Det gælder om at holde tungen lige i munden, når det handler om forsikringer i forbindelse med billeje i USA. Her har du en liste over de mest gængse navne på de forskellige forsikringer, du kan støde på i forbindelse med billeje i USA og Canada – og hvad de typisk hedder på engelsk og hvordan de forkortes. Nederst i artiklen får du et par generelle råd og tips omkring billeje i USA og Canada med relation til forsikringer.

Ansvarsforsikring – Liability Insurance Supplement – LIS
Ansvarsforsikringen er lovpligtig og altid med i prisen, når du søger efter billeje hos de forskellige udlejningsselskaber. Ansvarsforsikringen dækker skader på tredjepart som fx personer, bygninger eller andre ting uden for udlejningsbilen. Det er dog ikke alle udlejningsselskaber, der fremhæver ansvarsforsikringen specifikt på udlejningskontrakten, men den er altså med i pakken. Begrebet Liability Insurance Supplement (LIS) bruges i øvrigt kun forholdsvis sjældent i USA.

Selvom ansvarsforsikringen er lovpligtig, er det værd at se efter, hvor store erstatningsbeløb, ansvarsforsikringen omfatter. Nogle ansvarsforsikringer kan godt høre til i den ”skrabede afdeling”, hvorfor det kan være en god ide at supplere med en udvidet ansvarsforsikring – se nedenfor.

Udvidet ansvarsforsikring – Supplemental Liability Insurance/ Additional Liability Insurance – SLI / ALI
En udvidet ansvarsforsikring tilbydes af nogen udlejningsselskaber som et supplement til den obligatoriske ansvars-forsikring, og den vil typisk have en bedre dækning/ højere erstatningsbeløb end den lovpligtige. Denne forsikring vil i nogle tilfælde automatisk indgå som en del af ”forsikringspakken”, når du booker din lejebil. Forsikringen kan også tilkøbes lokalt, når du afhenter din udlejningsbil.

Generelt anbefaler jeg, at du ikke køber yderligere forsikringer, når du afhenter din udlejningsbil i USA, da det i situationen kan være ret svært at gennemskue, hvilke ekstra forsikringer du reelt køber, når du står ved udleveringsskranken – og om du overhovedet har brug for dem.

Men en udvidet ansvarsforsikring kan være en god investering – især i USA. Men som nævnt vil en udvidet ansvarsforsikring i de fleste tilfælde være en del af de standardforsikringer, der følger med, når du lejer bilen.

Tyveriforsikring – Theft Protection – TP
Mens kaskoforsikringen i Danmark dækker tyveri af bilen, er det ikke tilfældet i USA. Det samme gælder eventuelle skader som følge af tyveriforsøg. Derfor skal der også være en tyveriforsikring på bilen. Det er altså ikke for at sælge dig unødvendige ekstra forsikringer, når der på din udlejningsvoucher muligvis står, at der også er tyveriforsikring inkluderet i din billeje. Her bør der heller ikke optræde nogen selvrisiko.

Underinsured Motorist Protection – UMP
Denne forsikring dækker dig, hvis du skulle være så uheldig at blive påkørt af en tredjepart i USA, der ikke har en lovpligtig forsikring. Det kunne fx i teorien være en biltyv, en flugtbilist eller lignende.

Underinsured Motorist Protection er en forsikring, som følger med i grundpakken hos mange udlejningsselskaber i USA, og den er en amerikanske specialitet. Skulle forsikringen ikke være med i pakken, kan du tilkøbe den lokalt. Men hvis du har en almindelig rejseforsikring – og det skal du absolut have i USA – vil du typisk være dækket den vej rundt.

Kaskoforsikring – Loss Damage Waiver eller Collision Damage Waiver- LDW / CDW / CDI
Kaskoforsikringen er altid obligatorisk. Den dækker de skader på bilen, du eventuelt selv måtte være skyld i, mens du lejer bilen. Du skal dog være opmærksom på, at den almindelige kaskoforsikring typisk kun dækker skader ved direkte kollision og ikke mindre skader på fx dæk og fælge, undervogn, stenslag i ruder og andre mere kosmetiske skader. Bemærk at der i mange tilfælde er en vis selvrisiko på kaskoforsikringen, så hold øje med, hvor stor selvrisikoen er.

Selvrisikodækning på kaskoforsikringen
Hvis du vil undgå at have en selvrisiko, kan du tilkøbe en selvrisikodækning. Her skal du holde øje med, hvilke ting der er omfattet af selvrisikodækningen – og hvilke undtagelser fra selvrisikodækningen, der eventuelt måtte være tilknyttet. Flere af de førnævnte ting som skader på dæk og fælge, undervogn, stenslag i ruder, etc. optræder nemlig nogen gange på listen over ting, der ikke omfattet af selvrisikodækningen.

Selvrisikodækningen kan optræde i mange forskellige former. Ud over en lokal ”amerikansk” forsikring mod selvrisiko, kan du også vælge at tilkøbe en forsikring mod selvrisiko hos formidlere af udlejningsbiler. Således tilbyder alle de store formidlere af billeje, bl.a. Auto Europe, Auto Escape, Holiday Autos og RentalCars.com sådanne selvrisiko forsikringer.

Disse forsikringer fungerer på den måde – hvis du har en skade i USA, som er omfattet af din selvrisiko – så betaler du udlejningsselskabet i USA for den pågældende skade. Du lægger altså selv penge ud i USA, når du returnerer bilen.

Men når du er tilbage i Danmark, dokumenterer du dine udgifter til skaden for selvrisikoen overfor den danske formidler, som så efterfølgende refunderer dig dine skadesudgifter i USA. Men det gælder om at læse det med småt, så du er sikker på, at du har dokumentationen i orden, hvis uheldet er ude, så du kan få refunderet dine penge – og ikke har købt en ubrugelig selvrisikodækning.

Vejhjælp – Roadside Assistance
Mens du er garanteret assistance ved mekaniske fejl på bilen, er der normalt ikke inkluderet vejhjælp i forsikringen. Så hvis du punkterer, løber tør for benzin, låser dine nøgler inde eller er uheldig på anden vis, må du som udgangspunkt klare dig selv. Men du kan altså vælge at tilkøbe en forsikring med vejhjælp, så du kan få assistance, hvis du står med et fladt dæk eller kører tør for benzin. Her er det op til dig selv og dit eget temperament – og hvor praktisk anlagt du er – om du vil tilkøbe vejhjælp. Mange vælger at tage chancen og spare pengene, men det er altså helt op til dig.

Vejhjælp tilbydes ofte når du afhenter din udlejningsbil i USA, og så er det altså helt op til dig selv, om du vil betale for den mulighed eller blot klare situationen selv, hvis du skulle komme ud for en punktering eller lignende.

Generelt om forsikringer og billeje i USA
Når man læser ovenstående, kan man nemt få det indtryk, at det kan være lidt af en jungle at leje bil i USA – og at det nærmest er direkte ”farligt”. Men bruger du din sunde fornuft og udviser almindelig omtanke, mens du har din lejebil, plejer der ikke opstå nogen problemer.

Jeg har lejet bil mindst 20 gange i USA hos mange forskellige selskaber, både hjemmefra og som walk in hos forskellige amerikanske udlejningsselskaber, og ingen af delene har givet anledning til problemer på noget tidspunkt. Du skal altså ikke være nervøs for at leje bil i USA – blot være opmærksom på visse ting – især selvrisikoen på kaskoforsikringen.

Brug din sunde fornuft når du kører bil
Og så skal du huske din sunde fornuft, hvilket bl.a. inkluderer, at du naturligvis aldrig kører bil i beruset tilstand. De fleste amerikanske delstater har promillegrænse på 0.

Vær også opmærksom på, at mange udlejningsselskaber har en regel om, at kørsel på veje uden fast underlag – det vil sige grusveje – ikke er tilladt. Det er dog en regel, der gradbøjes lidt. For visse steder, fx i nationalparker, kan kørsel på grus ikke helt undgås. Men sker der noget med fx undervognen, fordi du har kørt på en grusvej, så er det altså dig, der hænger på regningen. Det er bl.a. aktuelt, hvis du fx besøger Monument Valley i Arizona, og kører ud på den relativt dårlige grusvej gennem parken. Her må du afgøre med dig selv, om du tør tage chancen og køre rundt i parken eller om du vil lade udlejningsbilen står og tage en guidet tur i stedet – fx med en lokal indianer i en firehjulstrækker.

Decideret offroad kørsel er selvsagt heller ikke tilladt – heller ikke selvom du har lejet en firehjulstrækker. Hvis du lejer en firehjulstrækker eller lignende køretøjer, så tjek grundigt hvilke regler der gælder, inden du kører ud i terrænet. Bemærk i øvrigt, at det også kun er de færreste nationalparker og naturområder, som tillader offroad kørsel. Og hvis de gør, er der kun på særligt udvalgte veje i specielle områder, hvor det ikke skader planter eller dyreliv.

Billeje i USA med Auto Europe

Læs mere om:
Billeje i praksis – kørsel, brændstof, GPS
Envejsleje gebyrer på billeje i USA og Canada
Udlevering af lejebiler i USA – tips ved afhentning

OBS: Jeg optjener provision fra de forskellige udlejningsfirmaer, hvis I vælger at reservere billeje via Highways-USA.com. Bemærk dog, at prisen for jer som kunder er nøjagtigt den samme, uanset om I vælger at booke jeres billeje via Highways-USA.com eller andre kanaler. Men booker I via Highways-USA.com, optjener jeg lidt provision på jeres bookingen. Mine indtægter på Highways-USA.com bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com