Hoteller og overnatning i San Francisco

Hoteller og overnatning i San Francisco
Hoteller ved San Francisco International Airport

Hoteller ved Fisherman’s Wharf
Fisherman’s Wharf er den store turistmagnet i San Francisco, og derfor ligger der naturligvis en stribe hoteller i nabolaget. Vælger I at bo ved Fisherman’s Wharf, bor I meget centralt, og har måske endda udsigt til Golden Gate Bridge. I hvert fald er der højest 15 minutters gang til de både, der sejler til Alcatraz. Desuden er både Fisherman’s Wharf og forlystelsescentret Pier 39 lige rundt om hjørnet.

Det er bl.a. hotelkæder som Holiday Inn, Courtyard by Marriott, Marriott, Radisson og Sheraton, der har hoteller ved Fisherman’s Wharf. Desuden har hotelkæden Kimpton et meget lækkert hotel ved Fisherman’s Wharf, Argonaut Hotel

Hoteller ved Union Square i San Francisco
Vil I opleve en knapt så turistet udgave af San Francisco som ved Fisherman’s Wharf, så overvej i stedet et hotel i nærheden af Union Square, San Franciscos Rådhusplads. Her bor I stadig utrolig centralt i gåafstand af fx Chinatown og resten af Downtown, og I kan hoppe på kabelsporvognen på Union Square – eller gå ned til Market Street, hvor I kan tage San Franciscos Metro rundt i byen.

Da Union Square ligger midt i San Francisco og tæt på forretningskvarteret, er det de dyre hotelkæder, der har hoteller her. Så billigt bliver det aldrig. Jeg har selv boet på det udmærkede Handlery Union Spuare Hotel, der ligger super godt placeret kun et stenkast fra Union Square. Hotellet er et “boutique hotel” med en række eksklusive butikker i stueetagen og en hyggelig gårdhave med swimmingpool.

Den lækre hotelkæde Kimpton har en stribe hoteller i den dyrere ende af skalaen i San Francisco. De omfatter bl.a. Hotel Monaco, Hotel Palomar og Prescott Hotel, alle i gå afstand af Union Square.

Hoteller og moteller langs Lombard Street
Har du en udlejningsbil, mens du opholder dig i San Francisco, kan det blive en særdeles dyr fornøjelse at vælge et hotel Downtown, da parkering natten over er en kostbar affære i San Francisco. Et alternativ kunne være et af motellerne langs Lombards Street på U.S. 101 syd for Golden Gate Bridge. Her finder du en stribe moteller, hvor du kan få overnatning til mere moderate priser end i selve Downtown.

Langs Lombard Street og U.S. 101 finder du alle de store motelkæder som Super 8, Days Inn Lombard Street, Howard Johnson, Travelodge, Knights Inn Lombard Street og lokale, individuelle moteller som Surf Motel, Presidio Inn, Chelsea Motor Inn og flere andre lokale og prisbillige moteller.

Hoteller ved San Francisco International Airport
Skal I flyve hjem fra San Francisco International Airport – måske tidligt om morgenen – kan det være end god ide at tage et hotel ved lufthavnen, der ligger 20 minutters kørsel syd for San Francisco.

San Francisco International Airport ligger ved forstaden San Bruno, og her ligger der en hel stribe af hoteller både nord og syd for lufthavnen langs med motorvejskorridoren U.S. 101 – både lidt dyrere forretningshoteller som Fairfield Inn & Suites og Westin samt en stribe budget hoteller og moteller som Days Inn, Travelodge og Holiday Inn Express

Hoteller og overnatning i San Francisco
Hoteller ved San Francisco International Airport

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Highways optjener provision, når du booker moteller og hoteller i San Francisco via Highways-USA. Pengene bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser til USA og Canada og til investeringer i at videreudvikle Highways-portalerne, som ud over Highways-USA.com også omfatter Highways.dk og Highways-Denmark.com. Tak for din opbakning.

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

7 svar til “Hoteller og overnatning i San Francisco”

  1. Hej Mikkel. Som en del af et fem ugers roadtrip i Californien var vores familie fire dage i San Francisco. Vi havde ikke bil i de fire dage, men vi havde valgt et godt hotel, der lå centralt, så det var intet problem. Vi boede på Courtyard San Francisco Fisherman’s Wharf på Beach Street, hvilket er to mininutter fra vandet og 10 minutter fra Pier 39. Hotellet kan klart anbefales, køb dog ikke morgenmaden på hotellet, der er dyrt og dårlig til prisen. Hvis I lejer en bil ved Avis eller Hertz, har de kontor i bygningen ved siden af. Bemærk at udlejningsbiler af typen SUV ikke udleveres derfra. Generelt vil jeg anbefale, at man vælger hoteller med en central beliggenhed, da man så har overskud til at opleve mere. Håber du får en god tur. Hilsen Peter

  2. Hej Henrik, jeg står og skal besøge San Francisco i april 2016. Jeg regner med at skulle tilbringe fire dage i byen. Jeg har lejet bil fra min ankomst i lufthavnen, og kæmper nu med at finde et hostel eller et hotel, hvor jeg kan parkere min bil, uden at det bliver alt for dyrt. Har du et forslag til en hjemmeside eller løsning jeg kan lave uden at jeg skal bruge en formue?

    • Jeg boede for en måneds tid siden på HI Fishermans Wharf som er et hostel, hvor der er gratis parkering. Der er både sovesale og mulighed for enkeltværelser. Synes det var helt fint til prisen, når man tager prisniveauet i San Francisco i betragtning! Men hvis du starter i San Francisco, kan du jo eventuelt også vente med at hente bilen, til du skal videre fra byen? Det tror jeg umiddelbart er det mest normale at gøre, hvis ens roadtrip starter der.

    • Christines forslag er faktisk ikke skudt helt ved siden af. De færreste har brug for en bil de første par dage i selve San Francisco, og BART metroen kører direkte fra lufthavnen og ind til byen. Og det kan være ret tricky at parkere i San Francisco – lidt afhængig af, hvor du ender med at bo henne. En af de første gange, jeg besøgte San Francisco, begik jeg den samme fejl. Jeg boede også på hostel, og endte faktisk med at betale mere i parkeringsafgift for at have bilen holdende i et parkeringshus – end for min overnatning på det førnævnte hostel. Du sparer også et par dages billeje på den konto, hvis du kan klare dig uden bil de første par dage, så løsning ville jeg nok overveje.

  3. Hvilken bydel er bedst at bo i? Synes jeg kan læse mig frem til, at der flere steder i San Francisco er utrygt at gå ude om aftenen?

    • Jeg vil ikke betragte San Francisco som en speciel utryg storby. Faktisk er det en af de storbyer i USA. som jeg føler mig bedst tilpas i, når jeg besøger den – sikkerhed inklusiv. De nævnte bydele overfor, hvor jeg har nævnt lidt forskellige hoteller, vil jeg alle betragte som sikre bydele. Men vil man gå med livrem og seler, så er området ved Fisherman’s Wharf og omkring Union Square de to mest centrale og turistvenlige. Men jeg ville personligt heller ikke tøve med at vælge et billigere motel langs fx Lombard Street.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.