Begrebet nationalpark er en amerikansk opfindelse. Den første nationalpark i USA var Yellowstone, og den betragtes i dag som juvelen blandt nationalparkerne i USA. Det er den statslige myndighed National Park Services, der står for driften og den daglige praktiske administration af USA’s mange nationalparker, der også omfatter en lang række mindre naturområder, reservater og monumenter.

Gratis adgang til USA’s nationalparker fem dage i 2020
I 2016 fejrede National Park Service sit 100 års jubilæum, og det blev bl.a. markeret med hele 16 dage med gratis adgang til de amerikanske nationalparker. I løbet af 2020 er der dog kun fem dage, hvor man slipper for at skulle betale entre til nationalparkerne. Så det er ikke noget, I ligefrem behøver at planlægge efter.

Men for god ordens skyld: Her er de fem datoer i 2020, hvor I ikke skal betale entregebyr, for at nyde udsigten over Grand Canyon, se de imponerende klippeformationer i Yosemite eller nyde det mangfoldige dyreliv i Yellowstone – for bare at tage et par få eksempler:

20. januar 2020: Martin Luther King Day
18. april 2020: Den første dag i National Park Week
25. august 2020: National Park Services fødselsdag

26. september 2020: National Public Lands Day
11. november 2020: Veterans Day

Adgang til nationalparkerne – National Park Annual Pass
For at få adgang til hovedparten af de store nationalparker i USA, skal du betale entre. Den opkræves af parkbetjente ved indgangen, og giver i de fleste tilfælde adgang for en personbil inklusiv alle passagerer i op til syv dage. Dermed har I god tid til at nyde naturen i området, og returnere til nationalparken dagen efter, uden at skulle betale entre påny. I de mindre nationalparker, hvor man går rundt ad parkens naturstier, betales der pr. person. Det er dog ikke alle nationalparker, som opkræver entre. Fx er det hele året rundt gratis at besøge Great Smoky Mountains National Park.

Har I planer om at besøge mindst fire af de store nationalparker, kan det bedst betale sig at købe et årspas til nationalparkerne, som koster 80 dollars. Et America the Beautiful Annual Pass gælder 12 måneder fra købsdatoen og giver gratis adgang for alle personer i en personbil, inklusiv chaufføren. I parker man besøger til fods, giver årspasset gratis adgang for op til fire voksne samt børn under 15 år. Et Annual Pass er personligt, og indehaveren skal typisk vise ID, når man kører ind i parkerne.

Nationalpark passet, med det officielle navn America the Beautiful Annual Pass, købes ved indgangen til den første nationalpark, I besøger i USA. Prisen er som nævnt 80 dollars (2019). I de efterfølgende parker viser I blot passet, når I kører ind i en nationalpark – chaufføren vil ofte blive bedt om også at vise ID. Passet er gyldigt i op til 13 måneder: Købet I fx passet i starten af juli 2020, er passet gyldigt helt frem til og med juli 2021. I kan således eventuelt bruge det på flere rejser til USA.

Det er også muligt at købe America the Beautiful Annual Pass på forhånd via websitet Recreation.gov, men for internationale turister er det både dyrt og besværligt at købe nationalpark passet på forhånd. Det kan ikke betale sig at bøvle med det. Vent med at købe passet til I er ankommet til USA.

Nationalpark passet giver i øvrigt “kun” gratis adgang til de føderale nationalparker, mens I stadig skal betale for at besøge naturparker på indiansk territorium som fx Monument Valley i Arizona, Antelope Canyon i Utah og lokale statsparker som fx Custer State Park i South Dakota.

Nationalparker i USA i alle afskygninger
Amerikanerne skelner mellem flere forskellige typer af nationalparker. Her får du et overblik:

• National Park – Den store klassiske nationalpark med enestående natur, der er under beskyttelse af den amerikanske stat, og som bestyres af National Park Services. Det koster typisk entre at besøge de store nationalparker, men du har gratis adgang, hvis du køber et national park pas.

• National Historic Site/ Park – Mindre park, historisk kvarter eller bygning, som er under den amerikanske stats beskyttelse, og som administreres af National Park Services. Fængselsøen Alcatraz ud for San Francisco er bl.a. et National Historic Site. Der kræves ofte entre, og et nationalpark pas giver ikke gratis adgang.

• National Monument – Monument, bygning eller mindre afgrænset område som er under den amerikanske stats beskyttelse, og som administreres af National Park Services. Der kræves ofte entre og et nationalpark pas giver ikke altid gratis adgang. Craters of the Moon i Idaho og Frihedsgudinden i New York er bl.a. sådanne “National Monuments”.

• National Lakeshore/ National Seashore/ National Forrest – Større område med fredet natur under den amerikanske stats beskyttelse. Normalt er der fri og gratis adgang, men adgangen kan begrænses på særlige tidspunkter af året af hensyn til faunaen eller det lokale dyreliv.

• State Park – Rekreativt område med særlige naturværdier administreret regionalt af den enkelte delstat, et eksempel er Custer State Park i South Dakota. Der kræves nogle tilfælde en beskeden entre. Nationalpark pas kan ikke benyttes.

• State Reserve – Lokalt naturområde med en særlig natur og dyreliv administreret regionalt af den enkelte delstat. Normalt gratis adgang, men adgangen kan begrænses på særlige tidspunkter af året af hensyn til det lokale dyreliv.

Naturområder på privat grund
Ud over de officielle nationalparker i USA findes der også nogle naturområder, som ligger på privat grund. Det gælder især naturområder i det vestlige USA i indianerreservater. Disse parker bestyres af de lokale indianerstammer. Her gælder de statslige nationalpark pas desværre ikke, så her må I betale for at få adgang.

Et mest de mest kendte naturområder, som ikke er en statslig nationalpark i USA, er Monument Valley lige på grænsen mellem Arizona og Utah, som drives af de lokale Navajo-indianere. I den vestlige del af Grand Canyon har Hualapia stammen et større indianerreservat, som det kræver særskilt tilladelse til at bevæge sig rundt i. Du kan dog uden problemer besøge Hualapia stammens besøgscenter i Grand Canyon West med den berømte glasbro – uden at have særlig tilladelse.

Også den meget smukke og afsides liggende Antelope Canyon i det nordlige Arizona i nærheden af byen Page ligger på Navajo-territorium. De smukke klippehuler kan i praksis kun besøges, når der er en lokale Navajo-guide med på turen.

Overnatning i nationalparkerne
Det vrimler ikke ligefrem med overnatningsmuligheder i de amerikanske nationalparker, da man ikke ønsker at spolere de naturmæssige værdier. Men i de største parker som Grand Canyon, Yosemite, Yellowstone, Bryce Canyon og Zion findes der hoteller i parkernes “byer”, bl.a. Grand Canyon Village. Her gælder det om at booke hotelværelse i rigtig god tid i forvejen, da der ellers er udsolgt. God tid i denne sammenhæng er flere måneder i forvejen.

Er I til camping, findes der en række primitive naturcampingpladser i bl.a. Yellowstone uden særlige faciliteter, men tæt på naturen. Her gælder først til mølle princippet – dem der kommer først til de ledige pladser, kan overnatte på pladsen. Der er kun et begrænset antal pladser til rådighed, der ikke kan reserveres i forvejen. I højsæsonen i juni, juli og august er der størst chance for at få plads i løbet af formiddagen, når de øvrige campister pakker sammen og kører videre.

Yderligere information
National Park Services har en fremragende hjemmeside med opdateret information om hver enkelt af de i alt 54 nationalparker i USA. Hertil kommer information om de øvrige parker, monumenter og områder, som National Park Services også administrerer. Adressen er www.nps.gov

Mine artikler og guider til USA’s nationalparker og udvalgte state parks:
Antelope Canyon i Arizona
Arches National Park i Utah
Badlands i South Dakota
Bryce Canyon i Utah
Canyonlands i Utah
Canyon de Chelly i Arizona
Capitol Reef i Utah
Crater of the Moon i Idaho
Crazy Horse Memorial i South Dakota
Custer State Park i South Dakota
Death Valley i Californien/ Nevada
Everglades i Florida
Four Corners i Arizona/ Colorado/ New Mexico/ Utah
Glacier National Park i Montana
Grand Canyon – South Rim i Arizona
Grand Canyon – North Rim i Arizona
Grand Canyon West i Arizona
Grand Teton i Wyoming
Great Sand Dunes i Colorado
Great Smoky Mountains i North Carolina/ Tennesse
Joshua Tree i Californien
Kings Canyon i Californien
Mesa Verde i Colorado
Monument Valley i Utah
Mount Rushmore i South Dakota
Muir Woods i Californien
Natural Bridges i Utah
Niagara Falls
Olympic National Park i Washington
Petrified Forest i Arizona
Rocky Mountains National Park i Colorado
Sequoia National Park i Californien
Shenandoah National Park i Virginia
Yellowstone i Wyoming/ Montana/ Idaho
Yosemite i Californien
Zion National Park i Utah

Af Henrik Lange, Highways-USA.com