Fisherman’s Wharf, San Francisco – gøgl og plattenslagere

Fisherman’s Wharf i San Francisco er en turistklassiker af dimensioner. Den er byens ubetinget største turistmagnet med en strategisk placering cirka halvvejs mellem Golden Gate Bridge og Chinatown. Det er også herfra, at bådene til Alcatraz sejler. Fisherman’s Wharf er med andre ord svær at komme udenom i San Francisco. Tager du dig i agt for de værste turistfælder, kan Fisherman’s Wharf være et meget sjovt bekendtskab.

Hoteller og overnatning i San Francisco
Rabatpakke til 5 attraktioner i San Francisco

Plattenslagere og tusindkunstnere
Fisherman’s Wharf er i princippet kun det område af havnefronten, der starter ved forlystelsesområdet på Pier 39 og som fortsætter frem til Pier 47, den sidste mole inden parken ud til San Francisco bay ved Golden Gate Bridge med bl.a. The Presido begynder. Men mange turister betragter efterhånden hele havnefronten som Fisherman’s Wharf.

Fisherman’s Wharf er et klondike af souvenirboder, turistshops, kæderestauranter og hundedyre fiskerestauranter med opskuede priser, som mange turister er dumme nok til at betale. Men den gamle fiskermole er også tusindkunstnere med billige grin, absurde souvenirs og en hyggelig folkestemning blandt de utallige internationale turister fra alle verdenshjørner.

Fisherman’s Wharf og Pier 39
Forlystelsesområdet Pier 39 har sin egen identitet på Fisherman’s Wharf. Her ligger bl.a. Hard Rock Cafe og Forrest Gump tema-restauranten Bubba Gump. Desuden er her masser af souvenirbutikker med T-shirts med I Love San Francisco slogans, amerikanske nummerplader, postkort, souvenirkrus, klistermærker og lignende tingel-tangel. Meget sjovt, hvis du ikke har tendens til klaustrofobi.

Det er også her, du finder det lille Aquarium of the Bay, der faktisk er et udmærket lille akvarium, der viser det maritime dyreliv i San Francisco Bay. Vil du opleve fisk fra Stillehavet, så læg vejen forbi Monterey Bay Aquarium, der i øvrigt også indgår i CityPass’ rabatpakke til San Francisco.

Skal du over og “ruske tremmer” på Alcatraz, sejler Alcatraz Cruises’ færger over til fængselsøen fra Pier 33. Husk at reservere billet på forhånd, så du ikke risikerer, at alle afgange er udsolgt, hvilket ikke er usædvanligt i juli og august. San Francisco’s verdensberømte koloni af søløver, der meget gerne “optræder” for turisterne, holder til ved Pier 39.

Det oprindelige Fisherman’s Wharf
Lidt længere ude ad The Embarcadero, som vejen langs Fisherman’s Wharf i virkeligheden hedder, ligger den oprindelige del af Fisherman’s Wharf. Her ligger der flere souvenirbutikker side om side, inkl. en Rainforest Cafe, kæderestauranten opbygget som et jungleparadis. På Bay-side ud mod vandet ligger de før omtalte fiskerestauranter, hvis du ellers har penge nok.

Længst mod vest har National Park Services et glimrende lille gratis museum, der fortæller lidt om naturen omkring San Francisco Bay, inkl. de mange byparker, San Francisco er så rig på. Når du har fået nok af Fisherman’s Wharf, kan du hoppe på Cabel Car linien Powell-Hyde, der har endestation og drejeskive lige ved Bay Street og Taylor Street, næsten helt nede ved havnefronten. Men vær forberedt på, at der næsten altid er kø til kabelsporvognen, så hav tålmodighed.

Hoteller og overnatning i San Francisco
Rabatpakke til 5 attraktioner i San Francisco

Læs mere på:
www.pier39.com
www.fishermanswharf.org
www.alcatrazcruises.com

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Ét svar til “Fisherman’s Wharf, San Francisco – gøgl og plattenslagere”

  1. Synes også at et besøg på Hyde Street Pier, den gamle historiske færgemole, hvor man kan komme ombord på historiske skibe, er et besøg værd når nu man er lige ved siden af. Og det samme gælder Ghiradelli Square, tidligere fabrik, nu stort butiksområde og hjemsted for den dejligste chokoladebutik. Hvil dine ben og nyd udsigten med en lækker Ghiradelli is til. Ligger tæt på Cabel Car vendepladsen ved North Point Street.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.