OBS: Denne artikel er fra 2013, og afspejler ikke den aktuelle nedlukning i USA her i 2019!

Der hersker en del forvirring omkring, hvilke seværdigheder i USA, der er omfattet af den statslige nedlukning i forbindelse med, at Republikanerne og Demokraterne i Washington ikke kunne blive enige om en ny finanslov.

Her er et overblik over åbne og lukkede naturseværdigheder og attraktioner:

Nationalparker:
Alle statslige nationalparker, der administreres af National Park Services, er som udgangspunkt lukkede. Men visse centrale highways gennem nationalparkerne, der har betydning for det overordnede vejnet, er stadig åbne.

Yosemite National Park:
Det gælder bl.a. i Yosemite i Californien. Her er Tioga Pass – California Highway 120 – gennem parken fortsat åben for trafik (bekræftet), så det er muligt at køre over Sierra Nevada bjergene. Det samme gælder Californiens Highway 41 og Californiens Highway 140, der begge har strækninger i Yosemite. Men det er ikke tilladt at stige ud af bilen og gå ture i parken – eller benytte rastepladser eller lignende. Der er heller ikke adgang til den indre del af Yosemite Valley. Med andre ord: En “nok se, men ikke røre oplevelse” – uden mulighed for at standse i parken. Selv ikke parkens egne rangers må benytte parken – hvor absurd det end måtte lyde.

Grand Canyon South Rim og North Rim, Arizona:
Vejen langs sydkanten i Grand Canyon National Park (South Rim), Arizona’s Highway 64 er åben (bekræftet). Men da man ikke må stoppe op og stige ud af bilen, får man ikke noget nævneværdigt ud af turen. Så det er ikke besværet værd at køre op til sydkanten. Vejen ud til nordkanten (North Rim) er lukket (bekræftet).

Death Valley, Californien:
Californiens Highway 190 gennem Death Valley er åben (bekræftet), da den udgør en vigtig vej i lokalområdet – og en omvej ikke umiddelbart er tilgængelig. Men det er stadig kun tilladt at køre gennem parken. Og til manges overraskelse, så er Furnance Creek Ranch inde i Death Valley også åbent som normalt, da det er et privat hotel – på privat jord. Så du kan altså fortsat overnatte inde i Death Valley. Men alle sideveje til Highway 190 samt rastepladser og besøgscenter er lukket.

Sequoia National Park/ Kings Canyon, Californien:
Rygtet vil vide, at California Highway 180/198 gennem Sequoia National Park og Kings Canyon er lukket (ikke bekræftet).

Joshua Tree National Park, Californien:
Vejen gennem Joshua Tree er lukket (bekræftet), da vejen ikke har nogen betydning som gennemfartsvej.

Arches og Canyonlands, Utah:
Vejene i både Arches National Park og Canyonlands er lukkede (bekræftet), da der er tale om blinde veje, som ikke har nogen trafikal betydning.

Til gengæld er Dead Horse State Park fortsat åben, der er nærmeste nabo til Canyonlands. Parken byder på en fantastisk udsigt over et af Colorado flodens imponerende 180 graders sving.

Capitol Reef National Park, Utah:
Vejen gennem Capitol Reef er åben (bekræftet), da Utahs Highway 24 er en vigtig vej i lokalområdet. Men alle sideveje i parken er lukket og ophold er ikke tilladt.

Zion National Park, Utah:
Utahs Highway 9 gennem Zion National Park er åben (bekræftet), men kun for personbiler, da en tunnel ikke har frihøjde nok til at man kan køre gennem den. Det er forbudt at stoppe op og tage fotos i parken.

Et alternativ til Zion kunne være stats parken Valley of Fire i den nordøstlige del af Nevada tæt ved grænsen til Arizona – og ikke langt fra Interstate 15, cirka 50 miles nord for Las Vegas. Valley of Fire er med sine knaldrøde sandstensformationer er en anderledes naturoplevelse. Og parken er åben helt den som plejer.

Bryce Canyon, Utah:
Bryce Canyon er helt lukket (bekræftet), da vejen gennem parken ikke har nogen trafikal betydning.

Et alternativ til Bryce Canyon i Utah kunne være statsparken Kodachrome Basin State Park, der byder på mørkerøde klippeformationer – ofte holdt op mod en blå himmel i baggrunden.

Yellowstone og Grand Teton, Wyoming:
Begge parker er stort set lukket (bekræftet), dog er U.S. 191 gennem Grand Teton og Yellowstone åbne, da vejen udgår en gennemfartsvej. Men det er forbudt at stoppe op og tage fotos. Park rangers holder øje med, at forbuddet overholdes.

Blue Ridge Parkway, Virginia/ North Carolina:
Blue Ridge Parkway er åben i sin fulde længde (bekræftet), selvom alle faciliteter langs vejen og sideveje er lukkede. Det samme gælder Natchez Trace Parkway gennem Tennesse og Mississippi.

Great Smoky Mountains, North Carolina/ Tennesse:
Hovedvejen gennem Great Smoky Mountains U.S. 441 er åbent som normalt (bekræftet), men alle sideveje er lukkede. Ophold på rastepladser er ikke tilladt.

Naturparker som fortsat er åbne:
Der findes en række naturområder i USA, som ligger på privatejet jord – typisk i indianer reservater. Disse parker er fortsat åbne helt som normalt.

Grand Canyon West, Arizona:
Det gælder bl.a. Hualapai indianernes Grand Canyon West mellem Las Vegas og Kingman. Det er her, man har den meget omtalte hesteskoformede glasbro ud over Grand Canyon. Grand Canyon West er åben helt som sædvanligt.

Monument Valley, Arizona:
Monument Valley, der ligger på Navajo indianernes territorium på grænsen mellem Arizona og Utah er også åbent som sædvanligt. Det gælder i øvrigt alle naturparker i Navajo territoriet – fx Antelope Canyon i Arizona og Four Corners på grænsen mellem Arizona, Colorado, New Mexico og Utah. Med andre ord er “manglen” på nationalparker en mulighed for at tage på oplevelse i nogle af indianernes naturområder i det vestlige USA – selvom nogle af dem har svært ved at konkurrere med nationalparkerne.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com