Hoteller i Cody, Wyoming øst for Yellowstone

Cody i det nordvestlige Wyoming ligger rigtig godt i forhold til at udforske Yellowstone – i hvert fald dagen inden, at I kører ind i nationalparken. For Cody ligger ved foden af bjergene ind til Yellowstone, og fra Cody er der ”kun” cirka en times kørsel ind til oplevelserne i Yellowstone. Samtidig er Cody en historisk spændende og charmerende by med en unik historie og en klassisk hovedgade tilsat en række gamle byhuse med butikker, barer og restauranter – alt sammen noget, der giver byen karakter.

Buffalo Bill og Cody Wyoming
Cody er en af de mest berømte westernbyer i USA, takket være westenlegenden Buffalo Bill, som i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet rejste rundt i både USA, Canada og Europa med sit westernshow. Buffalo Bill eller William Frederick Cody, som var hans borgerlige navn, havde base i netop Cody i det nordvestlige Wyoming og brugte nogle af sine indtægter på at udvikle byen.

Mest berømt er det store Irma Hotel midt i byen, som Buffalo Bill byggede for at udvikle turismen i byen. Hotellet åbnede i 1902 og er opkaldt efter hans yngste datter Irma. Hotellet eksisterer den dag i dag, og det er derfor muligt at overnatte i historiske omgivelser – hvis I altså er ude i god tid, for ellers er der optaget.

Hoteller i Cody Wyoming
Ud over det klassiske Irma Hotel placeret midt på byen gamle hovedgade, ligger der en stribe kædehoteller og moteller vest for byens historiske centrum lang U.S. 20, som fortsætter ind mod Yellowstone. Her finder I kæder som AmericInnBest Western, Comfort Inn, Holiday InnSuper 8 o.s.v.

I kan også overveje lokale moteller som Sunrise Motor Inn, Buffalo Bill’s Antlers Inn, Moose Creek Lodge, Big Bear Motel eller Cody Cowboy Village.

En anden mulighed, som jeg benyttede mig af, da jeg var i Cody (2018), er hyttebyen Buffalo Bill Village. Her lejer I i en hytte i stedet for et klassisk hotelværelse. Standarden indvendigt i hytten er på højde med et godt hotelværelse, så det skal ikke holde jer tilbage fra at teste Buffalo Bill Village. Alternativt ligger der et Holiday Inn lige ved hyttebyen, I kan overveje.

Husk i øvrigt, at den østlige rute ind i Yellowstone – identisk med U.S. 14/ U.S. 20 – kun er åben fra midten af maj til starten af oktober p.g.a. det høje bjergpas, som vejen ind i parken krydser over. Fra Cody og vestpå er der cirka 45 minutters kørsel frem til lokaliteten Fishing Bridge inde i Yellowstone National Park, hvor naturoplevelserne i parken for alvor begynder at træde i karakter.

Buffalo Bill Center i Cody
Inden I forlader Cody for at køre ind i Yellowstone, bør I lige gøre et stop ved det store og imponerende Buffalo Bill Center of the West i Cody. Her finder I hele fem museer under samme tag, hvor man formidler forskellige vinkler på det nordlige Wyoming inklusiv Yellowstone.

De fem museer omfatter dels et museum om byens berømte ”søn”, Buffalo Bill, dels et stort naturformidlingscenter om Yellowstones mangfoldige natur, dels et våbenmuseum plus et kunstmuseum og endelig et museum om indianerstammer i regionen og indianernes kultur op gennem historien.

Af Henrik Lange, Highways-USA.com

Jeg optjener provision, når I vælger at booke hoteller og overnatning ved Yellowstone via Highways-USA.com  Indtægterne bliver bl.a. brugt til nye reportagerejser til USA, men også til investeringer i at videreudvikle Highways-USA.com. Mange tak for jeres opbakning.

Henrik Lange fra Highways-USA.com

er en af Danmarks mest erfarne rejsejournalister, der har en unik ekspertviden om USA og Canada. Henrik har kørt USA tynd i udlejningsbiler og rejst rundt i motorhome i USA og Canada flere gange, og blev i 2012 kåret til Årets Rejsejournalist i Danmark. Han deltager hvert år på den store amerikanske rejsemesse, International Pow Wow (IPW) og er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ét svar til “Hoteller i Cody, Wyoming øst for Yellowstone”

  1. Vi overnattede på The Cody Hotel i den østlige udkant af Cody. Hotellet ligger lige overfor Old Trail Town. Begge steder får de varmeste anbefalinger herfra.