Danske rejsebureauer med særlig USA viden

Danske rejsebureauer står i kø for at sælge dig rejser til USA. Men ikke alle rejsebureauer ved lige meget om Nordamerika. Mange bureauer fokuserer på kør-selv ferier, nogle på rygsæk-rejser mens nogle stykker dyrker kategorien luksusrejser. Endelig er der en stribe internet bureauer, der helst bare vil tjene hurtige penge på flybilletter, billeje og hoteller – uden den store indsats. Her er en alfabetisk liste over udvalgte rejsebureauer med USA produkter på hylderne med information om styrker og svagheder blandt de forskellige rejsebureauer.

Albatros Travel er et af de største danske rejsebureauer, som udelukkende laver grupperejser. Albatros Travel er derfor en mulighed, hvis du gerne vil opleve fx USA, men ikke har mod på selv at leje en bil, køre afsted på egen hånd og planlægge turen dag for dag. Hos Albatros er alle rejser planlagt på forhånd, og der er altid en rejseleder med, som tager hånd om deltagerne. Albatros Travel tilbyder grupperejser til hele verden, og bureauet har et ganske stort udvalg af grupperejser til forskellige dele af USA. Læs mere i mit redaktionelle portræt af Albatros Travel eller gå direkte til www.albatros-travel.dk

DANexplore med base i Randers blev etableret i 2008 og har specialiseret sig i bl.a. oversøiske skirejser til USA og Canada. Drømmer du om at teste dine alpine færdigheder på løjperne i Nordamerika, er DANexplore en oplagt kandidat, når du skal have arrangeret din rejse. DANexplore forhandler bl.a. liftkort til flere af de store amerikanske og canadiske skidestinationer. DANexplore er også gode til rejser med motorhomes og kør-selv ferie i USA. Læs mere om bureauet i mit redaktionelle portræt af DANexplore eller på på www.danexplore.dk

FDM travel har siden 1954 været bilisternes eget rejsebureau på vegne af FDM, som oprindeligt arrangerede rejser for medlemmerne. Du behøver dog ikke være medlem af FDM for at købe rejser gennem FDM travel, der med otte rejsebureauer er Danmarks største rejsebureaukæde.

Det har traditionelt været kør-selv ferie i Europa, som FDM travel har været specialister på, men i dag er oversøiske rejser ved at fortrænge Europa fra toppen. FDM travel har gjort USA til deres speciale, og udbyder en lang række rundrejser – både individuelle rundrejser og nu også rejser med guide. FDM travel kan bl.a. tilbyde kunderne dansksprogede trykte rejseguider til en række rundrejser. Ferie i motorhomes er også en af FDMs travels kerneområder. Desuden har FDM travel opbygget et omfattende inspirations univers på nettet om USA – www.fdm-travel.dk/usa

Er du medlem af FDM, har du adgang til søsterorganisationen AAA’s store netværk af kontorer i USA, som til FDM medlemmer gratis udleverer vejkort og andet materiale. FDM’s medlemmer har også adgang til de samme rabatter i USA som AAA’s egne medlemmer. Læs mere om FDM travel i mit redaktionelle portræt af FDM travel eller på www.fdm-travel.dk


Jysk Rejsebureau
med hovedsæde i Århus og kontorer i Herning og Aalborg koncentrerer sig især om rejser til Asien, Sydamerika og den tredje verden generelt, og bureauet er eksperter på Thailand, der også er Jysk Rejsebureaus største destination. Kodeordet for Jysk Rejsebureau er “Den frie rejse” kombineret med sloganet “Mærk verden”, og man er især skarpe på budgetrejser for rygsækfolket.

Jysk Rejsebureau er også kendt for sin personlige vejledning og tætte kontakt til kunden kombineret med en omgang god jysk grundighed. Tidligere var USA og Canada ikke lige hovedkompetencen, men de senere år er Jysk Rejsebureau kommet igen på Nordamerika, og kan bl.a. tilbyde noget så eksotisk som cykelferier i bl.a. Colorado og Utah. Læs mere om Jysk Rejsebureau i mit redaktionelle portræt af Jysk Rejsebureau eller på www.jysk-rejsebureau.dk

Kilroy er det kække rejsebureau for unge og studerende. Kilroys nye slogan er Explore Life, og i dag hjælper man alle unge uanset alder. Det er dog især unge i 20′erne og studerende, som er Kilroys kernemålgruppe. Kilroy kan alle rabatmulighederne på fingrene og kan også hjælpe med billeje i USA.

Når det gælder USA generelt, så tilbyder Kilroy bl.a. oplevelsesture som inkluderer nogle af de største seværdigheder i mindre grupper for unge, hjælp til leje af campervans målrettet det unge segment og inspiration til roadtrips samt storbyoplevelser og sightseeing muligheder – www.kilroy.dk

MyPlanet’s hovedkompetencer er rejser til USA, Canada, Australien, New Zealand samt Sydafrika. MyPlanet har hovedkontor i Århus, som man flyttede ned til i 2008 efter fusionen med Hannibal og Marco Polo. MyPlanet har også kontor i København og er ejet af rejsekoncernen TUI Travel med base i England. TUI Travel ejer også bl.a. Star Tours og utallige andre rejsebureauer verden over.

MyPlanet har traditionelt fokuseret på friluftsliv og oplevelser i fx nationalparker, og planlægger du en ferie i motorhome i USA eller Canada, er MyPlanet en af de mest erfarne eksperter. My Planet samarbejder med hele syv forskellige udlejere af motorhomes: Cruise America, Apollo, Britz, Go West (kun i Canada), Jucy, Road Bear og Star RV. Cruise America er den største operatør, mens de øvrige ikke har så mange udlejningsstationer. Til gengæld er vognparken hos Apollo, Britz, Road Bear, Star RV samt canadiske Go West mere luksuriøs og der flere modeller at vælge mellem end hos Cruise America. Priserne er dog også lidt højere, men inkluderer også flere ting – fx afhentning på lufthavnshotel hos Road Bear.

MyPlanet har både et USA-katalog og et katalog om Canada og Alaska. Læs mere om MyPlanet i mit redaktionelle portræt af MyPlanet – eller på www.myplanet.dk

Nicksamerika er et nicherejsebureau på Frederiksberg, der laver skræddersyede rejser til USA, Hawaii og Canada. Nicks speciale er Hawaii, og han arrangerer bl.a. parferie og bryllupsrejser til Hawaii. Sloganet for Nicksamerika er “Personligt testede rejseoplevelser”. Deri ligger, at Nick selv har været på de hoteller på Hawaii, han anbefaler sine kunder. Nick laver også kør-selv ferie i det vestlige USA, Florida og Canada. Inden Nicolai Nyrop-Larsen blev selvstændig i 2008, arbejdede han for Nyhavn Rejser – www.nicksamerika.dk

Nyhavn Rejser: Nyhavn Rejser sad indtil 2014 i Nyhavn, hvor bureauet havde haft base siden starten i 1988 – dog på forskellige adresser. I 2014 flyttede Nyhavn Rejser til Østerbro – i forlængelse af, at Aller Media i 2013 købte Nyhavn Rejser. Som et led i det nye ejerskab blev der i 2014 også åbnet nye afdelinger i Norge og Sverige.

Nyhavn Rejser arrangerer individuelle rejser over hele verden, og har bl.a. fokus rettet mod de mere eksklusive oversøiske destinationer. Bureauets katalogførte pakkerejser – rejser med fly og hotel – hører således hjemme i den dyrere ende af skalaen, typisk med overnatning på fire-fem stjernede hoteller.

Når det gælder USA har Nyhavn Rejser et af rejsebranchens mest omfattende USA-kataloger, hvor du ud over information om hoteller og rundrejser også får mere generelle rejsetips. Som det eneste danske rejsebureau har Nyhavn Rejser desuden et særskilt Hawaii katalog, der er en af Nyhavns kernekompetencer. Nyhavn Rejser arrangerer også events og firmarejser for erhvervslivet – www.nyhavn.dk

Profil Rejser med hovedkontor på Rosenørns Alle på Frederiksberg har siden starten i 1983 stille og roligt vokset sig op til at være et af Danmarks største rejsebureauer for individuelle rejser. Profil Rejser har en lang tradition for selv at indkøbe og katalogføre deres rejseprodukter, og målt i antallet af udgivne kataloger, er Profil Rejser ubetinget Danmarks største individuelle rejsearrangør.

USA og Canada er et centralt produkt for Profil Rejser, og bureauets USA-katalog er det tykkeste, du kan opdrive i Danmark – bl.a. med en mangfoldighed af hoteller, hvis du selv vil planlægge din USA-rejse. Profil Rejser er meget stærke på pakkerejser i USA, og Profil Rejser har flere egen producerede pakkerejser. Profil Rejsers store udvalg af pakkerejser gør, at nogle af bureauets rejser sælges af andre rejsebureauer i Danmark.

Profil Rejser har afdelinger i København, Odense og Silkeborg, men har også en række specielafdelinger, fx How2Cruise med krydstogter, Pro-Golf Tours med golfrejser og Hemingway’s med speciale i luksusrejser. I 2012 købte Profil Rejser rejsebureauet MC-Rejser, som du kan læse mere om i min artikel om motorcykelrejser i USA. Læs mere om Profil Rejser’s USA produkter på www.profil-rejser.dk

Risskov Rejser
har de sidste 25 år opbygget stor viden om rejser til USA og Canada, særligt kør selv rejser i Nordamerika i enten udlejningsbil eller motorhome. Risskov Rejser har et stort katalog med færdigpakkede rundrejser i udlejningsbil og motorhome. Risskov Rejser samarbejder bl.a. med motorhome udlejerne Cruise America og Apollo.

En af Risskov Rejsers specialiteter er deres kør-selv rundrejser (inkl. billeje og hoteller), der er karakteriseret ved overnatning på hoteller af høj standard med en fin beliggenhed – fx inde i de amerikanske nationalparker – samt god tid til at nyde naturen. Rundrejsen Grand Tour of the West byder på nogle af de mest berømte amerikanske nationalparker med overnatning inde i selve parkerne.

Ud over hovedkontoret i Randers har Risskov Rejser i 2013 også åbnet et kontor i København, der ligger i St. Kongensgade i den indre by. Risskov Rejser hed indtil 2016 Risskov Travel Partner. Læs mere om bureauet i mit redaktionelle portræt af Risskov Rejser eller besøg Risskov Rejser på www.risskovrejser.dk

USA Rejser på Strøget i København er et klassisk rejsebureau, der siden 80’erne har specialiseret sig i at sælge flybilletter til walk-in kunder. Det er USA, som har bureauets opmærksomhed, og USA Rejser ved rigtigt meget om USA. I 2012 fik bureauet en tiltrængt ansigtsløftning, både på nettet og på produktsiden. Læs mere i mit redaktionelle portræt af USA Rejser eller på www.usarejser.dk

USA Tours.dk har specialiseret sig i at lave individuelle kør-selv rejser i USA og grupperejser for mindre grupper med dansktalende guider. USA Tours tilbyder også at skræddersy hver rejse til den enkelte kunde, og tager ikke udgangspunkt i fastlagte pakkerejser. Bureauet blev grundlagt i 2009. Kontakten til USA Tours.dk foregår især via nettet eller pr. telefon. Læs mere om bureauet i mit redaktionelle portræt af USA Tours eller på www.usatours.dk

Expedia.dk og TripAdvisor
Expedia er ifølge egne oplysninger verdens største online rejsebureau, og kører jævnligt reklamekampagner på TV. Expedia Inc. er en af de helt tunge drenge i den internationale rejsebranche med brands som Expedia, TripAdvisor, Hotels.com, Hotwire, Venere, m.fl. Websitet Expedia.com blev oprindeligt lanceret af Microsoft i 1996, men frasolgt i 1999 – www.expedia.dk

Rejsefeber.dk og Lastminute.com
Rejsefeber.dk må også betragtes som et “rigtigt” rejsebureau. Rejsefeber.dk blev grundlagt i 1998 og var reelt det første danske rejsebureau på nettet. Rejsefeber.dk blev i 2004 købt af den amerikanske rejsekoncern Travelocity.

Travelocity står også bag den store internationale rejseportal Lastminute.com, der i 2006 åbnede med en dansksproget udgave. Her er fokus især rettet mod kortere ferier i udlandet og solskinsferier, men man sælger naturligvis også flybilletter til rutefly. Amerikanske Travelocity driver også flyreservationssystemet Amadeus, som mange rejsebureauer bruger til at booke flybilletter.

Flysøgemaskiner og prissammenligning
Udvalget af flysøgemaskiner er efterhånden enormt – til gengæld er forskellen i priserne ikke særlig stor. Den dansk udviklede søgemaskine Momondo.com giver dig et suverænt overblik over prisen på flybilletter hos hovedparten af alle store rejsebureauer, flyselskaber og store søgemaskiner. Jeg har et samarbejde med Momondo, og du kan søge efter flybilletter på Momondo direkte her på Highways-USA på min side om flybilletter til USA

Lidt om Highways-USA.com
Highways-USA.com er et uafhængigt journalistisk internet medie, og er derfor IKKE noget rejsebureau. Jeg arrangerer ikke rejser til USA, og kan ikke tilbyde dig at booke dine flybilletter eller hoteller for dig. Til gengæld forsøger jeg gennem mine artikler at inspirere og give dig et så objektivt billede af USA som rejseland – herunder hjælp og uafhængig inspiration til planlægningen af din kommende USA-rejse. Du kan så på egen hånd booke din rejse via mine artikler om flyselskaber, hotelkæder, biludlejningsfirmaer, rejseforsikringsselskaber, o.s.v.

Highways-USA.com er også en forretning. Jeg får derfor i nogle tilfælde provision fra de rejsearrangører, jeg henviser til. Jeg optjener således fx provision, når du booker en flybillet via Momondo, booker et hotelværelse via Hotels.com, køber en rejseforsikring, lejer en udlejningsbil eller køber en rejsebog. Men jeg nævner altid alle væsentlige aktører i markedet uden undtagelse – uanset om jeg optjener provision af salget eller ej.

De penge jeg tjener, bliver geninvesteret i nye rejser til fx USA samt til driften og udviklingen af mine Highways-portaler. Indtjeningen fra provision, reklamer og foredrag gør det således muligt for mig at drive Highways portalerne på fuld tid.

Informationerne på denne side er senest opdateret den 10. januar 2017.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

5 svar til “Danske rejsebureauer med særlig USA viden”

  1. Vi er ved at planlægge en kør selv ferie i Califonien og har bl. a. fået et rejsetilbud fra American Travel. Det bekymrer os lidt, at dette rejsebureau ikke figurerer på din liste over danske rejsebureauer med USA viden og USA ekspertise. Kender du noget til American Travel? Og hvad er din vurdering af selskabet?

    • American Travel er en underafdeling af USA Tours, et rejsebureau på Frederiksberg som har specialiseret sig i at lave rejser til USA. Og de har så (åbenbart) en underafdeling/ filial, som hedder American Travel, hvilket jeg faktisk ikke var klar over. Derfor optræder American Travel ikke på listen. Jeg kan ikke umiddelbart se den store forskel på USA Tours og American Travel i deres koncept, så jeg kan ikke gennemskue, hvorfor de har lanceret yderligere et firmanavn. Men lad det ligge. USA Tours – som er hovedbureauet – har eksisteret siden 2009, og de har en stribe ret unge og meget energiske rejsekonsulenter, som brænder for deres sag. Stilen er uhøjtidelig og “kæk”, men kan man lide den tilgang til tingene, er American Travel/ USA Tours sikkert et fint valg. Når man tjekker American Travels anmeldelser på Trust Pilot, er der både meget flotte og knapt så positive anmeldelser. Men nu er folk jo forskellige, så sådanne anmeldelser handler ofte i meget høj grad om, hvordan samarbejdet med den enkelte rejsekonsulent lige er forløbet for den pågældende kunde – og at forventningerne er afstemt på forhånd. Og det kan der komme både meget positive og meget negative anmeldelser ud af – uden at det siger så meget andet end hvordan den enkelte kunderelation er forløbet. Nu ved I lidt mere om American Travel (og det gør jeg så også), og den manglende omtale her på sitet skyldes altså udelukkende, at jeg ikke kendte American Travel som rejsebureau – før nu. Men læs anmeldelserne af American Travel på TrustPilot og dan jer jeres eget indtryk af bureauet – https://www.trustpilot.dk/review/americantravel.dk

  2. Tak for en fantastisk hjemmeside, som vi har gjort meget stor brug af (og fortsat gør brug af). Vi er ved at lægge sidste hånd på vores USA-rejseplan, og står nu med overvejelser om, hvorvidt vi selv skal booke det hele (fly, overnatning, billeje og forlystelsesparker) eller lade et rejsebureau gøre det for os! Kan du sige noget om fordele og ulemper ved de to valgmuligheder – er der fx penge at spare ved selv at booke rejsen etc. Dine inputs vil formentlig kunne hjælpe mange i samme valg situation. Nok engang tak for en super og informativ hjemmeside. Bedste hilsner, Familien Rosendal

    • Det er et ret komplekst spørgsmål, I stiller der, for svaret afhænger meget af, hvilken type rejse man ønsker – og hvilket behov for rådgivning man har brug for i processen. I jeres tilfælde afhænger svaret af, om I er så afklarede med den planlagte rute, at I faktisk kan booke turen selv – eller om I stadig føler, at I har behov for at få rådgivning udefra. Fordelen ved et (godt) rejsebureau og en god rejsebureau agent er, at de kan sparre med jer omkring jeres rejseplaner og forhåbentlig komme med nogle forslag og indspark til jeres tur, som I ikke selv havde tænkt på. Hvis rejsebureauet derimod ikke formår at inspirere jer og komme med yderligere forslag til jeres tur, kan rejsebureauet til gengæld opleves som et fordyrende mellemled. Så det kan være meget forskelligt fra rejse til rejse, om det ene eller det andet er at foretrække. Hvis det fx gælder ferie med motorhome, plejer jeg altid at anbefale, at man går via et rejsebureau, da der er så mange ubekendte i forhold til leje af motorhomes, at det er svært for ikke professionelle at gennemskue prisstrukturen. Er det derimod almindelig billeje, kan man ofte med fordel selv booke den til priser, som rejsebureauet ikke kan matche. Til gengæld kan rejsebureauet godt have adgang til meget konkurrencedygtige priser på fx hoteller, men igen afhænger udfaldet af, hvilke prisklasse hoteller, vi taler om. Under alle omstændigheder så skal rejsebureauet jo have dækket deres omkostninger til lønninger, så derfor vil en rejsebureau løsning typisk være lidt dyrere end en gør-det-selv løsning. Men produktet fra rejsebureauet vil også typisk være mere helstøbt og gennemprøvet end “gør-det selv” løsninger. Så det handler i bund og grund om, hvad man selv føler for: Har man brug for den ekstra rådgivning – penge som kan være givet godt ud – eller er man klar til at tage chancen og booke det hele selv: Noget som mange gør hvert eneste år uden problemer. I forhold til de rejsebureauer, som er nævnt i artiklen overfor, er det alle bureauer, jeg har et godt kendskab til, og som leverer rigtig rådgivning og som har ægte USA-erfaring. De vil altså som udgangspunkt kunne levere den ekstra service og give de gode råd, som man måske ikke lige selv har tænkt over. Men prisen vil så også næsten altid blive lidt højere, end hvis du booker det hele selv. Har man brug for rådgivning, vil jeg lige nævne, at jeg jo også selv sælger VIP inspirationspakker, hvor man køber USA-rådgivning af undertegnede. Men jeg går ikke ind og booker noget som helst, da det er en opgave for rejsebureauerne. Så min rådgivnings løsning er altså også et fordyrende mellemled. Til gengæld vil jeg ikke afvise, at folk der har købt rejserådgivning af mig, får nogle flere og større oplevelser i USA. Så det er også en overvejelse, man kan gøre sig. Et meget langt svar, men der er ikke noget enkelt svar på jeres spørgsmål. Jeg håber trods alt, I blev klogere.

      • Jeg beklager det åbne spørgsmål og takker samtidigt for det rigtig fine og fyldestgørende svar, som giver os og andre et bedre grundlag at træffe et valg ud fra. Endnu engang tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.