Rocky Mountains National Park: Toppen af USA

Bjergtinder, bjørne, blæst og bidende kulde er blot nogle af de fascinerende ingredienser, som Rocky Mountains National Park i Colorado et par timers kørsel nord for Denver kan byde på. Nationalparken er i den grad den ægte vare, hvis du vil i nærkontakt med Rocky Mountains. Men højderne i parken gør også, at parken reelt kun er tilgængelig fra slutningen af maj frem til midten af oktober. Det er den periode, hvor vejen gennem parken, Trail Ridge Road, er åben for trafik. Resten af året er vejen lukket p.g.a. sne.

Hoteller i Estes Park øst for Rocky Mountains
Hoteller i Grand Lake sydvest for Rocky Mountains
Hoteller i Denver sydøst for Rocky Mountains

IMG_1217

Fakta om Rocky Mountains National Park:
Åbningstider: Hele året døgnet rundt (dele af parken er lukket om vinteren)
Entré (gælder en uge) 20 dollars pr. bil (gælder i 7 dage)
Parkens areal: 1.075 kvadratkilometer
Højeste punkt:4.346 meter (Long Peak)
Trail Ridge Road: 48 miles/ 77 kilometer (Højeste punkt: 3.713 meter)
Old Fall River Road: (Delvis grusvej – bilkørsel tilladt): 11 miles/ 17 kilometer
Geologisk særpræg: Alpin tundra over trægrænsen, bjerge, skove, søer
Geografisk placering: Det nordlige centrale Colorado nord for Denver
Kort over Rocky Mountains National Park på Google Maps

IMG_1259

Stævnemøde med Rocky Mountains
Rocky Mountains National Park er en sjælden mulighed for at komme helt op i højderne og opleve den barske alpine natur et godt stykke oppe over trægrænsen. Således ligger 11 miles/ 17 kilometer af Trail Ridge Road gennem parken oppe over trægrænsen, og det er således den barske tundra natur og de golde bjergsider tilsat sne, der er udsigt til fra nogle af de naturstier og udsigtspunkter, der ligger langs vejen. Flere steder undervejs er der mulighed for en lille sneboldkamp – hvis du kommer i fx juni. På det tidspunkt er sneen oppe i højderne ikke smeltet endnu.

IMG_1180

Køreturen ad Trail Ridge Road er en fantastisk tur med den ene spektakulære panoramaudsigt efter den anden op mod Rocky Mountains snedækkede bjergtoppe – forudsat at vejret er nogenlunde klart. Som chauffør skal du være opmærksom på, at vejret oppe i bjergene kan skifte lynhurtigt, så du skal bruge din sunde fornuft og tjekke vejrudsigten en ekstra gang – især i forsommeren og om efteråret.

IMG_1168

Alpine Visitor Center
Oppe på et af de højeste punkter i parken ligger Alpine Visitor Center med souvenirbutik og restaurant – og naturligvis en unik udsigt til bjergene. Bemærk de store bjælker, der er en del af tagkonstruktionen på Alpine Visitor Center. Bjælkerne på taget er ikke til pynt, men sørger for at taget på bygningen kan holde til de store snemængder, der ligger og tynger ned på taget om vinteren.

IMG_1212

Alpine Visitor Center ligger samtidig midt inde i parken, cirka halvejs mellem Grand Lake ved den sydvestlige indgang til parken og Estes Park, der er den største by ved Rocky Mountains National Park ved indgangen til den østlige del af parken. Estes Park har adskillige hoteller, restauranter og barer og har også masser af tilbud om friluftsaktiviteter, guide ture, hesteridning og andre aktiviteter inde i parken.

IMG_1215

Højeste landevej i USA, 3.713 meter over havet
Trail Ridge Road er livsnerven gennem Rocky Mountains National Park, og vejen er identisk med U.S. 34. Det højeste punkt på vejen gennem parken nås tæt ved Alpine Visitor Center i 3.713 meters højde. Det gør Trail Ridge Road til den højeste beliggende gennemgående landevej i USA. Trail Ridge Road er normalt åben fra slutningen af maj til midten af oktober, afhængig af snemængderne oppe i bjergene.

Nogle år, hvor vintrene har været særligt hårde med ekstra store snemængder, kan der dog nemt gå til et stykke ind i juni, inden Trail Ridge Road åbner for bilkørsel.

IMG_1169

Bear Lake Road er åben hele året
Besøger man Rocky Mountains National Park ”uden for sæsonen”, kan du stadig godt få en smagsprøve på oplevelserne i Rocky Mountains ved at vælge Bear Lake Road i den østlige del af parken. Bear Lake Road er som udgangspunkt åben for biltrafik hele året rundt, men er dog lukket for trafik i 2012 og 2013, da man er ved at totalrenovere vejen og ændre dens forløb. Bear Lake Road forventes at genåbne i efteråret 2013.

Anledningen til renovationen er, at Rocky Mountains National Park kan fejre 100 års jubilæum i 2015 (parken er grundlagt i 1915). Til den tid skal Bear Lake Road være helt færdig.

IMG_1222

Der er ingen hoteller eller lodges inde i selve Rocky Mountains National Park, men er du til camping, findes der flere campgrounds/ campingpladser i parken. Vil du overnatte på hotel kan det gøres i enten Estes Park øst for parken eller i Grand Lake vest for parken.

IMG_1233

Kørsel på Old Fall River Road
Ud over U.S. 34 kan du også vælge U.S. 36 ind i Rocky Mountains National Park – begge udgår fra Estes Park og mødes ved Dear Ridge Junction i den østlige ende af parken. De eventyrlyste kan desuden prøve kræfter med Old Fall River Road, en ensrettet bjergvej på 17 kilometer, der starter i den østlige ende af parken på U.S. 34 og slutter ud ved Alpine Visitor Center.

IMG_1245

Old Fall River Road er den gamle vej gennem Rocky Mountains National Park, og den kan godt køres i en almindelig personbil. Større motorhomes på over 25 fod er dog ikke tilladt på Old Fall River Road. Maximum hastigheden er 15 miles/ 25 kilometer og hovedparten af vejen er grusvej, så tag dig god tid til at nyde naturen og udsigtspunkterne. Der er ikke autoværn langs Old Fall River Road, som naturligvis også er totalt lukket om vinteren.

IMG_1253

Hoteller i Estes Park øst for Rocky Mountains
Hoteller i Grand Lake sydvest for Rocky Mountains
Hoteller i Denver sydøst for Rocky Mountains

www.nps.gov/romo – National Park Service officielle guide til Rocky Mountains National Park

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Ét svar til “Rocky Mountains National Park: Toppen af USA”

  1. Angående den tynde luft oppe i Rocky Mountains: Jeg har lige kørt turen ad Trail Ridge Road og kunne sagtens mærke den tynde luft – det var dog værre på den anden side af Denver i Steamboat Springs og over Flaming Gorge. Man vænner sig til det efter nogle dage, men i starten havde vi hovedpine og kvalme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.