New York City er skyline, shopping, travlhed, dyttende gule taxaer, overfyldte Subway tog, afslapning i Central Park, Broadway shows, sejlture til Frihedsgudinden og Ellis Island, Empire State Building, Museum of Modern Art, Guggenheim, Metropolitan, 911 og World Trade Center, ortodokse jøder, selvbevidste irere samt kinesere og russere – og masser af turister fra hele verden. New York City er en hel roman og Manhattan er blot første kapitel i en meget tyk bog. Men et sted, skal du jo starte.
Hoteller og overnatning på Manhattan
Hoteller ved JFK International Airport i New York
Hoteller ved Newark Liberty Airport tæt ved New York
Rabatpakke til 6 seværdigheder i New York – CityPass
Rabatpakke på 100+ attraktioner i New York – New York Pass
Billetter til shows på Broadway
En storby sprængfyldt med selvtillid
New York City er ikke USA. New York er, ja netop: New York!!! USA starter først i New Jersey, når du kører under Hudson Floden eller bevæger dig nordpå op i selve New York State. Metropolen New York City er en tilstand, der skal opleves, og som ikke umiddelbart kan kategoriseres.
New York har forlængst langt datoen 11. september 2001 bag sig, selvom datoen ikke er glemt. New York City har for længst fået selvtilliden tilbage efter at World Trade Center styrtede i grus, og meget symbolsk er spiret på det nye One World Trade Center nu også kommet på plads i 541 meters højde – svarende til 1776 fod – hvilket gør Freedom Tower til den højeste bygning på den vestlige halvkugle. New York er sprængfyldt med vitalitet som aldrig før.
Lav kriminalitet – skyhøje priser
New York er også en sikker by at færdes i. Kriminaliteten er styrtdykket gennem de senere år, og New York er nu en af de sikreste amerikanske storbyer, målt i forhold til dens indbyggertal – 8 millioner i selve New York inkl. Manhattan, Queens, Brooklyn, Bronx og Staten Island syd for Manhattan. Selv en bydel som Harlem er blevet langt mere sikker at færdes i. Harlem har været gennem en revitalisering de senere år, og selvom der stadig er flest sorte på gaderne i Harlem, kan man uden problemer lægge vejen forbi som turist.
Mulighederne for oplevelser er uendelige, men er du fokuseret, kan du faktisk godt nå at opleve hovedparten af byens klassiske seværdigheder på en forlænget weekend.
Eneste problem i New York er priserne. Byen er et dyrt bekendtskab, især når det gælder hoteller og overnatning. Det er næsten umuligt at finde et hotelværelse til under 150 dollars pr. nat, med mindre du vil bo på hostel. Så selvom prisen på flybilletter til New York er raslet ned, og at hele tre flyselskaber flyver direkte fra København til New York (SAS, Norwegian og Delta Air Lines), forsvinder “besparelsen” på flybilletten hurtigt, når hotellet på Manhattan skal betales – og lidt til. Alligevel er en tur til New York og Manhattan alle pengene værd.
Klassiske oplevelser i New York
Seks bud på, hvad du bare skal nå, første gang du er i New York:
• Frihedsgudinden og Ellis Island. Statue of Liberty bør være på programmet for første gangs besøgende i New York. Statuen har netop været gennem en større renovering, men genåbnede med pomp og pragt den 4. juli 2013. Du sejler over til Frihedsgudinden på Liberty Island med Statue Cruises og sejlturen inkluderer også et stop på Ellis Island, der frem til 1954 var immigranternes første møde med USA, hvor man blev målt og vejet, inden der var adgang til det forjættede land. Book dine billetter til Frihedsgudinden hjemmefra, og undgå billetkøerne. Sørg for at vælge en tur med “Pedestal Access” inklusiv museet i Frihedsgudinden og adgang til udsigts platformen ved Frihedsgudindens fødder. Læs mere om Frihedsgudinden og Ellis Island
• Nyd udsigten fra Empire State Building. New Yorks skyline er magisk, og udsigten fra observatoriet på 86. sal er en klassiker for turister i New York. Du kan også køre hele vejen op i toppen til 102. etage, hvilket koster ekstra. Uanset hvad du vælger, så reserver billetter hjemmefra, så du undgår de værste billetkøer – selvom du stadig skal gennem et sikkerhedstjek og stå i kø til elevatoren. Er køerne i Empire State Building for lange, så overvej i stedet Rockefeller Center, hvor du fra Top of the Rock på 70. etage har en fremragende udsigt over bl.a. Central Park. Guide til Empire State Building
• Oplev myldret på Times Square. Pladsen med verdens dyreste lysreklamer er New Yorks svar på Rådhuspladsen. Her vrimler det med turister, billetsælgere, tusindkunstnere og andre artister, der er på plads for at få drikkepenge af turisterne. Newyorker selv undgår helst Times Square af samme grund – bortset fra en gang om året, når nytåret markeres med en gigantisk gadefest. Guide til Times Square
• Tag en slapper Central Park. Den grønne firkantede oase, der har et større areal end fyrstedømmet Monaco, er det perfekte sted at opleve New Yorks mangfoldighed. Nyd parken, mens newyorkerne jogger, cykler, rulleskøjter eller på anden vis bevæger sig rundt i deres elskede park. Et genialt sted at møde New Yorks mangfoldighed, hvor alle kommer uanset indkomst, hudfarve, religiøs eller sexuel orientering. Husk også mindesmærket for John Lennon, Straberry Fields. Portræt af Central Park
• Se kunst på Museum of Modern Art. New Yorks højt profilerede kunstmuseum for moderne kunst – i daglig tale bare MoMA – er et brag af et museum med unikke værker af Matisse, Monet, Picasso, Van Gogh og i den nyere afdeling Roy Lichtenstein, Jackson Pollack, Robert Rauschenberg og Andy Warhol. Men du kan også se på arkitektur, design og filmkunst på MoMA. Afsæt mindst en halv dag til Museum of Modern Art. Men start med at læse min guide til Museum of Modern Art
• National September 11 Museum og Memorial. Der skulle gå næsten 14 år, inden National September 11 Museum stod klar til at mindes og perspektivere terrorangrebet den 11. september 2001. Med både et museum under jorden og et mindemærke over jorden kan du nu komme helt tæt på begivenhederne den 11. september 2001 i New York og Washington. Book billetter til museet hjemmefra, hvis du vil være sikker på at få adgang. Portræt af 911 Museum & Memorial
Manhattan for de mere erfarne
Otte alternative bud på oplevelser i New York:
• Gå en tur over Brooklyn Bridge. Stå tidligt op og oplev New York vågne, mens du nyder udsigten over finans distriktet på det sydlige Manhattan fra den smukke hængebro over East River fra 1883, der er ingeniørmæssig bedrift i særklasse. Gangstien over broen er placeret oppe over brodækket med kørebanen, så du har en fremragende udsigt over både det sydlige og nordlige Manhattan – inklusiv naboen, Manhattan Bridge. Læs mit portræt af Brooklyn Bridge
• Oplev Guggenheim indefra. Guggenheim er en sværvægter i New Yorks kulturliv, ikke mindst takket være arkitekten Frank Lloyd Wrights snurretop lignende bygning fra 1959. Guggenheim samlingen blev startet af den excentriske og hovedrige Guggenheim-familie. En stor del af udstillingsrummet bruges dog til skiftende udstillinger af nyere kunst fra 1900-tallet. Guggenheims egen samling byder på værker af Chagal, Miro, Picasso, Renoir, m.fl. der dog ikke nødvendigvis er udstillet. Portræt af Guggenheim
• Se på kunst på Metropolitan. Metropolitan Museum of Art er et af verdens største kunstmuseer med en nærmest grotesk gigantisk samling af kunst og kulturskatte fra hele verden – bl.a. et komplet egyptisk tempel, fragtet fra Nil deltaet til Manhattan. Metropolitan byder på både klassisk guldalderkunst, oldtids kulturskatte og moderne kunst fra 1900-tallet. Et brag af et museum, du roligt kan afsætte det meste af en dag til at opleve. Portræt og guide til Metropolitan Museum of Art
• Slentre en tur afsted på The High Line. Hvad gør man lige med en gammel godsjernbane i 3. sal højde placeret på et metalskellet? Man omdanner banen til en bypark med grønne planter og træer, der over to en halv kilometer snor sig tæt forbi gamle industribygninger, ombygget til hippe kontorlandskaber eller smarte lejligheder i ægte New Yorker stil. Oplev New Yorks skyline fra en helt ny vinkel. Med i pakken får du også udsigt over Hudson floden. Guide til The High Line
• Museum of Natural History. Imponerende dinoer, et gigantisk planetarium, en meteorit fra Grønland og en blåhval i fuld størrelse er blot nogle af tilbuddene på American Museum of Natural History – det store naturhistoriske museum i New York. En solid oplevelse for hele familien med oplevelser nok til flere dage. Begrænsningens kunst er et must. Når du trænger til en pause fra de mange indtryk, har museet sin helt egen park, du kan slappe af i. Læs min guide til Museum of Natural History
• Afstikker til Harlem. Harlem på nordlige Manhattan har traditionelt været en del af New York, man holdt sig langt væk fra som turist. Men det afroamerikanske Harlem er blevet langt fredeligere siden 1990’erne, og snupper man en tur ad 125th Street – hovedgaden i Harlem – får man en fin introduktion til Harlem. Det er bl.a. her, du finder det navnkundige Apollo Theater. Tag en afstikker til Harlem
• Guidet rundtur gennem Queens. New Yorks øvrige bydele ud over Manhattan kan være lidt svære at blive kloge på. Svaret kan være en guidet rundtur – og så endda på dansk. Maria-Leena Kerr er dansker bosat i New York, og tilbyder bl.a. guidede rundtur i Queens på tre timer, hvor du får en unik tur gennem bydele på den anden side af East River. Et spændende møde med en bydel med etniske kvarterer, du aldrig selv ville finde frem til. Læs mere i mit portræt og min guide til Queens
• Gratis sejltur til Staten Island. Det vrimler ikke ligefrem med gratis glæder i New York, men Staten Island færgen er en af dem. Færgen sejler i pendulfart fra sydspidsen af Manhattan (Battery Park) ned til Staten Island, en tur på cirka en halv time hver vej. Undervejs kan du nyde udsigten til Frihedsgudinden og Manhattans skyline. Ganske gratis. Læs mere på www.nyc.gov
Hoteller og overnatning på Manhattan
Hoteller ved JFK International Airport i New York
Hoteller ved Newark Liberty Airport tæt ved New York
Rabatpakke til 6 seværdigheder i New York – CityPass
Rabatpakke på 100+ attraktioner i New York – New York Pass
Billetter til shows på Broadway
Syv moderne filmklassikere optaget i New York:
• The French Connection, USA 1973. Gene Hackman spiller røven ud af bukserne i denne 70’er klassiker i rollen som den lille betjent, der er oppe mod det store narkokartel. Biljagten gennem Brooklyns gader, hvor Hackman i bil forfølger et Subway-tog, der kører oppe på højbanen i første sals højde, er legendarisk – og en af alle tiders bedste biljagter på film.
• Taxi Driver, Martin Scorsese, USA 1977. Martin Scorsese’s mesterværk fra 1977 om taxachaufføren Travis, der forsøger at skabe sit et liv i metropolen er en milepæl i moderne filmhistorie. Livet i storbyens skyggeside udstilles med en sjældent set ubarmhjertighed, og Robert DeNiro spiller et af sit livs bedste roller som Travis. Tænk bare på DeNiro fortolkning af citatet: “Are you looking at me?!?”
• Manhattan, Woody Allen, USA 1979. Man kan ikke sige New York uden at sige Woody Allen. Men af hans utallige kærlighedserklæringer til New York, står den Oscar-nominerede Manhattan som den allerbedste. Samspillet mellem Diane Keaton og Woody Allen når nye højder, og så er filmens plakat en ægte klassiker: Woody Allen og Diane Keaton i sort-hvid silhuet med Manhattan Bridge i baggrunden. Annie Hall fra 1977 er et næsten lige så fremragende alternativ.
• Da Harry mødte Sally, Rob Reiner, USA 1988. Selvom historien starter i Chicago, er det New York City, der løber med al opmærksomheden i denne romantiske klassiker, hvor Meg Ryan og Billy Crystal krydser klinger. New York med bl.a. Central Park og en lang række andre locations er på smukkeste vis bagtæppe for de romantiske eskapader i den efterhånden klassiske komedie.
• Do the Right Thing, Spike Lee, USA 1989. Få instruktører har som Spike Lee formået at beskrive konflikten mellem de forskellige indvandrergrupper og racer i USA. Do the Right Thing er det ubetingede mesterværk – iscenesat på en varm sommerdag i Brooklyn, hvor folks temperament nærmer sig kogepunktet i takt med at kviksølvet stiger til nye højder – inden gryden så til sidst koger over i vold og hærværk. Et fremragende, nuanceret og indsigtsfuldt portræt af New York og nogle af byens arketyper.
• Smoke, Wayne Wang, USA 1994. The Brooklyn Cigar Company er omdrejningspunktet i denne totalt politisk ukorrekte film, der hylder rygningens tilbageværende forkæmpere. Bag røgtågerne i cigarforretningen står Harvey Keitel og omkring ham oprulles et besynderligt persongalleri af excentrikere og intellektuelle. Filmen er befolket med en række af USAs bedste skuespillere – bl.a. William Hurt og Forest Whitaker. Se også “toeren” Blue in the Face”.
• She’s the One, Edward Burns, USA 2000. Edward Burns er en af USAs nyere og mest talentfulde filminstruktører med et fantastisk talent for også selv at spille med i sine film. I She’s the One er New York bagtæppe for en moderne romantisk historie om to brødre i 30’erne af irsk-katolsk afstamning, og deres ret forskellige måde at gribe kærlighedens kvaler an på. Med bl.a. Jennifer Aston og Cameron Diaz. Se også Edward Burns debutfilm Brødrene McMullen fra 1996.
Af Henrik Lange, Highways-USA.com
Min mand og jeg er meget glade for at læse dine gode råd om alt i USA. Sidste år købte vi din guide til Østkysten. Orkanen Florence ødelagde desværre et par overnatninger, men det blev en pragtfuld tur alligevel. Næste forår (i 2020) skal jeg på ferie med tre veninder. Vi har været i Boston, New York og San Francisco. Vi vil gerne til en storby, hvor vi kan gå rundt eller tage bus/ undergrund. Vi skal være afsted en uge. Har du forslag til byer, vi kan tage til, som ikke kræver bil og som er spændende nok til en uge?
Dejligt at høre, at I kunne bruge min guide til Atlanterhavskysten, på trods af Florence. Den slags tager mine guider desværre ikke højde for.
Når det gælder forslag til storbyer med tre veninder, så hælder jeg umiddelbart til en kombination af Washington D.C. og Philadelphia. Philadelphia er ret overset som storby, da den ligger klemt inde mellem New York City og Washington D.C. Men den har rigtig meget New Yorker stemning, og så er det en stor kulturby med flere lækre kunstmuseer, masser af spændende shopping – og en del unik historie med adskillige spændende museer. Philadelphia har også et spændende teater- og musikliv. Kombinerer I så “Philly” med Washington D.C. med de mange fantastiske museer og monumenter, har I oplevelser nok til en hel uge. Fidusen ved at vælge den kombination er også, at I kan tage toget mellem Philadelpihia og Washington, hvor I kører fra bymidte til bymidte. Amtrak kører med intercity tog adskillige gange om dagen mellem de to byer, og turen tager højst halvanden time.
Både Phildelphia og Washington D.C. er ret fodgængervenlige – og meget overskuelige at overkomme til fods. Men i Washington D.C. vil jeg stærkt anbefale jer, at I supplerer oplevelsen med at leje en cykel, og så køre rundt på The Mall på cykel. Det er en fantastisk måde at opleve Washington D.C. på, og så kan I også bedre komme lidt længere omkring. Det er umiddelbart den kombination, jeg mest heller til.
Et alternativ kunne være Chicago, som også har masser at byde på. Her skal man dog sørge for at vælge sommerhalvåret – altså ikke det tidlige forår. Og så er en hel uge måske i overkanten. 4-5 dage er nok mere passende. Chicago har også masser af skønne oplevelser til en veninde tur – bl.a. masser af teater, musik og er rigt udvalg af shopping kombineret med kulturelle oplevelser.
Hvis du/ I har brug for mere sparring i forhold til ovenstående forslag, så overvej min VIP Light pakke. Så kan vi tage en snak over telefonen eller Skype på 60 minutter, hvor jeg giver dig/ jer nogle flere inputs til Philadelphia og Washington D.C., som jeg senest besøgte for et par år siden. Chicago er jeg lidt mere rusten på. Læs mere om min VIP Light pakke
Vi er et par, der skal på roadtrip i New England – vi flyver til og fra Boston. Men nu overvejer vi også at tage et par dage i New York på samme tur. Vi vil køre i vores lejebil fra Boston til New York, men vi er i tvivl om, hvad vi skal gøre med bilen, når vi kommer til New York – trafikken skulle jo være forfærdelig. Ville det være en god idé enten at bo i Hoboken, New Jersey eller Williamsburg, Brooklyn, parkere bilen der og så tage metroen ind til Manhattan? Eller er trafikken ligeså slem i disse kvarterer? Brooklyn er jo nok klart det hyggeligste, men det vigtigste for os er, at man kan have bilen med, parkere den og komme ind til Manhattan med offentlig transport uden alt for meget besvær og tidsforbrug.
Min erfaring med bilkørsel i New York er ret begrænset og ligger flere år tilbage i tiden. Når det er sagt, så har I fat i nogle af de rigtige tanker. På den netop overståede rejsemesse i USA talte jeg med en repræsentant for Brooklyn, og vi snakkede faktisk tilfældigvis om bilkørsel i byen og smukke køreture omkring New York City. Og han sagde faktisk, at trafikken i bl.a. Brooklyn ikke nødvendigvis er værre end i så mange andre amerikanske storbyer. Så i stedet for at vælge automatsvaret og sige, at New York City er håbløs at køre i, vil jeg sige, at det nok i høj grad handler om timing – og om at undgå myldretidstrafikken omkring New York City – sådan som jeg også anbefaler det i Los Angeles. Da jeg i 2013 tog en minibus fra JFK ind til Manhattan i myldretiden, tog det to timer. Og det var noget med konstante vognbaneskift, to hjul op på fortorvet og den slags – med en erfaren og lokalkendt chauffør bag rattet. Men uden for myldretiden ville jeg nok ikke være så bekymret. Så Brooklyn eller New Jersey kan i mine øjne sagtens benyttes som udgangspunkt for et par dage på Manhattan. Hvordan det forholder sig med parkering de to steder, har jeg ingen anelse om. Rigtig god (køre)tur! 🙂
Et lille fif hvis man gerne vil til New York: Hoteller på Manhattan kan være meget dyre. Vi bor i stedet på modsatte side af Hudson River, på New Jersey siden. Der findes mange hoteller, nogle med shuttle service til Manhattan. Men book ellers et hotel i nærheden af Lincoln Tunnel i Union City fx ved Kennedy Blvd og 30th-31th Street. På 30th-31th Street kan man springe på små shuttle-busser, som koster 2-2½ dollar pr. person. Man bliver kørt til den store busstation ved 42nd Street. Herfra kører man også hjem igen. Busserne kører hele tiden.
Rigtig stor ros for jeres hjemmeside, som virkelig giver en masse informationer. Vi er et kærestepar, som skal til USA i tre uger fra den 14. august. Vi har nu planlagt vores drømmetur til USA, som vi kort vil beskrive nedenfor. Det kunne være fedt, hvis der er nogle, som har erfaring med ting, som er must do and see’s – eller hvis I vil anbefale os, at ændre noget i programmet. Programmet er som følger:
NYC – 4 overnatninger (lige ved siden af Empire State), Woodbury – 1 overnatning (så vi er klar til outlet) 🙂 Lancaster – 1 overnatning, Washington – 2 overnatninger, Kissimmee – 4 overnatninger (da vi skal bruge to dage på temaparker), St. Petersburg – 2 overnatninger, Fort Myers – 2 overnatninger, Key Largo – 1 overnatning, Miami – 3 overnatninger. Håber I vil hjælpe med en masse gode råd og forslag 🙂
Meget fin turplan, I har planlagt til ruten ned langs den amerikanske østkyst. Det eneste, der falder mig i øjnene, er jeres rejseplan de sidste dage: Hvorfor kører I ikke helt ned til Key West på Florida Keys og tager en overnatning dernede også, når I nu næsten er kørt hele vejen? Hvis det kniber med tiden, så drop en af overnatningerne i enten Fort Myers eller St. Petersburg – eller eventuelt Kissimee. Så kan I nå at køre helt ned til det kontinentale USA’s sydligste punkt. Key West er en dejlig by, jeg har lige været der her i juni. Ellers synes jeg, at turen ser fin ud. God tur og fortsat god planlægning – og tak for rosen af Highways-USA.com 🙂
Hej Henrik, jeg synes det er meget forskelligt hvad folk har fortalt vedrørende Key West. Derfor har vi været meget i tvivl omkring dette. Men jeg kan næsten høre, du vil anbefale os at tage hele turen? Har du ellers nogle ting som du synes vi skal se på vores rute? Det kan både være kendte og ukendte steder?
FERIEFORVENTNINGER: Jeg glæder mig til at skal vise min søn New York! Vi skal rundt i byen, og jeg tænker, at det bliver med sightseeing busserne, da jeg syntes, de giver et godt “overblik” over byen og dens serværdigheder. Da min søn er 9 år, skal vi derudover ud og kigge efter, om Spiderman svinger sig mellem højhusene og om Ninja Turtles befinder sig i kloarkerne. Ligeledes skal vi også fordi Indiana, hvor jeg for mange år tilbage har tilbragt et år som udvekslingsstudent. Også her glæder jeg mig til at jeg kan vise ham, byen jeg boede i, skolen jeg gik på, og så skal han med rundt og hilse på “gamle” venner og familiemedlemmer.
Hej Henrik, jeg kan ikke lige finde rette sted at stille mit dumme spørgsmål – som jeg absolut ikke er stolt over – men det fylder lidt i rejseplanlægningen… Så jeg håber, du vil besvare det her. Vil du anbefale en familie med to voksne, en teenager og et barn at tage airtrain og subway fra JFK til Manhattan – eller kan familie og bagage proppes i en yellow cab? Det var planen, men er der overhovedet plads? Tja – ikke det mest sofistikerede spørgsmål – men meget lavpraktisk.
Airtrain fra lufthavnen over til den nærmeste Subway station fungerer fint. Den løsning valgte jeg selv, da jeg i august skulle fra Manhatten og ud til JFK. Det tog en lille times tid sammenlagt fra Penn Station, som jeg lige husker det, og man skal købe særskilt billet til Airtrain – her kan Subway billetten ikke bruges. Husk at købe en 7-dages billet til Subway’en, allerede ved amkomst. Det er den billigste løsning, også selvom I eventuelt kun er i byen i 2-3 dage. Jeg har ikke testet New Yorks taxaer, men brugte udelukkende Subway og egne ben, da jeg var i New York. Så pladsen i en Yellow Cab kender jeg ikke til. Der findes også mulighed for fælles transport med minibusser ind til Manhattan. Men så skal man typisk skifte minibus på Manhattan, for at komme helt frem til sit hotel. Airtrain og Subway er billigt.
Min datter og jeg skal til New York i næste uge. Jeg har lejet bil, da vi skal bo cirka en times kørsel fra New York i staten Pennsylvania. Jeg vil høre om det kan betale sig, at køre ind til byen New York med bil og parkere der, eller om vi skal prøve at tage toget/ bussen?
Jeg ville klart vælge toget eller bussen, hvis det er en mulighed – når I skal ind til selve New York og Manhattan. Det koster kassen at parkere på Manhattan, som i de fleste andre amerikanske storbyer, og New York er klart dyrest – også på det punkt. I kan eventuelt kombinere udlejningsbilen med toget, hvis I kører ind til en af de større stationer i Pennsylvania/ New Jersey, og parkerer bilen her og tager toget det sidste stykke. Men jeg klart fraråde, at I tager bilen hele vejen ind på Manhattan – dels af hensyn til udgifterne til parkering, men også trafikmængden/ myldretidstrafik. Rigtig god tur til New York og Pennsylvania.
Først, fed hjemmeside med rigtig mange gode oplysninger og god inspiration. Vi er en familie på 5, som rejser til New York til sommer, og har planlagt nogle dage i New York og efterfølgende Washington. Vi vil gerne tage toget mellem de to byer, og har derfor søgt på Amtrak’s hjemmeside. Men alle togene fra Penn Station til Washington D.C. er “no checked luggage”, og vi rejser jo med tre store kufferter, som nok lige overskrider de tilladte mål med en inch eller to. Er der nogle, som har erfaringer med at bruge Amtrak? Og skal vi bare booke billetterne og håbe på at den går eller? VH. Christian
Jeg kender ikke noget til Amtraks regler på området – eller hvad man skal være opmærksom på i forhold til det rent praktiske omkring togrejser med Amtrak mellem fx New York og Washington, så jeg håber, andre kan bidrage med info.
Hej Christian, kig evt. hvad en bil koster at leje. Det kan meget hurtigt svare sig med priserne på det i USA, og så er det jo bare at finde et sted nær hotellet i Washington, hvor I kan aflevere den.
Hej igen, bilen har vi overvejet, men det var mere for oplevelsen skyld, at vi vil prøve toget. Så jeg skrev til Amtrak, og fik et fint svar igen, så vi har booket billetter 🙂
Dear Christian Andersen, Thank you for contacting us about baggage. A few inches larger than the recommended measurements will be accepted. We hope this information will assist you. Sincerely, Pam, Amtrak Customer Service
Super feedback, Christian. Tak for det. Dejligt at høre, at Amtrak har en god kundeservice. Jeg er ikke i tvivl om, at I får en fin tur med Amtrak fra New York til Washington D.C. Rigtig god togtur 😉
Nu har du selv opklaret det, men som Amtrak skriver, så er det intet problem. Har taget turen flere gange, og der er god plads til selv store kufferter. Eneste udfordring er, at det godt kan være en smule kaotisk at komme på toget. Især fordi man som regel ikke køre med pladsreservationer, som vi kender det i Danmark, men bare hold tungen lige i munden og følge køen.
Vi er et ungt kærestepar på henholdsvis 21 og 22 år, som er i gang med at planlægge vores drømmerejse til USA. Forrige år var vi i USA med familien og kørte fra Seattle til Las Vegas – i alt 3 uger. Vores plan er at være i USA i 6 uger. Vi vil gerne starte vores tur i New York, hvorefter vores plan er at køre ned langs østkysten til Miami (ca. 4 uger). Dernæst er vores plan at flyve til Los Angeles, hvor vi vil opleve Grand Canyon en gang mere (ca. 2 uger). Vi har imidlertid været i kontakt med et par rejsebureauer, hvoraf to har nævnt for os, at turen langs østkysten ikke er specielt spændende sammenlignet med det øvrige USA. Vi blev foreslået at ændre ruten, således at vi startede i New York og kørte til New Orleans i stedet med mellemdestinationer i Washington, Nashville og Memphis. Vi er derfor nu blevet i tvivl om, om vores oprindelige tur måske er for “kedelig” – hvorfor vi måske bør vælge den foreslåede rute i stedet. Vi mangler lidt guide til at få den bedste tur og håber, at du vil give os et godt råd med på vejen. Evt. oplistet i hvad der taler for og i mod de to forskellige ture. På forhånd tak. Mvh Signe og Stefan
Det er en interessant problematik, I har fat i der: For det handler meget om, hvad I har lyst til at opleve undervejs på jeres tur. Turen ned langs østkysten står faktisk højt på min egen ønskeliste, og jeg vil ikke kalde den kedelig, men man kan ikke bruge fire uger på at køre fra New York til Miami – selvom man tager nogle afstikkere undervejs. Så I skal nok revurdere jeres tidsforbrug på henholdsvis det østlige USA og det vestlige USA – sådan at I tager fx tre uger i øst og tre uger i vest. Men tilbage til rejseruterne: Vælger I kystruten, har I mulighed for at opleve en smuk tur ned langs østkysten – fx ude på den tynde sandstrimmel Outer Banks ud for North Carolina’s kyst. Længere nede kan I besøge de dejlig sydstatsbyer, Charleston i South Carolina og Savannah i Georgia – og så ned til Florida. Denne tur kan klares på cirka en uge. Alternativet til kystruten kunne fx være turen ned langs den smukke Blue Ridge Parkway fra Washington D.C. ned til Great Smoky Mountains National Park og så videre til fx Nashville og Memphis og New Orleans – det sidste stykke kører I langs Mississippi floden. Den tur skal I afsætte 14 dage til. Hertil kommer til så turen fra New Orleans til Florida plus det antal dage, I eventuelt vil bruge i Florida. Den sidste tur byder både på smuk natur og bjerge plus masser af musik i form af country-western i Nashville, rock’n’roll i Memphis, blues ned langs Mississippi og jazz i New Orleans. Så det er altså en tur tilbage til musikkens rødder. Både turen ned langs kysten og turen inde i landet her hver sine kvaliteter. Men kystturen er altså noget kortere end end turen via Nashville, Memphis og New Orleans. Jeg håber, det gjorde jer lidt klogere. Fortsat god rejseplanlægning 😉
Tak for en side med meget nyttig info 🙂 Vi skal til NY til marts for 2. gang. Denne gang skal vi dog have vores datter med som er 10 måneder på det tidspunkt. Jeg er noget nervøs for taxaturen fra JFK til hotellet på Manhattan. Har du kendskab til nogle taxi selskaber, hvor man kan bestille taxi med barnesæde?
Tak for din ros af Highways-USA. Jeg bliver dig desværre svar skyldig, angående spørgsmålet om barnesæder. Jeg har ingen anelse – slet ikke til så små børn. En mulighed kunne være at tage Subway’en eller Long Island-toget ind til Penn Station. Så er I ude over det problemet. Hvis I vælger toget, vil jeg nok anbefale toget og ikke Subway’en – det går hurtigst. Men om der findes taxaselskaber med børnesæder – aner det ikke. God tur alligevel 😉
Nu er vi kommet hjem fra New York, og vi valgte at forudbestille en såkaldt “towncar”, hvor vi kunne bestille en autostol til vores 10 måneder gamle datter. Vi havde forudbestilt en towncar fra JFK til Manhattan og retur igen. Til andre der rejser med så små børn, så vil jeg oplyse, at dette kan absolut ikke anbefales. Der findes, så vidt jeg ved, slet ikke autostole hos taxafirmaer til så små børn. Vi endte med slet ikke at bruge autostolen og i stedet have vores datter på skødet, da autostolen mere passede til et barn på 2 år. Så spar pengene på det (towncar og autostol blev rigtig dyrt, omkring 1.500 kr. i alt pr. tur) og brug i stedet pengene på en almindelig yellow cap, hvor man så sidder med barnet på skødet. Bare lige lidt info til andre forældre 🙂
Min kone og jeg tager til New York til maj 2015 og skal vælge hotel. Men hvad skal man gå/ vælge efter? Vi vil gerne bo centralt på Manhattan, og vil bare gerne have vores eget badeværelse.
Nu vil jeg på ingen måde kalde mig ekspert i hoteller på Manhattan, men jeg kan starte med at sige, at hoteller på Manhattan er en rigtig dyr fornøjelse. Faktisk er prisen på hotelværelser i New York noget af det dyreste, I kan finde i hele USA. Så er det sagt. Men skal det være centralt og til at betale, har jeg lige boet på Hotel Pennsylvania lige ved Penn Station. Så bliver det ikke meget mere centralt, tæt ved Subway og tog, 10 minutters gang fra Empire State Building og Times Square. Hotellet er slidt og værelserne har kendt bedre dage og personalet kan godt være lidt arrogante. Men prisen og beliggenheden kan der ikke sige noget til – når man tager prisen på andre New York hoteller i betragtning. Mange danskere vælger i øvrigt netop Hotel Pennsylvania p.g.a. beliggenheden. Men I skal ikke sætte næsen op efter en fantastisk standard. Hvis det betyder mere end prisen, skal I går efter et andet hotel på Manhattan. Hvis andre har kommentarer til overnatning på Manhattan, må I gerne kommentere.
I 2011 boede vi på Holiday Inn Express på Water Street. Det er i sydenden af Manhatten, i finansdistriktet. I gåafstand til færgeterminalen med færgen til Staten Island og færgerne til Liberty Island. Tæt på Battery Park, Ground Zero og Brooklyn bridge. Der er kort afstand til subway station hvorfra man nemt kommer rundt til resten af herlighederne. Det fungerede fint for os.
Min søn og jeg skal til New York den 15. oktober. Vi lander i JFK kl. 20.15. Hvordan kommer vi hurtigst, billigst og bedst fra JFK til Manhatten? Vores hotel hedder ONE UN og ligger på East 44th Street mellem 1st og 2nd Avenue. Min søn er 15 år og er sikkert meget træt på det tidspunkt, så ikke for mange skift. Hvad tror du, en taxa vil koste ca.? På forhånd tak, Vibeke
Der er en såkaldt “flat rate” på taxaer fra JFK til Manhattan på 52 dollars. Prisen på en taxatur fra JFK til Manhattan er fastsat til 52 dollars. Hertil kommer der et statstillæg på 0,50 dollars plus eventuelle vejgebyrer – og så naturligvis drikkepenge til chaufføren. Dermed vil prisen lande på cirka 60 dollars alt inklusiv eller cirka 350 kroner. Det bliver altså ikke billigst, men i stedet hurtigst og bedst i jeres tilfælde.
“Hurtigst, billigst og bedst” er nok en gratis helikoptertur, men dem er der immervæk langt imellem… 🙂 Hvis man derudover ikke har budget til en taxatur, kan jeg anbefale en af de Shuttle-services, som ligger i alle lufthavnene. De er som regel pålidelige, til at betale og kan bookes over nettet. Der er besparelser at hente, hvis man booker en returbillet. SuperShuttle, et af de større firmaer, kan anbefales: http://www.supershuttle.com/
Vi er to tøser, der nu vender næsen mod USA i 25 dage. Starter i New York og ankommer til JFK. Hvordan kommer vi smartest ind til vores hotel på Manhattan? Feriehilsner fra Louise 🙂
Beklager den lidt lange svartid 🙂 Måske er I allerede ankommet til JFK, men så kan andre sikkert få hjælp af mit svar: Der er flere muligheder, og jeg benyttede to forskellige, da jeg var i New York for 14 dage siden: Da jeg ankom, valgte jeg den “nemme” løsning, og købte en busbillet til en shuttelbus med NYC Airporter, som kørte mig ind til Manhattan for 16 dollars. Undervejs skulle jeg dog skifte bus, og det tog ihvertfald halvanden time at komme fra lufthavnen og ind til mit hotel på Manhattan, som lå lige ved Penn Station. Subway’en havde nok været hurtigere. Så den valgte jeg på tilbagevejen, for så kunne jeg også udnytte mit 7 dages Metrocard, som jeg brugte til Subway’en. For at benytte den løsning – i den modsatte retning fra JFK og ind til Manhattan – tager I først AirTrain i JFK til Jamaica Station. Det koster 6 dollars. På Jamaica Station (hvor Subway’en holder) køber I så enten en almindelig billet eller et 7 dages Metrocard til 31 dollars. På Jamaica tager I E-toget ind mod Manhattan. Det er den billigste løsning – især hvis I fra starten køber et 7 dages Metrocard, som sagtens kan betale sig, også selvom I måske kun er tre fire dage i byen.
Vi er to piger på 30-35 år som skal på tur til New York. Hvordan er det lige med Harlem? Kan man gå der, som det passer en, eller skal man holde sig derfra?? Takker for en dejlig side. Hilsen Line
Harlem er efter blevet langt mere sikker de senere år – for ikke at sige mondæn. Siden årtusindskiftet er bydelen blevet langt mere sikker at færdes i, så i dagtimerne ville jeg ikke være nervøs for at tage en bytur til Harlem. Jeg har faktisk haft møde med et par repræsentanter fra Harlem for et par år siden på den årlige USA rejsemesse, og her kunne de fortælle om masser af spændende nye tiltag i bydelen. Ex-president Bill Clinton har sågar flyttet sit kontor for sin velgørendeheds organisation til Harlem. Det eneste man ikke skal gøre, er at tage en guidet bustur rundt i Harlem – man skal selv gå rundt. Så selvom jeg personligt stadig har til gode at opleve Harlem på egen krop, ville jeg ikke være nervøs for at besøge Harlem i dagtimerne. Jeg faldt lige over denne artikel fra Politikens Vi Rejser sektion fra 2013, og den giver også en masse god baggrund om Harlem – http://bit.ly/1k1SVfp
Harlem er generelt fint – også hér har Manhattans “gentrification” (byfornyelse m. tilsvarende højere ejendomspriser og huslejeniveauer) slået igennem. Jeg ville dog være forsigtig i Spanish Harlem (East Harlem), altså området længst ude mod East River. Særligt efter mørkets frembrud. Hér er kriminaliteten fortsat højere end i resten af byen. Når det er sagt, er NYC (og særligt Manhattan) dog stadigvæk en sikker by at færdes i.