Distillery District Toronto – restauranter, gallerier, microbryg og film

Sydøst for Toronto Downtown ligger kvarteret Distillery District som en lille historisk enklave i et ellers goldt industrikvarter. Her kan du gå på opdagelse i det, der tidligere var verdens største whisky destilleri, men som nu byder på gallerier og arbejdende værksteder, små hyggelige butikker, spændende restauranter og Torontos største microbryggeri, Mill Street Brewery.

Hoteller og overnatning i Toronto, Canada

Verdens største whisky distilleri
Det var nybyggernes trang til en tår over tørsten, der var med til at skyde en fabrikation af whisky i gang i Toronto i midten af 1800-tallet. Initativtagerne var ikke overraskende to skotske iværksættere, William Gooderham og James Worts, der hurtigt fik succes med deres produktion af whisky efter skotsk forbillede, og i midten af 1870’erne var The Gooderham and Worts Destillery vokset til at være verdens største whisky destilleri.

Omkring århundredeskiftet blæste der imidlertid nye moralske vinde i Canada, og salg af stærk spiritus blev forbudt – længe før spiritusforbuddet blev realiseret i USA. Det blev begyndelsen til enden på whisky-eventyret i Toronto, og i midten af 1920’erne lukkede produktionen helt ned.

Hollywood flytter ind
Tilbage stod de gamle industribygninger, som ingen rigtigt interesserede sig for. Indtil nogle kreative folk fra Hollywood i midten af 80’erne fik øje på området og bygningerne. Stille og roligt rykkede Hollywood ind i de gamle industribygninger, der var den perfekte kullise for fx New York City.

Op gennem 90’erne blev en lang række af Hollywoods produktioner optaget i Toronto, fordi det var langt billigere end at købe rettighederne til at filme i selve New York. Siden starten af 90’erne er der blevet optaget mere end 1.000 spillefilm, tv-produktioner, musikvideoer og tv-reklamer i området.

IMG_1707

Destillery District blev i sin nuværende form åbnet i maj 2003 efter en gennemgribende renovering af hele området. Bl.a. blev alle de oprindelige klinkebelægninger mellem bygningerne genetableret, så hele området nu stort set fremstår, som det så ud, da whiskyen flød i stride strømme i 1800-tallet.

New York i Toronto
Distillery District leder tankerne hen på fx Tribeca kvarteret i New York med sin rustikke atmosfære, takket være de gamle industribygninger og de smalle stræder. Her er det oplagt at gå på opdagelse kvarteres hyggelige butikker, eller besøge nogle af de mange kunstnere, der har deres gallerier og værksteder i området.

Men Distillery District er i høj grad også mad og drikke i form af adskillige velrenommerede restauranter og det spændende Mill Street Brewery, Canada største microbryggeri, der naturligvis byder på smagsprøver i deres showroom. Vil du selv have lidt ekstra opmærksomhed, når du bevæger dig rundt i området, så lej en Segway og kør rundt i området på egen hånd – hvis du kan holde balancen.

Hoteller og overnatning i Toronto, Canada

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.