Et internationalt kørekort er et supplement til dit ”rigtige” EU-kørekort. Det internationale kørekort bekræfter ægtheden af det dit originale danske EU-kørekort på en lang række forskellige sprog, og det udstedes på det lokale Borgerservice kontor for et beskedent gebyr på kun 25 kroner. Det internationale kørekort har en gyldighed på 12 måneder efter udstedelsen.

Spørgsmålet er så, om det er nødvendigt med et internationalt kørekort i USA. Svaret kan ikke besvares med et entydigt ja eller et nej, men med et måske…

Er det nødvendigt med et internationalt kørekort i USA?
Hvis du vælger at få lavet et internationalt kørekort og have det med på kør-selv-ferien i USA eller Canada, vil de fleste opleve, at du aldrig vil blive bedt om at vise det nogen steder. Hvilket umiddelbart vil få de fleste til at drage den konklusion, at det ikke giver mening at få lavet et internationalt kørekort.

Men pas på: I enkelte amerikanske stater siger loven faktisk, at internationale statsborgere, som lejer bil i disse stater, skal fremvise et internationalt kørekort, når de afhenter deres udlejningsbil. Det gælder bl.a. i Georgia – læs mere længere nede.

Dermed er det ikke sagt, at personen ved udlejningsskranken i hos udlejningsfirmaet vil insistere på at se dit internationale kørekort. Og de fleste vil opleve, at du ikke skal vise dit internationale kørekort, når du afhenter udlejningsbilen i USA.

Jeg har således endnu ikke på noget tidspunkt i min 20-årige lange karriere som rejsejournalist i USA på noget tidspunkt skulle vise mit internationale kørekort, når jeg har afhentet udlejningsbiler. Men derfor kan jeg ikke udelukke, at det kan forekomme.

Internationale kørekort og Georgia
Siden 2009 har man i Georgia haft en regel om, at udenlandske statsborgere, hvis kørekort ikke er udstedt på engelsk, skal kunne fremvise et internationalt kørekort, når de afhenter deres udlejningsbil, fx i Atlanta.

Således hørte jeg for år tilbage flere historier fra danske rejsebureauer om, at rejsende der skulle afhente udlejningsbil i Atlanta, havde haft problemer med at få udleveret deres udlejningsbil, da de ikke havde et internationalt kørekort med sig. Faktum er i hvert fald, at det måske kan være en god ide at have et internationalt kørekort med til USA, hvis Georgia indgår i rejseplanerne – især hvis du skal have udleveret en udlejningsbil i fx Atlanta.

Internationale kørekort og Florida
Samme problematisk opstod ved årsskiftet 2012/ 2013 i Florida, da Florida i al ubemærkethed indførte en tilsvarende lov om, at udenlandske statsborgere skulle kunne fremvise et internationalt kørekort, hvis de blev stoppet af politiet.

Da den nye regel blev kendt i Canada, der er et af Florida’s største turistmarkeder, udløste det massive protester fra Canada. Florida’s færdselsmyndigheder måtte således rykke ud med en meddelelse om, at reglen ikke ville blive håndhævet. Det samme gjorde alle de store biludlejningsfirmaer i Florida.

Faktum er med andre ord, at det er “business as usual” i Florida. Dermed behøver du som udgangspunkt ikke et internationalt kørekort, når du vil køre bil i Florida.

Det fransktalende Canada
Skal du til den fransktalende del af Canada og i særdeleshed Quebec-provinsen, kan det være en god ide med internationalt kørekort, da der her tales mere fransk end engelsk. Og med mindre du også er god til fransk, kan det måske være en god ide at få lavet et internationalt kørekort hjemmefra.

State troopers og internationale kørekort i USA
I andre tilfælde kan det også være en fordel med et internationalt kørekort. Fx hvis du møder en færdselsbetjent, som beder dig køre ind til siden – uanset årsagen. Her kan du nemlig godt risikere, at du bliver bedt om at vise både at vise det danske EU-kørekort OG det internationale kørekort.

Da jeg tilbage i 2016 blev bedt om at køre ind til siden af en motorcykelbetjent på Interstate 44 i Missouri, spurgte betjenten netop efter det internationale kørekort – og ikke kun mit EU-kørekortet. Jeg havde heldigvis begge kørekort med, og så var alt i orden.

Så selvom du (måske) ikke skal vise det internationale kørekort i forbindelse med udleveringen af udlejningsbilen, kan du altså godt få brug for det senere på din tur rundt i USA eller Canada. Især hvis du bevæger dig ud i nogle af USA’s knapt så overrendte stater, når det gælder internationale turister.

Vær i øvrigt opmærksom på, at dit internationale kørekort ikke erstatter dit danske kørekort i USA, men kun er et supplement til det ”rigtige” kørekort. Hvis du bliver bedt om at fremvise kørekort i USA, skal du altid fremvise dit rigtige kørekort. Og du kan så supplere med det internationale kørekort, hvis det skulle blive aktuelt.

Min personlige holdning til internationale kørekort i USA
Min egen holdning til internationale kørekort i USA er følgende: Hvorfor spare 25 kroner på feriebudgettet + udgiften til et pasfoto, når udgiften ikke er større? Om ikke andet, så får du en ekstra souvenir. Og det internationale kørekort kan jo netop bruges i hele verden. Så skal du andre eksotiske steder hen, kan det også bruges her.

Husk også, at det internationale kørekort officielt udløber 12 måneder efter udstedelsesdatoen. Men her kan du eventuelt være lidt pragmatisk og bruge dit internationale kørekort til flere rejser til USA – også selvom det er udløbet. Det er helt op til dig!

Du kan altså vælge at tage det udløbne internationale kørekort til USA, hvis det ikke er flere år for “gammelt”. Blot dit rigtige EU-kørekort fortsat er gyldigt. Jeg ville nok personligt vælge få lavet et nyt internationalt kørekort mindst hvert andet år, hvis du jævnligt rejser til USA.

Praktiske tips om udstedelsen af det internationale kørekort
Det er som sagt Borgerservice, der udsteder de internationale kørekort. Det koster et gebyr på 25 kroner (2022), så det er ikke udgiften, der skal afholde dig fra at få et internationalt kørekort.

For at få et internationalt kørekort, skal du møde op personligt på Borgerservice og medbringe dit danske kørekort samt et nyere pasfoto. Er dit danske EU-kørekort af ”kreditkorttypen”, behøver du ikke medbringe pas. Men har du et ældre kørekort, skal du også medbringe et gyldigt pas. Husk at du de fleste kommuner nu skal bestille tid på forhånd til Borgerservice.

Du skal også huske et pasfoto på papir, som hæftes ind i det internationale kørekort. Du kan altså ikke få taget elektronisk foto til dit internationale kørekort på Borgerservice. Du skal have et klassisk pasfoto på papir med, som kan sættes ind i det internationale kørekort.

Du kan i øvrigt møde op på et hvilken som helst Borgerservice i Danmark (husk tidsbestilling) og få udstedt et internationalt kørekort. Det behøver ikke være dit lokale borgerservicekontor i din bopælskommune.

Et internationalt kørekort er som sagt gyldigt i 12 måneder fra udstedelsesdatoen.

Et par spøjse anekdoter om det internationale kørekort
Det internationale kørekort et i praksis et gråt paphæfte, som ikke har ændret udseende siden 1980. Indvendigt kan man således se en liste over de lande, hvor kortet var gyldigt pr. 30. juni 1980. I hvert fald i mit senest udstedte internationale kørekort fra 2019.

Her optræder bl.a. lande som fx Jugoslavien, Kampuchea, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Republikken Sydvietnam og Zaire. Ingen af disse lande eksisterer dog længere som stater. Heldigvis optræder Amerikas forenede Stater og Canada også på listen, så det internationale kørekort er trods sin ikke helt opdaterede landeliste stadig gyldigt som dokument.

Denne artikel er senest opdateret den 9. maj 2022!

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Billeje i USA med Auto Europe

Læs mere om:
Bilist i USA: Bykørsel, parkering, tankning, find vej
Billeje i praksis: Praktiske tips til billeje i USA
Afhentning og udlevering af udlejningsbiler i USA

OBS: Jeg optjener provision fra de forskellige udlejningsfirmaer, hvis I vælger at reservere billeje via Highways-USA.com. Bemærk dog, at prisen for jer som kunder er nøjagtigt den samme, uanset om I vælger at booke jeres billeje via Highways-USA.com eller andre kanaler. Men booker I via Highways-USA.com, optjener jeg lidt provision på jeres bookingen. Mine indtægter på Highways-USA.com bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning.