Mickey Mouse og hans venner fylder godt op i landskabet syd for Orlando. Walt Disney World Resort består af hele fire forlystelsesparker, der samlet dækker et areal på størrelse med Samsø.

De fire parker udgør verdens største turistdestination med over 52 millioner gæster årligt, hvoraf Magic Kingdom – den oprindelige Disney park i Florida – alene tegner sig for 19 millioner gæster (2014). Ud over parkerne inkluderer Walt Disney World cirka 35 hoteller, adskillige golfbaner, to vandlande, forlystelses komplekset Downtown Disney og en stribe andre tilbud til turisterne.

World Disney World er med andre ord en destination i sig selv, men de fleste danskere i Orlando vælger at kombinere en af Disney’s forlystelsesparker med nogle af de mange andre tilbud i Orlando og det centrale Florida. Her er en introduktion til Disney’s fire store forlystelsesparker i Orlando – plus det løse.

Få rabat på 28 attraktioner i Orlando – Go Orlando Card

Hoteller ved Walt Disney World, Orlando
Hoteller i Orlando og det centrale Florida
Hoteller langs International Drive, Orlando

Magic Kingdom – Disney Classic
Magic Kingdom er Disney’s flagskib i Orlando og var den første Disney park i Florida, åbnet i 1971. Magic Kingdom er den store klassiske familiepark, som byder på underholdning for børn og barnlige sjæle i alle aldre – og ikke kun de mindre børn.

Parken er inddelt i temaområder som fx Frontierland med cowboys, Adventureland med sørøvere, Fantasyland for de mindre børn og Tomorrowland med fremtids versioner og en af parkens vildeste forlystelser, rutsjebanen Space Mountain.

Lidt i samme vilde afdeling er Big Thunder Mountain Railroad i Frontierland, og så er den nye forlystelse fra 2014, de syv små dværges Mine Train i Fantasyland en herlig ny tilføjelse til parken, der også kilder i maven, men som også er super godt tematiseret omkring de små dværge. Ud over de førnævnte “lande”, må vi ikke glemme parkens hovedgade, Main Street U.S.A., som man oplever som det første, når man kommer ind i parken. Oppe for enden ligger naturligvis selve Disney slottet i Magic Kingdom.

Magic Kingdom er især målrettet familiesegmentet, hvis man skulle være i tvivl, og forlystelserne bliver aldrig ekstremt vilde i parken. Men Magic Kingdom leverede en rigtig fin og adrenalin krævende oplevelse, da jeg senest besøgte parken syd for Orlando en aften i maj 2015 til et specialarrangement. Og selvom man eventuelt har besøgt Disneyland i Paris, er det trods alt noget andet at besøge flagskibet i Orlando.

Læs mere om Magic Kingdom

Epcot – verden rundt med Disney
Epcot er en forkortelse for Experimental Prototype Community of Tomorrow, og oprindeligt var det Walt Disney’s ide, at Epcot skulle være et ideal- og fremtidssamfund, han drømte om at etablere i Orlando. Men da Walt Disney døde i december 1966, mens hans nye projekt i Florida endnu kun var planer på et skrivebord, valgte hans bror Roy O. Disney og hans øvrige ledende medarbejdere at droppe projektet, når Walt Disney ikke selv kunne være med til at føre projektet ud i livet.

Visionerne bag Epcot blev dog ikke helt opgivet, og i 1982 åbnede EPCOT Center (i dag bare kaldet Epcot) med afsæt i nogle af Walt Disney’s oprindelige tanker – men dog i form af en forlystelsespark og søsterpark til Magic Kingdom. Faktisk er Epcot den næst mest besøgte af de fire Disney parker i Orlando med 11 millioner årlige gæster (2014).

Epcot byder på to meget forskellige oplevelser. I Future World (det første område, man møder) kan du se ind i fremtiden og få nogle bud på morgendagens teknologier. Future World består af en række pavilloner, hvor forskellige opfindelser, teknologier og videnskaber præsenteres for de besøgende. Det er også her, du finder Ecpot’s vartegn, den store globe kaldet Spaceship Earth, som udgør en af pavillonerne i Future World.

Den anden del af Epcot er World Showcase, anlagt omkring parkens store sø. Her kan man gå på opdagelse i 11 forskellige lande verden over, som har hver deres udstillingspavillon. De deltagende lande i Epcot er Canada, England, Frankrig, Italien, Japan, Kina, Marokko, Mexico, Norge, Tyskland og USA. Her præsenterer hvert land sin kultur, hvilket bl.a. sker i form af spisesteder med mad og drikke fra hvert land – foruden kulturformidling i form af forlystelser, film, teater, musik eller lignende.

World Showcase kaldes af samme grund for en “permanent verdensudstilling”. Der har flere gange været rygter om, at nye lande skulle rykke ind i Epcot, men indtil videre er det kun Norge og Marokko, som er kommet til siden åbningen af Epcot i 1982.

Bliver man i Ecpot frem til lukketid, kan man opleve afslutningsshowet Reflections of Earth ude over søen midt i World Showcase. Det inkluderer bl.a. fyrværkeri, lasershow, ild og vand samt en stor globe, som viser fotos fra forskellige dele af verden – deraf navnet på showet, Reflections of Earth.

Læs mere om Disney’s Epcot

Animal Kingdom – zoo, safari og forlystelser
Dyr har altid haft en helt central placering i Walt Disney’s univers, og derfor var det meget logisk, at Disney koncernen i 1998 åbnede Animal Kingdom, den nyeste temapark i Walt Disney World i Orlando. Animal Kingdom findes kun i Orlando – ligesom Epcot.

Animal Kingdom – der i øvrigt er langt den største Disney park i Orlando målt i areal – er delt op i fem forskellige temaområder med Discover Island som parkens centrum. Her står parkens vartegn, det imponerende menneskeskabte træ af arten baobab, som normalt vokser i det tropiske Afrika.

Fra Discover Island kan man bevæge sig ud i de andre områder i parken, hvor Afrika er det største. Her kan du i åbne safaribiler opleve en tro kopi af Afrikas savanne med elefanter, giraffer, løver og næsehorn. Asien området er koncentreret omkring det store bjerg Everest, hvor du finder rutsjebanen Expedition Everest, der tager dig med op på verdens tag i Himalayas bjerge. Her huserer Den Afskyelige Snemand. Han har desværre ødelagt rutsjebanens skinner, så noget af turen kører du baglæns. Så er du advaret.

Er du til dinoer, kan Animal Kingdom tilbyde dig en tur til DinoLand U.S.A. med en stribe forlystelser tematiseret omkring dinosaurusser målrettet de større børn, mens området Rafiki’s Planet Watch er til familier med mindre børn, hvor man bl.a. kan tage et tog rundt, Wildlife Express Train.

Animal Kingdom har endnu et temaområde under udvikling, hvilket især vil interessere fans af Avatar filmene. Disney har nemlig indgået et samarbejde med instruktøren bag Avatar universet, James Cameron. I 2014 gik man i gang med at etablere det nye område, der har arbejdstitlen Pandorra: The Land of Avatar. Ud over, at det nye område bl.a. vil omfatte en forlystelse med en bådtur med mulige fald undervejs, har Disney endnu ikke løftet flere detaljer om Avatar Land, der forventes at åbne i starten af 2017.

Animal Kingdom byder naturligvis også på masser af dyr over hele parken, og parken er i øvrigt anerkendt af organisationen World Association of Zoos and Aquariums for parkens dyrevelfærd, forskning, undervisning og formidling.

Læs mere om Animal Kingdom

Disney’s Hollywood Studios – Mickey på film
Det giver næsten sig selv at Disney naturligvis også måtte have en tematiseret filmpark i Orlando – ikke mindst med konkurrenten Universal Studios i nabolaget. Disney-MGM Studios åbnede i 1989, og tog siden navneforandring til Disney’s Hollywood Studios.

Disney’s Hollywwod Studios er parken for filmfans, som i bedste Disney-stil tager dig ved hånden og fører dig ind i filmens magiske verden med en blanding af både lærdom og underholdning. Disney’s kendte figurer er selvfølgelig på plads, og det samme er filmstudiet Pixar’s figurer, der bl.a. omfatter nogle af figurerne fra Toy Story m.fl.

Det er naturligvis Hollywood, der er afsættet for filmparken, som derfor også inkluderer “bydele” fra Los Angeles som fx Hollywood Boulevard og Sunset Boulevard. Hertil kommer filmkulisser fra New York og San Francisco i afdelingen Streets of America. Disney’s Hollywood Studios var i starten af 90’erne faktisk også et rigtigt filmstudie, hvor der både blev lavet tegnefilm, tv-serier, film og radio, men produktionen er nu stort set flyttet tilbage til det rigtige Hollywood på vestkysten.

Forlystelserne i parken omfatter både børnevenlige udgaver og mere vilde rides. Min personlige favorit er Rock’n’Roller Coaster, en indendørs rutsjebane, der på 2,8 sekunder skyder dig afsted med 100 kilometer i timen, mens rockgruppen Aroesmith drøner ud af de indbyggede højtalere i vognene.

3D forlystelsen Star Tours — The Adventures Continue er en opgraderet udgave af den oprindelige Star Tours forlystelse, der heller ikke var helt ringe. Også Twilight Zone Tower of Terror er kun for folk med stærke nerver. Her bliver man placeret i en hotelelevator, der så går amok – i mørke – og sender sine passagerer i frit fald ned i den dybe og mørke elevatorskakt ind til flere gange. Det er bogstaveligt talt hårrejsende underholdning. Men der er naturligvis også mange forlystelser til mindre børn.

Ud over forlystelserne er showet Lights, Motors, Action! Extreme Stunt Show med bilstunts klart værd at se. Showet er i øvrigt oprindeligt fra Disney’s filmpark uden for Paris. Og Apropos Paris: Har I allerede besøgt Walt Disney Studios ved Paris, så kan I overveje i stedet at besøge Universal Studios, da der er en del ligheder mellem filmparkerne i Orlando og Paris.

Læs mere om Disney’s Hollywood Studios

Downtown Disney og andre Disney fristelser
Disney har også sit eget forlystelses- og shopping kompleks, Downtown Disney, som omfatter flere forskellige restauranter, barer, natklubber og naturligvis utallige muligheder for shopping af Disney merchandise.

Ud over restaurantkæder som Planet Hollywood og Rainforest Cafe har spillestedet Hose of Blues også en afdeling i Downtown Disney og hertil kommer et stort biograf kompleks med 24 sale samt et Lego Imagination Center.

Endelig huser Downtown Disney også et teater bygget specielt til teatertruppen Cirque de Soleil og deres forestilling La Nouba, som spiller fast på teatret i Downtown Disney med cirka 70 medvirkende artister – og har gjort det siden 1998.

Downtown Disney undergår i disse år en større opgradering, som ventes at står færdig i starten af 2016. Ved samme lejlighed vil Downtown Disney ændre navn til Disney Springs. Det er gratis at besøge Downtown Disney og der er gratis parkering ved centret.

Billetter til Disney parkerne
Der findes et hav af forskellige billetkombinationer til Disney’s fire forlystelsesparker, så det er umuligt at opgive en konkret billetpris. Men sikkert er det, at det ikke er nogen billig fornøjelse at besøge Mickey Mouse i Orlando, og der er heller ikke de store rabatmuligheder. Man kan dog spare nogle få dollars ved at købe billetter på online på nettet, men der er ikke tale om den store rabat i forhold normalprisen ved billetlugen.

Disney parkerne indgår ikke i nogen af de rabatpakker, som findes til andre forlystelser i Orlando og det centrale Florida. Det korte budskab er: Vil man hilsen på Mickey Mouse og vennerne i Orlando, må man betale, hvad det koster.

Hoteller ved Walt Disney World, Orlando
Hoteller i Orlando og det centrale Florida
Hoteller langs International Drive, Orlando

Få rabat på 28 attraktioner i Orlando – Go Orlando Card

Af Henrik Lange, Highways-USA.com