Washington D.C.: Magtens centrum – storbyguide til Washington

Washington D.C. er meget uamerikansk. Byen har ingen nævneværdige højhuse, til gengæld er den spækket med imponerende monumenter, der mere leder tankerne hen på Europa end USA. En by, der er skabt for at imponere, hvilket den da også gør. Og så bugner Washington af museer i verdensklasse, som det i de fleste tilfælde endda er helt gratis at besøge.

Hoteller og overnatning i Washington D.C.
Hoteller ved Washington-Dulles International Airport

Europas hovedstæder var udgangspunktet
Det var de “gamle” europæiske metropoler som Paris, Rom og Athen, byplanlæggerne havde i tankerne, da de anlagde de første brede boulevarder i det sumpede landskab tæt ved Potomac-floden i Virginia. Washington er samtidig den eneste “bystat” i USA. Tilføjelsen D.C. står for “District of Columbia”.

Fra sumpede hjulspor og nærgående myg …
Det var dog langtfra nogen dans på roser at være nybygger i Washington D.C. i byens første leveår. Gaderne bestod for det meste af sumpede hjulspor, og overalt gjorde de mange myg fra sumpområderne deres til at gøre livet surt for indbyggere. Men indbyggerne holdt ud, og i 1800 flyttede man hele statsadministrationen fra den daværende hovedstad Philadelphia til Washington.

… til en grøn og cykelvenlig hovedstad
I dag kan vi takke de fremsynede byplanlæggere for en lys og luftig by, der i kraft af sine brede boulevarder og mange grønne parker altid føles utrolig rummelig. Faktisk er Washingtons brede gader årsag til, at Washington i dag betragtes som en af USA’s mest cyklistvenlige byer. Mange turister vælger ligefrem at leje en cykel, for så at cykle rundt til de mange museer og monumenter.

Et overflødighedshorn af tilbud til turisten
Washington D.C. bugner af tilbud til turisten. Du kan dog godt skyde en hvid pil efter at komme på besøg på byens to mest berømte adresser: Både Det Hvide Hus på 1600 Pennsylvania Avenue NW og Pentagons enorme femkantede kontorbygning har holdt dørene næsten hermetisk lukkede for turister siden terrorangrebene den 11. september 2001.

Heldigvis har Washington D.C. så meget andet at byde på, at du ikke kommer til at kede sig. Tværtimod vil du sikkert komme i tidsnød. Ingen andre amerikanske byer har så mange museer af så høj standard som Washington. Og når du ikke orker flere museer, kan du gå i gang med byens mange imponerende og historiske monumenter.

Klassiske oplevelser i Washington D.C.
Her er fem bud på, hvad du bare må opleve, når du besøger Washington første gang:

• Det Hvide Hus er ikke længere åbent for offentligheden. Efter terrorangrebene 11. september 2001 har man af sikkerhedshensyn valgt, ikke at lukke internationale turister inden for murene i Det Hvide Hus. Amerikanere kan dog stadig komme på guidede ture – hvis de går via et medlem af Kongressen, valgt i deres lokalområde. Som et plaster på såret kan du besøge besøgscentret ved Det Hvide Hus, der har udstillinger om den berømte bygning og dens beboere gennem tiderne. Du kan også fortsat stille dig op foran det velkendte smedejernshegn på Pennsylvania Avenue ved sydsiden af Det Hvide Hus og få taget dit foto foran det verdensberømte ikon. www.whitehouse.gov

• U.S. Capitols enorme kuppel er ikke mindre end 80 meter høj. Det 540 rum store kompleks rummer det amerikanske parlaments to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Capitol har guidede rundvisninger for turister – internationale såvel som amerikanere – men sikkerheds niveauet er selvsagt højt. Husk pas, hvis du vil indenfor. www.house.gov

• National Mall – eller bare The Mall – er den tre kilometer lange og cirka 600 meter brede akse i Washington D.C., hvor alle de store institutioner og monumenter ligger. I den østlige ende troner U.S. Capitol og mod vest med Potomac-floden i baggrunden sidder Lincoln i sit Memorial. Midt i det hele ligger bassinet Reflecting Pool, som det 169 meter høje Washington Monument spejler sig i. Det var netop i den lavtvandede Reflecting Pool, at antihelten Forest Gump tog sig en soppetur i filmen af samme navn. Washington Monumentet er lukket frem til 12. maj 2014, hvor monumentet genåbner efter en flere årig renovering efter et jordskælv i 2011, som fik monumentet til at slå revner flere steder. Men nu kan man altså igen inden længe tage elevatoren op i monumentet og nyde udsigten over Washington fra 150 meters højde – www.nps.gov/wamo

• Vietnam Veterans Memorial er et af de stærkeste og mest kendte krigsmonumenter. På lange sorte granitvægge står navnene på de mere end 58.000 amerikanere, der faldt i Vietnam, indgraveret. Ofte vil du opleve, at slægtninge lægger et ark papir over nogle af navnene, for med en blyant at få et aftryk af inskriptionen. www.nps.gov/vive

• National Air and Space Museum. Washington D.C. er andet end statslige institutioner og monumenter. Byen bugner af museer i absolut verdensklasse. Et af de bedste museer i byen er National Air and Space Museum med udstillinger om amerikanernes bedrifter i luften – både luftfart og rumfart. Og det er helt gratis at besøge som de fleste øvrige museer i byen. http://airandspace.si.edu

Washington D.C. for de mere erfarne
Seks alternative bud på oplevelser i og omkring Washington:

• Arlington Kirkegården er USA’s mest hæderkronede militære kirkegård. Her ligger med end 260.000 soldater begravet, og der er hvide kors så langt øjet rækker. Den mest prominente grav tilhører uden tvivl John F. Kennedy, der ligger begravet her sammen med sin kone Jacqueline. Ved graven brænder en evig flamme. www.arlingtoncemetery.mil

• National Gallery of Art er et af USA’s største kunstmuseer med både klassiske værker og moderne kunst. Museet er enormt, så overvej en af de guidede ture, hvis du besøger museet for første gang. En underjordisk tunnel forbinder bygningen for klassisk kunst med den nye bygning med moderne værker. Også her er der gratis adgang. Mere på www.nga.gov

• Georgetown. Washington forbindes ikke normalt med shopping og natteliv, men bydelen Georgetown er et godt sted at gå på indkøb – eller få sig noget godt at spise. Det hyggelige kvarter med sine “gamle” huse byder på mange små lokale butikker, barer, restauranter og cafeer. Det er samtidig et af USA’s dyreste kvarterer, hvad angår huspriser. www.georgetowndc.com

• Bike the Sites. Vil du opleve Washington D.C. på to hjul, så lej en cykel. Washington er en fantastisk cykelby, takket være de brede boulevarder. Bike The Site har specialiseret sig i at udleje cykler til turisterne. Du kan også få ruteforslag, drikkevarer og snacks til din cykeltur. www.bikethesites.com

• Mount Vernon. En dagstur fra Washington D.C. kunne gå til Mount Vernon i Virginia, 25 kilometer syd for hovedstaden. Her boede nationens første præsident, George Washington, indtil sin død i 1799 og her ligger han også begravet. Det meste af det oprindelige inventar er bevaret, og du kan bl.a. se præsidentens arbejdskontor samt de boliger, de mere 300 slaver boede i. www.mountvernon.org

• Tag toget til New York. Det er oplagt at kombinere et besøg i Washington D.C. med New York City, der “kun” ligger tre timers kørsel i med intercitytoget Acela Express fra Washington. Amtrak, det amerikanske DSB, kører i pendulfart mellem de to metropoler, og som en ekstragevinst kører toget direkte fra den centrale Union Station i Washington D.C. til Penn Station midt på Manhattan i New York. Læs mere om Amtrak og kollektiv transport i USA

Hoteller og overnatning i Washington D.C.
Hoteller ved Washington-Dulles International Airport

Læs mere om Washington D.C. på Washington.org

Tre moderne filmklassikere optaget i Washington D.C.
• Alle præsidentens mænd, Alan J. Pakula, USA 1976. Man kan ikke sige Washington uden også at sige Watergate. Skandalen, der fik præsidenttaburetten til at vakle og til sidst vælte under præsident Nixon, er stadig eminent spændende og fremragende fremstillet til trods for, at filmen efterhånden har adskillige år på bagen.

• Ingen vej tilbage – No Way Out, Roger Donaldson, USA 1987. Pentagons femkantede polygon spiller en ikke uvæsentlig hovedrolle i denne klassiske thriller med Kevin Costner som flådeofficer og Gene Hackman i rollen som amerikanske forsvarsminister. De to herrer kommer på kollisionskurs, da de begge her et forhold til den samme kvinde, der uheldigvis myrdes. Jagten på morderen viser sig efterfølgende at trække tråde til både forsvarsministeren og en russisk spion. Filmen er især berømt for en limousine-scene, hvor Gene Hackman og Sean Young kører rundt i byen og elsker på bagsædet, mens chaufføren tager dem med rundt forbi bl.a. Lincoln Memorial og Washington Monumentet.

• The Contender, Rod Lurie, USA 2000. Fremragende politisk drama om en kvindes vej til toppen i amerikansk politik. Washington D.C. og Det Hvide Hus er baggrunden i filmen, der handler om senator Laine Hanson’s (Joan Allen) kamp for at blive den første kvindelige vicepræsident i USA. Men den vej er brolagt med adskillige maskuline forhindringer. Flot spil af det imponerende hold af skuespillere, bl.a. Gary Oldman, Jeff Bridges, Christian Slater og ikke mindst Joan Allen.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

13 svar til “Washington D.C.: Magtens centrum – storbyguide til Washington”

  1. Hej Henrik, skøn oplysende hjemmeside du har. Jeg har fundet rigtig mange brugbare informationer her. Min mand og jeg har fire overnatninger i Washington her i starten af november, og jeg ville egentligt gerne bo i Georgetown, men da hotellerne er halv pris i Arlington, overvejer vi at booke et hotel der. Men kommer vi så til at bruge en masse tid og penge på transport? (Vi ville vælge et hotel nær en metro station). Bedste hilsner Kirsten

  2. Min kæreste og jeg skal til Washington den 13. juni i år. Vi skal være der i 6 dage, hvorefter vi tager til New York. Kan man klare sig uden bil, eller går man glip af alt for meget? Mvh Lianne

    • Hej det kommer igen an på hvad i skal se. Men min umiddelbare holdning er at det kan i godt, der er ekstremt meget at se på i midtbyen ved the mall og tonsvis af superfede museer osv. Og metroen fungerer ganske glimrende også, så den kan man også bruge. Men 6 dage er alligevel meget i mine øjne kun at bruge på at gå rundt i Washington. Overvej en dagstur til Shenandoah og evt. Mount Vernon lidt syd for byen, og en bil i to dage er “peanuts” i forhold til en tur til Washington, New York

    • Jeg er enig med min navnebror Henrik Bottos: Der er masser af rigtigt gode oplevelser i Washington D.C., men jeg ville nok også leje en bil et par dage og komme lidt ud af storbyen, og her er Shenandoah National Park et rigtigt godt bud på en dagstur. Resten af tiden behøver I ikke bil, og I kan jo tage toget til New York (hvilket I måske også her tænkt jer). I New York behøver I selvsagt ikke nogen bil.

  3. Henrik, dit website er virkelig godt med masser af informativ og ikke mindst spændende læsning! Vi (to voksne og et barn) skal til Washington til sommer, hvor vi har 8 dage. Vi regner med at leje bil nogle af dagene, og nu er jeg så faldet over Shenadoah National Park. Vi har sådan set booket hotel i Washington, så mit spørgsmål er, om en endagstur til denne national park er overkill? Umiddelbart ser det ikke ud som om, at det er mere end omkring 120 kilometer fra Washington, så min tanke er at det godt kunne blive en fin endagstur? Mvh Mette

    • Tak for din ros af Highways-USA 😉 Shenandoah National Park er en skøn national i det østlige USA, og du har helt ret i, at man godt kan nå den på en endagstur fra Washington. I skal køre vestpå ad Interstate 66 til byen Front Royal, som ligger i den nordlige ende af Shenandoah National Park. Og så kører I ellers afsted på den snoede vejen gennem parken, der har det inspirerende navn, Skyline Drive. Herfra er der en fantastisk udsigt over det vestlige Virginia og det centrale West Virginia. Selve Skyline Drive er 105 miles lang, hvis I tager turen hele vejen gennem parken. Fra Washington D.C. er der 70 miles eller 112 kilometer ud til Front Royal. Hvis I kører hele vejen gennem parken, så I noget længere tilbage til Washington D.C. igen om aftenen, så I må lige vurdere med jer selv, hvor langt I vil køre. Men I kan sagtens få en dejlig oplevelse af parken, selvom I ikke kører hele vejen igennem. I skal dog gøre jer selv den tjeneste, at I kører ned til det store besøgscenter i midten af parken ved Big Meadows, som er en stor græsslette midt i parken. Her ligger der også et hotel og en række andre faciliteter. Hvis I kører hele vejen gennem parken, skal I regne med to en halv times kørsel retur til Washington. Rigtig god tur til Washington og Shenandoah National Park.

  4. Hej Henrik Lange. Tager til Washington DC torsdag. Har lejet bil og kører sydover. Jeg har haft særdeles meget glæde af dine sider og artikler – tak for det. Jeg vil anbefale det andre. Venlig hilsen Jan Stampe

  5. Har lige været i Washington og havde fået det tip, at besøge “Old Post Office” tårnet (Pennsylvania Avenue), som er den højeste bygning i downtown. Der er adgang fra kælderen med elevator. Man får den fineste udsigt over The Mall og hele Washington. Det er gratis og ikke kendt af så mange, så derfor er køen heller ikke særlig lang. Absolut et godt sted at starte sit besøg i Washington.

  6. Vi besøgte Washington D.C. i 2006 – Reflecting pool med nærliggende Vietnam Veteran Memorial Wall og Lincoln Memorial er et særligt stemningsfuldt sted. En stor oplevelse at besøge. Vi tog turen til fods over Potomac River over til Arlington Cemetery – en varm tur i 32 graders varme om sommeren. Henrik Lange du skulle næsten vise nogle billeder fra det område.

    • Du har fuldstændig ret i, at Washington D.C. langs med National Mall er et skønt område. Jeg skal nok få tilføjet nogle fotos fra Washington – og andre amerikanske storbyer i øvrigt – når jeg får tid til det. I første omgang bliver det Chicago, som får en markant ansigtsløftning her på Highways-USA, når jeg i starten af april 2014 besøger byen og opdaterer min storbyguide til Chicago – inklusiv fotos 😉

  7. Jeg er igang med planlægningen af en tur til USA’s østkyst til næste sommer. Turen går fra New York til Washington, og derefter med bil til Miami, i ca 3-4 uger. Hvilke nationalparker vil du anbefale, udover Niagara Falls og Everglades (som vi helt sikkert vil besøge)? Vil meget gerne ud og opleve bjerge og storslået natur. Håber du kan hjælpe mig på vej med planlægningen. Med venlig hilsen Rasmus Gajhede

    • Hej Rasmus, der er groft sagt to oplagte muligheder, når man skal ned langs den amerikanske østkyst fra Washington og ned mod Florida: Enten den bjergrige ned ad Blue Ridge Parkway gennem Virginia og North Carolina eller den mere flade udgave men lige så naturskønne ude langs kysten via Outer Banks – også i bl.a. North Carolina. Men i dit spørgsmål giver du selv en del af svaret ved at skrive, at I gerne vil se bjerge. I så fald ville jeg vælge turen ned ad Blue Ridge Parkway, som med sine 469 miles kan betragtes som USA’s længste nationalpark. Men I får også Shenandoah National Park med, og følger I Blue Ridge Parkway hele vejen ned gennem North Carolina, ender I på grænsen til Tennesse, og her ligger Great Smoky Mountains National Park, som også er en fantastisk skøn nationalpark med masser af bjerge. Herfra kan I så køre videre ned mod Atlanta og videre til Florida. Alternativet er som nævnt den kystnære rute, som byder på den noget fantastisk Atlanterhavskyst – og længere mod syd de to skønne sydstatsbyer, Charleston i South Carolina og Savannah i Georgia. Sidstnævnte kan I dog få med ved at vælge Blue Ridge Parkway, mens Charleston vil kræve lidt af en omvej. Jeg vil anbefale dig at læse min guide til netop Blue Ridge Parkway plus mine guider til Shenandoah og Great Smoky Mountains National Park – her kan du finde langt mere inspiration til turen. Fortsat god rejseplanlægning!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.