CN Tower – Toronto’s tårnhøje stolthed

Med en højde på præcis 553,3 meter er Toronto’s CN Tower en af verdens højeste fritstående konstruktioner. Du har selvsagt ikke for alvor været i Toronto, hvis du ikke også har været oppe i CN Tower og nyde udsigten over Toronto og Lake Ontario. Til gengæld behøver du ikke bruge penge på at frekventere restauranten i CN Tower, der godt kan være lidt af en skuffelse.

Hoteller og overnatning i Toronto, Canada

Det højeste tårn i Nordamerika
CN Tower – CN står for Canadian National – knejser stolt på Torontos skyline og tårnet kan ses stort set fra alle vinkler af byen. De 533 meter på CN Tower gør, at du altid kan bruge tårnet som pejlemærke, næsten uanset hvor du befinder dig i Toronto.

Canadian National er det største jernbaneselskab i Nordamerika med aktiviteter i både Canada og USA. CN Tower blev opført som TV- og radiotårn af selskabet, da Canadian National på det tidspunkt også ejede en stribe radio- og TV stationer i Canada. Og da antallet højhuse i Toronto voksende voldsomt i 60’erne og 70’erne, krævede det, at stationernes sendemaster fik en tilsvarende højde.

Overhalet af tårnbyggerier i Mellemøsten og Asien
Det var arkitekten John Hamilton Andrews, der stod bag CN Tower. Tårnet blev opført i perioden fra 1973 til 1976, og skulle også være med til at markere Toronto på den internationale scene. Et højt tårn har som bekendt altid været en ”hurtig” genvej til omtale og berømmelse, og det gjaldt også i Toronto’s tilfælde. Desværre løb budgettet løbsk, så CN Tower endte med at blive adskillige millioner dollars dyrere end først antaget. Det gav selvsagt også masser af omtale.

CN Tower var indtil 2007 verdens højeste tårn, men er siden blevet overhalet af byggerier i Mellemøsten og Asien. CN Tower er dog fortsat den højeste fritstående bygning på den vestlige halvkugle.

Restaurant med panoramaudsigt
Den store panoramarestaurant 360 grader med tilhørende udsigtsplatform ligger i 351 meters højde. Herfra er udsigten heller ikke ringe, men til gengæld er den højt profilerede restaurant 360 grader lidt af en skuffelse. Stedet lever tydeligvis højt på, at udsigten er i særklasse. Til gengæld hævede de kulinariske oplevelser sig desværre ikke særlig højt over jordoverfladen, da jeg besøgte restauranten i 2008, men det kan naturligvis have ændret sig siden.

Hele restauranten snurrer langsomt rundt, mens du spiser. Snupper du tre retters menu, vil du typisk nå to omgange, inden regningen skal betales. Vælger du at dinere i CN Tower, så er oplevelsen størst ved aftentide, hvor du kan opleve dag bliver til aften mens alle lysene i Torontos skyskrabere og forstæder langsomt tændes.

Den højest beliggende udsigtsplatform i CN Tower finder du i 446,5 meters højde. Men du kan også “nøjes” med den lidt lavere beliggende udsigtsplatform i 346 meters højde – eller kigge nedad i 342 meters højde: Den lavest beliggende udsigtsplatform er udstyret med glasbund, så du kan kigge lodret ned ad CN Towers 342 meter høje cementkonstruktion.

Praktisk info om CN Tower på www.cntower.ca
Hoteller og overnatning i Toronto, Canada

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.