Hoteller og overnatning i New Orleans

New Orleans hører ikke til de billigste byer i USA at overnatte i. Så er det sagt. Det skyldes en kombination af byens popularitet som destination blandt amerikanske turister – og det faktum at New Orleans er en gammel by, og alle gerne vil bo tæt på French Quarter.

Til gengæld har I mange forskellige hoteller at vælge mellem. New Orleans har nemlig en del små hyggelige hoteller i især French Quarter, suppleret med de store flere-stjernede kæder som Sheraton, Marriott, Westin m.fl., der ligger langs Canal Street, et stenkast fra French Quarter.

Hoteller og overnatning i New Orleans

Prisen skifter efter sæson og ugedag
New Orleans er på en gang en intensiv festby med masser af især amerikanske turister fredag, lørdag og søndag – men også en stor konferenceby med business overnatninger i hverdagene. Derfor gives der ikke ved dørene, når det gælder prisen på overnatninger i The Big Easy – i hvert fald ikke, hvis I vil bo centralt tæt ved French Quarter. Og tro mig: Det vil I gerne!

Der er dog mulighed for at være en smule taktisk i forhold til priserne på overnatning i New Orleans. De mindre hoteller i French Quarter kan nogle gange være lidt billigere på hverdage, da de typisk tiltrækker turister, der kommer i weekenderne, hvor prisen er højere. Altså kan I forsøge at tjekke, om priserne på nogle af de mindre (og hyggelige) hoteller i selve French Quarter måske er lidt lavere, hvis I vælger overnatning i perioden fra søndag til torsdag.

Desuden er priserne på overnatning i New Orleans ekstra høje omkring Mardi Gras i februar eller marts. Hvis I har planer om at opleve New Orleans under Mardi Gras, så book overnatning i rigtig god tid.

Parkering koster op til 40 dollars i døgnet
Som kør-selv turister har I i sagens natur typisk en udlejningsbil, I skal have parkeret, mens I opholder jer i New Orleans – selvom I ikke har noget at bruge den til, mens I er i byen. Her skal I forberede jer på, at det koster op mod 40 dollars pr. nat plus lokal tax/ skat, at have bilen parkeret på hotellet. Det er prisen for at opholde sig i en gammel by, hvor pladsen er begrænset og prisen på parkeringspladser er høj.

Jeg gav således selv 5 x 45 dollars (inkl. tax) for at have min udlejningsbil parkeret på Sheraton i New Orleans her i juni 2016. Priserne på de nærliggende hoteller var den samme. Måske kan I være heldige at finde billigere parkering, men det er ikke let, for der er ikke mange parkeringspladser i den gamle bydel i New Orleans. Så husk at afsætte ekstra penge i feriebudgettet til parkering.

Men mindre I starter og slutter jeres tur i New Orleans, så I fx starter jeres tur rundt i sydstaterne med ikke at have nogen udlejningsbil, de første dage I opholder jer i The Big Easy.

Hotel Moteleone og The Roosevelt
I kraft af New Orleans’ historie har byen i sagens natur flere klassiske hoteller. Et af de mest prominente hoteller i New Orleans’ French Quarter er Hotel Monteleone, et fint gammelt luksushotel på 17 etager, der var en af de sidste bygninger, der fik lov at blive højere end de to-tre etager, der er normalt i French Quarter.

Det kommer gæsterne til gode, der fra de fleste værelser kan nyde udsigten ud over French Quarter og Mississippi floden. Det gjaldt også undertegnede, da jeg boede der i 2008. Hotel Monteleone blev indviet i 1927 og er medlem af organisationen Historic Hotels of America.

Hotel Monteleone er altså et fantastisk hotel med en unik placering i French Quarter. Monteleone er også kendt for sin hotelbar, The Carousel Bar & Lounge fra 1949, hvor gæsterne snurrer rundt om bartenderen, mens de nyder deres drinks i hotelbarens karrusel.

Et andet af New Orleans’ klassiske luksushoteller er The Roosevelt fra 1893 med det nuværende hoteltårn fra 1908. The Roosevelt blev slemt skadet under orkanen Katrina i 2005, men genåbnede efter en omfattende renovering i 2009. Ud over sine 504 værelser, hvoraf 125 er suiter, kan The Roosevelt også byde på en af New Orleans’ mest klassiske hotelbarer, The Sazerac, som også er navnet på en af de mest kendte drinks fra New Orleans, en lidt sød-syrlig sag – jag har smagt den.

Langs Canal Street, der grænser op til French Quarter, tårner flere af de store hotelkæder sig op som bl.a. Sheraton, JW Marriott, Westin, Hilton, m.fl. Selv boede jeg i juni 2016 på 33. etage på Sheraton med en flot udsigt over Canal Street med New Orleans gamle sporvogne og New Orleans generelt.

Hoteller i boutique og bed and breakfast segmentet
Hvis I foretrækker lidt mindre hoteller i bed and breakfast segmentet, ligger der adskillige hyggelige hoteller i de historiske gamle huse i French Quarter. Det gør ikke nødvendigvis værelserne billigere, men disse hoteller kan byde på en helt anden intim stemning end de store luksushoteller langs fx Canal Street.

Tjek priserne, placeringen og indretningen på Hotels.com – men husk at I igen løber ind i udfordringer med parkering, da gaderne i French Quarter i sagens natur er smalle og pladsen er begrænset. Så også her skal I afsætte ekstra penge til parkering.

Hoteller og overnatning i New Orleans

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.