Flybilletter Biludlejning Hoteller Rejseforsikring Pas- og visaregler Rejsebøger Bloggen
Rejsetips USA
Nationalparker
Storbyer
Route 66
California Highway 1
Florida Keys
U.S. 61
Om Highways-USA.com

 

Highways-USA.com


 

USA rejsetips
 


• Autocampere

 

• Bilist i USA

 

• Biludlejning

 

• Billeje i praksis

 

• Billeje udlevering

 

• Færdselsregler

 

• Flybilletter

 

• Flyselskaber

 

• Helligdage

 

• Hoteller

 

• Indrejse i praksis

 

• Kontanter og tips

 

• Kreditkort

 

• Links - danske

 

• Links - engelske

 

• Motelkultur

 

• Motorcykelrejser

 

• Naturkatastrofer

 

• Overnatning

 

• Pasregler

 

• Rabatter

 

• Rejsebureauer

 

• Rejseforsikring

 

• Shopping

 

• Telefoni og el

 

• Tidszoner

 

• Tog - bus - færger

 

• TV - radio - aviser

 

• Vejr og klima




Bestil flybilletter til USA og Canada
Fra
Til 
Udrejse
Hjemrejse
Antal voksne
Børn (0-17 år)











Danske rejsebureauer med USA-ekspertise

De danske rejsebureauer står i kø for at sælge dig rejser til USA. Men ikke alle bureauer ved lige meget om Nordamerika. Nogle er bedst til budget-rejser, andre fokuserer på kør-selv ferier, og nogle dyrker luksusrejser. Endelig er der masser af internet-bureauer, der blot forsøger at tjene hurtige penge på flybilletter.

Her er en alfabetisk liste over og guide til de største bureauer med information om styrker og svagheder blandt bureauerne.


Albatros travel:
Albatros travel er især kendt for sine grupperejser til mere eksotiske destinationer i Asien og den tredje verden. Men de senere år har Albatros også rettet blikket mod Nordamerika, og bureauet arrangerer hvert år en række grupperejser med danske guider til USA og Canada.

Grupperejserne i USA med Albatros omfatter bl.a. en klassisk rundrejse til New York og Washington D.C. og en næsten lige så klassisk rundrejse i det sydvestlige USA, hvor alle de store nationalparker besøges, fx Grand Canyon. Albatros har også en 19 dage lang rundrejse fra kyst til kyst, hvor New York og Washington kombineres med det vestlige USA.

Albatros' slogan er "Rejser med hjerte, hjerne og holdning", og bureauet er specialister i at lave grupperejser, der giver deltagerne i et væsentligt indblik i de enkelte landes kultur og samfundsforhold. Mere på www.albatros-travel.dk

DSB Rejsebureau:
DSBs Rejsebureau forbindes af åbenlyse grunde især med togrejser. Udlandsrejser på skinner udgør da også fortsat en stor del af bureauets kerneområde, men i dag er mottoet hos DSB Rejsebureau: Tog, fly og hotel, og de sidste par år har man fokuseret langt mere på individuelle rejser med fly.

Når det gælder USA har DSB udgivet sit eget katalog, der hører til et af de flotteste og mest informative USA-kataloger fra de danske rejsebureauer. Produkterne består som hos de fleste andre rejsebureauer af færdigpakkede rundrejser og individuelle kør-selv rejser. Til gengæld er DSBs Rejsebureau langt bagefter andre bureauer på internettet.

DSB ligger i øvrigt i konstant kappestrid med FDM travel om at være den største danske rejsebureaukæde. P.t. har DSB førertrøjen på med 17 rejsebureauer i Danmark, mens FDM travel indtager en solid andenplads med 10 rejsebureauer. DSB Rejsebureau er i øvrigt landets ældste rejsebureau, grundlagt i 1889. Mere på www.dsbrejsebureau.dk

FDM travel:
Bilisternes organisation FDM har siden 1954 haft eget rejsebureau, der arrangerer rejser for medlemmerne. Du behøver dog ikke være medlem af FDM for at købe rejser gennem FDM travel, der med 10 rejsebureauer fordelt over hele landet er Danmarks næststørste rejsebureaukæde.

Det har traditionelt været kør-selv ferie i Europa, som FDM travel har været specialister på, men i dag er oversøiske rejser ved at fortrænge Europa fra toppen. FDM travel har gjort USA til deres speciale, og udbyder en lang række rundrejser - både individuelle rundrejser og nu også rejser med guide.

Som en lille specialitet kan FDM travel tilbyde kunderne dansksprogede trykte rejseguider til rundrejsen. Også ferie i motorhomes i USA er et af FDMs travels kerneområder. Desuden har FDM travel opbygget et meget omfattende inspirationsunivers på nettet om USA, herunder artikler om storbyer og nationalparker - www.fdm-travel.dk/usa

Er du medlem af FDM, når du rejser i USA, har du adgang til søsterorganisationen AAA's store netværk af kontorer i USA, som til FDM medlemmer gratis udleverer vejkort og andet materiale. FDM medlemmer har også adgang til de samme rabatter i USA som AAA's egne medlemmer. Som FDM-medlem har du via www.fdm.dk også onlineadgang til AAA's store ruteplanner Trip Tik, hvor du kan planlægge kørselsruter på kryds og tværs i USA - www.fdm.dk

Kuoni:
Da switzeren Alfred Kuoni i 1906 åbnede sit lille rejsebureau i Zurich, havde han næppe fantasi til at forstille sig, at det lille bureau en dag ville blive til en verdensomspændende rejsekoncern. Men Kuoni er dag en af de helt store internationale spillere i den internationale rejsebranche, når det gælder individuelle rejser.

Kuoni kom ind på det danske marked i 2002, da bureauet overtog det daværende Dane Tours, der indtil da var et af de rejsebureauer i Danmark med den største USA ekspertise. Kør-selv ferie i USA er fortsat et af de helt produkter for Kuoni, og bureauet har et fint USA-katalog med fastlagte rundrejser, individuelle ture, motorhomes, m.v. Kuoni har også 13 forslag til smukke ruter i USA, der kan bruges som inspiration under rejseplanlægningen. Mere på www.kuoni.dk

MyPlanet:
MyPlanet var tidligere tæt knyttet til canadisk-amerikansk venskabsforening og australsk-new zealandsk venskabsforening, men begge foreninger kappede i 2007 forbindelsen. MyPlanet's hovedkompetencer er stadig rejser til Australien, New Zealand, Canada og til dels USA. MyPlanet flyttede i 2008 fra Holstebro til nye lokaler i Århus i forbindelse med en fusion med Hannibal og Marco Polo. MyPlanet er ejet af den engelske koncern First Choice.

MyPlanet har traditionelt fokuseret på friluftsliv og oplevelser i fx nationalparker, og skal du på camping- eller motorhome-ferie i Canada eller USA, er MyPlanet gode at spørge til råds.

MyPlanet har et af de mest overskuelige USA- og Canada-kataloger blandt de danske rejsebureauer. Og så er MyPlanet stadig det rejsebureau i Danmark, der ved mest om rejser til Canada. www.myplanet.dk

Nyhavn Rejser:
Navnet afslører adressen: Nyhavn Rejser har kontorer i Nyhavn ved Københavns havnefront, og her har bureauet haft til huse siden starten i 1988 - dog på forskellige adresser. Nyhavn Rejser arrangerer individuelle rejser over hele verden, og har fokus rettet mod de mere eksklusive oversøiske destinationer. Bureauets katalogførte pakkerejser - rejser med fly og hotel - hører således hjemme i den dyrere ende af skalaen, typisk med overnatning på fire-fem stjernede hoteller.

Når det gælder USA, har Nyhavn Rejser et af rejsebranchens flotteste og mest omfattende USA-kataloger, hvor du ud over information om hoteller og rundrejser også får mere generelle rejsetips. Som et af de eneste danske rejsebureauer har Nyhavn Rejser inkluderet Hawaii i deres katalog - igen med udgangspunkt i mere eksklusive ferieophold.

Nyhavn Rejser holder fra tid til anden foredrag om deres destinationer, og er i øvrigt også specialister i at arrangere events og firmarejser for erhvervslivet. www.nyhavn.dk

Profil Rejser:
Rejsebureuaet med hovedkontor på Gammel Kongevej i København har siden starten i 1983 stille og roligt vokset sig op til at være et af Danmarks største rejsebureauer for individuelle rejser. Profil Rejser har en lang tradition for selv at indkøbe og katalogføre deres rejseprodukter, og målt i antallet af udgivne kataloger, er Profil Rejser ubetinget Danmarks største individuelle rejsearrangør.

USA og Canada er et centralt produkt for Profil Rejser, og bureauets USA-katalog er det tykkeste, du kan opdrive i Danmark - bl.a. med en mangfoldighed af hoteller, hvis du selv vil planlægge din USA-rejse. Profil Rejser er meget stærke på pakkerejser i USA, og Profil Rejsers har flere egenproducerede pakkerejser. Profil Rejsers store udvalg af pakkerejser gør faktisk, at flere af bureauets rejser også sælges af nogle af de øvrige rejsebureauer i Danmark.

Profil Rejser har bureauer i København og Odense og ejer også Helsinge Rejsebureau samt Hemmingway Rejser med speciale i rejser til Afrika. www.profil-rejser.dk

Risskov Travel Partner:
Det Randers-baserede Travel Partner, der er fusioneret med det tidligere Risskov Rejser - derfor tilnavnet Risskov - har stille og roligt opbygget en stor markedsandel og ekspertise på rejser til USA og Canada. Den Randers-baserede del af bureauet kaldte sig tidligere ganske ubeskedent Amerika Eksperten, men opererer altså nu under navnet Travel Partner.

Risskov Travel Partner laver deres egne kataloger og tilbyder ud over individuelle rejser med rutefly til USA og Canada også rundrejser med dansk guide. Travel Partner er også gode til ferier med motorhome i Nordamerika. Læs mere om bureauets produkter på www.risskov.com

Spies Special:
Oprindeligt hed de Gate Eleven og siden kom til de til at hedde My Travel Tango, der blev bakket op af dyre TV-reklamer. Men tangoen svingede aldrig rigtigt for My Travel Tango, så nu er navnet igen ændret, denne gang til Spies Special for at læne sig op Spies-navnets styrke.

Det er dog langtfra traditionelle charterrejser, men individuelle rejser til oversøiske destinationer, som skal sælges under det nye navn. I USA er det således Florida og Californien, der satses på fra Spies Special side. Der sælges således klassiske kør-selv pakker med fly, hotel og billeje og detaljerede rutebeskrivelser for de knapt så erfarne USA-turister.

Med andre ord adskiller Spies Special sig ikke p.t. markant fra de andre rejsebureauer, der også sælger pakkerejser til USA med fly, hotel og bil. Læs mere på Spies Specials hjemmeside www.spies.dk/special

Andre rejsebureauer:
Jysk Rejsebureau med hovedsæde i Århus og kontorer i København, Århus, Odense og Aalborg koncentrerer sig især om rejser til Asien, Sydamerika og den tredje verden generelt. Bureauet er især skarp på budgetrejser for ryksækfolket. Jysk Rejsebureau er kendt for sin personlige vejledning og tætte kontakt til kunden kombineret med en omgang god jysk grundighed. USA og Canada er dog ikke bureauets stærkeste side. www.jysk-rejsebureau.dk

Kilroy Travel er det kække og frække rejsebureau for unge under 26 år eller studerende under 32 år. Hører du til denne målgruppe, er Kilroy et godt sted at starte researchen til din næste USA-tur. Kilroy kan alle rabatmulighederne for unge og studerende til fingerspidserne. Men har du passeret den magiske grænse på de 26 eller 32 år, er Kilroy ikke længere noget oplagt valg. Som de siger hos Kilroy: Go Before It's To Late. www.kilroytravels.dk

Kilroy Travel forhandler i øvrigt som det eneste danske rejsebureau Greyhounds særlige buspass - herunder et pas, der giver fri rejse med alle Greyhounds buslinier over hele USA i en måned.

Rejsebureauet Team Benns holder til i Holstebro og er ejet af de samme investorer, som står bag Kilroy Travel. Bureauets stærke side er især grupperejser til europæiske storbyer samt USA, Canada og Australien. På Team Benns' hjemmeside findes en del information om USA - det meste er dog af ret kommerciel karakter. www.teambenns.com

USA Rejser på Strøget i det indre København er et klassisk rejsebureau, der siden begyndelsen af 80'erne specialiseret sig i at sælge især flybilletter til walk-in kunder. USA Rejser er en del af Norsk Rejsebureau, som arrangerer rejser til Norge. Som navnet antyder, er det især USA, som har bureuaets opmærksomhed, og de to drivkræfter bag USA Rejser ved begge rigtigt meget om USA. Nogle vil måske ligefrem kalde de to ejere nørdede.

USA Rejser lægger ikke skjul på, at internettet ikke er noget, man bruger ret meget. Bureauets hjemmeside er dog blevet forbedret noget de sidste par år. Men personlig eller telefonisk henvendelse er stadig en fordel. www.usarejser.dk

USATours.dk er et helt nyt rejsebureau, der specialiserer sig i at lave grupperejser for mindre grupper med bus i USA med dansktalende guider. Bureauet har bl.a. grupperejser med guide til Californien, Florida, New England og Memphis. Ud over grupperejserne tilbyder USATours.dk også at skræddersy individuelle rejser. Bureauet kalder selv denne service for "Bestem selv prisen", hvor brugeren indtaster en maksimumpris for rejsen, hvorefter USATours.dk tjekker, om de kan efterkomme brugerens ønsker i forhold til rejsebudgettet. Mere på www.usatours.dk

USATours.dk udspringer faktisk af et andet rejsebureau, Good Sport Travel, som arrangerer sportsrejser til USA i sommerferien for unge mænd i alderen 15-25 år. Læs mere på www.good-sport-travel.com

Rejsefeber.dk og Lastminute.com:
På internettet skal du skelne mellem "rigtige" internet-rejsebureauer og internet-portaler, der blot sælger flybilletter og hotelværelser. Til de "rigtige" internet-rejsebureauer hører www.rejsefeber.dk, som er ejet af den internationale rejsekoncern TravellogeCity. Rejsefeber.dk blev grundlagt i 1998 og var reelt det første danske rejsebureau på nettet. Rejsefeber.dk blev i 2004 købt af TravellogeCity.

TravellogeCity står også bag den store internationale rejseportal Lastminute.com, der i 2006 åbnede med en dansksproget udgave. Her er fokus især rettet mod kortere ferier i udlandet og solskinsferier, men man sælger naturligvis også flybilletter til rutefly. www.lastminute.com sidder i øvrigt sammen med Rejsefeber.dk, og er ligesom Rejsefeber.dk et "rigtigt" internet-rejsebureau. Amerikansk ejede TravellogeCity driver også flyreservationssystemet Amadeus, som mange rejsebureauer bruger til at booke flybilletter.

Rejsesøgemaskiner og rejseportaler:
Der findes i dag utallige danske og udenlandske rejsesøgemaskiner, der alle kappes om at sælge dig den billigeste flybillet. Det er dog ofte minimalt, hvor meget priserne ændrer sig fra den ene søgemaskine til den anden. Der kan dog være lidt forskel på, hvilke flyselskaber de enkelte søgemaskiner inkluerer i deres søgninger, men det har kun betydning på europæiske flyvninger. Når der søges på flybilletter til fx USA og Canada, er antallet af flyselskaber begrænset, og store selskaber som SAS, British Airways, Lufthansa, Air France, KLM og amerikanske fly vil altid være repræsenteret.

Når du selv booker flybillet online, så husk at billetterne ofte ikke kan ændres - og at det er meget begrænset, hvilken hjælp og service du kan forvente dig og fra søgemaskinerne på nettet. Der er en grund til, at prisen for flybilletter er lidt højere hos de "rigtige" og etablerede rejsebureauer og lavere på nettet.

Flybillet.dk. Har fået en tiltrængt ansigtsløftning og tilbyder nu også hotelophold og pakkerejser med fly og hotel. Flybillet.dk er ejet af den europæiske rejsekoncern European Travel Interactive, der købte Flybillet.dk i 2009, og som også ejer Seat24, Supersaver og Travelstart. Altså noget af en kæmpe. Flybillet.dk er medlem af Rejsegarantifonden. Priserne er rimelige, men ikke nødvendigvis billigt. Søgningen på flybilletter virker lidt langsommelig. www.flybillet.dk

Flyrejsen.dk/ Vivero.com. En af de første danske søgemaskiner, der lavede prissammenligninger på flybilletter. I dag hedder sitet det uforståelige Vivero.com, men bagved sidder et par entusiastiske gutter, der forsøger at give danskerne en gennemsigtig pris på deres flybilletter. Sitet søger priser hos både flyselskaber og andre søgemaskiner, og kommer ifølge eget udsagn op med priser, der inkludere diverse gebyer. Folkene bag sitet er ret synlige i medierne med diverse pressemeddelelse og laver også test af flypriser. Et forsøg værd trods det specielle navn. www.vivero.com

MrJet var en af de første rejseaktører på internettet, grundlagt i 1997. I dag er MrJet er en del af den internationale rejsekoncern Travelport, repræsenteret i 130 lande. MrJet-navnet bruges også i Norge og Sverige, og det nordiske hovedkontor ligger i Stockholm. Mr. Jet fik gjort sig uheldigt bemærket i DR's forbrugermagasin Kontant i foråret 2007. Bureuaet nægtede at refundere en flybillet overfor en kunde indtil Kontant meldte sig på banen. Bemærk at Mr. Jet ikke er medlem af Rejsegarantifonden i Danmark, men af det tilsvarende svenske Kammarkolligiet. www.mrjet.dk

Seat24 er endnu en flysøgemaskine grundlagt af svenske iværksættere. Seat 24 kom til Danmark i 2002, og er i dag en del af rejsekoncernen European Travel Interactive, der også ejer bl.a. Flybillet.dk. Seat24 er til stede i hele Skandiavien samt Tyskland. Portalen tilbyder samme udvalg af flybilletter til samme priser som de andre aktører. www.seat24.dk

Supersaver - alene navnet understreget, at discount er i centrum her. Med sloganet "samme rejse - meget billigere" har Supersaver haft rimelig stor succes med at få folk til at booke flybilletter hos lige netop dem. Supersaver blev grundlagt i 2005, men blev i 2009 køb af European Travel Interactive, der også ejer Flybillet.dk og en stribe andre flysøgemaskiner. Efter at have været meget synlige på nettet for et par år siden, hører man p.t. ikke så meget til www.supersaver.dk

Travellink blev grundlagt i 2000 af bl.a. SAS, der ville have sit eget internetrejsebureau. I 2005 blev Travellink solgt til europæiske Opodo, som en række europæiske flyselskaber står bag. Travellink udmærker sig ikke specielt i forhold til de øvrige aktører på nettet, men har dog en af branchens mere overskuelige bookingmaskiner. Travellink er i øvrigt ikke medlem af Rejsegarantifonden i Danmark, men af det tilsvarende svenske Kammerkollegiet. www.travellink.dk

Travelstart er endnu et internetrejsebureau grundlagt i Sverige, men som i 2010 blev en del af den europæiske koncern European Travel Interactive. Bortset fra nogle fotos af en række personer i sort/hvid, der kigger op i luften, er Travelstart ikke meget anderledes end de øvrige aktører i markedet. Det samme gælder priserne. www.travelstart.dk

Highways-USA.com:
Highways-USA.com er et uafhængigt journalistisk internetmedie, og vi er derfor IKKE noget rejsebureau. Vi giver ikke personlig eller individuel rådgivning, men forsøger gennem vores artikler at inspirere og give dig et så objektivt billede af USA som rejseland - herunder hjælp og uafhængig inspiration til planlægningen af din kommende USA-rejse.

Highways-USA.com er dog også en forretning. Vi får derfor i nogle tilfælde provision fra de rejsearrangører, der er nævnt på Highways-USA.com. Det kan være provision af flybilletter, hotelværelser, biludlejning, rejseforsikringer og rejsebøger. Men vi omtaler imidlertid altid samtlige væsentlige aktører på markedet uden undtagelse - uanset om vi får provision eller ej. Hvor du i sidste ende vælger at købe dine rejseprodukter, er således helt op til dig som kunde.

Har du spørgsmål til Highways-USA.com, er du velkommen til at kontakte os. Her finder du vores kontaktinformationer

Informationerne på denne side er senest opdateret den 3. juni 2010.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com




Føj Highways-USA.com til dine foretrukne  |  Highways-USA.com som startside  |  nyhedsbrev  |  ophavsret  |  kontakt os  |  site map
Highways.dk - Danmark  |  Highways-USA.com - USA og Canada  |  Highways-Iceland.com - Island og Færøerne
Copyright © 2005 - 2010 Highways-USA.com. Alle rettigheder forbeholdes.