Sideways betyder direkte oversat ”biveje”. Og det er både de helt bogstavelige og livets mere alternative biveje, der er i spil i Sideways, som også byder på flere andre af livets vigtigste ingredienser: God vin og smukke kvinder – det hele placeret i naturskønne omgivelser i Californiens Santa Ynez Valley i det centrale Californien, som er en fremragende vindal, hvor danskerbyen Solvang i øvrigt også ligger. En alternativ roadmovie på nogle af de mindre veje i Californien – men alligevel grundlæggende en roadmovie.

Se den officielle trailer for Sideways:

En ferieuge med en uventet drejning
De to gamle venner Miles og Jack har planlagt en uges ferie sammen op til det centrale Californien, da Jack står foran at skulle giftes. Så han skal lige have løbet hornene lidt af sig inden, at ægteskabets bånd for alvor begynder at stramme. Og på den officielle agenda for turen står der bl.a. vinsmagning og golfspil.

Den underliggende dagsorden er dog ikke helt så uskyldig: Jack vil nemlig gerne gøre Miles en tjeneste, der stadig hænger fast i forholdet til sin for længst fraskilte kone. Jack forsøger derfor at få Miles i kontakt med nogle af de kvinder, de møder på deres vej. Miles er dog mildt sagt tungnem ud i scoringens fornemme kunst, så det ender i stedet med, at Jack – der står foran at skulle giftes – roder sig ud i en affære. Et forhold, der som dagene skrider frem, bliver mere og mere alvorligt. Derfra slingrer historien så derudad, og tager nogle gevaldige sving og sideveje, inden den lander på sin egen afdæmpede måde.

Fokus på Californiens vinproduktion
Det er det centrale Californien med Santa Ynez Valley nord for Santa Barbara, der er filmens geografiske omdrejningspunktet. Og det er her omkring byerne Solvang, Los Olivos og Buellton, at filmens mange vingårde befinder sig, hvor Miles og John skyller det ene dejlige glas vin ned efter det andet. Og det er hovedvejen op langs Californiens Stillehavskyst, U.S. 101, der er filmens navlestreng, som de bevæger sig frem og tilbage på flere gange.

Sideways er således en rigtig location film, og hovedparten af filmen er filmet i de tre byer, Buellton, Los Olivos og Solvang. Og hvis man bevæger sig rundt Santa Ynez Valley den dag i dag, kan man flere steder se skilte ved indkørslen til vingårdene i området, at det var her og her, at Sideways blev filmet – ligesom som restauranten The Hitching Post i Buellton stadig ligger der.

Sideways’ store internationale succes gjorde, at Santa Ynez Valley i den grad blev sat på landkortet som vindestination i Californien, og gjorde bl.a., at Solvang i dag ikke længere ”kun” er kendt som den danske by – men også som et sted med masser vingårde og spændende vinproduktion i oplandet. Sideways er derfor en oplagt opvarmningsfilm, hvis I planlægger at lægge vejen forbi det centrale Californien i ferien.

Prisregn og hæder over Sideways
Sideways blev belønnet med en stribe filmpriser efter premieren. Bl.a. vandt Sideways en Golden Globe i kategorien ”Bedste komedie eller musical”, ligesom den var nomineret til hele fem Oscars, bl.a. bedste film. Filmens cast er ikke specielt kendt her i Danmark – måske lige med undtagelse af de kønne Virginia Madsen. Men det ændrer ikke på, at der spilles formidabelt i alle roller.

Sideways er altså ikke en traditionel roadmovie. Men da det at rejse er en central del af filmens plot, og at filmens smukke landskaber og brug af veje og bevægelse i filmen spiller en central rolle i historien, skal Sideways alligevel med på listen over klassiske roadmovies.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com