CityPass til San Francisco er en rabatpakke, der giver adgang til en række populære seværdigheder i San Francisco. Rabatpakken er dog ikke helt så attraktiv som tidligere, hvor pakken også inkluderede offentlig transport i San Francisco med bl.a. sporvogne og busser. Den mulighed er ikke længere en del af CityPass til San Francisco.
Rabat til velkendte attraktioner i San Francisco
CityPass tilbyder rabatpakker til forskellige amerikanske storbyer, og CityPass’ rabatpakke til San Francisco har traditionelt været en af de mest attraktive rabatpakker i CityPass familien. Attraktionsværdien er dog faldet noget, efter at rabatpakken til San Francisco ikke længere inkluderer offentlig transport med bl.a. sporvogne og busser i San Francisco – noget der ellers er rigtig attraktivt, da de færreste internationale turister vælger at bruge deres udlejningsbil i San Francisco.
Så hvor det tidligere var en “no brainer” at anbefale et CityPass til San Francisco, skal I her i 2022 kigge lidt nærmere på, om rabatpakken nu også er relevant for jer – alt efter, hvad I vil opleve i byen.
CityPass til San Francisco findes i 2 udgaver:
- CityPass San Francisco (den klassiske rabatpakke)
- San Francisco C3 (ny pakke med 3 “vælg selv” seværdigheder)
Hidtil har det klassiske CityPass San Francisco været det mest oplagte valg. Men her i 2022 vil jeg anbefale, at I vender blikket mod C3 udgaven, der giver jer større valgfrihed.
C3 pakken giver jer nemlig adgang til 3 valgfrie seværdigheder ud af 9 mulige, og dermed vælger I selv hvilke 3 oplevelser/ attraktioner, I vil opleve med jeres C3 CityPass. Når I har besøgt 3 attraktioner ud af de 9 seværdigheder, I kan vælge mellem, har I populært sagt opbrugt jeres C3 “klippekort”.
Vælg mellem disse attraktioner med C3:
- 1 times minicruise ud forbi Golden Gate Bridge
- Aquarium of the Bay ved Pier 39
- California Academy of Sciences
- Walt Disney Family Museum
- San Francisco Museum of Modern Art
- … og et par andre seværdigheder
Hvis mindst 3 af de ovenstående attraktioner står højt på jeres ønskeliste over oplevelser i San Francisco, kan I spare cirka 40 % på billetprisen ved at anskaffe jer en C3 rabatpakke fra CityPass.
Men hvis ikke, skal I naturligvis lade være. Der er nemlig andre populære attraktioner i San Francisco, der ikke indgår i rabatpakken.
Attraktioner i San Francisco, der IKKE indgår i C3 rabatpakken:
- Transport med sporvogne og busser i San Francisco
- Adgang til Alcatraz, inkl. sejltur og adgang til øen
Fremvis din C3 billet på mobilen – eller print den ud
Når du bestiller et C3 CityPass, får du billetten/ rabatpasset leveret pr. e-mail som en mobilbillet, du fremviser ved hver enkelt attraktion. Du kan dog også vælge at printe billetten ud og så fremvise papirbilletten ved hver attraktion, hvis du ikke vil være afhængig af din mobil.
Når CityPass’et først er aktiveret ved første attraktion, har du op til 9 dage (inkl. første dag) til at besøge de øvrige inkluderede attraktioner, hvorefter CityPass’et udløber. Bemærk også, at hver attraktion kun kan besøges en gang. C3 CityPass’et bliver naturligvis ugyldigt, når du har besøgt de 3 valgte attraktioner.
Hvis du i stedet vælger det klassiske San Francisco CityPass og køber det “on location” i San Francisco hos en af de deltagende attraktioner, får du udleveret et fysisk plastickort, der så fungerer som billet. Men C3 løsningen er helt igennem digital. Førhen bestod CityPass’ rabatpakker af kuponhæfter. Kuponhæfterne er nu droppet i forbindelse med overgangen til en mere digital løsning.
Både C3 CityPass og det klassiske San Francisco CityPass skal aktiveres inden for 12 måneder efter bestillingen for at være gyldige. Ikke aktiverede CityPass kan refunderes op til 12 måneder efter bestillingsdatoen.
Få rabat på seværdigheder i San Francisco med CityPass
Mere om rabatpakker i Californien:
Rabatpakken Go City Los Angeles
Rabatpakken Go City San Diego
Informationerne på denne side er senest opdateret den 7. juli 2022.
Af Henrik Lange
Highways-USA.com + Highways-Academy.com
Journalist, rejserådgiver og USA ekspert
Hej Henrik Lange: Vi er to modne damer, der 9. september rejser til Californien på en 14 dages biltur (tilrettelagt af FDM). Den ene har været i USA for 37 år siden og den anden har aldrig været der. En meget kort beskrivelse over hvor vi skal hen. Vi skal køre fra San Francisco til Las Vegas, en smut til Monterey. Forbi Yosemite, Zion, Grand Canyon. Mit spørgsmål: Jeg har det blå invalidekort og har spurgt i Sammenslutningen af Invalide Organisationer og FDM, om jeg kan bruge mit kort uden videre? Det mener de begge steder, men de er ikke sikker. Jeg er kommet så langt, at jeg har printet et stykke papir ud fra http://www.fhwa.dot.gov/legsregs/directives/fapg/cfr1235.htm. Men skal jeg for hver by, vi kommer til, melde mig til en offentlig myndighed og “registreres”? Kan jeg parkere gratis som i Danmark og EU? Og en sidste ting: Jeg ser ikke særlig invalid ud, jeg bruger ikke kørestol ej heller krykker. Hvordan skal jeg forholde mig? I øvrigt tak for gode informationer. På forhånd tak. Med venlig hilsen Connie F. Nielsen
Det lyder som en skøn tur, I er taget afsted på. Angående spørgsmålet om det “invalide tekniske”, kan jeg desværre ikke hjælpe jer. Jeg kender ikke noget til problematikken og det praktiske omkring, hvordan reglerne for handicappede og personer med invalidekort etc. håndteres i USA – kontra i Danmark og EU. Jeg kommer til samme konklusion som FDM og invalide organisationen, som I har spurgt, men jeg kender ikke de præcise regler. Så jeg kan desværre ikke hjælpe jer med et svar på jeres spørgsmål. Når det er sagt, så er der rigtigt gode forhold for handicappede og dårligt gående i USA generelt med ramper og elevatorer i nationalparker og på museer/ seværdigheder, mange handicap parkeringspladser, m.v. Men hvordan reglerne er for dokumentation for brug af handicap parkeringspladser, det ved jeg ikke. Jeg vil foreslå jer, at I spørger lokalt nogle steder, når I kommer frem. Her kan de muligvis give jer lidt mere afklaring. Rigtig god tur til jer begge!