Den amerikanske sommer
Mens det stort set er sommervarmt hele året rundt i
det sydlige Californien og i Florida, så følger
hovedparten af det centrale og nordlige USA, årtidernes
skiften i Danmark - dog med store regionale forskelle.
Jo længere du kommer nordpå, desto kortere er
sommersæsonen. Til gengæld er somrene i f.eks.
Midtvesten ofte både varme og tørre, mens temperaturerne
ude langs både Østkysten og især Vestkysten
holder sig på et mere moderat niveau i kraft af den
lune havtemperatur. Men i storbyerne på den amerikanske
østkyst har man jævnligt nogle meget varme sommerdage,
især i juli og august.
Jo længere sydpå du kommer, desto varmere og
fugtigere bliver det. I sydstaterne samt Florida betragtes
juli og august som "off season". Her er priserne
på overnatning i bund p.g.a. den fugtige varme, der
ligger som en dyne over Florida.
I det sydvestligste USA - Arizona, New Mexico og Texas - kan
varmen være noget nær uudholdelig i juli og august.

Amerikansk
vinter
Hele det nordlige og centrale USA er kendt for sine kolde
og snerige vintre. Jo længere nordpå, desto mere
sne, og i de nordligeste stater falder den første sne
i midten af oktober. Her slår fastlandsklimaet igennem
for fuld styrke med varme somre og meget kolde vintre.
Ude langs kysterne sørger det lune havvand for at
dæmpe temperaturfaldet, og på den amerikanske
vestkyst bliver vintrene sjældent særligt strenge.
Til gengæld er New England og New York-området
hvert år udsat for voldsomme snestorme, der nogle år
godt kan nå helt ned til de nordligste sydstater. Kystbyerne
langs New Englands kyst bliver i sjældne tilfælde
udsat for massive isstorme, hvor husene nærmest bliver
pakket ind i is.
I Rocky Mountains-staterne begynder sneen at falde og lukke
bjergveje og bjergpas fra slutningen af september, mens præriestarter
som Texas, New Mexico, Arizona samt Californien ikke er nævneværdigt
plaget af vintervejr - selvom det ude på den flade prærie
godt kan blæse rigtigt råkoldt gennem marv og
ben.

Regn- og tordenstorme
Sensommeren er højsæson for regnstorme eller
thunderstorms, som amerikanerne kalder dem. Umiddelbart lyder
fænomenet harmløst, men du skal have respekt
for de amerikanske regnstorme, der kan opstå med meget
kort varsel, og som ofte er ledsaget af lyn, torden og kraftig
blæst med vindstød af stormstyrke.
Hvis du er udenfor, så søg så vidt muligt
tilflugt indendørs, mens uvejret passerer. Tordenstorme
forsvinder i de fleste tilfælde lige så hurtigt,
som de opstår.
Hurricanes - orkaner
Orkansæsonen i det sydlige USA går officielt
fra juni til september, men de senere år har sæsonen
rykket sig, og der er flere eksempler på kraftige orkaner
i oktober og helt frem i begyndelsen af november.

Det er ikke kun Florida, der er udsat for orkaner. Det gælder
hele den amerikanske Golf- og Atlanterhavskyst, hvilket orkanen
Katrina et et eksempel på, der den 29. september 2005
bl.a. hærgede New Orleans. Orkaner kategoriseres på
en skala fra et til fem med fem som de voldsomste. Katrina
i New Orleans var en kategori fire-orkan.

Du skal andre ord ikke spøge med de amerikanske hurricanes.
Hvis du er så uheldig, at du kommer i nærheden
af en orkan, så lyt til de officielle advarsler, og
respektér eventuelt myndigheders krav om evakuering.
I Florida har man lavet specielle evakueringsruter, der er
markeret med særlige skilte, som skal benyttes i tilfælde
af en evakuering.
Det kan være livsfarligt at forsøge at "stå
stormen igennem". Hurricanes er totalt uforudsigelige,
og de ændrer retning med kort varsel. Så pak kufferten
og forlad området - også selvom langtfra alle
hurricanes spreder død og ødelæggelse.
Flere af de populære ferieområder i det sydlige
USA har i øvrigt lavet særlig orkan-information
til turisterne med information om, hvordan du skal forholde
i tilfælde af en orkan. Det gælder bl.a. Florida
Keys - læs
mere her 
Tornadoer
Det amerikanske Midtvesten er hvert år i august og september
plaget af tornadoer, der fejer hen over de flade præriestater.
Tornadoerne opstår typisk i sensommeren, når ustabil
og kølig luft fra Den Mexicansk Golf trækker
ind over de meget varme luftmasser over fastlandet, hvilket
udløser de voldsomme naturkræfter.

Af samme grund kører tv-stationerne i det amerikanske
Midtvesten i tornado-sæsonen et infobånd i bunden
af skærmen, hvor du løbende kan følge
med i, hvor stor risikoen er for tornadoer, og om der eventuelt
er observeret nogle aktive tornadoer i lokalområdet.

Selvom
tornadoer er "eksotiske" for de fleste danskere,
og selvom det er fristende at se nærmere på fænomenet,
så skal du holde dig på afstand og eventuelt gå
indendøre, hvis en tornado krydser din vej. 1990'ernes
amerikanske katastofefilm om tornadoer overdriver ikke, når
det handler om tornadoernes naturkræfter.
Fahrenheit og Celsius
Som en ekstra udfordring for turister bruger amerikanerne
Fahrenheit til at måle temperaturer med i stedet for
Celsius som i resten af verden. Den officielle omregningsfaktor
fra Fahrenheit til Celsius er Fahrenheit minus 32 gange 0,55.
Men i praksis kan du bruge en tommelfingelregel, som hedder
at 90 Fahrenheit svarer til cirka 30 grader, 70 Fahrenheit
til 20 grader og 50 Fahrenheit til 10 graders Celsius. Frysepunktet
på Fahrenheit-skalen ligger ved 32 graders Fahrenheit.
En præcis omregningstabel fra Fahrenheit til Celsius
finder
du her 
Vejret som underholdning
Vil du alligevel gerne opleve en amerikansk tornado på
tæt hold - eller udsætte dig selv for et jordskælv
i San Francisco - så er Universal Studios i Orlando
i Florida leverindsdygtig i begge dele.
Parken har bl.a. forlystelsen Twister, bygget over tornado-filmen
af samme navn. Her tager effektmagerne fra Universal Studios
dig med ind i Twister-universet og blæser dig godt og
grundigt igennem, mens løse blade, neonskilte, træer
og en tankvogn lastet med flydende ilt fyger om ørerne
på dig og det øvrige publikum.
Er du i stedet til jordskælv, så smut en tur
ned i San Franciscos undergrundsbane, hvor metrotoget pludseligt
bliver afsporet, da det helt store jordskælv rammer
byen. Loftet falder ned, lyset går ud, togvognene truer
med at vælte helt rundt, og en tankvogn med benzin glider
ned i tunnelen oppe fra gadeniveau. Underholdende og meget
realisttisk, men ikke løjer for folk med sarte nerver.
Læs også vores side om jordskælv
og vulkaner i USA 
Af
Henrik Lange, Highways-USA.com
Fotos: Shutterstock.com
|