San Antonio, Texas – The Alamo og San Antonio Riverwalk

San Antonio har en helt speciel plads i texanernes hjerte. Byen ved San Antonio River har spillet en af hovedrollerne i den texanske historie – først og fremmest p.g.a. slaget ved The Alamo i 1836, der siden førte til Texas’ uafhængighed fra Mexico. Men San Antonio repræsenterer også det ”ægte” Texas, hvor den klassiske nybyggerkultur mødes med den mexicanske kultur langs Rio Grande Valley lige nord for grænsen. Og så er San Antonio også et ret kulturel by med en lang tradition for kunst og kultur.

Hoteller og moteller i San Antonio, Texas
Hoteller og overnatning i Austin, Texas

IMG_1475

The Alamo – vejen til Texas’ selvstændighed
Hvis man kun skulle nævne en begivenhed, som har haft betydning for Texas’ historie, er det ubetinget slaget ved The Alamo i 1836, der skal trækkes frem. Her kæmpede en række brave texanske frihedskæmpere for Texas’ selvstændighed og løsrivelse fra Mexico.

De cirka 200 mand havde forskanset sig i den gamle spanske missionsstation Alamo ved San Antonio flodens bredder. Her holdt de kæmpende texanere – med den navnkundige David Crocett i spidsen – den betydeligt større styrke af mexicanske soldater stangen i 13 dage, inden overmagten blev for stor, og mexicanerne den 6. marts 1836 stormede fortet og dræbte alle texanere, bortset fra kvinder og børn.

IMG_1492

Men det var texanerne, der i sidste ende trak det længste strå. For nederlaget ved The Alamo opildnede blot endnu mere til en løsrivelse fra Mexico, og senere på foråret overraskede en ny styrke af texanske frihedskæmpere de mexicanske styrker, der led et massivt nederlag. Texanerne tilfangetog også den mexicanske generel Santa Anna, der også havde stået i spidsen for angrebet på The Alamo.

IMG_1866

Nederlaget fik mexicanerne til at trække sig ud af Texas, og dermed var Texas i praksis en selvstændig stat. Selvstændigheden blev bl.a. anerkendt af det daværende USA samt flere europæiske lande – men ikke dog Mexico. Texas var en selvstændig nation frem til 1845, hvor Texas blev optaget som stat nummer 28 i USA efter en folkeafstemning.

En dansk vinkel på slaget om The Alamo
The Alamo for Texas er hvad Jellingestenen er for Danmark – og lidt til, for der er nærmest tale om en seværdighed af bibelske proportioner. Den gamle missionsstation betragtes næsten som et helligt sted, og selve The Alamo-bygningen kaldes The Shrine, som man skal bevæge sig rundt i med andægtighed og respekt. Inde i selve Alamo kan man se våben og andre effekter, der tilhørte de forsvarende texanere. Og der er naturligvis opsat mindeplader for frihedskæmperne, der mistede livet under forsvaret af The Alamo. Det var desværre ikke tilladt at tage fotos indenfor i The Alamo.

IMG_1494

Der er også et flag fra hver af de amerikanske stater, hvis mænd deltog og døde i slaget om The Alamo. De europæiske flag repræsenterer de nybyggere, der stadig blev betragtet som europæere. Således deltog der også englændere, tyskere, skotter, walisere og spansk-mexicanere i forsvaret af The Alamo.

Men sandelig ikke om der også er et Dannebrog repræsenteret i samlingen af flag inde i The Alamo. Og her bliver det interessant at være dansker: For rent faktisk faldt der også en dansker under slaget om The Alamo i 1836.

Han hed Charles Zanco og var i 1834 kommet til USA og Texas med sin far fra Randers. Og ad omveje var han kommet med i Texas’ frihedskamp mod Mexico.

IMG_1510

Charles Zanco var således også med til at forsvare The Alamo, hvilket man kan læse i bogen Defenders of The Alamo. Zanco var også en ganske habil maler, og det menes faktisk, at han var den første, der malede en stjerne på et texansk flag – inden han faldt ved The Alamo. Han har dermed måske en del af æren for, at Texas i dag kaldes The Lone Star State. Med andre ord en dansk nybygger, der har formået at sætte sig varrige spor i Texas.

IMG_1497

En ret fascinerende historie, man som dansker ikke kan lade være med at være lidt stolt af – især når man har oplevet, hvor meget slaget om The Alamo betyder for den texanske ”nationalfølelse” og historie.

Der er gratis adgang til The Alamo i San Antonio, men hvis man vil have guidede ture eller have en selvguidet tur med et elektronisk håndset, skal der betales for det.

IMG_1753

The Riverwalk i San Antonio
Den anden store seværdighed i San Antonio er byens Riverwalk langs San Antonio floden, som byen kan takke for sin eksistens og placering. Bystyret i San Antonio har foretaget lidt af en genistreg ved at etablere en gangsti langs begge sider af floden, hvor man kan nyde naturen og byen langs væk fra trafik, støj og biler. En oase af ro og fred – midt i Downtown.

IMG_1856

Langs visse dele af Riverwalk er der skudt restauranter og barer op ved flodbredden, og nogle steder har The Riverwalk nærmest karakter af at være ”det lille Venedig”, hvor der går lidt tivoli i den med buede broer over floden og lavtbundede flodbåde, der sejler turister rundt på guidede ture, der koster 15 dollars pr. person. Der findes flere forskellige stoppesteder rundt langs flodbredden, hvor man kan stå på.

IMG_1825

Men det er ret unikt for en by af San Antonios størrelse, at man har fået opbygget et netværk af stier og broer langs flodbredden, så man har skabt et rekreativt område midt i Downtown – en slags by i byen.

San Antonio River har i øvrigt også en forholdsvis god vandkvalitet. Der var i hvert fald adskillige fisk i vandet, der hvor jeg kiggede – og masser af fugle i træerne langs floden, hvilket plejer at være ensbetydende med fisk i vandet.

Kunst og katedraler i San Antonio
San Antonio er også kendt for sin kreative scene med masser af gallerier og kunsthåndværkere med arbejdende værksteder, som bl.a. kan opleves i den lille bydel, La Villita, også kaldet Historic Art Village. Her ligger der en række gamle huse, hvor af hovedparten er flyttet hertil sten for sten op gennem 70’erne og 80’erne for at blive genopført og bevare dem for eftertiden, hvilket har skabt endnu en oase i byen. Bydelen repræsenterer dog også den ældste del af San Antonio.

IMG_1838

Endelig kommer man også lige forbi byens gamle torv, Market Square, hvis man tager en tur rundt på Riverwalk. Ud til Market Square ligger bl.a. endnu en af byens mest markante gamle katolske kirker, San Fernando Cathedral, det bedst kan betegnes som San Antonios domkirke. Det er den ældste bevarende kirke i Texas, grundlagt i 1731.

IMG_1801

I San Fernando Cathedral ligger de jordiske resten af ”Heroes of The Alamo” begravet, hvor de fandt deres sidste hvilested i 1936, 100 år efter slaget ved The Alamo. Der er fri adgang til kirken, hvis der ikke er religiøse begivenheder i kirken.

Hoteller og moteller i San Antonio, Texas
Hoteller og overnatning i Austin, Texas

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

2 svar til “San Antonio, Texas – The Alamo og San Antonio Riverwalk”

    • Hej Per, tak for et godt indspark, det var jeg ikke klar over. Og det lyder som om, at den kunne være interessant at læse. Det kom ihvertfald bag på mig, at en dansker fra Randers havde været med i forsvaret af The Alamo i Texas i 1836.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.