Hollywood Boulevard – stjernestøv og plattenslagere

Den verdensberømte boulevard i det nordlige Los Angeles er magnet på turisterne, men den tiltrækker også utallige tusind-kunstnere og plattenslagere, der gør hvad de kan, for at tjene nogle håndører på turisterne. Til gengæld må du kigge langt efter de rigtige stjerner, som holder sig langt væk fra Hollywood Boulevard – lige med undtagelse af den ene gang om året, hvor Oscar-uddelingen finder sted i Dolby Theater midt på den stjernebelagte boulevard.

Hoteller og overnatning i Los Angeles
Hoteller langs Hollywood Boulevard
Guidede busture i Hollywood med Starline Tours
Rabatpakke til 37 seværdigheder i Los Angeles
Køb begge e-bøger om Californien: Familieferie i Californien + Highway 1! Spar 50 kr. – KLIK HER!

Dolby Theater – hjemsted for Oscar uddelingen
Indtil 2012 hed hjemstedet for Oscar uddelingen midt på Hollywood Boulevard Kodak Theater. Nu er det slut med “Kodak Moments” på Hollywood Boulevard. Den tidligere så stolte film- og kameraproducent gik i 2012 i betalingsstandsning, og måtte derfor opgive sponsoratet af det berømte teater midt på Hollywood Boulevard. Lydteknologi producenten Dolby har i stedet overtaget sponsoratet, så nu står der Dolby Theater med guldbogstaver på facaden.

Det tidligere Kodak Theater stod færdig i 2001, og som blev bygget for at give Oscar-uddelingen et værdigt hjem, hvor man en gang om året kan samle hele filmbranchen i Hollywood til en gigantisk stjernefest for at hylde årets bedste skuespillere, instruktører og de mange specialister, som opererer i kulissen for at skabe magi på det store lærred.

Almindelige dødelige kan dog også komme ind i de hellige haller – fx på en guidet rundvisning, hvor man får lov til at se Dolby Theater indefra og bl.a. ser det rum, hvor stjernerne kan sunde sig i private omgivelser, efter at have fået overrakt en Oscar – foruden naturligvis selve salen, hvor man kan være heldig at se fotostater af stjernerne placeret i stolene – som man gør op til selve Oscar-uddelingen, så alle bliver placeret politisk korrekt i forhold til hinanden.

Dolby Theater virker trods sin unge alder som et gammelt klassisk teater med sine store balkoner, det lidt tunge valg af mørkt træ og de røde nuancer på sæder og stof generelt. Dolby Theater bruges også som almindeligt teater, og siden 2011 har teatergruppen Circus De Soleil har fast hjemsted i Dolby Theater med sin forstilling Iris, der hylder filmhisttorien og filmindustrien i Los Angeles. Det er kun når der skal holdes Oscar uddeling, Circus de Soleil forlader Dolby Theater.

Hollywood Highland og Grauman’s Chinese Theater
Lige til højre for Dolby Theater ligger det store og relativt nye shoppingcenter i flere etager, Hollywood Highland, der markerer sin placering midt på Hollywood Boulevard med en hyldest til 20’erne store filminstruktør D.W. Griffith, ved at have nogle karakteristiske elefanter stående oppe på taget, der bliver belyst om aftenen – ganske elegant. Elefanterne er en kopi af nogle elefanter, der optrådte i D.W. Griffith’s berømte stumfilm fra 1916, Intolerance, der betragtes som en filmhistoriens hovedværker.

Til venstre for Dolby Theater ligger det berømte Grauman’s Chinese Theater – et af de få oprindelige, klassiske biografteatre på Hollywood Boulevard. Grauman’s Chinese Theater er ud over sin kinesiske stil berømt for de mange hånd- og fodaftryk, stjerner og berømtheder fra Hollywood og resten af verden fra tid til anden lægger ned i cementen foran teatret. Hvis du kan komme til, kan du bl.a. tjekke, om du bruger samme størrelse sko, som George Clooney eller en af de mange andre notabiliteter, der gennem tiden har placeret deres hænder eller fødder i den våde cement.

Mens Grauman’s Chinese Theater er i dag er et rigtigt teater, så ligger Chinese 6 Theatres lige ved siden af med seks sale. Så hvis du har tid, så overvej om det er her, du skal ind og se en af de nyeste premierefilm i hjertet af Hollywood.

Darth Wader, Luke Skywalker, Spiderman og de andre
Der er næsten altid trængsel på fortovet på strækningen fra metrostationen Hollywood Highland på hjørnet af North Highland Avenue og op til La Brea Avenue, hvor adskillige udgaver af Darth Wader, Luke Skywalker og Spiderman promenerer frem og tilbage foran Dolby Theater og Grauman’s Chinese Theater i håbet om at tjene lidt skillinger på turisterne. Darth Wader stiller nemlig gerne op til fotografering – mod betaling naturligvis – og det er ikke velset at snyde sig til et gratis foto.

De mere udspekulerede uddeler gratis CD’er, som de så tilbyder at signere – igen mod betaling – for intet er gratis i Hollywood. Det trick hoppede jeg lige på, da jeg besøgte Hollywood Boulevard i 2012. Som nævnt, så kører metroen i L.A. lige til døren (rød eller lilla linje), hvis du ikke tager bilen til det nordlige Los Angeles.

Fortovet på begge sider af Hollywood Boulevard er flankeret af de berømte stjerner, der repræsenterer alt lige fra skuespillere, instruktører, musikere og tv-stjerner. Da mange af berømthederne har arbejdet inden for flere genrer, er de også repræsenteret med flere stjerner. Der er dog stadig ledige stjerner her og der, og flere kreative turister har skrevet deres eget navn med tusch på fortovet – og fået deres egen stjerne på Hollywood Boulevard for en dag.

Andre seværdigheder langs Hollywood Boulevard
Et andet af de vigtige film-fikspunkter på Hollywood Boulevard ligger på den modsatte side af gaden lidt væk fa infernoet omkring Dolby Theater. Det er den gamle klassiske biograf fra 1922, The Egyptian Theater, opført af samme mand, Sid Grauman, som senere byggede Grauman’s Chinese Theater. The Egyptian har inden for de senere år gennemgået en millionrenovering og fremstår i dag som en top moderne biograf i klassiske omgivelser. Biografen af hjemsted for American Cinematheque, der bruger biografen til filmfestivaller og viser store amerikanske Hollywood-klassikere og smallere amerikanske independentfilm i det store smukke teater.

Af de øvrige seværdigheder omkring Hollywood Boulevard kan nævnes Hollywood Museum på hjørnet af Hollywood Boulevard og North Highland Avenue, der byder på masser af rekvisitter fra diverse Hollywood-film – og en sjælden mulighed for at gå en tur ned af den velkendte fængselsgang, som Jodie Foster også gik ned ad i Ondskabens Øjne, hvor Hannibal Lecter sad inde bag plexiglas i en af cellerne.

En anden mulighed i den kulørte ende af skalaen er Madame Tussauds Wax Museum i Hollywood, der byder på et møde med utallige store Hollywood-stjerner, foruden Barack Obama, Tiger Woods og andre store amerikanere. Madame Tussauds i Hollywood ligger skråt over for Grauman’s Chinese Theater.

Rabatpakker til Hollywood og Los Angeles
Vil du gå på opdagelse langs Hollywood Boulevard, kan du overveje rabatpakken Go Los Angeles Card, der inkluderer 37 forskellige seværdigheder i Los Angeles og det sydlige Californien. Go LA Card fås i 3, 5 eller 7 dages udgaver, og inkluderer Universal Studios, plus flere andre forlystelsesparker samt seværdigheder og guidede ture rundt i Hollywood, museer, sejlture og en række andre attraktioner. Læs mere om Go Los Angeles Card

En af de meget populære oplevelser i Hollywood er Starlines guidede busture, der giver dig en insider tur gennem Hollywood og Beverly Hills. Der findes to oplagte muligheder for danske turister i Los Angeles: Enten Movie Stars’ Homes Tour, hvor du på to timer kommer rundt til en stribe af de største millionvillaer ejet af nogle af filmbyens største stjerner. Alternativet er den regulære starspotter TMZ Hollywood Tour – Secrets and Celebrity Hotspots, hvor der gås målrettet efter at spotte stjerner og høre den seneste sladder. Læs mere om Starline Tours i artiklen Guidede ture gennem Hollywood og Beverly Hills

Hoteller og overnatning i Los Angeles
Hoteller langs Hollywood Boulevard
Guidede busture i Hollywood med Starline Tours
Rabatpakke til 37 seværdigheder i Los Angeles
Køb begge e-bøger om Californien: Familieferie i Californien + Highway 1! Spar 50 kr. – KLIK HER!

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.