Louis Armstrong Airport New Orleans – MSY

Navnet Louis Armstrong International Airport lyder flot, men skinnet bedrager. Der er nemlig langt mellem de internationale flyvninger til New Orleans (MSY) internationale lufthavn. De begrænser sig til nogle få forbindelser til Mexico, Latinamerika samt Canada. Faktisk er der p.t. ingen direkte flyvninger mellem Europa og New Orleans. For danskere er den hurtigste vej til “The Big Easy” som New Orleans ofte kaldes, typisk via New York, Toronto eller måske Atlanta.

Overnatning i New Orleans: Læs min nye guide
Hoteller i New Orleans ved French Quarter

Begrænset antal flyvninger til New Orleans
Lufthavnen i New Orleans fik en hård medfart under Katrina, og antallet af flyvninger til New Orleans styrtdykkede efter orkanen i 2005. Nu nærmer trafikken sig det normale, men det er gået langsomt med at komme op på samme antal flyvninger som før Katrina ramte. De fleste amerikanske storbyer har dog direkte flyforbindelser til New Orleans.

Vær i god tid ved udrejse
Da man som dansker i praksis ikke flyver direkte ind til New Orleans, men typisk har en mellemlanding i USA, begrænser indrejseformaliteterne i New Orleans til at afhente din bagage ved bagagebåndet. Til gengæld kan det være en noget langsommelig affære at flyve ud af New Orleans, da man her skal gennem det internationale sikkerhedstjek. Her slår den sindige sydstatsmentalitet igennem, så kom i god tid inden afgang, da sikkerhedstjekket nemt kan tage lang tid.

Opkaldt efter Louis Armstrong
New Orleans International Airport kaldes også Louis Armstrong International Airport, opkaldt efter byens berømte søn, der med sin trompet gjorde New Orleans jazzen verdensberømt. Lufthavnen ligger cirka 10 miles/ 16 kilometer nordvest for Downtown. Der kører lufthavnsbusser ind til de fleste hoteller ved French Quarter i Downtown.

Overnatning i New Orleans: Læs min nye guide
Hoteller i New Orleans ved French Quarter

Læs mere på www.flymsy.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.