: Kampgrounds of America”

  1. Vi rejser til USA til sommer og forsøger at finde en RV Park i San Francisco. Vi vil jo gerne så tæt på byen som muligt, men jeg bliver noooget skræmt, når jeg læser om de RV parks, der ligger tæt på byen. Er der nogen, der har forslag til gode pladser til en 25″ autocamper? Nogen der kender Treasure Island RV park? Mvh. Anna-Mette

    • Storbyer og motorhomes er sjældent nogen god kombination, og det gælder i særlig grad for San Francisco. Så uden på nogen måde at tage modet fra jer, skal I nok er ikke sætte næsen op efter, at det bliver nogen helt nem løsning. Jeg kender ikke nogen relevante campingpladser tæt på San Francisco – og heller ikke i Los Angeles for dens sags skyld (og jeg har faktisk søgt på det i flere tilfælde). Så jeg vil ikke udelukke, at de findes. Men jeg vil samtidig sige, at vælger man at holde ferie i et motorhome i USA, så er det naturen og nationalparkerne, der bør være i fokus. Vil man så supplere med lidt storbyferie i San Francisco og Los Angeles, så afleverer man motorhomet og lejer en bil og booker et motelværelse. Ikke for at lyde som en “party killer” 😉 Men det plejer at være den mest optimale løsning. Rigtig god tur!

      • Der er en state park i Oakland, Anthony Chabot. Det er ude i “skoven”. Når vi skal til storbyer på road trips, finder vi et stort supermarked at parkere ved og tager så metro, tog eller bus til byen. Og retur om aftenen. Det kan lade sig gøre.

    • Man kan bruge Candlestick RV Park og så bruge deres shuttlebusser ind til centrum. Det fungerer fint. Download evt. app’en Allstays camp& RV og se de enkelte campingpladser – den er rigtig god.

  2. Hvad er prislejet for campingpladserne både KOA pladserne og dem som (du) Sussie beskriver som er mere basic? Her tænker jeg primært på dem i det vestlige USA. Vi overvejer nemlig lige nu, om vi skal leje motorhome eller en almindelig bil og køre fra motel til motel. Vi har en søn, som på afrejsetidspunktet vil være 8 måneder.

    • Hej Margrethe, jeg ville helt klart vælge en autocamper. Vi var afsted i 4 uger i maj/ juni 2012, dog uden et lille barn – vores var 25 🙂 Men det ændrer ikke på, at når du er i en autocamper, er alt pakket ud og ligger på plads. Det må da være en klar fordel, når man skal være afsted med en lille én. Der er altid vand og rent tøj ved hånden, når der skal skiftes ble osv. Og altid mulighed for ro til at made og slappe af. Det er bare ind til siden med “dyret”, og så kan man ordne det hele. Vi brugte KOA’s pladser, og jeg synes ikke, det er vildt dyrt (det koster meget mere herhjemme). Pladserne er rigtig fine. Vi var på en enkelt, som ikke var under KOA, i Kanab i Utah – en meget lille plads uden andre faciliteter end toilet og bad, som ikke var særlig lækkert. Men så var det jo lækkert, at vi selv havde dejligt bad og det hele i RV’en. Vi skal selv afsted igen her til maj og har delt turen op i både bil og RV. Rigtig god tur til jer – det er et fantastisk land at rejse i 🙂 Hilsen Gitte Jakobsen

  3. Det er også muligt at melde sig ind i KOA, det såkaldte “Value Kard”, som giver 10 % rabat og mulighed for at samle point, som kan bruges til at betale for overnatning. Hvis man booker pladser hjemmefra på forhånd, bliver de også registeret på kortet, og der kommer til at være en fin oversigt online over ens samlede KOA bookinger.

  4. Min familie og jeg rejste rundt i det vestlige USA sidste sommer i 20 dage. Da vi planlage vores tur, forsøgte vi at tilrettelæggelse den efter, at vi kunne overnatte på KOA campingpladser, fordi som du også skriver i dit indlæg: Man får 10% rabat, når man har lejet sit motorhome gennem Cruise America. KOA pladserne ligger i den dyre ende af skalaen, og der er indimellem langt mellem dem.

    Lige inden vi rejste fandt en af ungerne en app som hedder “All Stays Camp & RV ” (koster vistnok 35 kr.) Vi brugte ikke andet end den app på hele vores tur, når vi skulle finde overnatning. App’en giver dig mulighed for at finde overnatning i flere prisklasser og selvfølgelig campen’s standard og udbud af fornødenheder. Der er lige fra meget billige stats camps, hvor betaling foregår ved at komme pengene i en konvolut og så i en postkasse, til campingpladser med alle faciliteter.

    På vores tur overnattede vi cirka hver anden dag på en bedre campingplads, hvor der var internet (de unge menneskers behov) samt “full hook up”, så vi kunne få vand m.m. på motorhomet. Når vi var på de campgrounds, hvor der nærmest ikke var andet end vand og et toilet, havde vi de bedste stunder, for her var familien samlet og kunne hygge uden forstyrrelse af mobiler, swimmingpools og andet, og så var det billigt.

    Til sidst vil jeg lige nævne, at når man bruger app’en, så kører den over satellit, så man hele tiden kan følge med, hvor man er på landkortet. Der er rigtig mange campgrounds at vælge mellem. Man trykker bare på en campingplads i fx det område, man har planlagt overnatning, så kommer der en beskrivelse af campingpladsen frem, hvor langt der er, prisklasser, m.m. Flere af campingpladserne har egne hjemmesider, som man kan klikke sig ind på via app’en. Mvh. Sussie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.