Tog, bus og færger i USA: Kollektiv trafik i USA

USA skal opleves fra forsædet af en amerikanerbil. Sådan lyder kampråbet normalt, men foretrækker du af den ene eller den anden grund grund offentlig transport i USA, findes der faktisk alternativer i form af tog og busser, der kører over hele USA. Nogle steder kan du også tage færgen. Her er en oversigt over offentlige transportmidler i USA, der i nogle områder ligefrem kan være et attraktivt alternativ til bilen – fx på østkysten omkring New York, hvor biltrafikken er ret tæt.

Amtrak – det amerikanske DSB
USA har et fintmasket netværk af jernbanelinjer, og frem til 1930’erne var jernbanen det foretrukne transportmiddel i USA. Men så gik amerikanerne amok i en solid bilrus, der tog livet af de fleste jernbanelinjer. Derfor er hovedparten af jernbanelinjerne i USA i dag godsbaner, hvor der ikke længere kører passagertog.

Heldigvis kan du stadig hoppe på toget i de fleste amerikanske storbyer. I takt med at antallet af sikkerhedstjek eksploderede i de amerikanske lufthavne efter 11. september 2001, fandt mange amerikanere ud af, at det ofte var både nemmere og hurtigere at tage toget, der samtidig kørte direkte fra centrum til centrum. I USA er det Amtrak, det amerikanske svar på DSB, som driver de nationale jernbanelinjer fra kyst til kyst.

Overvej toget på Østkysten
Især på østkysten har Amtrak et meget fintmasket netværk af jernbanelinjer. Mellem Boston, New York City, Philadelpia og Washington D.C. er Amtrak et særdeles interessant alternativ til selv at køre turen i bil. Her kører Amtraks intercitytog Acela Express hver time mellem de fire byer, og det tager kun tre timer at komme fra Penn Station i New York til Union Station i Washington D.C. Desuden findes der mange regionale jernbanelinjer omkring New York City og i New England.

Tværs over USA med toget
Amtrak har også en række transkontinentale ruter, der gør det muligt at køre tværs over USA i tog. Den mest berømte strækning er linjen fra Chicago over Denver til Emeryville tæt ved San Francisco i Californien, der snor sig op gennem Rocky Mountains. Toget på ruten har det maleriske navn, California Zephyr, og turen er naturmæssigt lidt af en drøm for turisten. Toget er udstyret med store panoramavogne, så du kan nyde det fantastiske sceneri tilbagelænet i en god stol. Turen fra Chicago til Sacramento tager godt to døgn.

Billetpriser hos Amtrak
Ud over California Zephyr har Amtrak flere andre ruter i USA med hver deres specielle navn. Hvad med fx en tur med Coast Starlight fra Seatte via Portland til Los Angeles? Det er dog ikke billigt at køre med tog i USA. Til gengæld byder de transkontinentale ruter en god del eksklusivitet med flotte kupeer, restaurantvogne, panoramaudsigt, m.m. Turister kan købe et Amtrak Rail Pass, der giver adgang til frit at rejse rundt i USA på Amtrak’s strækninger i bestemte perioder.

Foruden Amtrak’s hovedstrækninger driver flere regionale jernbaneselskaber også strækninger omkring de større metropoler som Los Angeles, New York og San Francisco. Hertil kommer storbyernes metrosystemer, letbaner og sporvogne, der i mange større amerikanske byer tilbyder et fintmasket netværk ud til forstæderne.

Turistrejser med tog i USA
Forskellige regionale operatører arrangerer dagsture med tog i USA. En af de mest kendte ture er turen med Grand Canyon Railway fra byen Williams på Route 66 i Arizona og ender i Grand Canyon Village – en tur på to timer hver vej. Læs mere i min artikel om Grand Canyon Railway

En anden mulighed er en tur Napa Valley Wine Train, der som navnet antyder handler om god mad og god vin ombord på et luksustog, mens nogle af Napa Valley’s berømte vinmarker passerer forbi vinduet.

Togrejser gennem Canada
Canada har sin egen smukke jernbanelinje op gennem Rocky Mountains. Her kan du vælge at gå ombord i de almindelige ekspresstog fra VIA Rail Canada – det canadiske DSB – som kører tværs over Canada via de naturskønne Rocky Mountains på ruten mellem Vancouver og Toronto. Via Rail Canada’s tog byder også på panoramavogne, restauranter, lækre sovekupeer, etc.

En endnu mere eksklusivt mulighed er at købe en færdigpakket togrejse hos selskabet Rocky Mountaineer, der også kører op gennem de canadiske Rocky Mountains med nogle meget luksuriøse togsæt. Billigt er det ikke, men udsigten og oplevelsen er helt i særklasse – siger dem, der har prøvet det. Her overnattes der på luksushoteller i byer langs ruten. Flere danske rejsebureauer forhandler Rocky Mountaineers færdigpakkede rundrejser i Canada.

Hop ombord på en Greyhound bus
Greyhound busserne med den karakteristiske blå hurtigløber på siden er i den grad et ikon på USA. Greyhound driver det største og mest fintmaskede netværk af regionale busruter i USA og Canada, og enhver større by med respekt for sig selv har sin egen Greyhound terminal.

Greyhound kommer i næsten alle afkroge af USA og benyttes især af den amerikanske underklasse, herunder farvede, indvandrere, studerende og andre, der lever på “lavbudget”. Derfor kan det være et særdeles broget persongalleri, du løber ind i ombord på bussen.

Øjenåbner til et andet USA
En tur med Greyhound bussen kan være en spændende øjenåbner og et møde med et USA, du ellers ikke kommer i kontakt med som turist. Amerikanere ombord på Greyhound bussen er ofte meget snakkesaglige, og der er masser af tid til at hyggesnakke på de lange strækninger.

Imidlertid skal du også bruge din sunde fornuft. Mange af Greyhounds busterminaler ligger i de mere slidte kvarterer i de amerikanske storbyer, så tænk dig om, når du stiger af bussen – især hvis du ankommer efter mørkets frembrud. Du kan til gengæld glæde sig over, at det er billigt at hoppe på Greyhound, og du kommer langt for næsten ingen penge. Greyhound sælger buspas til turister, som giver ret til ubegrænset kørsel i USA i en tidsberænset periode.

Færger mellem USA og Canada
Selvom fastlands USA ikke umiddelbart lyder som et oplagt sted at tage færgen, findes der enkelte regioner i USA og Canada, hvor du med fordel kan skyde genvej med færgen. Det er bl.a. tilfældet i Washington State, hvor et fintmasket netværk af færger forbinder Seattle med Olympic-halvøen mod vest. Her kan du skyde genvej over Puget Bugten. Desuden kan du sejle fra Washington State til British Columbia i Canada, herunder Vancouver Island.

I Florida findes der også en række færger. Bl.a. forbinder en hurtigfærge øen Sansibel Island på vestkysten af Florida med Key West for enden af Florida Keys.

Færger i det østlige og centrale USA
I New York City er det gratis tage pendlerfærgen fra sydspidsen af Manhattan til Staten Island. Færgen sejler lige forbi Frihedsgudinden og Ellis Island, hvor immigranterne frem til 1972 blev tjekket, når de ankom til USA.

Endelig findes der også flere færger på den amerikanske østkyst. Her forbinder færger bl.a. de mindre øer ud for New England med fastlandet. Desuden er der færgeforbindelse fra Maine i USA til provinsen Nova Scotia i det østligste Canada. Længere mod syd forbinder en række færger den lille sandstrimmel Outer Banks ud for North Carolinas kyst Outer Banks med fastlandet.

Der sejler også enkelte færger på Lake Michigan, den store sø, der ligger som en solid flydespærring mellem Michigan samt Illinois og Wisconsin vest for Lake Michigan. Du kan bl.a. sejle tværs over fra Michigan til Wisconsin.

Læs mere på:
Amtrak – www.amtrak.com
Via Rail Canada – www.viarail.ca
Rocky Mountaineer – www.rockymountaineer.com
Grand Canyon Railway – www.thetrain.com
Napa Valley Vine Train – www.winetrain.com
Greyhound – www.greyhound.com
Megabus – www.megabus.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

3 svar til “Tog, bus og færger i USA: Kollektiv trafik i USA”

  1. Vi er to pensionister, der tager afsted til USA til august og vil rejse tværs over landet med Amtrak. Har du erfaring med brugen af rail-pass og hvordan det fungerer? Mvh Inge Munch

    • Jeg har desværre ikke nogen erfaring med togrejser i USA – ud over et par ganske korte ture med Amtrak. Så det kan jeg desværre ikke hjælpe jer med. God tur under alle omstændigheder 🙂

  2. Jeg er lige kommet hjem fra en 6 ugers cross country fra øst til vest, hvor jeg krydsede syden med offentlig transport – hovedsageligt busser. Før jeg tog afsted spurgte jeg Henrik lidt ind til offentlige transportmidler derovre – vist nok mest på henblik med Greyhound.

    Nu har jeg så været af sted, og så vil jeg lige bidrage med min vurdering af bl.a. Greyhound. Jeg prøvede at rejse med både Greyhound og Megabus, og må indrømme at Megabus er min favorit af de to. Her er en anmeldelse, hvor de er stillet op mod hinanden med +’er og -‘er

    GREYHOUND
    + Har mange destinationer
    + Forskellige måder at hente og købe billetter på
    – Er ofte forsinkede (og tit i mange timer)
    Både + og – De har mange stop, hvor man kan komme ud og strække benene og købe snacks/kaffe osv. men hvilket også resulterer i en langsommere rejse.
    – De har ofte tekniske problemer med busserne og der gøres intet i kompensation for folk der venter på busserne. Kun for dem der er rigtig gode til at klage.
    – Ikke særligt samarbejdsvillige.
    – Dyrt!
    Både + og – Har WIFI i alle busserne, men virker ikke altid
    + Nemt at søge destinationer, især da den selv finder de forskellige skift.
    + Stationerne er ofte placeret centralt i byerne.

    MEGABUS:
    + Billigt!
    Både + og – Har WIFI i alle busserne, men virker ikke altid.
    Både + og – Ikke særlig mange stop, men det resulterer selvfølgelig i en hurtigere ankomst
    + Sjældent tekniske problemer med busserne
    + nye busser
    – Ikke særlig mange destinationer(men det er også et forholdsvist nyt busselskab), og skiftene skal man selv finde ud af, hvilket gør deres hjemmeside lidt forvirrende.
    – Nogle gange er deres stoppesteder i nogle af de skumle bydele eller i udkanten af byen, så sørg for at bestille taxa eller andet derfra.
    + Billetten er nem at købe fra smartphone iPad/ tablet, da man bare skal vise dem reservationsnummeret og ikke behøver en udprintet billet.

    Sørg for mad og drikke, da man nogle gange kan sidde på bussen 5 timer i træk, uden at man må forlade bussen, da de kun samler passagerer op (mest på Megabus). Jeg kan ikke lige komme i tanke om andet, men hvis jeg gør, skal jeg nok lige skrive det i en kommentar 😉

    Men ellers, hvis man, som jeg gjorde, gerne vil prøve noget anderledes, så er der også http://www.craigslist.com hvor man først skal vælge land, og så by under staterne. I den første rubrik under Community, er der et emne der hedder rideshare, hvor man så, som navnet indikerer, finder en at dele et lift med, uanset om man søger et lift eller søger en der mangler et lift. Man deler som oftest benzin/diesel udgifterne.

    Man skal bare være OBS på, at der under de større byer (på sitet) godt kan være en del spam og en del, der slet ikke burde være derinde. Men det er bare at bruge sin sunde fornuft. Ofte er det nemt at høre/ se på opslagene, om det er en forholdsvis fornuftig person, man har med at gøre. Hvis man vælger at prøve det og får et lift, vil jeg foreslå altid at mødes med personen først, et offentligt sted selvfølgelig (om dagen!!) for at tjekke personen ud.

    Uanset hvor god en person du får et lift af, så sørg for at tage et billede af nummerpladen og derefter at sende det straks til familie/ venner, som du holder underrettede med, at du nu rejser med en fremmed. Så viser du også den person, du får et lift af, at du er seriøs omkring situationen osv.

    Jeg har i øvrigt haft en helt gennemført fantastisk tur, og skal helt klart tilbage til staterne på et tidspunkt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.