Route 66 i Missouri er identisk Interstate 44, som den følger fra St. Louis helt til Oklahoma City. Turen går gennem de kuperede og skovklædte Oziark Mountains, der er en dejlig afveksling fra de mange og flade kornmarker i Illinois.

Hoteller i St. Louis på Route 66 ved Missisippi floden
Hoteller i Springfield på Route 66 i Missouri
E-bog på dansk til Route 66 – 4.000 kilometer – 8 stater – 3 tidszoner. KLIK HER!

St. Louis og The Gateway Arch over Mississippi
St. Louis er turistmæssigt ikke den mest interessante by på Route 66, så I skal på forhånd vurdere, hvad I vil bruge jeres krudt på. Den mest oplagte løsning er at følge Interstate 55 over Mississippi floden, og så lige efter I har passeret floden, følge Interstate 44 syd ud af byen. Hold godt øje med skiltene mod Interstate 44, for I kan nemt misse afkørslen (som jeg gjorde), hvis I ikke er opmærksomme.

Men overvej lige, om I ikke lige skal tage en afstikker fra Route 66 og bruge et par timer i St. Louis på at besøge Gateway Arch – inklusiv en tur op i toppen af monumentet. Læs portrættet af Gateway Arch i St. Louis

Chain of Rocks Bridge over Mississippi
Er I inkarnerede Route 66 fans, vil I naturligvis gerne opleve den oprindelige Route 66 bro fra 1935 over Mississippi floden. Chain of Rocks Bridge ligger et stykke nord for centrum og går parallelt med Interstate 270 over floden. Interstate 270 passerer nordvest om St. Louis i en stor bue. Denne rute er en del af den oprindelige Route 66 gennem St. Louis, men det er lidt af en omvej, når man kan følge Interstate 55 til Interstate 44, og så køre hurtigt ud af byen igen.

Men VIL I opleve Chain of Rocks Bridge, venter der jer en ægte Route 66 oplevelse på den 1,6 kilometer lange bro over Mississippi floden. Broen var fra 1935 til 1968 hovedfærdselsåren for Route 66 over Mississippi. Og efter en årrække at have været totalt afspærret, blev broen i 1999 genåbnet som cykel- og gangbro over Mississippi. Læs mit portræt af Chain of Rocks Bridge mellem Illinois og Missouri

Route 66 Visitor Center i Missouri
Uanset hvad I vælger i St. Louis, så følg Interstate 44 syd ud af byen. Første Route 66 attraktion syd for byen er på papiret Route 66 State Park – en statspark dedikeret til Route 66, som der er skilte til fra motorvejen. Det eneste parken har til fælles med Route 66 er dog navnet og placeringen, men ellers er der ikke meget at komme efter, så spring selve parken over.

Til gengæld vil I ikke gå glip af parkens besøgscenter ved Exit 260 (altså lige før afkørslen til selve parken, når I kører sydpå fra St. Louis). Besøgscentret til Route 66 State Park har en spændende udstilling om Route 66 i Missouri med en stribe interessante effekter og historier fra Route 66. Og så har man en særdeles veludstyret souvenirbutik, hvor I kan supplere jeres samling af kort over Route 66, Route 66 bøger, diverse souvenirs, m.v.

Route 66 snor sig langs med motorvejen
Efter en kort tur på motorvejen fra besøgscentret ved Route 66 State Park, så forlad motorvejen igen ved Exit 261, Her starter der en dejlig strækning af den oprindelige Route 66, som bl.a. går gennem byen Pacifica og en række andre mindre byer.

Har I brug for en overnatning, så overvej det klassiske Gardenway Motel. Det er et klassisk Route 66 motel i den rustikke afdeling. Da jeg besøgte motellet, var der ikke WIFI på værelserne, men hvad gør det, når motellet emmer af Route 66 nostalgi og prisen er rimelig: 45 dollars (2014) for en nat inklusiv lokal skat. Det fås ikke billigere.

De næste mange miles kan I følge Route 66 langs med motorvejen, mens den snor sig på henholdsvis højre og venstre side af Interstate 44. Afhængig af tiden, bestemmer I selv, hvornår I vil hoppe ned på motorvejen igen. Men det er faktisk meget hyggeligt at følge den oprindelige Route 66 gennem landskabet, selvom I mange steder kører direkte langs med motorvejen på den såkaldte ”Frontage Road”. Route 66 er skiltet hele vejen, så I kan ikke tage fejl.

Meramec Caverns – en klassisk Route 66 attraktion
Vælger I alligevel motorvejen, skal I dog forlade den igen, når I når den lille by Stanton. For her ligger Meramec Caverns, som I har set gigantiske reklameskilte til lige siden Illinois, og nu er I her! Læs mit portræt af Meramec Caverns

Fra Meramec Caverns kan I fortsætte sydpå – stadig på Route 66 – eller vælge motorvejen videre til den sydlige del af Route 66 i Missouri og videre til Kansas.

Klik jer videre til Route 66 i Kansas

Hoteller i St. Louis på Route 66 ved Missisippi floden
Hoteller i Springfield på Route 66 i Missouri

Af Henrik Lange, Highways-USA.com