Afstandene i Florida er til at overskue, men derfor kan du ikke undvære en udlejningsbil i solskinsstaten, når turen går til Florida – selvom Florida har et rimeligt fintmasket net af regionale jernbaner. Her er nogle tips til, hvad du skal være særlig opmærksom på, når du lejer bil i Florida.

Florida er skabt til at leje en cabriolet
Her du altid drømt om at leje en cabriolet – en åben bil – er Florida lige stedet. Det behagelige klima inviterer næsten til at leje en cabriolet – selvom du skal være opmærksom på, at den tunge luftfugtighed om sommeren muligvis vil sætte en dæmper på din lyst til at slå taget ned. Husk også at bruge en kasket, hvis du ikke vil være ufrivillig rød i panden og resten af ansigtet. Solen er skarp midt på dagen.

Husk også at bagagepladsen – og ikke mindst siddepladsen på bagsædet – er forholdsvis trang i de fleste cabrioletmodeller. Så har du hele familien med til Florida, så pas på. Eventuelle teenagebørn vil sandsynligvis brokke sig over den begrænsede plads på bagsædet. En cabriolet er mest oplagt til to voksne – eller eventuelt to voksne og et mindre barn. Ellers bliver pladsen hurtig trang.

Når du bladrer igennem de mange fristelser af lækre biler hos udlejningsselskaberne så husk, at de bilmodeller du ser fotos af, ikke nødvendigvis – for ikke at sige sandsynligvis – ikke vil være den bilmodel, du får at køre rundt i. Selvom det typisk er en Ford Mustang cabriolet, du vil se afbilledet, når du booker bilen, er det altså langtfra sikkert, at der sidder en hest på køleren, når du henter din udlejningsbil i Florida. Men en cabriolet skal det nok blive – hvis det er den biltype, du har valgt.

Vær også opmærksom på, at det slet ikke er sikkert, du føler trang til at slå taget specielt meget ned på turen rundt i Florida. Ofte er det ganske enkelt for varmt og fugtigt – og tit er solen for stærk til, at det er rart at slå taget ned. Og når du slår taget ned, så husk at fjerne lette ting på bagsædet – ellers bliver de ganske enkelt suget ud af bilen, når først I kører afsted.

Envejsbilleje i Florida
Miami og Orlando internationale lufthavne er de to store udleveringssteder i Florida. De fleste vælger at aflevere lejebilen i samme lufthavn, som bilen blev afhentet i, da man jo typisk flyver hjem fra samme lufthavn. Men vil I gerne afhente bilen i Miami og aflevere i Orlando, er det ikke noget problem. Der løber ikke noget envejslejegebyr på, selvom bilen fx afhentes i Miami og afleveres i Orlando. Til gengæld er der naturligvis gebyr på, hvis man afhenter i fx Atlanta i Georgia og returnerer bilen i Florida – eller modsat.

Betalingsveje og billeje i Florida
Florida har et ganske omfattende net af betalingsveje. Især omkring Orlando er det nærmest umuligt at undgåbetalingsvejene. Hidtil har man som turist kunne betale i fx automater på de såkaldte toll plazas langs fx Florida Turnpike, og det kan man stadig (2015). Men flere og flere steder dukker der fuldautomatiske betalingsstationer op, hvor der ikke længere er mulighed for fysisk at betale – hverken personligt eller i en automat.

Derfor skal man lige have styr på betalingen, så man ikke risikerer at få en bøde for en ubetalt vejafgift. Nummerpladerne affotograferes nemlig af kameraer over vejen ved de fuldautomatiske betalingsanlæg, og kører man rundt i en lejebil, sendes regningen til udlejningsselskabet, der så sender den videre til jer som lejere af bilen – inklusiv et relativt højt administrationsgebyr. Man kan altså ikke ”slippe for regningen”, selvom man kører i en udlejningsbil.

Vejafgiftspakker fra udlejningsfirmaerne
For at gøre det nemt for internatonale turister, har biludlejningsfirmaerne lavet nogle ”vejafgiftspakker”, så man ikke skal tænke på at betale ved hver enkelt betalingsstation. Man kan altså bare køre gennem betalingsanlæggenes automatiske baner. Dog er betingelserne forskellige fra udlejningsfirma til udlejningsfirma, så det skal man være opmærksom på.

Som udgangspunkt koster disse pakker et administrationsgebyr pr. dag – foruden de vejafgifter, som man skal betale undervejs. Administrationsgebyret ligger på mellem 4 og 8 dollars pr. dag, afhængig af, hvillet udlejningsfirma, man har valgt. Der er dog et maksimum på administrationsgebyret, så man maksimum skal betale fx 20 eller 25 dollars i gebyr totalt pr. lejeperiode (op til 30 dage) – foruden de faktiske vejafgifter.

Hvis man ikke vil betale administrationsgebyr til udlejningsselskabet, kan man vælge at købe sin helt egen SunPass bizz, som koster 20 dollars plus lokal moms. Det er en elektronisk dims, som sættes i forruden med et par sugekopper, ligesom en brobizz til Storebælt. Men de 20 dollars dækker kun selve dimsen. Man skal også indbetale et depositum, som dækker de vejafgifter, man skal betale undervejs.

Derfor er ”gør-det-selv” løsningen med sin egen SunPass bizz i forruden kun interessant, hvis man opholder sig i en længere periode i Florida. Ellers vil udlejningsfirmaernes vejafgiftspakker være den billigste løsning – og i særdeleshed den nemmeste løsning.

Jeg testede både Alamo og Avis’ vejafgiftspakker, da jeg var i Florida i juni 2015, og begge pakker fungerede upåklageligt. Selve administrationsgebyret betales ved afhentning af udlejningsbilen, mens udgiften til ens vejafgifter på Florida’s betalingsveje trækkes fra ens kreditkort cirka 14 dage efter lejeperiodens ophør.

Dollar Rent A Car er et dyrt bekendtskab
Undtagelsen er dog, hvis man har lejet bil gennem Dollar Rent A Car eller Thrifty. Her er prisen noget højere for deres vejafgiftspakke i forhold til de andre udlejningsfirmaer. Dollar og Thrifty opererer nemlig med en ”alt inklusiv pris”, og tager 46 dollars pr. uge (2015) i administrationsgebyr for deres betalingsvejs løsning. Til gengæld inkluderer prisen så også de vejafgifter, man får undervejs. Man kan altså køre gennem lige så mange betalingsanlæg, man har lyst til, uden at det koster ekstra.

MEN: På en uges gennemsnitsferie i Florida vil man normalt ikke komme i nærheden af at bruge 20-25 dollars på vejafgifter på betalingsvejene. Derfor er Dollar Rent A Car og Thrifty’s totalløsning alt for kostbar for de fleste turister – sammenlignet med de andre biludlejningsfirmaer, hvor administrationsgebyret er langt lavere – selvom man så efterfølgende bliver trukket for vejafgifter.

Man kan dog godt sige nej tak til betalingsløsningen hos Dollar. Men kommer man så til en betalingsstation, hvor der ikke er mulighed for at betale manuelt, så trækker Dollar et administrationsgebyr på 15 dollar plus den manglende vejafgift. Og det er vel at mærke 15 dollar i gebyr for hver lokalitet (dog max 105 dollars), man i givet fald ikke har betalt sin vejafgift – måske fordi det ikke fysisk var muligt at betale den.

Det korte af det lange: Drop Dollar Rent A Car og Thrifty som biludlejningsselskaber i Florida – med mindre du selv køber en SunPass bizz i Florida og sætter den i forruden. Sunpass kan dog ikke købes i lufthavnene, men kun i visse supermarkeder. Og da man allerede rammer de første betalingsveje i Florida på vej ud af både Miami og Orlando Lufthavne, er biludlejningsfirmaernes vejafgiftspakker klart at foretrække.

De øvrige udlejningsfirmaer Alamo, Avis, Enterprise, Hertz og National m.fl. tager kun mellem 17 og 25 dollars i administrationsgebyr pr. udlejningsperiode (op til 30 dage) for deres vejafgiftspakker. Hertil kommer afregningen af de faktiske vejafgifter.

Billeje i Florida og USA med Auto Europe

Billeje i praksis – kørsel, brændstof, GPS
Overblik over forsikringer på billeje i USA
Udlevering af lejebiler i USA – tips ved afhentning

OBS: Jeg optjener provision fra de forskellige udlejningsfirmaer, hvis I vælger at reservere billeje via Highways-USA.com. Bemærk dog, at prisen for jer som kunder er nøjagtigt den samme, uanset om I vælger at booke jeres billeje via Highways-USA.com eller andre kanaler. Men booker I via Highways-USA.com, optjener jeg lidt provision på jeres bookingen. Mine indtægter på Highways-USA.com bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com