Sporvogne i New Orleans – oplev New Orleans fra en sporvogn

New Orleans’ sporvognsnet med de charmerende gamle sporvogne udviklede sig efter orkanen Katrina nærmest til et slags barometer på, hvordan det stod til med genopbygningen af byen efter orkanen i august 2005. I november 2007 genåbnede den sidste sporvognslinje, og du kan nu atter køre rundt i det meste af byen med de gamle sporvogne, der har både 40, 50 og 60 år på bagperronen.

Overnatning i New Orleans: Læs min nye guide
Hoteller i New Orleans ved French Quarter

I Syden elsker man sin bil
Der er ikke den samme tradition for offentlig transport i byerne i sydstaterne, som i det nordlige USA. Borgerne i Syden elsker deres biler – det er jo trods alt hernede, hovedparten af olierafinaderierne og den amerikanske olieindustri ligger. Selv i de smalle gader i French Quarter, kanter bilerne sig stadig rundt om de snævre gadehjørner. I Europa ville sådanne gader for længst være lavet om til gågader.

Klassiske sporvogne til turisterne
Helt håbløst ser det dog ikke ud for fodgængere og folk med lyst til offentlig transport. For heldigvis har New Orleans stadig sine sporvogne. Og selvom sporvognene langtfra er af nyere dato, fungerer de faktisk upåklageligt. De fleste linjer kører med intervaller på cirka 12 minutter i dagtimerne, og sporvognene kører ikke kun til ære for turisterne. Sporvognsnettet er livsnerven for mange lokale i byen og benyttes flittigt.

En enkeltbillet koster kun 1,25 dollars (i 2013) – skal du have en omstigning, så bed om en transfer, der koster yderligere 25 cent. Billetten købes ved chaufføren ved ombordstigning – husk lige penge.

Flere sporvognelinjer at vælge mellem
De mest interessante sporvognslinjer for turister i New Orleans er linjen langs Mississippi floden fra French Market i øst til shoppingcentret River Square Market i vest ved krydstogtskibenes terminaler, og den nord-syd gående linje langs Canal Street, som fortsætter helt ud i byens nordøstlige forstæder. Det var det yderste af denne linje, der som den sidste blev genåbnet efter Katrinas hærger i august 2005.

Overnatning i New Orleans: Læs min nye guide
Hoteller i New Orleans ved French Quarter

Læs mere på:
www.norta.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.