Just Married – bryllupper i Las Vegas

Paul Newman, Frank Sinatra og Elvis Presley gjorde det. Og siden gjorde Demi Moore og Bruce Willis det. Las Vegas har cirka 60 bryllups kapeller i alle afskygninger, og mange af dem står klar næsten døgnet rundt til at servicere byens gæster. Og I kan få det stort set, som I vil have det, hvis brylluppet skal stå i Vegas. Både Elvis, Batman og Marylin Monroe står klar til at hjælpe jer med at give jer et drømme bryllup.

Kasinohoteller langs The Strip
Koncerter og shows i Las Vegas
Cirque du Soleil shows i Vegas
Actionoplevelser i Las Vegas
Helikopterture over Grand Canyon

100.000 bryllupper årligt
Drømmen om at gå i Elvis Presleys fodspor og blive gift i Vegas lever hos masser af turister. Så mange, at det årligt bliver til omkring 100.000 bryllupper i spillebyens omkring 60 bryllups kapeller.

Alle de store kasinoer har naturligvis deres egne bryllupskapeller, hvor mange unge amerikanske par bliver gift ved store familiefester med pomp og pragt. Bryllupskapellet på Paris, Paris er fx hvert år rammen om 1.200 bryllupper, mens det klassiske kasino Flamingo, der oprindeligt blev åbnet af gangsteren Bugsy Siegel, afholder cirka 1.800 bryllupper årligt.

Det er dog især de klassiske bryllupskapeller langs den nordlige del af The Strip – som fx Little Chapel of Flowers eller Viva Las Vegas Wedding Chapel – der for alvor tiltrækker de internationale turister. Her kan I enten vælge den romantiske stil med bryllupskage, brudebuket og klassisk hvid brudekjole – eller tage skridtet fuldt ud og fyre den af i en pink Cadilliac med Elvis bag rattet. Har I travlt, kan I også vælge den hurtige løsning ved et drive-in eller walk-in wedding.

Chapel of the Flowers
Et af de mest kendte bryllups kapeller i Las Vegas er Chapel of the Flower på The Strip – oprindeligt med tilføjelsen Little. Chapel of the Flowers er et familieforetagne, der siden 50’erne har været rammen om utallige bryllupper i Vegas. Her kan I dyrke det klassiske hvide bryllup i romantiske omgivelser – og alligevel få et bryllup i ægte Vegas-style.

Chapel of the Flowers lægger vægt på, at man tager sit bryllup seriøst, og derfor er stilen omkring selve seancen klassisk og romantisk – ligesom de giftlystne par også skal til en samtale med bryllups-koordinatoren inden selve ceremonien. Man vælger mellem forskellige “bryllups pakker” – priserne starter ved 195 dollars for den mest enkle ceremoni – op til det helt store bryllup, der inkluderer transport i limo, kæmpe brudebuket, blomster udsmykning, levende musik under ceremonien, direkte transmission på nettet til familien derhjemme, bryllupskage i flere etager, dvd med optagelse fra ceremonien, stort fotoalbum, o.s.v.

Chapel of the Flower har tre forskellige kapeller, I kan vælge mellem, så det er kun antallet af gæster og jeres pengepung, der afgør rammerne for seancen.

Viva Las Vegas Wedding Chapel
Lidt længere nede af The Strip ligger Viva Las Vegas Wedding Chapel, og her er festpedalen trådt helt i bund. Specialet er tema-bryllupper, og et bryllup med selveste Elvis som forlover er den store bestseller.

Som tilskuer føler man da også næsten, at det gamle rock ‘n’ roll ikon må være stået op ad graven, når indehaveren eller en af hans assistenter ifører sig en næsten original Elvis-dragt og ditto solbriller, for at køre ind ad porten til kapellet i en pink Cadillac med brudeparret på bagsædet.

Garderoben hos Viva Las Vegas Wedding Chapel er bedre karneval værdigt, og I kan vælge og vrage mellem diverse klassiske Hollywood-ikoner som Marylin Monroe, Batman eller Superman – eller få et etnisk korrekt bryllup, hvilket mange amerikanske kunder gerne vil have. Har I ungarske, bulgarske eller måske makedonske rødder, kan det også lade sig gøre hos Viva Las Vegas Wedding Chapel.

Selve bryllupsceremonien hos Viva Las Vegas varer typisk 13 minutter, og på travle dage når man typisk tre-fire par i timen. Faktisk er det, som tager mest tid, ikke selve seancen, men det at få gæsterne ind og ud af bryllups kapellet. På helt specielle dage, hvor datoen er helt unik, når man op på 30 – 40 bryllupper på en dag.

Formaliteterne inden brylluppet
Trods rygtet kan I dog ikke bare vade direkte ind fra gaden og blive gift i Las Vegas. Der er visse formaliteter, der skal være på plads. De giftelystne skal først lægge vejen forbi Clark County Courthouse, hvor en række formularer skal udfyldes. Samtidig tjekker de lokale embedsmænd, at I ikke allerede er gift i forvejen – ihvertfald i USA.

Det at blive gift i Vegas er som bekendt et massivt hit blandt byens turister, og af samme årsag er bryllupskontoret i Clark County Courthouse åbent alle dage fra otte morgen og frem til midnat – det kan man da kalde service.

Af de cirka 60 bryllups kapeller, der ligger spredt over hele Vegas, ligger de 25 placeret langs Las Vegas Boulevard – eller bare The Strip. Men I kan naturligvis også vælge et mere højtflyvende bryllup – sådan helt bogstavelig.

Er jeres drøm at blive gift svævende i en helikopter højt over Grand Canyon, kan det naturligvis også arrangeres. Men så er prisen også derefter – priserne for et helikopterbryllup starter priserne ved 1.500 dollars. Og så er antallet af gæster i sagens natur begrænset.

Når hverdagen igen melder sig
Når bryllupsrusen fra Las Vegas har lagt sig, og I atter er tilbage i Danmark, kan det være godt med lidt faglig inspiration til at krydre erotikken. Sexolog Maj Wisman driver websitet Websexolog.dk, og selvom sitet også handler om utroskab (som næppe er relevant for jer), er der også mange gode tips til nygifte og de lykkeligt langtidsgifte, men som måske trænger til lidt frisk inspiration i soveværelset. Tjek selv på Websexolog.dk

Kasinohoteller langs The Strip
Koncerter og shows i Las Vegas
Cirque du Soleil shows i Vegas
Actionoplevelser i Las Vegas
Helikopterture over Grand Canyon

Læs mere på:
www.littlechapel.com
www.vivalasvegasweddings.com
www.lasvegasweddings.com
www.gracelandchapel.com
Las Vegas Famous Weddings
www.websexolog.dk

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

4 svar til “Just Married – bryllupper i Las Vegas”

  1. Hvis man er gift i Danmark, men skal på en sølvbryllupsrejse til Las Vegas, vil man så kunne gentage bryllups ceremonien der? Og hvis ‘ja’, hvad skal der medbringes af papirer, og kan det bestilles her fra i forvejen?

    • Nu er jeg ikke bryllups ekspert, men jeg er helt sikker på, at I kan få lavet en ny ceremoni i anledningen af jeres sølvbryllup i Las Vegas. Hvordan det rent praktisk foregår i forhold til papirer, er jeg ikke inde i, men logikken siger mig, at hvis I blot har jeres vielsesattest med til USA, så burde det være rigeligt. Der er jo ikke tale om et “nyt” bryllup, men en bekræftelse på et nuværende forhold. I kan garanteret også bestille ceremonien i forvejen. Men her må I lige selv tjekke hos udbyderne, hvilke ceremonipakker, de har på hylderne, og hvordan I booker dem på forhånd. Der findes et hav af forskellige muligheder, hvis I søger på “wedding las vegas” på Google. Rigtig god tur til Las Vegas – og god fornøjelse med planlægningen.

    • Vi var i sommeren 2014 i Las Vegas, hvor vi valgt et Elvis bryllup (vi var gift i Danmark). Det vi gjorde var: Vi valgte først en “kirke”, det blev “Graceland Wedding Chapel”. Derefter gik vi ind på deres hjemmeside, hvor vi valgte “Renewal of Wedding” (da vi var gift i Danmark). Her kan man så vælge, om man vil have Elvis eller et “almindeligt” bryllup. Man kan også vælge forskellige pakker alt efter hvor meget, man vil have med. Vi valgte brylluppet til 199 dollars, hvilket var meget fint. Derudover skal man betalte 60 dollars kontant til Elvis eller “præsten”, efter “vielsen”. Vi havde bestilt det hele hjemmefra. Når man er gift i Danmark, skal man ikke have noget med, da man “bare” fornyer ens løfter. Vi kan bestemt anbefale et Elvis bryllup, som var en super sjov oplevelse, både for børn og voksne (vi var to voksne og tre børn ) – også selv om det kun tog otte minutter fra det startede til det sluttede igen 🙂 Håber mit svar kan hjælpe lidt. Hilsen Marianne

  2. FERIEFORVENTNING: For første gang nogen sinde tager vi til efteråret hele familien – to voksen og tre børn – af sted sammen til USA, Californien. Vi tager den klassiske rundtur i motorhome, og har afsat små fire uger til projektet inklusiv fly tur/retur. Vi begynder i Los Angeles, hvor vi giver den hele Hollywood-armen – ikke i form af Universal Studio, men besøg på Hollywood Museum, Warner Brothers Studio Tour og en hel masse mere, der smager af kendisser og filmverdenen. Herfra går turen videre op langs kysten til San Fransisco med stop undervejs både i form af overnatninger og ”seværdigheder” – det kan vel nærmest ikke lade sig gøre som dansker at passere Solvang uden et besøg. Efter et par dage i San Francisco går turen videre til Yosemite National Park, Grand Canyon, Lake Havasu, Palm Springs og San Diego. I motorhome har man mulighed for at overnatte i (eller lige ved siden af) en del nationalparker – bl.a. Yosemite og Grand Canyon. Det har været en af de helt overvejende grunde til at vælge at tage rundturen i motorhome. Herudover har det været plusser på kontoen i vores valg, at det også er en meget typisk amerikansk ferieform – som forhåbentligt giver os gode muligheder for at komme i kontakt med ”lokalbefolkningen” undervejs (der dog så også er på ferie). Det gør ikke valget sværere, at vi får en erfaren storvogns-chauffør bag rettet. Jeg glæder mig til hele turen, men den enkeltstående begivenhed, jeg glæder mig allermest til, er at min mand og jeg planlægger at bekræfte vores vielsesløfter i Las Vegas. Ikke af romantiske grunde – men fordi det simpelthen er noget af det mest stereotype amerikanske, vi har kunne tænke os frem til. Det skal selvfølgelig foregå på The Little White Wedding Chappel med en Elvis-look-alike til at forestå ceremonien – og meget gerne til tonerne af ”Love Me Tender”. Om ”bryllupsmiddagen” kommer til at bestå af burger-all-you-can-eat eller en fried banana and peanutbutter-sandwich må tiden vise.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.