Coconut Grove: Guide til Miami’s ældste bydel

Miami på fastlandet vil ikke stå tilbage for festaberne i Miami Beach. Derfor har man Coconut Grove, en af de mest farverige og festlige bydele i Miami. Coconut Grove byder på masser af barer, restauranter, musik, natteliv og shopping i den alternative ende af skalaen. The Grove er faktisk den ældste bydel i Miami – ihvertfald på papiret. Det var her, de første indbyggere slog sig ned i midten af 1800-tallet, inden den nuværende Downtown begyndte at vokse.

Hoteller i Coconut Grove syd for Miami Downtown
Hoteller i Coral Gables syd for Miami Downtown
Hoteller i Miami Beach: Tjek min nye guide

IMG_0873

Fest og farver i “The Grove”
Coconut Grove ligger omtrent stik syd for Downtown ud mod Biscayne Bay. “The Grove”, som Coconut Grove kærligt kaldes i daglig tale af de lokale, byder på en stribe forholdsvis smalle gader med lave huse i et ikke kvadratisk gadenet. Der blev nemlig ikke tænkt meget på byplanlægning, da Coconut Grove begyndte at tage form i slutningen af 1800-tallet.

Hjertet i Coconut Grove er byens shopping distrikt, der byder på masser af restauranter og barer. The Grove er således en bydel, der først vågner sent, men også går sent i seng. Arkaden CocoWalk byder således på masser af fest og farver for det yngre publikum med steder som Ruby Tuesdays, Hooters, og den hollandske restaurantkæde, Piano Bar’s første satsning i USA. Men der er også masser af restauranter i gaderne omkring Coco Walk, flere af dem med gastronomiske udmærkelser.

Hippiernes hovedkvarter
Coconut Grove har i begrænset omfang bevaret sit “hippi” image, som bydelen havde i 60’erne og 70’erne, hvor The Grove var Miami’s svar på Haight Asbury i San Francisco. Den stemning har de konstant stigende ejendomspriser stort set gjort det af med, men der findes stadig en god portion vildskab og ungdommelig kådhed i Coconut Grove – eller for det mere modne publikum gode restautanter, vinbarer, m.v.

Er du til shopping, er The Grove også interessant. Her finder du en stibe rigtigt gode lokale butikker med et europæisk anstrøg. Blandt andet har Coconut Grove en af Miamis bedste uanhængige boghandlere og byens eneste kondom-udsalg, Condom USA, ligger naturligvis også i “The Grove”. Hertil kommer adskillige lokale tøjbutikker og sågar butikker med kvalitetslegetøj og børneudstyr til børnefamilier.

Vandflyvere til Caribien
Ud til selve Biscayne Bay en lille kilometer fra forretningskvarteret i Coconut Grove, ligger Miami City Hall, en prægtig art deco-bygning fra 30’erne, der oprindeligt fungerede som flyselskabet Pam Am’s lufthavnsterminal for vandflyvere. Ja, den er god nok. Pam Am benyttede vandflyvere til store dele af Caribien og Mellemamerika ud af Miami, inden der blev anlagt “rigtige” lufthavne på øerne og fastlandet. Du kan stadig se det gamle PamAm-logo med den blå globe tilføjet bølger på en frise rundt på den gamle terminalbygning.

PanAm havde i øvrigt hovedkvarter i Miami indtil selskabet gik konkurs i 1990. Året efter krakkede det store regionale luftfartsselskab Eastern, der ligeledes havde base og hovedkvarter i Miami.

Hoteller i Coconut Grove syd for Miami Downtown
Hoteller i Coral Gables syd for Miami Downtown
Hoteller i Miami Beach: Tjek min nye guide

Læs mere på:
www.coconutgrove.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.