Det er gjort flere forsøg på at blande genren komedie og roadmovies, men det er sjældent blevet en særlig vellykket blanding. Dramaet eller spændingsfilmen fungerer ganske enkelt bedre som roadmovie. Men nogle ganske få roadmovies rager heldigvis op i filmhistorien, og en af de fornemste eksempler er med to af 70’erne største stjerner, Burt Reynolds og Sally Field i Smokey and the Bandit, som på dansk fik titlen Det Vilde Ræs.

Se traileren til Smokey and the Bandit her:

Øl tværs gennem Sydstaterne
Selve rammefortællingen hører til i den lettere tågede afdeling, og er vist mest opfundet for at skabe et alibi for at lave en historie med nogle tunge trucks og hurtig Trans Am med Burt Reynolds bag rattet: Historien handler om et væddemål på 80.000 dollars, som udløses, hvis The Bandit kan køre nogle toldfrie og dermed ”forbudte” øl fra Texas til Georgia på 28 timer.

Den slags plejer at vække de lokale færdselsbetjentes opmærksomhed – de såkaldte ”Smokeys” – derfor har man også fyret op under 70’ernes store amerikanske fart ikon: En stor Trans Am, der kan aflede opmærksomheden, hvis det skulle blive nødvendigt køre fra nogle af de mere nærgående elementer fra ordensmagten. Dertil hører bl.a. Buford T. Justice fra Texas, der forfølger The Bandit over statsgrænsen og østpå mod Georgia – selvom han dermed er på “fremmed” juridisk grund.

For også at få et feminint element ind i historien, dukker Sally Field op, der er stukket af fra sit bryllup, og som naturligvis bliver samlet op Burt Reyholds – for at holde ham med selskab på vej fra Texas gennem Arkansas, Mississippi, Alabama og Georgia.

Klassisk 70’er underholdning
Historien hører med andre ord hjemme i den pjankede afdeling, og enkelte steder har filmen en tendens til at ville prøve kræfter med ordinær falden på halen-komik. Det er heldigvis undtagelsen, og filmen redder sig hjem via det gnistrende samspil mellem Burt Reynolds og Sally Field, som begge er i absolut topform.

Hertil kommer god action, og når der så samtidig er rigeligt med 70’er nostalgi i form af klassiske truckstops og tankstationer, truckerhumor, en convoy, to sporede landeveje, country-western i radioen og small talk over walkien, så holder Smokey and the Bandit stadig den dag i dag. Walkie talkie radioen – den såkaldte CB – var i midten 70’erne den helt nye opfindelse, så brugen af den fylder en del i filmen.

En tur tilbage til uskyldens årti
Burt Reynolds makker i filmen, der kører den store truck med de illegale øl, spilles af Jerry Reed, der var en country-western sanger, og som samtidig stod for filmens musik, som han også lagde stemme til.

Smokey and the Bandit endte med at blive så stor en succes, at der i 1980 blev lavet en officiel to’er, der dog ikke kom i nærheden af etterens charme, selvom alle de tre hovedroller Burt Reynolds, Sally Field og Jerry Reed stillede op igen. Smokey and the Bandit lægger sig i øvrigt lidt op ad Convoy fra 1978 med Kris Kristoffersen, som dog har en mere samfundskritisk vinkel, hvor Det Vilde Ræs kun er ude på at underholde.

Det Vilde Ræs er en tur tilbage til uskyldens årti med humor, fest og farver, når 70’erne var bedst. Så find en kold six pack frem fra køleskabet, hæld nogle popkorn i en stor skål, smid benene op på sofabordet og nyd denne veltrimmede 70’er komedie, der stadig holder hele vejen hjem.

Læs også min introduktion til artikelserien om roadmovies

Bemærk: Det er op til folk selv, at finde frem til de roadmovies, jeg anmelder i min søndagsserie. Nogle kan købes på dvd, nogle kan streames/ lejes online, og nogle kan sikkert lånes på biblioteket – eller ses på tv. Filmene er udvalgt personligt af undertegnede ud fra “roadmovie” kriterier, men altså ikke ud fra om de kommer i tv eller lignende.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com