Sequoia National Park – verdens største træer

Kæmpe træer, der er op til 11 meter i diameter og godt 30 meter i omkreds – og cirka 2.200 år gamle. De enorme sequoia træer er hovedattraktionen i Sequoia National Park lige syd for Kings Canyon og øst for byen Fresno i det centrale Californien – tre timers kørsel fra Yosemite.

Overnatning på Wuksachi Lodge midt i Sequioa National Park
Montecito Sequoia Lodge inde i Sequoia National Park
Overnatning i Three Rivers, Californien lige syd for Sequoia

Fakta om Sequoia National Park:
Åbningstider: Hele året døgnet rundt
Entré (gælder en uge i både Sequoia og Kings Canyon) 20 dollars pr. bil
Parkens areal: 1.629 kvadratkilometer
Højeste punkt: 4.418 meter (Mount Whitney)
Asfalterede veje: Generels Highway gennem parken: 56 miles/ 90 kilometer
Geologisk og kulturelt særpræg: kæmpetræer, skov, bjerge, ødemark
Geografisk placering: Det centrale/ østlige Californien/ High Sierra
Kort over Sequoia National Park på Google Maps

IMG_0376

Gigantiske træer langs Generalernes landevej
Sequoia National Park er arealmæssigt lidt større end Lolland og er en slags storebror til Kings Canyon nord for Sequoia, selvom Kings Canyon arealmæssigt er større end Sequoia National Park. Generalernes landevej – Generels Highway – er livsnerven gennem Seqouia, der giver bilister, motorcyklister og folk i motorhomes adgang til parkens herligheder.

IMG_0567

Det er de enorme kæmpetræer, sequoia’er, der er parkens store attraktion. Sequoia træerne er kendetegnet ved, at de får ekstremt tykke stammer, da stammerne bliver ved at udvide sig, så længe træet trives. Til gengæld bliver de ikke nær så høje som deres beslægtede artsfæller, redwoodtræerne i det nordlige Californien. De højeste sequoia træer i Sequoia National Park er godt 80 meter høje, mens visse redwoodtræer i det nordlige Californien er over 100 meter høje.

IMG_0348

General Sherman – verdens største træ
Den mest velkendte lokalitet i Sequoia er kæmpetræet General Sherman, en gigantisk sequoia, der i massefylde er verdens største levende organisme. Gereral Sherman består anslået af cirka 1.500 kubikmeter træ og vejer over 1.200 tons, og er dermed verdens største træ.

General Sherman har en livvidde 31 meter ved roden, og stammen har en diameter på cirka 11 meter – eller hvad der svarer til bredden af tresporet motorvej. Og så rager Sherman cirka 84 meter i vejret – men bliver i øvrigt ikke højere, men kun tykkere med alderen. Den største gren i trækronen har en diameter på godt to meter! General Sherman er dermed hverken det højeste eller det ældste træ i verden – men det største!

IMG_0575

General Sherman er Sequoia National Parks helt store turistattraktion, og det vrimler med turister omkring kæmpen, der lige skal have taget deres foto ved foden af generalen.

Oplevelser i Giant Forest
Sequoia National Park er dog meget andet end General Sherman og hans slægtninge. I Giant Forest midt i parken kan du i sommerhalvåret tage en afstikker fra Generals Highway og køre en tur ind til en række forskellige naturseværdigheder. Det gælder fx klippen Moro Rock, som du kan gå helt op på toppen af, hvorfra der er en forrygende udsigt ud over store dele af Sequoia og High Sierra.

IMG_0528

Trappen op på toppen af Moro Rock er dog ret stejl og stiger 300 feet/ 90 meter fra parkeringspladsen. Så folk med knapt så gode ben, bør måske lige tænke sig om to gange, inden de begiver sig op mod toppen. Det er i øvrigt livsfarligt at opholde sig på Moro Rock i tordenvejr p.g.a. risikoen for lynnedslag.

IMG_0517

Sequoia træer i Kings Canyon
Vejen gennem Giant Forest byder også på et andet oplagt fotostop,”Tunnel Log”: Et kæmpe sequoia træ, der for år tilbage lagde sig ned over asfaltvejen. Men i stedet for at save træet helt over, valgte man at udhule stammen der, hvor der manglede frihøjde, og vupti, så havde man et “tunnel træ”. Her skal du naturligvis have taget et foto af udlejningsbilen.

IMG_0539

Det kan godt betale sig at kigge efter bjørme, da der er masser af bjørne i Sequoia. Jeg så således en bjørnemor med to bjørneunger, der uforstyrret gik rundt i en lysning og ledte efter føde, da jeg besøgte Giant Forest. Også ved den åbne lysning Cresent Meadow, hvor du kan følge en lille natursti rundt i området, er der gode chancer for at se bjørne.

IMG_0509

Den sydlige del Sequoia National Park
Mens den nordlige vej ind i Sequoia ikke snor sig voldsomt meget, er den sydlige vej ud/ ind i parken en del mere snoet med adskillige hårnålesving – men også med en fantastisk udsigt over dalen nedenfor. På grund af de mange sving og stigninger, anbefales vejen ikke for køretøjer med en længde på over 22 feet/ 6,7 meter – typisk store motorhomes.

IMG_0416

I den sydlige del af Sequoia kan du tage en afstikker til Cystal Cave, en hule med marmor drypsten. Bemærk: Billetter til Cystal Cave skal købes på et af de to besøgscentre i Sequoia, men kan ikke købes ved indgangen til Crystal Cave.

IMG_0430

Der findes to besøgscentre i Sequoia: Dels Foothils Visitor Center ved den sydlige indgang og det store besøgscenter Lodgepol Visitor Center oppe i selve parken, hvor der både er udstilling, biograf, butik samt rangers til at besvare spørgsmål. Desuden kan du besøge Giant Forest Museum, et gratis museum med en udstilling om giganterne. Museet ligger der, hvor vejen til Moro Rock og Tunnel Log drejer fra hovedvejen gennem parken.

IMG_0444

Sequoia om vinteren
Sequoia National Park ligger så højt oppe bjergene, at vejen gennem parken ofte er lukket om vinteren – eller alternativt åben, men kun for køretøjer med snekæder. Da det ikke er standardudstyr for udlejningsbiler til turister, anbefales det at besøge Sequoia National Park i sommerhalvåret – typisk fra slutningen af april og frem til slutningen af oktober – afhængig af vejrforholdene.

IMG_0552

Der findes dog også et skisportsområde i Sequoia, Wolverton, og har du vinterudstyret på bilen i orden, kan du som udgangspunkt køre op i Sequoia hele året rundt – forudsat at Generels Highway ikke er helt lukket af sne.

Overnatning i Sequoia National Park
Da afstandene er forholdsvis store og køretiderne ret lange i Sequoia, kan det godt betale sig at overveje en overnatning inde i parken, hvis du vil slippe for at skulle køre frem og tilbage. Det findes flere lodges/ hoteller i parken, bl.a. Wuksaki Lodge midt i parken (åbent hele året), Montecito Sequoia Lodge (åbent hele året) og Stony Creek Lodge (kun åben maj-oktober). Montecito og Stony Creek Lodge ligger i det nordlige Sequoia. Der findes også flere campingpladser i Sequoia.

IMG_0557

Lige syd for Sequoia National Park ligger den lille by Three Rivers med en stribe hoteller. Ellers er nærmeste større by Visalia cirka 30 miles/ 48 kilometer fra indgangen til Sequoia. Du kan finde info om overnatning i Kings Canyon i min guide til Kings Canyon National Park

Overnatning på Wuksachi Lodge midt i Sequioa National Park
Montecito Sequoia Lodge inde i Sequoia National Park
Overnatning i Three Rivers, Californien lige syd for Sequoia

www.nps.gov/seki – National Park Service officielle guide til Sequoia National Park og Kings Canyon
Læs også min guide til naboparken Kings Canyon National Park

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

29 svar til “Sequoia National Park – verdens største træer”

  1. Hej Henrik. Hold da op, hvor har du mange suveræne rejsetips på disse sider. Du ligger inde med en kæmpe portion viden, som måske kan hjælpe os på vores (tre voksne, to store børn 12/15) rundrejse i juni/ juli måned. Bl.a. skal vi til Las Vegas videre til L.A. (West Hollywood). Planen er på to dage at køre gennem Death Valley til Sequoia National Park og tage en overnatning i Sequoia. Er det en realistisk plan, hvis vi gerne vil have tid til at stige ud af bilen i Sequoia og opleve naturen til fods også? Og er det overhovedet muligt at køre tværs over Death Valley til Sequoia eller er der en anden rute uden om Death Valley fra Vegas, som er bedre/ hurtigere? Vi vil virkelig gerne opleve Sequoia National Park og kan måske bedre undvære Death Valley. Hvad kan vi nå? 🙂 Mange hilsener Tina og familie

    • Tak for din ros af Highways-USA.com 🙂 Turen fra Las Vegas via Death Valley op til Sequoia National Park er en ret lang tur, som vil tage jer cirka 8 timer med kørsel og hertil kommer pauser undervejs. Det er med andre ord en rigtig lang og varm tur, I har foran jer – især når I rejser om sommeren. Hvis I springer Death Valley over og vælger den direkte vej fra Las Vegas til Sequoia, så er der 6 timers kørsel non stop. Hvis I gerne vil opleve Death Valley, bør I tage en overnatning undervejs – enten inde i parken eller i en af småbyerne vest for Death Valley i Californien. Ellers bliver det alt for meget kørsel på en dag. Som jeg læser jeres spørgsmål, så hælder jeg nok mest til at droppe Death Valley i jeres tilfælde, og så tage den “direkte” (og desværre også ret kedelige) rute fra Las Vegas til Sequoia, hvilket altså er en tur på cirka 6 timer. Der er ingen direkte rute fra Death Valley til Sequoia. Sierra Nevada bjergene ligger i vejen. Man skal altid syd om Sierra Nevada bjergene via Bakersfield, for at komme op til Sequoia og Kings Canyon.

      • Tusind tak for dit fyldestgørende svar Henrik. Vi dropper Death Valley i denne omgang, især p.g.a. varmen og også i mangel af tid. Vi kan jo altid komme tilbage og opleve Death Valley på en anden årstid 🙂 Glæder mig til at læse mere herinde, Tina

  2. Hej Henrik, tak for en fantastisk god hjemmeside. Vi er en familie på to voksne og to drenge på henholdsvis 4 og 7 år, der skal på roadtrip fra Phoenix til L.A. Den ene af køreturene er fra Las Vegas til Sequoia Nationalpark og videre dagen efter til Yosemite Nationalpark. Vi prøver at planlægge de enkle ture således, at der er nogle spændende stop/ pauser på vejen, men på strækningerne fra Las Vegas til Sequoia og Sequoia til Yosemite har vi svært ved at finde nogle naturlige og spændende (især for to små drenge) stoppesteder. Har du eller I andre kloge hoveder derude nogle gode forslag? Hvis der nogen, der har nogle gode forslag til aktiviteter i Yosemite Nationalpark for hele familien, er de også mere end velkomne. På forhånd tak Anders

    • Strækningen fra Sequoia til Yosemite er jeg ikke så bekymret for, for den kan I klare på cirka tre-fire timer. Men det er rigtigt, at turen fra Vegas til Sequoia er en længere ekspedition. Jeg går ud fra, at I ikke kører via Death Valley, når I skal helt over til Sequoia National Park. Så ruten hedder i jeres tilfælde Interstate 15, Californiens Highway 58, og dernæst Highway 99 op til Visalia. Den eneste børnevenlige oplevelse, jeg umiddelbart kan komme I tanke om (som ikke tager for lang tid), at McDonalds restauranten i Barstow. Det lyder som en vittighed, men den er god nok: McDonalds restauranten ved stationen i Barstow er indrettet i tre jernbanevogne, hvilket gør stedet til en af de mest specielle McDonalds restauranter i verden. Barstow er som bekendt et stort jernbaneknudepunkt, så derfor giver det meget god mening med jernbanetemaet. Læs mere i mit portræt af Barstow, der i øvrigt ligger på Route 66 i det østlige Californien

    • Hej Anders. Mellem Seqouia og Yosemite vil I jo naturligt komme gennem Fresno. Måske et besøg i Fresno Chaffee Zoo vil være noget for drengene. Det koster 10 USD pr. voksen og det halve for børn i entre. Eller I kunne gøre stop ved The Discovery Center, 1937 N Winery CA93703 Fresno. Der er gratis adgang til parken, men det koster en lille entre at komme ind i The Science Museum, som er meget børnevenlig. Når I er kommet ind i Yosemite ad den sydvestlige indgang, så gør stop i Wawona. Jeg kunne forestille mig, at The Pioneer Yosemite History Museum også vil være noget for drengene. Foruden McDonalds i Barstow kan I jo få drengene til at holde øje med de lange godstog, der kører på strækningen. Også de mange vindmøller i bjergpasset må virke imponerende. God tur !

  3. Hej Henrik, vi har været til dit foredrag i København for et par uger siden. Det var rigtig spændende. Nu dukker spørgsmålene op. Kan man bo med RV inde i Sequoia Natioalpark eller Kings Canyon? Jeg har kun fundet lækre RV parks tæt ved indgangen. Har du noget du vil anbefale? Vores RV er cirka 32 fod lang. Vi vil også gerne besøge en guldgraverby/ spøgelsesby og tænkte på Virginia City. Har du andre forslag? Vores udgangspunkt er San Francisco, som eneste storbyoplevelse. Vi har været i Las Vegas og Los Angeles, så den vej skal vi ikke. Vi har tænkt en uge til San Francisco, en uge til guldgraver oplevelser og en uge i/ ved en nationalpark. Det er i august, så vi vil springe den trafikerede Yosemite over. Venlig hilsen Anne

    • Hej Anne. RV pladser og -kørsel ved jeg intet om. Men jeg har forslag til guldgraverby oplevelser. Cirka 130 miles øst for San Fransicso ligger Columbia State Historic Park. I kunne også lægge vejen forbi Sacramento Old Town. Og da du selv nævner Virginia City (som jo ligger i Nevada), kunne I passere igennem Yosemite ad vej 120 (undgå dalen hvor de fleste turister er) til Lee Vinning og køre nordpå ad vej 395. Så kommer I forbi Bodie, som også er en gammel guldgraverby. Som jeg mindes den, er der dog ikke lige så meget liv, som der var i Virginia City. Endelig må I ikke snyde jer selv for naturen omkring Lake Tahoe. I byen South Lake Tahoe kan I stå med et ben i Californien og det andet ben i Nevada. Håber I kan bruge mine input. Hav en god tur.

  4. Tak for et super fint site. Vi har p.g.a. arbejde desværre ikke mulighed for at komme til Århus og høre dit foredrag i marts, så jeg håber, at jeg må spørge dig lidt til råds her. Vi er en familie på fem – tre store børn på 12, 15 og 19 år – som skal tre uger til det vestlige USA til sommer – lige i højsæsonen uge 29, 30 og 31. Vi vil derfor prøve at køre lidt udenfor the beaten track: Efter tre dage i San Francisco kører vi ned ad Highway 1 (i minivan), indtil vi kommer til Santa Barbara, hvor vi drejer ind i landet. P.g.a. den formodede trængsel har vi valgt at lade være med at køre til Yosemite, og i stedet tage nogle dage langs Kern River og derfra tage dagsture op til Sequoia Forest. Efter Kern kører vi til Grand Canyon North Rim – ifølge dine anbefalinger, er det lige så godt, som det mere besøgte South Rim? Så fortsætter vi gennem Monument Valley til Denver (med et eller to stop, formentlig i Cortez), hvorfra vi flyver til New York og slutter med tre dages storbyliv. Har du nogle erfaringer fra området omkring Kern/ Kern River? Er det fuldstændig halsløs gerning at gå uden om store “must sees” som Yosemite, Sequoia Park, Los Angeles og Las Vegas? Har du en holdning til, om Sequioa Forrest er en ok erstatning for Sequioa Park? Med venlig hilsen Ina Lave

    • Kære Henrik (og alle der sidder inde med gode råd og erfaringer). Min kæreste og jeg planlægger at rejse til L.A. og Las Vegas i cirka 14 dage (eksl. flyrejse) til februar. Vi ville rigtig gerne besøge Sequoia nationalpark, men vi kan samtidig læse os frem til, at vi sagtens kan risikere sne i og omkring nationalparken på denne årstid. Der bliver samtidig skrevet en del om udlejningsbiler og snekæder for turister. Kan man, eller kan man ikke som turist leje disse snekæder og sætte på ens udlejningsbil? Og kræver det en særlig type bil i forhold til dette?
      Jeg kan læse mig frem til, at hotellerne har åbent året rundt, hvorfor jeg formoder, at der stadig er en del besøgende på denne årstid. Hvis vejret ellers tillader det, kan man så stadig køre rundt i nationalparken på trods af “lidt” sne? Vi har tænkt på, at køre fra L.A. til Sequoia og videre derfra til Las Vegas. Men også denne idé har jeg læst mig frem til, er en smule besværlig – både kilometer- og tidsmæssigt. Har nogen mon erfaringer hermed? Vil man hellere råde os til at droppe Sequoia, når vi nu skal videre til Las Vegas og så i stedet tage Death Valley og/ eller Grand Canyon? Vi skal som minimum have otte dage i L.A., inden vi rejser videre mod enten Sequoia eller Las Vegas. Mvh Lisbet

      • Jeg undersøgte problematikken med snekæder for et års tid siden, og kom frem til det resultat, at de fleste udlejningsselskaber ikke tillader, at man monterer snekæder på en udlejningsbil. Jeg fandt ihvertfald ikke noget firmaer, som tillod det. Så svaret er nok, at det i februar må været vejret og føret på selve dagen, som afgør, om I kan køre op i Sequoia National Park eller ej. Sequoia er også hjemsted for nogle skipister, og det er nok derfor, at amerikanerne selv kan køre derop i egne biler, udstyret med det nødvendige vinterudstyr. I kan muligvis klare jer med en større bil med vinterdæk. Men snekæderne er mig bekendt ikke en mulighed til udlejningsbiler. Så mit svar til jer må være, at det må være vejret på selve dagen, som afgør, om I med rimelighed kan køre op i Sequoia National Park – eller om det ikke lige er sagen midt om vinteren. Jeg har ikke selv været i Sequoia om vinteren, så jeg kender ikke de faktiske forhold i parken om vinteren.

  5. Min mand og jeg skal til USA til april/ maj. Den 30. april 2015 kører vi fra San Francisco i lejebil til Sequoia og har to overnatninger, inden vi den 1. maj 2015 kører fra Sequoia til Yosemite. Jeg er meget i tvivl om, hvor meget vi kan nå at se i Sequoia og Kings Canyon på en aften, en hel dag og en morgen. Vi vil gerne se så meget som muligt af “must see’s”. Vi skal bo på Wuksachi Lodge. Hvad er et realistisk bud på hvad vi kan nå? Er der stor sandsynlighed for, at en del af det vi gerne se måske er lukket pga. sne, i de dage vi er der? Skal vi have snekæder med? Og hvad med bokse til mad (af hensyn til bjørne) – Kan man leje det i parken? Og er det overhovedet nødvendigt, hvis man bor på hotel?

    • I kan sagtens nå at opleve hovedparten af Sequoia og Kings Canyon’s “must see’s” på hvad der svarer til halvanden dag, når I har to overnatninger i parken. Jeg har ikke selv boet på Wuksachi Lodge, men hotellet ligger perfekt midt i Sequoia, og der er kun et par kilometer/ miles fra hotellet og ned til kæmpen General Sherman, og yderligere et par kilometer/ miles ned til der, hvor vejen ud til bl.a. udsigtspunktet Moro Rock og det væltede træ “tunnel log”, som man kan køre igennem med sin udlejningsbil. I kan nå langt det meste i begge parker. I må så afgøre med jer selv, om I vil køre helt ned i bunden af Kings Canyon, for I skal samme vej tilbage igen. Det kan I afgøre, når I er derovre. Snekæder er ikke tilladt på udlejningsbiler (mig bekendt), så det er ikke aktuelt. Men I skal også være meget uheldige, hvis (vinter) vejret driller omkring den 1. maj. Glem alt om bokse til maj i forhold til bjørne – det er kun relevant, når man camperer. Bare I lader jeres madvarer blive i bilen, skal I ikke bekymre jer. God tur!

      • Vi har boet på Wuksachi Lodge. Fint hotel, fantastisk beliggenhed, men lige som andre hoteller inde i nationalparkerne, dyrere end når man bor udenfor. Da vi var der i 2010, synes vi restauranten var voldsomt dyr – og der var ingen indkøbsmuligheder inde i parken. Så sørg for at have mad med selv. Vi er glade for, at vi tog Sequoia med på vores tur, mens andre har været tilfredse med at se de store træer i Yosemite.

  6. Vi er lige nu i USA Sequia National Park. Blev “snydt” af reglerne ved Tree Rivers indgangen til Sequia. Her kan du ikke komme ind, hvis din bil er 22 fod. Vores er 25 fod. Det betød en ekstra køretur på ca 2-3 timer til indgangen Kings Canyon.

    • Tak for jeres feedback på jeres oplevelse ved Three Rivers indgangen. Den problematik har jeg ikke hørt om før, men det er korrekt, at vejen ind i parken fra Three Rivers er både snoet og har ret kraftige stigninger. Så der er muligvis derfor, at der er restriktioner på længden af køretøjer.

    • Vi påtænker også at køre til Sequioa og se General Sherman. Vi kører i en 30 fods RV. Så jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor det så er muligt at køre ind i parken, hvis Three Rivers ikke dur. Kan du hjælpe?

      • I skal benytte vestindgangen til Kings Canyon og Sequoia, der er identisk med Highway 180 fra Fresno. Denne rute er ikke nær så snoet og har ingen nævneværdige serpentinersving, i modsætning til forlængelsen af Highway 198 sydfra ind i Sequoia National Park, der er meget snoet og ret stejl. Jeg har kørt begge ruter, og det giver god mening, at man ikke må køre lange motorhomes på Highway 198 fra Three Rivers, for vejen er ekstremt snoet.

  7. Jeg og ungerne tager til California lige om lidt fra den 19. juni til 4. juli. Jeg vil spørge: Når vi kommer fra Death Valley (Furnace Creek Resort), hvor du vil anbefale os at bo i Sequoia? Vi skal derfra til SFO dagen efter – og så slappe lidt af køremæssigt. På forhånd tak for svar. Mvh Claus

    • Jeres valg afhænger lidt af, om I forventer at bruge tid i Sequpoia på køredagen fra Death Valley, eller om I vil vente til dagen efter. I har cirka seks timers kørsel fra Furnance Creek Resort til Sequoia National Park, så det bliver altså en lang dag – hvad du også selv er inde på. Hvis I vil ind og udforske parken på første dagen, kan I med fordel vælge et hotel inde i selve parken – forudsat der er ledigt. Jeg har ikke selv boet på hoteller inde i parken, så her kan jeg ikke anbefale det ene frem for et andet. Se listen over hoteller i parken i min artikel. Hvis I vælger at vente med at udforske parken til dagen efter, hvor I så skal videre til San Francisco, kan I overnatte i fx Three Rivers, og så står tidligt op og køre ind gennem parken fra syd mod nord og tage de forskellige oplevelser undervejs. Husk at I stadig har noget der ligner fe, timers kørsel fra Sequoia/ Kings Canyon til San Francisco, så uanset hvordan I vender og drejer jeres plan, så bliver der tale om to dage med ret meget kørsel. Jeg boede selv i byen Visalia sydvest for Sequoia, da jeg var forbi parken for et par år siden, hvor der ligger en del moteller. Men der er cirka 45 minutters kørsel fra Visalia ind til selve parken, inden oplevelserne for alvor begynder.

  8. Vi skal til Californien til sommer i 4 uger. De to uger skal vi køre i motorhome fra Los Angeles via Kingman, Grand Canyon, Bryce, Las Vegas og Seqouia, Yosemite til San Francisco. Jeg overvejer at droppe Seqouia og forlænge opholdet i Yosemite, for at undgå fornemmelsen af hele tiden at skulle videre. Trænger til at spørge en der har været der:-) Er det synd at misse Seqouia eller er det fint at bruge de to ekstra dage i Yosemite? Venlig hilsen Trine

    • Sequoia og Kings Canyon National Park ligger desværre lidt “besværligt” i forhold til de øvrige nationalparker på den klassiske rejserute mellem Los Angeles, Grand Canyon, Las Vegas og San Francisco. Så din bekymring om, hvorvidt I kan nå forbi Sequoia er I ikke ene om at have. Nu skriver du ikke, hvor mange dage I har afsat til Yosemite, men med den rute du skitserer, vil jeg nok overveje at droppe Sequoia, for det er ret lange distancer, I i forvejen skal køre. Og turen til Sequoia kræver en tur syd om Sierra Nevada-bjergene via Bakersfield, som ihvertfald ligger på 600 kilometer fra Las Vegas. Så jeg ville nok droppe Sequoia og i stedet køre via Death Valley – forudsat at I må køre gennem Death Valley med jeres motorhome, for det er ikke alle udlejningsfirmaer, som tillader det. Men kører I Cruise America, må I godt køre via Death Valley, mens fx Road Bear ikke tillader det. Fra Death Valley kører I så videre over Tioga Pass og fra østsiden ind gennem Yosemite. I sparer en dags kørsel ved at vælge den løsning – og en hel del brændstof – og får lidt mere luft i jeres rejseplan, som jeg umiddelbart vil vurdere, er stram nok i forvejen. Så drop Sequoia, selvom det er en skøn park. Men man kan ikke nå det hele. Fortsat god rejseplanlægning!

  9. I Kings Canyon kan det anbefales at besøge Boyden Cave hvor geologiske formationer i form af drypsten hænger fra loftet i de underjordiske huler. Man køber ca. ½ times tur, hvor man i små grupper får en informativ tur under jorden. I Sequoia skal man selvfølgelig overvinde sig selv og bestige Moro Rock via de ca. 400 trappetrin og nyde udsigten oppefra.

  10. Først og fremmest tak for en super hjemmeside, med masser af gode input. Vi skal til Californien her til sommer, og er ved at booke på Wuksachi Lodge, men er lidt i tvivl om, hvor mange dage vi skal/ vil bruge i Sequoia. Vi overvejer faktisk kun én overnatning, men ved ikke om det er nok. Og så tænkte vi, at du må være den rigtige at spørge, så jeg håber, du kan komme med et godt råd.

    • I kan godt klare jer med en overnatning i Sequoia – blot I sørger for at have noget der ligner en hel dag i parken, hvordan I så fordeler tiden – fx med en halv dag den ene dag og en halv dag den næste eller noget i den retning. Wuksachi Lodge ligger perfekt midt i parken, så slipper I også for at køre frem om tilbage, men vågner op midt i parken dagen efter. Glem ikke at lægge vejen forbi Kings Canyon. I skal ikke nødvendigvis køre helt ned i bunden (I skal jo samme vej tilbage igen, selvom det er en skøn tur), men I skal huske at besøge Grant Grove i Kings Canyon – tæt ved besøgscentret. Læs også min guide til King Canyon

  11. Vi boede ved Three Rivers lige syd for parken. Der er et godt sted at spise hvor mange af de lokale kommer der hedder River View i en ellers lidt forladt lille by – måske især sidst på sæsonen (oktober-november). Snekæder er nødvendigt hvis man vil ind på denne sene tid af året og kan lejes for 40 $ i de små butikker lige inden parkens indgang. Inde i parken kan man køre til Wuksachi Lodge hvor priserne i restauranten er rimelige og maden ganske god. Vi fik som bonus, på vejen ned fra General Sherman, set en sort bjørn krydse vejen til stor jubel for ungerne.

    • Super godt indspark til Sequoia National Park, tak for det Nicolaj. Og godt tip om snekæderne, for du har helt ret: Dem skal man have med, så man kan “tage dem på”, hvis det pludseligt skulle blive nødvendigt. Three Rivers er ganske rigtigt en hyggelig lille by, men nok lidt død her hen på efteråret 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.