Mobiltelefoni, WiFi og smartphones i USA

Mobiltelefoner, smartphones og brug af internet i USA og Canada kan være en giftig cocktail for feriebudgettet, hvis du ikke passer på. Skyhøje minuttakster og tårnhøje gebyrer på datatrafik gør, at du skal have styr på din mobiltelefon, inden du tænder den i USA og bare bruger løs. Her er et overblik over, hvad du skal være opmærksom på omkring mobiltelefoni og brug af datatrafik og internet i USA.

Mobiltelefoni i USA – det tekniske setup
I USA benytter man det såkaldte “Tri Band”-system til mobiltelefoni. Det var tidligere en udfordring, da ikke alle telefoner i “gamle dage” understøttede Tri Band-systemet. De gør alle nye telefoner i dag uden undtagelse, hvilket gør, at du ikke længere behøver at bekymre dig om at få problemer med Tri Band-teknologien med mindre du har en meget “gammel” mobiltelefon, der er fem år eller mere.

Pas på med indkommende samtaler, mens du er i USA
Det kan koste dyrt at modtage opkald på sin danske mobiltelefon i USA, da det er modtageren og ikke opkalder, som betaler taksten fra den danske grænse til USA. Som privatperson uden firmabetalt mobiltelefon, skal du altså tænke dig grundigt om, inden du tænder din danske mobiltelefon i USA.

Minuttaksterne på opkald, som du modtager på din mobil i USA, ligger nogle gang på mellem 12 og 15 kroner i minutter, afhængig af netværksudbyderen. Til gengæld er det langt billigere for dig at ringe hjem fra USA. Her slipper du med en minuttakst på omkring fem kroner i minuttet – på nogle netværk endnu mindre. Tjek med din udbyder, hvilke regler og takster der gælder for dig inden afrejse.

Noget helt andet er så, at du flere steder i USA slet ikke kan bruge din mobiltelefon. Uden for de store byområder og i særdeleshed i nationalparkerne er der stadig masser af steder, hvor der slet ikke er mobildækning. Derfor vil du jævnligt opleve, at der ikke er noget signal på mobiltelefonen. I visse stater er det i øvrigt forbudt at tale i håndholdt mobiltelefon under bilkørslen ligesom herhjemme, mens andre stater ikke har nogen regler på det område.

Forudbetalte telekort
De fleste i dag har nok svært ved at forestille sig at rejse rundt i USA uden mobiltelefon. Men hvis du er frisk på en kold tyrker i forhold til din mobil med SMS’er og indbygget kamera, m.v., kan du faktisk sagtens klare dig uden mobiltelefon i USA. Fastnettelefonen i form af mønttelefoner finder du stadig rundt om i de amerikanske byer.

Men du kan også bruge din mobil og så kombinere mobiltelefonen med et forudbetalt telefonkort på fx 10 eller 20 dollars, som kan bruges fra alle telefoner i USA – enten mobiler eller mønttelefoner. Når du vil ringe hjem, så ringer du til et gratis 800-nummer, og indtaster den unikke pinkode på det 10 eller 20 dollars telekortet, du har købt på forhånd. Og så kan du ellers snakke løs, indtil du har opbrugt din forudbetalte saldo. Det er lidt forskelligt fra telekort til telekort, hvor meget taletid du får for 10 eller 20 dollars, når der ringes til Danmark – her må du prøve dig frem.

Opkald til Danmark og specielle telefornumre
Når du ringer fra USA til Danmark, trykker du 011 + 45 og så det ottecifrede abonnentnummer. Fra Danmark til USA trykkes 00 + 1 plus det tre cifrede områdenummer (area code) og til sidst det syvcifrede abonnementnummer.

Og så har amerikanerne en speciel tradition for at give deres telefonnumre “navne”, der fungerer som slogans for forskellige firmaer, der bruges i bl.a. reklamer. Fx har limonadefirmaet Bob’s Fresh Lemonade i Florida det gratis telefonnummer 1-800-xxx-BOBS. De sidste fire bogstaver i virkeligheden cifrene 2627. Skal du bestille togbilletter hos Amtrak, kan du gøre det gratis på nummeret 1-800-USA-RAIL – de sidste syv “bogstaver” er i virkeligheden cifrene 872-7245.

Bogstaverne i telefonnumrene opstår ved, at cifrene har bestemte bogstaver tilknyttet tasterne.
Her er en liste:
2 = A, B, C 3 = D, E, F 4 = G, H, I 5 = J, K, L
6 = M, N, O 7 = P, R, S 8 = T, U, V 9 = W, X, Y, Z

I øvrigt har alle større firmaer i USA som f.eks. flyselskaber og hoteller gratis telefonnumre, som du uden videre kan ringe op gratis fra fastnettelefoner. Gratisnumre starter altid med enten 1-800, 1-888, 1-877 eller 1-866. 800-numrene er dog kun gratis fra USA eller Canada, men ikke fra Europa.

Trådløs internet og gratis Wifi
Det er blevet betydeligt nemmere at komme gratis på nettet i USA, der har fået langt flere hotspots end for bare få år siden. Alle moteller og hoteller og sågar campingpladser har i dag gratis wifi som en del af deres service til kunderne på lige fod med tv på værelset, aircondition og pool.

Kvaliteten er dog meget svingende, og styrken og kvaliteten af wifi på hotellerne kan ofte gange afhænge, hvilket værelse du tilfældigvis har fået – og forhold til, hvor wifi-senderen står. Der der stadig – besynderligt nok – nogle af de dyrere hotelkæder, som stadig tager et gebyr for at logge dig på nettet. Til gengæld er kvaliteten så også OK.

Er du på farten, så er der garanteret fri wifi hos kaffekæden Starbucks og McDonalds. Hertil kommer en
lang række andre restauranter, der forsøger at lokke kunder til med gratis wifi, bl.a. Burger King og Denny’s. Men det er dog ikke alle restauranter, der er med på online vognen. Hvis du vil have et overblik over, hvilke butikker og restauranter, som tilbyder gratis wifi i USA, så kast et blik på www.wififreespot.com

Jeg har ikke erfaringer med selv at købe mobilt bredbånd lokalt i USA. Jeg har undersøgt det scenarie et par gange, og er hver gang kommet frem til, at den løsning har været for dyr eller for bøvlet at få arrangeret i praksis. Hvis andre har gjort sig andre erfaringer, hører jeg gerne om det.

Har du ikke din egen bærbare computer med, og vil du tjekke, hvor den nærmeste internetcafe i USA ligger, kan det gøres på www.netcafes.com

Adgang til din e-mail
Sørg for at have en webmail-adresse, som kan tjekkes over hele verden – det kan fx være en Hotmail- eller en G-mail adresse. Dermed kan familie eller venner hjemmefra også komme i kontakt med dig, uden at skulle ringe til dig.

Et godt tip er også at sende dig selv en e-mail med oplysninger om dit pasnummer, kreditkort (samt telefonnummer til spærring af kortet), kørekort, afgangstider på flybilletter og telefonnumre til forsikringsselskabet, m.m. Så kan du hurtigt få adgang til disse oplysninger, hvis du skulle være så uheldig at blive udsat for tyveri.

Læs også:
Elektricitet og stikkontakter i USA

Informationerne på denne side er senest opdateret den 10. maj 2013.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

22 svar til “Mobiltelefoni, WiFi og smartphones i USA”

  1. Jeg skal til Californien her til sommer, og jeg har købt abonnement hos 3. Det koster 200 om måneden og har 30 dages binding. Så skulle man have 10 GB data og kunne ringe som man plejer. Det vil så vise sig…

    • Jeg går ud fra, at det produktet 3 Like Home, du har købt. Det indeholder ihvertfald 10GB data og de samme priser på telefoni og sms som hvis man var i Danmark. Jeg testede selv 3 Like Home i USA her på min seneste tur i slutningen af juni, og her virkede produktet fint. Og jeg fik også flere bekræftelse pr. sms fra 3 om, at 3 Like Home var aktiveret, og priserne var som i Danmark. Så det går jeg stærkt ud fra også er tilfældet, når jeg ser min mobilregning for juni måned. Så jeg går ud fra, at produktet også vil virke for dig. Dækningen var i øvrigt OK med 3’s samarbejdspartnere i de amerikanske sydstater, AT&T og T-Mobile.

  2. Nu hvor teleselskabet “3” har gratis telefoni og internet (3LikeHome), som også dækker USA, kunne det være interessant at høre, om der er nogen, som har gode eller dårlige erfaringer med dette koncept.

    • Rigtigt godt indspark, Bent! Jeg ville faktisk også gerne høre lidt om folks erfaringer med 3LIkeHome. Jeg testede faktisk selv abonnementet på min tur rundt i Californien i april, men fik desværre aldrig datadelen af abonnementet til at virke. Det var noget træls, da det lige præcis var den del, jeg var interesseret i. Nu skal det retfærdigvis siges, at jeg bruger en iPhone4, da jeg ikke er “first mover” når det gælder nye telefoner. Men derfor var det stadig træls, at datadelen ikke virkede. Men det kan skyldes en “lokal fejl” i min nuværende telefon. Kom gerne med jeres erfaringer omkring 3LikeHome i USA. Jeg er også nysgerrig 😉

  3. Da jeg skal til USA i to måneder, vil jeg gerne benytte mig af et amerikansk simkort til min iPhone. Men har lige et par tvivlsspørgsmål: 1) Hvornår vil det være bedst at isætte det amerikanske simkort, hvis man køber det på forhånd? I USA eller inden afrejse? Eller vil det bedste være, at finde et simkort, når man er ankommet til USA?
    2) Giver det nogen problermer i forhold ESTA? Har skrevet mit mobilnummer under kontaktoplysninger, men får jo et amerikansk nummer, når jeg er i USA.

  4. I anledning af en tur til New York har jeg prøvet at undersøge markedet. Som andre har skrevet, så er mobildata i USA temmelig dyrt, hvis man benytter roaming, og ellers lidt et valg mellem pest eller kolera, hvis man benytter en lokal udbyder. Der findes to GSM-udbydere (som er standarden vi benytter i Europa), nemlig AT&T og T-Mobile. Der er nogle helt klare fordele og ulemper ved hvert valg.
    Hvis man vælger AT&T, så er fordelen helt klart, at de benytter de samme frekvensbånd, som vi benytter i Europa, så man har færre problemer med dækning. Ulempen er så bare, at de gør hvad de kan for at kunne hive så mange penge ud af en som muligt. Således bliver ens simkort låst til den første telefon, man aktiverer det i. Dernæst er det ikke muligt at lave “tethering”, altså dele sine data over wifi med andre. Hvis man kun forventer at benytte simkortet i én telefon og ikke skulle dele forbindelsen med noget, er det nok det bedste valg. De har generelt set vist nok også den bedste dækning. En oversigt over deres planer kan findes her: http://www.att.com/shop/wireless/plans/prepaidplans.html
    Den anden udbyder er T-Mobile. Her er man meget friere stillet, og de tillader data-deling. Desværre er man der begrænset af to ting. 1) Størstedelen af deres netværk opererer på frekvensen 1700, som meget få europæiske smartphones understøtter, hvis ikke får man de fleste steder ikke andet end en 2G-forbindelse, som er noget nær ubrugelig. 2) Det er umuligt at benytte andet end et amerikansk kreditkort, hvis man vil sætte penge ind på sin konto/ sim-kort. Man kan købe top-up kort i en pæn del butikker som f.eks. 7-eleven, men det kræver jo at man ved det på forhånd. En oversigt over deres planer kan findes her http://prepaid-phones.t-mobile.com/prepaid-plans
    Næsten alle andre firmaer der sælger taletidskort, benytter sig af et af ovenstående firmaer. Det kan derfor være en fordel at vide hvem de benytter, da mange af ulemperne oftest følger med. Et godt eksempel (det var ofte i Google søgninger jeg lavede) er http://www.readysim.com/ som benytter T-Mobile og derfor ofte ikke virker med danske smartphones…

  5. Fundet på på ATT.com:
    Your device will need to work on one of these GSM network frequencies:
    AT&T Multi-band GSM
    UMTS, LTE or unlocked Multi-band GSM – 850/1900 MHz
    UMTS – 850/1900 MHz
    LTE Band 2 – 1900 MHz
    LTE Band 4 – 1700 MHz
    LTE Band 5 – 800 MHz
    LTE Band 17 – 700 MHz
    De danske frekvenser kan man læse om her: http://www.bredbaandsmatch.dk/teknik/betegnelser/frekvenser/
    Til 4G er der tre forskellige frekvenser i brug. 800, 1800 og 2600 mhz båndene. Jeg ved at min egen Samsung S4 LTE og Samsung S5 ikke virker på det amerikanske net, men de fleste iPhone’s virker. Har selv sidste gang jeg var i USA købt en telefon hos AT&T med et prepaid kort og 2GB data trafik og 4G net. Med et AT&T kort får man også adgang til Wifi hotspots rundt omkring, så man kan spare sin data pakke, når man er i nærheden af et hotspot. Har snakket med flere, som har stået i lufthavnen og købt simkort, og når de vil bruge det, er det faktisk værdiløst. Så gå ind i en telebutik og få en snak med dem, og vis dem telefonen, som kortet skal bruges i. Så kan man hurtigt få afklaret, om det virker, inden man smider 50-80 USD ud på noget 😉

    • Har nu opdaget, at min Samsung S5 kan bruges på nettet i USA. Da jeg slog data roaming til, kom der med det samme en SMS om, at jeg var begyndt at bruge data og prisen var 60 kr. pr. MB, så det indbyder ikke til at se en film 😉 Min iPad Air 4G virker også på nettet, så husk at slå dataroaming fra, hvis ikke du vil bruge hele feriebudgettet på telefoni.

  6. Jeg har fået fortalt, at det ikke er muligt at bruge en dansk iPhone med et amerikansk simkort, fordi de amerikanske simkort simpelthen ikke passer til danske telefoner. Er det korrekt, eller kan jeg tage min danske iPhone med og benytte et amerikansk abonnement, mens jeg bor i USA? På forhånd tak for hjælpen. Vh Marie

    • Jeg kender ganske enkelt ikke svaret på dit spørgsmål, men da iPhones mig bekendt har nøjagtigt samme standarder over hele verden, så undrer den historie mig lidt. Jeg kender mange, der køber iPhones i USA og tager dem med hjem, og de ville jo står med samme problem, hvis jeg forstår dit spørgsmål korrekt. Så jeg tror, det er noget vrøvl – således at forstå, at du godt kan bruge en dansk iPhone med et amerikansk abonnement i USA. Men andre med mere indsigt i iPhone teknologien må meget gerne komme med deres inputs.

      • Man kan godt bruge amerikanske sim kort i en dansk iPhone. Vi havde to danske iPhones med amerikanske simkort på vores ferie i juni/ juli denne sommer. Hilsen Lene

        • Hvor købte I de amerikanske SIM-kort, Lene? Jeg skal til USA i juli og vil meget gerne anskaffe mig et.

          • Gå ind i Verizon, T-Mobile eller AT&T, som jeg bruger, og sig at du skal have et prepaid sim.

  7. Jeg har af to omgange haft fint held med AT&T netop fordi, jeg havde læst mig til, at T-mobiles billigere løsning ikke gav bedre datahastighed end Edge. Første gang var en tur på 41 dage, hvor vi på dag et gik i en AT&T butik og fik hjælp til køb og optankning til tre iPhones (primært så vi altid kunne ringe og SMS’e til hinanden uden at bekymre os om prise… F.eks. Når vi for vild i Wallmart) – dengang skulle man så med den løsning lige omkring en side og hente en uofficiel carrier-opdatering (nemt og harmløst, krævede kun en WiFi-forbindelse), men det er ikke længere nødvendigt. Nu virker det, når du forlader butikken. Dog oplevede vi, at på meget øde strækninger (Colorado, Idaho, Utah) og større nationalparker (f.eks Yellowstone), at der ikke var netværk, og så var f.eks. Google Maps udelukket. I byerne gik det fint. Om andre netværk virkede bedre, ved jeg ikke, men vi så da mennesker med funktionelle mobiler på steder, hvor vores var uden net. Vil til enhver tid anbefale en rigtig GPS, hvis man kører lange ture i USA.

  8. Er to uger i USA og ville købe et taletidskort/ prepaid kort primært til brug for mobil data. Købte et kort hos T-Mobile med ubegrænset data til 70 $. Fandt ud af på den hårde måde, at T-Mobile ikke understøtter de europæiske frekvenser vedr. 3G og 4G på trods af sælgerens forklaringer… (de understøtter kun 2G hastighed svarende til en skamskudt brevdue). Derimod romer min telefon fint på AT&T netværk.

    • Rigtig god tilbagemelding på din oplevelse med et forudbetalt taletidskort. Jeg var selv inde at spørge på et datakort til min bærbare computer i Chicago i april, men det var for dyrt i forhold til det antal dage, som jeg var i USA på det tidspunkt. Det er interessant, at der er forskel på, om det købte kort kan udnytte 3G og 4G, afhængig hvilket netværk, man lige rammer. AT&T dækker dog ret bredt over det meste af USA, så det burde kunne bruges i større byområder.

    • Du glemmer at skrive, hvilken telefon du har. iPhone kan f.eks. fint bruges på de amerikanske netværk. Også 3G og 4G.

  9. Jeg har lige et spørgsmål angående brug af mobilen. Jeg skal rejse til USA næste år, hvor jeg skal cykle tværs over det store USA. I den forbindelse vil jeg benytte mig af min telefon til at bruge Spotify samt Google Maps og ikke ret meget andet. Hvordan ser brugen af mobil ud til tjenester som disse, er der noget man skal være særlig opmærksom på? Og hvordan ser det ud med at ringe fra sin mobil og til indland, f.eks. hvis jeg cykler i Californien og hurtigt skal lave et opkald til en evt. værtsfamilie? Håber du kan give et svar på dette.

    • Jeg bruger ikke selv specielt meget data på min mobil, når jeg er on the road, men bruger i stedet gratis wifi de steder, hvor det er tilgængeligt. Spotify bruger jeg slet ikke, så jeg ved ikke hvor meget data, sådanne tjenester bruger. Jeg ville nok overveje at købe et lokalt datakort, sådan som Mogens Søgaard nedenfor har gjort, men som du kan læse af hans svar, så er det heller ikke uden problemer. Og da du netop skal køre tværs over USA, og ikke opholde dig i et bestemt område, hvor en operatør er stærk, så kan det godt give nogle udfordringer. Men jeg ville købe et taletidskort/ datakort som Mogens Søgaard, og så håbe på det bedste. Og hvis du også skal lave en række lokale opkald, mens du er i USA, så giver det også bedst mening med et forudbetalt taletidskort – i forhold til at ringe fra din danske mobiltelefon.

    • Check dit telefonselskabs hjemmeside. De har alle en liste over priser i udlandet. Mht. data ligger priserne fra 10 kr./ MB hos de billigste til 100 kr./ MB hos de dyreste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.