Empire State Building – toppen af Manhattan

Der findes næppe et mere velkendt symbol på Manhattan og New Yorks skyline end Empire State Building på 6th Avenue i Midtown. Derfor bør du også planlægge dit besøg i forvejen, for ellers så kan det være en langsommelig affære at nå op til Observatoriet på 86. etage, hvorfra de fleste turister nyder udsigten over Manhattan. Så book dit besøg i forvejen – eller køb et CityPass, så du kan springe billetkøen over og gå direkte til sikkerhedsscreeningen.

Rabatpakke til 6 seværdigheder i New York – CityPass
Rabatpakke på 70 attraktioner i New York – New York Pass

Manhattans højeste udsigtsplatform
Empire State Building er med sine 381 meter den næsthøjeste bygning på Manhattan, kun overgået af det nye One World Trade Center. Da World Trade Centers to tårne forsvandt fra New Yorks skyline den 11. september 2001, blev Empire State Building igen den højeste bygning i New York – en status, den havde frem til 2012, hvor One World Trade Center passerede Empire i højden. Måler man radio- og tv antennen med på toppen, når Empire State Building helt op i 443 meters højde.

Sikkerheden er af samme grund høj, når du skal op i Empire State Building, så du skal forberede dig på, at turen op og ned igen nemt tager en time – plus den tid, du bruger på at nyde udsigten fra toppen.

De fleste turister vælger udsigtsplatformen på 86. etage, som er den platform, som standardbilletten gælder til. Det er også den udsigtsplatform, som CityPass rabatpakken inkluderer.

Men vil du helt op i toppen på 102. etage (i 373 meters højde), kan det også lade sig gøre – mod et ekstragebyr på 20 dollars (2014). Udsigten er dog ikke så meget anderledes fra 86. etage som fra 102. etage, men oplevelsen er lidt mere intim, da turisterne nærmest er ved at falde over hinanden på 86. etage for at få de bedste fotos. Til gengæld er udsigtsplatformen på 102. etage helt lukket med glas hele vejen rundt i modsætning til den åbne platform på 86. etage (i 320 meters højde).

IMG_0931

Flere ture med elevatorerne
Empire State Building blev opført på bare 12 måneder i 1931, og bygningen slog dermed alle rekorder for opførelse af skyskrabere på Manhattan. Der findes i alt 73 elevatorer i Empire, der i øvrigt udelukkende er en kontorbygning.

Ingen af elevatorerne går dog hele vejen op til toppen – heller ikke op til 86. etage. Så første elevatortur er til 80. etage, inden man så tager turen op til 86. etage. Skal du helt op på 102. etage, venter der yderligere en tur i endnu en elevator. Til gengæld er der ikke gjort noget specielt ud af elevatorturen som i fx Top of the Rock i Rockefeller Center, hvor elevatorerne er udstyret med glasloft, så man kan se, hvor hurtigt man kører mod toppen.

Længe åbent – helt frem til midnat
Empire State Building har den fordel, at der er længe åbnet, så man har mulighed for at opleve New Yorks skyline efter mørkets frembrud. Således er der om sommeren åbent helt til kl. 02.00 om natten, mens der om vinteren er åbent til midnat. Vælger man en aftentur efter kl. 22, er køerne noget kortere, end hvis man tager turen i dagtimerne.

Med et CityPass får du i øvrigt mulighed for at besøge Empire State Building to gange på samme dag – dels i dagtimerne, og så igen efter kl. 22 – blot du foretager besøget den samme dato.

Og så bliver man naturligvis fotograferet på turen op – så man kan få et minde af sin tur i Empire State, mod et ekstra gebyr, naturligvis. Skal der være endnu mere fest og fart over oplevelsen, kan man overveje forlystelsen New York Skyride på 2. etage, der giver en virtuel flyvetur over Manhattan. Jeg har dog ikke selv testet New York Skyride.

Rabatpakke til 6 seværdigheder i New York – CityPass
Rabatpakke på 70 attraktioner i New York – New York Pass

Læs mere om Empire State Building:
www.esbnyc.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.