Envejsleje gebyrer:
Mange danskere drømmer om at køre tværs
over USA, men her kan det såkaldte envejsleje gebyr
spænde ben. Mange selskaber opkræver nemlig gebyr
for at leje bilen i en by og returnere den i en anden. De
fleste store selskaber tillader dog aflevering inden for visse
zoner, så du kan godt hente bilen i fx Los Angeles og
aflevere i San Francisco. Men vil du køre helt til
fx Seattle eller Chicago og aflevere bilen der, opkræves
der gebyr. Hvert udlejningsselskab har sine egne regler og
geografiske zoner i forhold til envejsleje gebyrer, så
tjek hos udlejningsselskabet, hvilke regler der gælder.
Billeje til unge under 21 år og 25 år:
Mens amerikanske unge kan få kørekort som 16
årige i mange stater, er det betydeligt sværere
for danske unge mellem 18 og 21 år at få lov til
at leje biler i USA. Langt de fleste udlejningsselskaber har
en minimumsgrænse på 21 år, før de
overhovedet vil overlade bilnøglerne til chaufføren.
Og unge mellem 21 og 25 år skal betale en højere
forsikring pr. dag, for at få lov til at leje bil. Eksklusive
bilmodeller, der indgår i såkaldte "Prestige
Car Collections" kan normalt ikke lejes af unge under
25 år - det gælder i mange tilfælde desværre
også i mange tilfælde de eftertragtede Ford Mustangs.
Kørsel på grusveje og i ørken:
De fleste udlejningsselskaber har en regel om, at du ikke
må køre på grusveje, men skal holde dig
til veje med fast underlag - eller i det mindste veje med
jævnlig vedligeholdelse, fx grusveje i nationalparker,
hvor offentlig kørsel er tilladt. Det samme gælder
i øvrigt firhjulstrækkere, der ikke må
bruges til off road kørsel, med mindre det er aftalt
på forhånd. Enkelte steder med helt specielle
klimatiske forhold kan der gælde særlige regler.
Det gælder fx i Death Valley, hvor temperaturen om sommeren
godt kan nå op på 40 grader. Her sætter
nogle udlejningsselskaber hælene i, så tjek lige
policen inden du kører ind i Death Valley - og brug
i øvrigt klimaanlægget med omtanke, så
du ikke overopheder bilen.
Mexico, Canada og udlejningsbiler:
Det er meget fristende med en afstikker til Mexico hvis du
fx er i Californien. Men det synes udlejningsselskaberne ikke
er nogen god ide. Det fleste har forbud mod, at du tager bilen
med til Mexico, men nogle selskaber tillader dog kørsel
i Mexico mod ekstra forsikring. Når det er sagt, er
det i øvrigt voldsomt besværligt og langsommeligt
at komme retur til USA fra Mexico i bil, så alene derfor
bør man måske droppe den ide. Til gengæld
kan du uden ekstra forsikringer tage over grænsen til
Canada i udlejningsbilen - og det gælder også
den modsatte vej. Her er grænseformaliteterne også
noget mere begrænsede ved ud- og indrejse i forhold
til Mexico.
Fuel Options - fuld eller tom tank ved aflevering:
De såkaldte Fuel Options kan også være en
kilde til forvirring, når bilen skal lejes. Fuel Options
giver dig valget mellem enten at aflevere bilen med fuld eller
tom tank, når du returnerer bilen efter endt udlejning.
Reglerne varrierer fra selskab til selskab, men de fleste
selskaber giver dig valgmuligheden mellem enten selv at tanke
bilen op, inden du returnerer eller lade udlejningsfirmaet
gøre det for dig. Det kan normalt bedst betale sig,
selv at tanke bilen op inden returnering - med mindre at det
i lejekontrakten på forhånd er aftalt, at du kan
returenere bilen med tom tank uden at skulle betale gebyr
for genoptankning. De store udlejningsfirmaer som Hertz og
Avis tilbyder normalt, at du uden ekstragebyr kan returnere
bilen med tom tank. Tjek hvilke regler der gælder, allerede
når du reserverer bilen på nettet, og bestem dig
så for, hvilken løsning du foretrækker,
så du ikke skal tage stilling til Fuel Options ved udlejningsskranken
ved udleveringen.
Den først tankfuld benzin kan give også problemer:
De seneste par måneder (januar 2010) har vi hørt
historier om mindre udlejningsselskaber, der er begyndt at
"konkurrere" på udlejningsprisen ved ikke
at inkludere den første tankfuld benzin i prisen, når
du tjekker lejeprisen på nettet. Dermed kan prisen holdes
kunstigt nede på nettet - men når du så
afhenter bilen, præsenteres du for en regning for den
første tankfuld benzin. De store velkendte udlejningsselskaber
holder sig normalt for gode til den slags numre, men det kan
altså forekomme.
Læs også vores artikel om afhentning
og udlevering af udlejningsbiler i USA og Canada 
GPS-udstyr eller ej:
De fleste udlejningsselskaber tilbyder i dag, at du kan leje
GPS-udstyr for et mindre gebyr pr. dag - typisk 10-15 dollars.
Og det er fristende at tilkøbe en GPS, når du
reserver bilen. Men tænk dig lige om en ekstra gang:
Har du reelt brug for GPS'en, eller kan du i virkeligheden
sagtens finde rundt uden problemer? Skiltningen i USA og Canada
er fremragende, og benytter du et godt vejatlas fra fx Rand
McNally, har de færreste i virkeligheden brug en GPS.
Desuden sløver GPS'en dine sanser, så du totalt
overser det område og landskab, du kører igennem.
GPS'en vil også ofte insistere på, at du skal
køre på motorveje, så du går glip
af de smukke amerikanske landeveje, der ligger lige ved siden
af motorvejen.
Vil du endelig have en GPS, så overvej om det ikke
er smartere simpelthen at købe en GPS frem for at leje
den. Du kan købe en billig GPS i den første
Walmart, du kommer forbi på din vej, og er du fx afsted
i 14 dage eller mere, vil det være være billigere
at købe GPS'en frem for at leje den hos udlejningsselskabet.
Og når du nu alligevel er på indkøb i Walmart,
så køb også en køleboks og fyld
den op med isterninger, så du altid har kolde drinks
i bilen på de lange ture. Og sluk så for GPS'en,
når du forlader de store byer og kører ude på
landet. Her kan du sagtens finde rundt uden GPS, da der er
ikke ret mange veje at vælge mellem i det vestlige USA.
Her kan selv de mest retningsforvirrede turister være
med.
Satellitradio i udlejningsbilen:
I gamle dage (læs for få år siden) var det
noget af en prøvelse at finde en god radiostation,
når man kørte gennem USA. Ganske vidst er udvalget
af radiostationer rimeligt stort i USA. Men kører du
gennem Midtvesten eller Sydstaterne, kan du i længden
godt blive træt af de mange country-western eller jazz-stationer.
Desuden vil du opleve, at lige når du har fundet den
perfekte station med det helt rigtige miks af musik, så
begynder FM-signalet at fade ud på grund af de store
afstande. Og så må du ellers pænt nøjes
med country-western nogle hundrede miles, indtil du igen kommer
i nærheden af en storby, hvor der påny er et rimeligt
udvalg af radiostationer.
Heldigvis har amerikanerne opfundet XM Sirius, en satellitradio,
der efterhånden er standard i de fleste udlejningsbiler.
Tidligere var satellitradioen forbeholdt de dyrere udlejningsbiler,
men nu følger XM Sirius med i næsten alle modeller.
Med XM Sirius kan du vælge og vrage mellem mere end
200 forskellige stationer - naturligvis inddelt i forskellige
genrer som heavy, soft rock, jazz, blues, 70'erne, 80'erne,
Elvis eller nyhedsstationer, sportstationer, debatstationer,
ect. Udvalget er et miks af "rigtige" regionale
radiostationer og internetstationer, der spiller den samme
genre døgnet rundt.
Min personlige favorit er "Sirius 71 - smoth jazz"
på kanal 71, der spiller behagelig køremusik
hele døgnet rundt. Nogle vil sikkert være enige,
mens andre vil løbe skigende bort. Men så er
det jo godt, at der er mere end 200 andre stationer at vælge
mellem. Tjek selv udvalget af kanaler på XM Sirius hjemmefra
på www.sirius.com/channelguide

Biludlejningsfirmaer:
Se listen over alle biludlejningsfirmaer
i USA 
Autocampere og motorhomes:
Tjek vores infoside om autocampere
og motorhomes i USA 
Motorcykler:
Læs mere om motorcykelrejser
i USA 
Informationerne på denne side er senest opdateret
den 6. maj 2010.
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
|