Turen går til Florida og det sydøstlige USA

Florida har som den sidste af Politikens fire “Turen går til…”-titler om USA nu også fået en ansigtsløftning, og samtidig er dækningen af Florida blevet udvidet til også at omfatte sydstaterne. Den første udgave af den relancerede Florida-guidebog fik den lidt besynderlige titel “Florida og det dybe syden” – et kikset forsøg på at oversætte “The Deep South”. Det fungerede ikke, og nu hedder bogen Florida og det sydøstlige USA, hvilket er dækkende med inspiration til byer som New Orleans, Memphis, Nashville, Atlanta, Savannah og Charleston – alle klassiske sydstatsbyer med hver deres unikke karakter.

Køb Turen går til Florida og det sydøstlige USA

Noget mere gods i den nye Florida-udgave
Turen går til Florida og det sydøstlige USA har dermed fået en noget anden tyngde end den oprindelige Turen går til Florida, og afspejler også, at mange danskere ikke længere vil “nøjes” med Florida, når de rejser ned i det sydøstlige hjørne af USA, men at sydstaterne også har masser af oplevelser at byde på, selvom de hidtil ikke har fået ret meget opmærksomhed fra danske turister.

Det er dog fortsat solskinsstaten Florida, der er motoren i Turen går til Florida. Derfor starter bogen naturligvis med kapitler om Miami, Orlando med Disney, Universal og Sea World, Florida Keys og Everglades, Floridas østkyst med bl.a. Fort Lauderdale og til sidst Floridas golfkyst ud mod Den Mexicanske Golf.

Nye rejsetips til steder at bo, spise, shoppe
Som en del af det nye “Turen går til…”-koncept, har man i slutningen af hvert kapitel tilføjet tips til “Steder at bo”, “Steder at spise”, “Steder at gå ud” og “Steder at shoppe”. Og selvom det for fx Miamis vedkommende kun bliver til nogle få appetitvækkere i hver kategori i forhold til det enorme udvalg, Miami har at byde på, så er det et fint sted at starte sin research – når blot man husker, at der er langt flere muligheder i virkeligheden.

Ny inspiration til USA’s sydstater
Når du har bladret dig igennem det klassiske Florida, hvis beskrivelser ikke har ændret sig voldsomt i forhold til den tidligere dækning af Florida i Turen går til Florida, begynder nyhederne at dukke op. Først med en tur ud langs “håndtaget” på Florida, Florida Panhandle, Alabama og Mississippi, og siden videre til Elvis-land i Memphis og country-western i Nashville, videre mod Coca-Cola og Atlanta, sydstaternes økonomiske kraftcenter, og så ud til de klassiske sydstatsbyer, Charleston og Savannah, inden New Orleans lidt uretfærdigt slutter turen af – den burde nok tematisk og geografisk have været prioriteret noget højere, lige efter Alabama og Mississippi.

Florida og sydstaterne er to vidt forskellige rejsemål
Når både Florida og Sydstaterne proppes ind i samme guidebog, går det pludseligt op for en, hvor forskellig Florida er fra resten af det sydlige USA. Og hovedparten af læserne vil nok fortsat fokusere på det familievenlige Florida, hvilket giver rigtig god mening, de korte afstande og de sikre seværdigheder taget i betragtning.

Vælger man at udvide turen til Florida med ekspeditioner op i sydstaterne, skal man huske på, at afstandene er nogle helt andre heroppe end i Florida. Men nu har danskerne for første gang fået en dansksproget introduktion til de amerikanske sydstater, så de nu kan få den opmærksomhed, de kulturelt og historisk fortjener.

Morten Wilhelm Scholz:
Turen går til Florida og det sydøstlige USA, Politikens Forlag 2013, 180 sider, 180 kroner

Køb Turen går til Florida og det sydøstlige USA online hos Nordisk Korthandel

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Ét svar til “Turen går til Florida og det sydøstlige USA”

  1. FERIEFORVENTNING: Ser frem til at bruge en hel dag med dejligt hvidt sand og varmt vand på Siesta Key.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.