Dollarsedler, kontanter og drikkepenge i USA

Selvom du kan betale stort set alt med kreditkort i USA, slipper du ikke for at have kontanter ved hånden i USA. Det skyldes især amerikanernes tradition for at give drikkepenge på restauranter, barer, hoteller, i taxaer m.m. Som turist skal du også være opmærksom på, at de amerikanske dollarsedler ligner hinanden til forveksling, som alle har samme størrelse, uanset pålydende. Her er lidt hjælp til at kende forskel.

Grønne knitrende dollarsedler
De grønne dollarsedler findes i 1, 2, 5, 10, 20, 50 og 100 dollars udgaver. To dollar-sedlen er lidt af en sjældenhed – får du stukket en sådan i hånden, så tag den med hjem som en souvenir. Som nævnt har alle dollarsedlerne samme format, hvilket kan virke lidt forvirrende i starten. Pas især på, når du giver drikkepenge, så du ikke ved et uheld forærer en mindre formue væk. Et design- og sikkerhedsmæssigt facelift af dollarsedlerne i 2003 har dog gjort det lidt nemmere at skelne pengesedlerne fra hinanden.

Pennies, nickels, dimes og quarters
Der går 100 cent på en dollar, og de mest almindelige mønter i USA er 1 cent, 5 cent, 10 cent og 25 cent. I daglige tale har mønterne kælenavne, der er gode at kende: Den kobberrøde 1 cent mønt kaldes en penny, 5 cent kaldes en nickel, 10 cent en dime og 25 cent en quarter.

Der findes også nogle ganske få 50 cents og 1 dollar mønter i omløb, men de er ret sjældne. U.S. Mint, som udsender de amerikanske mønter og pengesedler, har i flere forsøg forsøgt at få 1 dollar sedlen afløst med en ny 1 dollar mønt, men forsøgene er hver gang strandet på, at der dels skal udsendes ekstremt mange mønter for at udfase 1 dollar sedlen. Dels har amerikanerne endnu ikke taget 1 dollar mønterne til sig, så hidtil er det blevet ved forsøgene.

Quarters med motiver fra delstaterne
Holder du af mønter, er det værd at holde øje med de quarters, du får udleveret. Den amerikanske centralbank har tradition for at udsende særlige 25 cent i serier med forskellige motiver fra de enkelte delstater. Fra 1999 og frem til 2009 udsendte man 50 forskellige quarters – en fra hver delstat. Disse quarters blev udstedt i forhold til, hvornår hver enkelt stat var blevet en del af unionen – statende med Delaware og sluttende med Hawaii i 2008. Der er udgivet særlige samlemapper, hvis du vil forsøge at samle alle de 50 forskellige quarters.

I 2009 udgav man også quarters med motiver fra USA’s oversøiske territorier som Puerto Rico, Guam, US Virgin Islands (det tidligere Dansk Vestindien) og stillehavsøerne American Samoa og Northern Mariana Islands – foruden District of Columbia, bystaten Washington D.C. Men disse quarters er kun udgivet i ganske små oplag, og er svære at få fingre i.

Ny serie med nationalpark quarters
Efter succeen med udgivelsen af delstats quarters, har man i 2010 lanceret en ny serie med quarters med motiver fra de amerikanske nationalparker – enten en nationalpark, et historisk monument eller andre beskyttede områder fra hver enkelt delstat. Igen er det nationalparkens eller monumentets grundlæggelsesdato, der afgør, hvornår de forskellige lokaliteter bliver præget og sendt i omløb på de nye quarters. Man startede med Hot Springs National Park i Arkansas, der allerede tilbage i 1832 blev udnævnt til beskyttet område i USA under den amerikanske stat.

Siden har man udgivet quarters med motiver fra bl.a. Yellowstone i Wyoming, Yosemite i Californien, Grand Canyon i Arizona og en række andre nationalparker. Det vil udkomme fem nye nationalpark quarters hvert år frem til 2021, så der er altså tid nok til at starte den nye samling op. De nye quarters kan naturligvis også købes direkte i nationalparkernes besøgscentre.

Skik og brug af drikkepenge i USA
At give drikkepenge er en central ting i den amerikanske hverdag, som du skal respektere. Drikkepengene er nemlig en stor del af lønnen til de servitricer, som fx knokler på de amerikanske restauranter til fem dollars i timen. Naturligvis skal drikkepengene afhænge af, hvilken betjening du har fået. Det er dog en uskreven regel at man mindst tillægger 12 til 15 procent af regningens størrelse i drikkepenge – med mindre betjeningen har været direkte elendig.

På fastfoodrestauranter, hvor der er selvbetjening, gives der normalt ikke drikkepenge – selvom de unge bag disken gerne tager imod tips, som typisk smides i et lille glas oppe ved kassen. Taxachauffører forventer også drikkepenge, når en tur er slut, og det samme gælder piccoloer på hoteller, der typisk får en dollar pr. styk bagage, de bringer op på værelset. Det gælder også, hvis man får roomservice, som man kender det fra amerikanske film.

Også på barer gives der i de fleste tilfælde drikkepenge. Her er der ofte en lille “hylde” inderst ved selve bardisken, hvor man kan lægge sin dollarseddel. Det hjælper også på betjeningen, når du skal have næste omgang.

Drikkepenge optræder nu også på regningen
Dyrere og eksklusive restauranter i storbyer som New York, Miami, Los Angeles og San Francisco er som noget relativt nyt (2012) begyndt at selv at sætte drikkepenge direkte på regningen. I så fald skal der naturligvis ikke betales yderligere drikkepenge oven i regningen.

Læs også:
Rabatter og kupontilbud
Kreditkort i USA
Shopping i USA

Informationerne på denne side er senest opdateret den 9. maj 2014.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

25 svar til “Dollarsedler, kontanter og drikkepenge i USA”

  1. Nu har der været talt en del om, at kursen er steget for os der tager til USA. Og det var, hvad jeg havde forventet. 10000 kr. kostede det mig, at kursen det sidste år er steget med 1 kr. for 1 dollars. Jeg var i USA efteråret 2013. Der kan jeg se på mit regneark, at jeg i snit havde en kurs på 5,7. Nu netop hjemkommet fra en fire ugers tur, har kursen været 6,87. Jo, vi har brugt mange penge. Men en del har været betalt i forvejen – cirka halvdelen. Så groft sagt: Tog jeg afsted lige nu og betalte det hele i dollars, ville vores ferie have været 20000 kr. dyrere. Det er altså en lille slat, at tage højde for.

    • Tak for god feedback på dine erfaringer med rejsebudgettet, Henrik 🙂 Jeg vil lige tilføje, at folk nok er blevet noget forvente med meget lave dollarkurser her de senere år. Ser man dollarkursen i et historisk perspektiv, er den nuværende dollarkurs stadig lav – selvom kursen er steget med cirka en krone pr. dollar inden for det sidste års tid. Men historisk er der altså stadig tale om en lav dollarkurs – selvom om alt er relativt. Og så kan vi jo heldigvis glæde os over, at dollarkursen har ligget nogenlunde stabil de sidste par måneder – efter stigningerne hen over det vinteren og foråret.

  2. Vi plejer at give penge hver dag til stuepigen. 1 $ pr næse på værelset. Vi var for et par år siden på en Pink Jeep guided Tour i Sedona, hvor vi var de eneste i jeepen. Tourguiden var en tidligere skolelærer, som brugte utrolig meget tid på os, og forklarede vores 12 og 8 årige alt, hvad der var værd af vide. Hun tog de mest fantastiske fotos for os, og hende valgte vi at give 15% af turens pris (den var dyr, men ALLE pengene værd). Ellers er vi normalt med på samme niveau, som dig Henrik Lange. Taxi lægger vi normalt 15% plus 1 $ pr kuffert.

  3. Vil lige give mit bidrag. Ligegyldigt hvor vi har rejst, har vi altid lagt drikkepenge til rengøringen hver dag dag. Så det altid er dem, der gør rent den pågældende dag, der får pengene. Vi har rejst nogle gange i USA med skift hver eller hver anden dag, og lagde penge alle steder. Der var en undtagelse: Et sted var rengøring elendig, så nul tips. På restauranter i USA var vi kun ude for en gang, at der var lagt 15 %. Ellers spiste vi ydmygt og billigt, så muligvis derfor.

    • Tak for god feedback, Karin. Den sidste kommentar om de 15 % på en restaurant forstår jeg ikke helt, kan du uddybe… Var der langt 15 % på regningen på på forhånd – er det sådan, det skal forstås? 😉

  4. Jeg er i tvivl om drikkepenge, når vi har booket f.eks. en ratingtur eller en hummertur. Hvad giver man sin guide i drikkepenge her? Vi er en familie på 5, så hvis det er 20 %, er det jo en ret stor udgift, som man skal regne med, når man lægger budget for fornøjelserne…

    • Der er et rigtigt godt spørgsmål, du stiller der. Jeg plejer ikke at bruge “20 %’ s reglen”, når jeg giver drikkepenge til en guide efter guidet tur. Jeg plejer at give et par dollars eller tre, alt efter hvor god og engageret guiden har været. Enkelte gange har jeg givet fem dollars, hvis det har været en virkelig god guide, men det er undtagelsen. Så det er i min optik niveauet, når vi taler drikkepenge guider på guidede ture. Hvis andre har andre bud, så skriv et par linjer.

    • Som tourguide hos et af dobbeltdækker busselskaberne i New York kan jeg sige, at de fra kontorets side håber på (men kan selvfølgelig ikke presse folk) på $2 per person ved private ture. Som tour guide ser jeg, at folk overhovedet ikke forstår, at tipping er en vigtig del af vores indkomst. Men jeg har ind i mellem folk, der giver $5-$10 per familie, hvilket er rigtig fint, og hvad jeg kan håbe på.

      • Super god feedback, Maria-Leena. Det er rigtig fint med et indspark fra en guide, der kender forholdene fra “den anden siden af disken”. Tak for det 😉

  5. På hoteller er det tit ikke den samme, som gør rent på værelset. Derfor er det den bedste løsning, at give den der kommer, tips/ drikkepenge med det samme – så du får en bedre service. I Chinatown i San Fransisco har jeg oplevet, at der var skrevet tips på regningen. Og da betjeningen var ekstrem dårlig, bad jeg om at få det fjernet, og ville ikke give drikkepenge – hvilket selvfølgelig gav sure miner. Men de blev fjernet. Tage

  6. Jeg har er par spørgsmål, som jeg håber jeg vil få svar på herinde. 1: Når en uges hotelophold skal betales, skal man så tippe? Skal en hotelregning på fx. 20.000 kr tippes og hvor meget? 2: Hvordan forholder det sig, hvis man har en høj bar/ restaurant regning (eksempelvis 1.000 dollar) skal man så stadig tippe 15-20%? Mvh Søren

    • Når det gælder drikkepenge på hoteller, så er det typisk stuepigen, der skal betænkes med et par dollars hver dag. Jeg plejer at lægge 2-3 dollars på sengen hver morgen og måske 5 dollars ved afrejse. Men der skal ikke gives drikkepenge ved skranken, når du tjekker ud. Her betaler du det beløb, som opholdet nu har kostet. På restauranter giver man typisk 15% i drikkepenge på regningen. Jeg har aldrig været i nærheden af at spise for 1.000 dollars på en restaurant, så det kan jeg ikke svare på. Vær i øvrigt opmærksom på, at nogle restauranter i amerikanske storbyer, automatisk selv sætter drikkepenge på regningen – og så skal der naturligvis ikke betales dobbelt. Det er især et storby fænomen på eksklusive restauranter i fx New York, og jeg har ikke selv oplevet det endnu, men kun hørt om det. Jeg håber, du kan bruge mit svar.

  7. Tak for en rigtig god hjemmeside og facebook side med gode tips til rejser i USA. Jeg har selv rejst meget til USA og Canada over årene, og kan nikke genkende til flere af de ting du skriver om om oplevelser og hvad man skal være opmærksom på. Men et hurtigt spørgsmål: Ved du om det kan betale sig at veksle til dollars hjemmefra, fra f.eks. Forex eller om det bedre kan betale sig at gå til nærmeste bank eller hæve automat og hæve pengene fra i USA/Canada når man lander?
    Hvis de spørger i paskontrollen om man har penge nok med, kan man altid få banken til at lave et dokument hvor der står, at de kan stå inden for at vedkommende har penge nok til at forsørge sig under rejsen og komme hjem igen. Det gjorde jeg selv dengang jeg skulle arbejde et halvt år i Canada, og som jeg bruger hvis jeg skal på længerevarende rejser til udlandet. Så behøver jeg ikke at stå med en masse kontanter eller bøvl med at overbevise pågældende land at jeg har penge nok. Første gang jeg rejste til USA er over 15 år siden og der kunne det ikke betale sig, på grund af de høje gebyr der blev pålagt. Men hvad med i dag? Jeg oplever kun et lille gebyr i Frankrig, England og andre steder i Europa. På forhånd tak, Lasse Lauridsen

    • Tak for din ros af Highways-USA 😉 Jeg tror ikke, at der er ret meget sparet ved at hæve kontanter hjemmefra hos fx Forex, kontra at hæve penge undervejs på sin rejse i amerikanske pengeautomater. Der er ganske vidst et gebyr på kontant hævninger i amerikanske banker: Dels tager den amerikanske bank en lille procentsats af det hævede beløb, og dels tager den danske kortudsteder typisk et fast gebyr for kontant hævninger i USA. Så når jeg endelig hæver kontanter i USA, så hæver jeg typisk et lidt større beløb, fx 200 dollars, så jeg kun skal betale kontant hævnings gebyret én gang. Og så vil jeg i øvrigt fraråde, at man render rundt med alt for store kontant beløb på sig, hvis man skulle være uheldig og blive udsat for tyveri. Jeg hæver typisk kun et par hundrede dollars i kontanter inden fx 14 dage i USA, og dem bruger jeg så typisk til drikkepenge og andre småindkøb, som jeg ikke gider bruge kreditkort til. Men de fleste transaktioner i USA, betaler jeg med kreditkort. Jeg håber, det er svar på dit spørgsmål.

  8. Tak for en SUPER hjemmeside! Jeg har et enkelt spørgsmål angående tips, som jeg håber, du kan hjælpe med. Jeg rejser om 3 uger til USA sammen med en veninde. Vi har booket vores overnatninger (tre forskellige steder) via Airbnb, hvilket betyder vi skal bo privat. Jeg er blevet i tvivl om, hvorvidt vi skal lægge tips efter vores ophold er sluttet. Opholdene er typist 5-6 dage hvert sted. Hvad er din mening omkring det? Jeg har ikke lyst til at fornærme vores værter ved at lade være med at lægge tips, hvis de forventer det (eller omvendt). På forhånd tak for hjælpen og god sommer. Hilsen Camilla

    • Jeg er faktisk lidt i tvivl om svaret på dit spørgsmål: Som udgangspunkt, så siger de uskrevne regler jo, at man skal tippe stuepigen på et hotel med en enkelt eller to dollar om dagen, afhængig af service niveauet. Årsagen til det er deres lave løn. Men det argument holder jo ikke i forhold til privat indkvartering, så her må det være “serviceniveauet”, der afgør, om der skal tippes eller ej. Altså hvor meget ejeren har gjort ud af, at I føler jer hjemme, når I ankommer, hvilke faciliteter I har adgang til og den slags. Jeg har ikke nogen ide om, hvilke forventninger ejerne har i forhold til tips, og hvad niveauet i øvrigt skal være… Jeg vil faktisk gerne skyde den videre til andre, der har erfaring inden for området “privat indkvartering i USA”, for jeg tror i høj grad, det er et spørgsmål om serviceniveau – holdt op mod den pris, I rent faktisk betaler for jeres overnatninger. Så hvis andre har gjort sig nogen erfaringer med ovenstående – eller har en holdning til det – så lad endelig høre fra jer…

  9. Jeg var i Las Vegas i 2007 sammen med to andre. En af dem, havde rejst en del i USA, og kendte traditionerne, her gav vi 1-2 dollars ved afhentning af bilen, da vi boede på et lille hotel, som ikke havde selv parkering, og ingen larmende kasinoer (dejligt), så bilen skulle køres rundt om blokken og ned i deres kælderareal.

  10. Hvordan med drikkepenge til valet parking? Vi har booket Trump hotellet i Las Vegas til sommer, og der er vist kun valet parking – hvor meget giver man så? Giver man både, når man afleverer dytten og når den hentes, eller kun ved afhentning? Vi er meget opmærksomme på at følge diverse “tommelfingerregler” for ordentlig opførsel som turister, så tak for de meget specifikke angivelser i artiklen. Morten, godt tip med drikkepenge løbende på hotellet.

    • Jeg har ikke selv dyrket Valet Parking i USA – foretrækker selv at parkere bilen – og det vil undre mig lidt, hvis Trump ikke også tilbyder Self Parking, da Valet Parking typisk er noget man benytter ved restauranter, hvor man ikke selv gider have “bøvl” med at parkere bilen. Så jeg vil gætte på, at Trump’s Valet Parking er et supplement til Valet Parking, uden at jeg ved det. I november var jeg i Texas sammen med en amerikaner, der benyttede Valet Parking, og her blev der kun betalt ved afhentning – og ikke ved aflevering, hvilket mig bekendt også er kontume. I tilfældet i Texas var der en fast pris på denne service – 5 dollars, som jeg husker det – og så blev der vist smidt et par dollars oven i det i drikkepenge. Men gebyret kan utvivlsomt være højere andre steder. Men det er umiddelbart, hvad jeg har af oplevelser med Valet Parking. Hvis andre har gjort sig erfaringer med Valet Parking, som kom endelig med jeres erfaringer.

      • Drikkepenge gives kun ved afhentning. De fleste steder koster valet oveni, undtagen i Las Vegas. Der koster det ikke noget. 🙂

  11. Når jeg rejser, ikke bare i USA, men også andre steder, ynder jeg faktisk at give mine drikkepenge til rengøringen på forhånd. Således smider jeg for eksempel 5 dollars den første nat og supplere så lidt igen efter et par dage.

    Formålet med dette er, at motiverer personalet til at give en ekstra god service, hvilket jeg ofte oplever giver pote. Har ofte rejst med andre, hvis værelser var gjort noget mindre ud af, fordi de ikke havde “forkælet” rengøringspersonalet på samme måde. Og i sidste ende kommer jeg jo alligevel af med det samme i drikkepenge, som havde jeg givet det hele til sidst.

  12. Jeg har fået et spørgsmål om, hvorvidt det er kotume at give stuepigen på hotellet i USA drikkepenge, når man forlader værelset. Det findes der flere svar på, og det afhænger lidt af, hvor man overnatter henne. Hvis jeg overnatter en enkelt nat på et standard motel, som jeg gjorde det tre gange på tre forskellige moteller i det vestlige USA her for nogle dage siden, giver jeg ikke drikkepenge til rengøringen. Der er tale om ren overnatning en enkelt nat, og det giver efter min mening ikke anledning til at give drikkepenge til rengøringen. Men da forlod Las Vegas Hotel efter at have overnattet fem nætter i træk på samme hotel, og havde sagt godmorgen til rengøringen nogle gange – der i øvrigt også var forbi kort efter ankomst, og spurgte mig, om alt var i orden på værelset – så lægger jeg drikke penge på værelset, når jeg checker ud efter den sidste nat. På Las Vegas Hotel lagde jeg således 10 dollars på værelset – 2 dollars pr. nat – fordi jeg havde fået en OK betjening. Så her belønner jeg stuepigen, da jeg har opbygget en “relation” til vedkommende. Og desuden har de leveret en fin service under mit ophold. Så spørgsmålet om drikkepenge til stuepigen/ rengøringen på hotellet afhænger altså efter min mening af, hvorledes servicen har været – og om man har opbygget en “relation” til personalet. Eller for at opsummere: Bor du på lidt dyrere hoteller og i flere nætter, vil jeg typisk lægge drikkepenge på værelset, når jeg checker ud efter sidste overnatning. Bor jeg en enkelt nat på billige moteller, hvor jeg har nogen nævneværdig kontakt med personalet, lægger jeg ikke drikkepenge til rengøringen. Hvis nogle af jer andre har andre holdninger eller “vaner” i forhold til drikkepenge til rengøringen på hoteller og moteller i USA, er I velkomne til at komme med jeres indspark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.